GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

 Hovedside 

 

 

 

  

 

 

En excentrisk komet

Åge Meyer Benedictsen blev kendt som ’de undertrykte nationers tolk’. Han var en af de dansk-jødiske forskere, som selv datidens antisemitter måtte anerkende.

 

Af Matthias Bjørnlund

På den jyske hede i Hardsyssel er der sat en mindebautasten for sprogforskeren, humanisten, eventyreren, etnologen og folkeoplyseren Åge Meyer Benedictsen (1866-1927). Bautastenen er rejst på en kæmpehøj, hvor Benedictsens urne er gravsat, og et mindedigt, et stavrim i vikingestil, er ristet i stenen: Venner, hans ædle Virke vandt ham, satte Sten over Stridsmand god.

Øverst er der udhugget »en østerlandsk lampe, den evigt brændende«, som det hedder. Et velovervejet møde mellem det nordiske og det orientalske der i monumental form skal favne en sammensat mand. 

Åge Meyer Benedictsen blev født i København som søn af den islandske skuespillerinde Anne Maria Benedictsen, tilknyttet det Kongelige Teater, og den danske købmand Filip Ferdinand Meyer, »av æt Jøde« som Benedictsens kollega og beundrer, antisemitten Gudmund Schütte, formulerede det i sin karakteristiske retronordiske stil.

For Benedictsen kom ’det jødiske’ ikke til at indtage hovedrollen. Men Schütte drog som mange andre vidtrækkende konklusioner af Benedictsens mørke lød, af hvad der blev beskrevet som hans aparte fremtræden (der ikke mindst skyldtes, at han yndede at gå i en hjemmedesignet folkedragt), og af forældrenes herkomst.

I den optik fik Benedictsen sin historiske sans fra moderen fra »den højnordiske sagaø«, og sproggeniet, rejselysten og det livslange arbejde for undertrykte folkeslag var noget særligt jødisk.

At han ville få en karriere som forsker og humanist ser nu ikke ud til at have ligget i kortene. Han forlod skolen og stak til søs som 13-årig, men kom til skade og blev indlagt på Garnisonssygehuset i København. Her fik hans søskende overtalt ham til at gå den akademiske vej, en vej der endte ved sprogstudiet på Københavns Universitet.

På dette tidspunkt var Benedictsen optaget af den politiske kamp mod Estrups provisoriestyre (1886-1901), men interessen blev hurtigt vendt mod kampen for frihed i resten af verden. Herfra begynder det virke, der gav ham betegnelsen »de undertrykte nationers tolk«.

Sprogstudierne blev påskuddet til en lang række rejser, først til nærområdet: Island, Polen, Finland, Rusland, Baltikum. Litauen blev emnet for hans første større værk, Et Folk der Vågner fra 1895.

Titlen anslår temaet: Litauen var en del af det russiske imperium, russificeringen af befolkningen var hård, og det var sin sag at undersøge et sprog og en kultur, der nærmest ikke eksisterede længere. Bogen blev oversat til engelsk (1924) og litauisk (1999) og er blevet set som en lektio i litauisk national bevidsthed.

Det er ikke nogen overdrivelse, at Benedictsen i sin iver efter at finde sporene efter den litauiske nation var med til at (gen)opfinde den. Det var nemlig ikke bare trangen til kundskab, der drev værket. I forordet til Et Folk der Vågner står hvad der må betragtes som en programerklæring:

»Til dig, min modstander retter jeg disse indledende ord. Din overlegne tvivl om det berettiget i folkeslagenes nationale selvstændighedstrang har mere end noget andet lokket mig til at skrive denne lille bog, sådan som den her har formet sig. Gid jeg kunne rokke din tvivl og vise dig, at det ikke blot er barnlig, indskrænket følelse, snæversyn i den snævre menneskeverden, det man kalder nationalfølelse.

Jeg har rejst en del, kender mere end af navn mange af Europas folkeslag. Jeg har med forkærlighed dvælet hos dem, der ingen folkelig selvstændighed har, de hvis jordstrøg på landkortet er farvet ens med et af de store herskerfolks.«

Bogen er i parentes bemærket ikke helt lille, 259 sider, men det afgørende er, at Benedictsen ikke kunne eller ville adskille det videnskabelige fra det humanitære. Kampen for de små nationer var for ham antikolonialistisk, frihed for individer og nationer var en menneskeret.

Det gjorde ham ikke nødvendigvis til en dårlig videnskabsmand, hans indsamlingsmetode og analyse var der som regel ikke noget i vejen med. Men han var ikke positivist som mange af sine samtidige, snarere befandt han sig et sted imellem romantikken og den postmoderne erkendelse, der hvor subjektet altid er med.

