GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

                     Hovedside

 

 

 

 

 

 
                             
Årsagen til de Armeniske Rædsler / Udgivet 1925
 

Åge Meyer Benedictsen


Ruiner af Surp Zohak Klostret nær ved byen Van.- Udenom ses det alvorsfulde, strænge armenske landskab.

Alverden har hørt om de grufulde menneske- slagtninger i Armenien under verdenskrigen. De har fyldt sindene med harme sorg og medfølelse, og med uforståelse. Enhver tidsalder har sin moralske højdetrang. Den almene samvittighed tror til enhver tid at have nået et urokkeligt grundlag for moral, ligesom bygget en åndelig dæmning for visse udslag af menneskelig lavhed og grumhed. Vore dage havde tænkt sig at være vidt fremme i den retning. Når denne lyse tro brydes af kendsgerninger, værger selvagtelsen sig, under forsvaret af sin moralske fæstning søger mennesket alle slags bortforklaringer eller råber højlydt på straf over denne krænkelse af menneskeheden.
Selv krig, der ikke har nået almindelig moralsk forkastelse, fordi den ulykkeligvis endnu er den sidste udvej under folkesamfunds indbyrdes stridigheder, kræves først med selvtøjling. Unyttig blodsudgydelse, ødelæggelse og grusomhed anses for utilladelig.
Den sidste fornedrelse for samvittighedslivet, den frygtelige verdenskrig, har med al sin grumhed, sine udslag af løgn, hæslig skadefryd og ufølsomhed for fjendens lidelser, dog åbenbart en fordømmelse af lumpne midler og udskejelser, hvad der fik sit udslag i Versaillesfredens bestemmelser mod krigsforbryderne.
 

Måske var den ensidighed, hvormed tiltale og dom kun kræves over den slagne parts misgerninger, grunden til, at der ikke rejses den stemning i verdens samvittighed, der ville have virket oprejsende for os alle. De sejrendes optræden fik snarere udseende af hævntrang mod de fjendtlige forbrydere end af dybe sædelige krav.
Men selv på baggrund af al den ødelæggelse og menneskeofring, krigen førte med sig, og som sløvede modtagelighed, fantasi og medfølelse, kastedes der ind over Europa en isnende gru, da efterretningerne om den frygtelige myrden i Armenien bredte sig ud over landene.
Det var ikke alene medfølelsen med de talløse ofre og den jammerfulde død, bødlerne gav dem, det var ikke blot den fælles kristne smerte over trosfællers skæbne, som pinte selv de slappeste nerver. Det var forfærdelsen over i vore dage, at opleve en statsmagt, retslig ligestillet med alle andre og i forbund med Europas centralmagter, kunne søge lige for vore øjne at udrydde et helt folk, mænd, kvinder og børn, fra de levendes tal.
Man forstod snart, at man her ikke stod over for et trist udslag af tøjleløs lidenskab, ikke over for et barbarfolks pøbelhope - det ville aldrig have rakt til denne rædselsgerning. Det var et rigsstyrelse, der med anvendelsen af alle statsmidler på velberegnet vis, kastede en hel rigsdels bosidende, jorddyrkende befolkning ud i grufuld død - og mindre end eet år forvandlede over en million fredelige, værneløse undersåtter til rådnende kød og knoglehobe.
 

Hvad førte morderne til disse usigelige gerninger ?


Et bjerglandskab i det armenske Taurus. Det giver et begreb om,ad hvilke veje de armenske bortdrevne skarer måtte vandre.

Bag al den navnløse smerte og modbydelighed, denne forbrydelse vakte, tvang den de tænkende til at spørge om grunden til denne skændsel.
Hvad førte morderne til disse usigelige gerninger ?
Den europæisk-amerikanske almenhed, hele den store kristne verden, har i sin naive troskyld givet sig selv det korte og stærke svar, der forklarer alt for den nøjsomme: Det er kristenforfølgelse! Armenerne var et værneløst kristenfolk i rå tyrkerhøvdingers vold, der drevet til raseri i krig mod kristne stater lod dem dræbe.
For den skarpe tænkende er dette svar, så sandt det end er, dog for ufyldestgørende. - Blindt relegionshad kunne ikke være drivfjederen. - Den ungtyrkiske magtkreds, der udførte myrderierne, var alt andet end religiøs fanatisk, tværtimod, den var ligegyldig, ja delvis åben fornægter af Islam som statsmagt. Man måtte også tro, at under en krig, hvor hver kraft skulle udnyttes, kunne der ikke være "råd" til at myrde hundrede tusinder af ens egne arbejdsdygtige borgere, - og desuden hvorfor netop armenerne, der var jo mange andre kristne i riget. Ja, for den overfladisk kyndige bliver spørgsmålet endnu vanskeligere. Den ungtyrkiske bevægelse, der tog magten i Tyrkiet 1908-09 med Sultan Abdul Hamids afsættelse, var netop opstået og levede åndeligt af sit talsomme, menneskelige mere frigjorte syn på rigets andre racer og relegioner. Den ville samvirken med dem, og deres lederkreds var under hele bevægelsen i nøje forhold til det armeniske folks førere. Den armenske folkestemning ledsagede den ungtyrkiske sejr med håb og tillid - armensk indflydelse, guld og tankearbejde havde været de ypperste hjælpere til sejren over det gamle herredømme.
 