Først armenierne…

Synet på det nationale var dog ikke ren romantik. Benedictsen havde blik for de negative sider af nationalismen og kunne godt drømme om verdensborgerskab, uden hensyn til »de små skranker som race og sprog sætter«, som han udtrykte det.

Han mente også, at national selvbestemmelse eller selvstændighed skulle opnås ad fredelig vej, og at national selvhævdelse ikke måtte ske på bekostning af andre nationer.

Men for ham var det nationale et realiserbart ideal, afgjort et mindre onde end den systematiske undertrykkelse af nationale og religiøse mindretal, som han kom til at bevidne verden over.

I perioden 1897-1906 foretog Åge Meyer Benedictsen en ny serie forskningsrejser, der bl. a. bragte ham til de armenske dele af Osmannerriget. Han oplevede meget på disse ture, som at blive overfaldet og nær dræbt af kurdiske røvere.

Men det, der gjorde størst indtryk, var eftervirkningerne af armeniermassakrerne under Sultan Abdul Hamid II, hvor omtrent 100.000 blev dræbt i årene 1894-96. Tusindvis af enker og forældreløse børn havde desperat brug for hjælp, og som Georg Brandes var han stærkt oprørt over grusomhederne og den vestlige verdens passivitet.

En litauisk ven mente ligefrem, at Benedictsen efter mødet med ofrene var død for sig selv og genfødt for menneskeheden. Men Benedictsen ville mere end at protestere. Inspireret af besøg i tyske missionærers børnehjem og klinikker for armeniere ville han gøre noget lignende.

Han stiftede derfor i 1902 foreningen Danske Armeniervenner (DA), der dog i modsætning til de fleste andre vestlige organisationer ikke benyttede lejligheden til at missionere blandt de overvejende ortodokst kristne (apostolske) armeniere.

Det var på dette tidspunkt ellers almindeligt blandt vestlige missionærer at anse den apostolske kirke for at være død eller forstenet, ligesom det var almindeligt blandt racistiske vestlige intellektuelle at anse armeniere for ’østens jøder’, en angiveligt grådig og forræderisk ’race’.

I dag er man vant til at se det 19. og 20. århundredes imperialisme som et vestligt fænomen, men for Benedictsen var det naturligt at se Osmannerriget som en blandt flere imperialistiske statskonstruktioner. Dermed fulgte, at mindretal kunne være ofre for imperialisme i Osmannerriget såvel som i det russiske eller britiske imperium.

DAs arbejde kom derfor ikke kun til at bestå i at yde nødhjælp, finansiere børnehjem og oprette arbejdspladser. Som for moderne hjælpeorganisationer var målet at hjælpe på modtagernes præmisser, og gennem undervisning at rodfæste dem i det, der blev betragtet som deres egen kultur – sproget, religionen og historien.

Både Benedictsen og DAs enlige udsending, Karen Jeppe, gik dermed eksplicit imod de mål, som også danske organisationer som Kvindelige Missions Arbejdere satte sig.

Arbejdet for armenierne kom til at fylde meget i Benedictsens liv og karriere, men det betød ikke, at han tabte andre undertrykte minoriteter af syne. Det gav sig bl. a. udtryk i skriftlig form, i de 14 små hefter han skrev til brug for Folkeuniversitetet fra 1899-1927.

Her bliver folk og religioner forklaret og forsvaret, og imperialister og kolonialister får læst og påskrevet, fra briterne i Indien og Irland over tyskerne i Sønderjylland til danskerne på Island.

Det gjorde ham ikke mildere stemt over for kolonialismen, at han i Indien blev forfulgt og afhørt af den britiske sikkerhedstjeneste for at have kontakt med indiske nationalister.

Og så jøderne…

I 1906 kom turen til jøderne med udgivelsen af heftet Jøderne og Jødehadet. Fritænkeren Benedictsen, der troede på »Guds strøm i verden« fremfor på organiseret religion, så selvsagt ikke sig selv som jøde i religiøs forstand.

Og mens han vedgik sig et kulturelt slægtskab med ’det jødiske’, så regnede han ikke sig selv som dansk jøde. Snarere som en assimileret dansk patriot såvel som et blandingsprodukt, en rastløs verdens-borger og outsider; en »excentrisk komet«, som han udtrykte det, altid bevidst om hvordan omverdenen opfattede ham. Helt ukompliceret er han ikke.

Jøderne og Jødehadet

Men jødernes stilling i Europa lå ham altså på sinde. Som led i researchen var Benedictsen rejst til Jerusalem og til Rusland i kølvandet på de seneste jødepogromer, og i Jøderne og Jødehadet gennemgås jødernes historie, med vægt på kristnes undertrykkelse og forfølgelse.

Som i resten af sine skrifter følger Benedictsen her et mønster, en taktik kan man kalde det: historien og kulturen opridses, angivelige fejl og dyder gennemgås, og fordomme nævnes for derefter at nuanceres eller splittes ad i en art dekonstruktion.

Benedictsen erklærer sig, måske for argumentets skyld, til tider enig i visse af datidens fordomme om jøder, såsom at de monopoliserede handel. Men en sådan ’indrømmelse’ bliver øjeblikket efter fulgt af så mange forklaringer og forbehold, at der ikke bliver ladt sten på sten tilbage af antisemitternes argumenter.

I antisemitismen så han i øvrigt ikke noget nyt, kun en pseudovidenskabelig udgave af det gamle jødehad. Benedictsen så løsningen på den fortsatte undertrykkelse af jøderne i Europa i frigørelsen fra flertallets bånd.

Det gjorde ham til en naturligtilhænger af zionismen. Bl.a. på baggrund af studier af zionistiske pionerer som Moses Hess, Leon Pinsker og Theodor Herzl så han jødestatens oprettelse som »en vej til fædrelandets genoprejsning«, en chance for at skabe jødisk selvfølelse, selvudfoldelse og fællesskabsfølelse.

I det hele taget regnede han ’jødespørgsmålet’ for et brændende punkt for hele menneskeheden. Som der står i sidste afsnit af Jøderne og Jødehadet:

»Om jøden skal udfolde sin egen personlighed frit igen, hvis han da endnu formår det, og således virke i historien, eller om hans skæbne bliver som egenartet menneskestof at smedes til ét med sine omgivelser, vil have mere at sige end man kan overse, thi jøderne har altid hørt til de menneskegrupper, der v i l l e noget i livet, de har trods alt bevaret tro på livet.«

Med udbruddet af Første Verdenskrig blev Benedictsens fokus rettet mod armenierne i Osmannerriget. Krigen rasede i Europa, og det kunne være svært at skelne den ene katastrofe fra den anden, ven fra fjende, men fra 1915 var der alligevel en begivenhed, der skilte sig ud for mange samtidige iagttagere, nemlig det armenske folkemord.

Det ungtyrkiske regimes mord på ca. 1 million armeniere var en særligt skelsættende begivenhed for en mand som Benedictsen. Han ikke bare kendte til og havde sympati med armenierne, han havde også venner, der blev dræbt, og en udsending, Karen Jeppe, der var i konstant livsfare, mens hun bevidnede massakrer og dødsmarcher i den sydtyrkiske by Urfa.

Folkemord

Armeniernes skæbne præger Benedictsens andet større værk, Armenien – Et Folks Liv og Kamp gennem to Årtusinder fra 1925. Her bruger han faktisk betegnelsen »folkemord« om mordet på armenierne, formentlig som den første i Danmark.

Men i modsætning til langt de fleste af hans samtidige formåede han at bevare sit humanistiske grundsyn ved at slå fast, at det ikke gav mening at stemple tyrkere eller islam som sådan.

I 1927 døde han så, til det sidste optaget af foredrag og af projekter som armeniersagen og det store, ufuldendte værk om kurderne. Mindeord og digte var der mange af, som dette af Kai Hoffmann (ham med Den danske sang er en ung, blond pige):

Han var en Mand fra Ørkenhavet,

Med blide Øjnes hede Blik -:

»Der er et Sted en grøn Oase,

en ren og kølig Læskedrik!«

 

Han var en Fremmed her i Norden,

Hvor Hjertet dølger helst sin Brand.

Og dog, trods alt, har vi forstaaet,

At han var vor og var en Mand!

 

Stor kunst er det vel næppe, men det udtrykker noget centralt i omgivelsernes opfattelse af Benedictsen, ligningen de ikke kan få til at gå op: hvordan kan noget der forekommer så fremmedartet, eksotisk, jødisk = orientalsk, alligevel være så dansk?  

Som nævnt måtte selv Gudmund Schütte bøje sig, og det i en grad så at da han i 1947, i en brevpolemik med en anden antisemit, kritikeren Harald Nielsen, fremdrog eksempler på ’den gode jøde’, var der to, der faldt ham ind: Jesus og Åge Meyer Benedictsen.