Hvorfor da dette skrækkelige fjendskab og udryddelsesviljen ?
Frem føres så de aldrig beviste og vitterlig usande påstande om armenerne som et særligt nedrigt og snyltende element, et umoralsk folkesamfund, der som sjakrere, ågere og snyltere har været de plumpe, uudviklede tyrker og kurder en hæslig plage, og som derfor i et belejligt øjeblik med alle midler søgtes ødelagt.
Hvad siger ikke den orientalske talemåde: "Der skal to jøder til at snyde en græker og tre grækere til at snyde en armener", hvoraf en flad moralsk tankegang slutter, at en armener er seks gange så bedragerisk som en jøde, så man må beklage dem, der skal have med armenerne at skaffe.
 

Man forstår da, at de arme plagede slår ned for fode, når lejlighed gives.
Men europæere forstår ikke, at dette mundheld snarere er en orientalsk lovprisning af armensk snarrådighed og menneskekundskab, lært i livets strengeste skole, for af Orientens handelsfolk er armenerne ubetinget den, der bitrest har måttet gå i modgangens skole.
Mundheldet svarer nærmest til: "Den skal stå tidlig op, der narrer en mand som denne". - Det hele er i øvrigt ikke værd at uddybe.

Den europæiske følelse over for Armenien

                                                                    

Ung armensk pige fra de østlige egne af landet.

Unge kvinder som hun blev i tusindvis myrdet -

andre tusinde ranedes til misbrug og vold i muhammeddanske huse.
 

Handelsmoral står på et andet trin, og må gøre det, i en usikker retsverden som Tyrkiet end i vore lande - men hele denne sag har såre lidt eller intet at gøre med myderierne, og i virkeligheden er det jo armenierne, der blev "lurede" af ungtyrkerne. Først tog man deres arbejde, deres kløgt og penge for at komme til magten, bagefter snød man dem for lønnen og lod dem som besværlige kreditorer myrde, så var gælden ude af verden.
Men det sørgelige er, at der er en spalte i europæisk følelse over for Armenien, og den har fået sin tragiske betydning.
 

Den brede, brave del af almenheden ser på Armeniens ulykke som kristenforfølgelse - en vis del af den halvtkyndige, tænksomme overklasse med mange politikere i følge mener, at myrderierne må forstås som et barbarisk svar på en gammel social plage.
Ingen af parterne har helt ret, ingen helt uret, begge er vildfarende.
Spørger man de to parter i sagen - bødlerne og ofrene, da svarer de første, tyrkerne.
Det blev nødvendigt at flytte fra de krigstruede egne den i politisk henseende upålidelig armenske grænsebefolkning, af hvis midte en mængde overløbne tjente de russiske armeer som vejledere og forrådte tyrkiske militære stillinger og planer. Dette skete ved de under regeringens ledelse iværksatte deportationer. Der tilsigtedes derved ingen myrderier eller varig skade, kun en forløbig omflytning, men ophidsede embedsmænd og røveriske gendarmer benyttede den frygtelige mistanke, der kastedes over de deporterede kristne, til forbrydelser imod dem og forledte muhameddanske, af krig og angst forblinde masser til uafvendelige grumheder, mord og plyndring af de våbenløse skarer, der ansås som forrædere mod Islam og det tyrkiske fædreland.
Ulykkelige transportforhold, forvirrede eller ikke adlydte bestemmelser. Nød i de provinser, hvor de deporterede skulle bofæstes, fuldendte ødelæggelsen og forvandlede rimelige og nødvendige militære forholdsregler til en beklaglig og sørgelig ødelæggelse af mangfoldige og uskyldige menneskeliv. Men, hvad skal man sige - det er krigen, og hvad led vi ikke selv og "vore egne trofaste".
Armenierne, ofrene siger: "Myrderierne var et koldsindigt, længe planlagt forsøg på at udrydde vort folk på tyrkisk grund, fordi det var en bom for tyrkisk statsvilje. Under skin af militære deportationer fra krigsskuepladsens nærhed, dreves armenierne fra hus og
Foto:En af det armenske folks bødler.       hjem. Ingen skånedes, mænd, kvinder, børn, gamle, syge fødende mødre, alt levende. - Selv fra de af krigen uberørte, fuldkommen fredelig egne skete uddrivelserne. De var en maskeret dødsdom.
 

Man ville udrydde det armeniske folk

Myrdede børn fra rædselstogene. Dette og de to følgende billeder er taget af et tysk øjenvidne, der som militær kom ind i landet i 1915.

Ved løgne ophidsedes de rå bjergfolk, aldrig værgedes de grusomt overfaldne, på vandringer uden mål og under afskyelige råheder fra "vogterne" trættedes de til døden. Ved sygdom, sult og tørst dræbtes de sammensynkende skarer. De, der blev reddet, slap med held, gennem flugt og barmhjertige menneskers hjælp.
Med tusinde vidneudsagn, med uimodsigelige tyrkiske dokumenter, underskrevet af selve de regerende herrer - er sagen klar.
 

Man ville udrydde det armeniske folk.
Mellem disse to forklaringer har europas historiske dømmekraft uden tøven valgt den sidste på grund af urokkelige vidnesbyrd. Versaillesfreden krævede udlevering og dom over de tyrkiske stormordere Talaat Pasha, Tyrkiets førsteminister under krigen, og Enver Pasha, dets krigsminister, med alle deres hovedmedhjælpere. Kun flugt friede dem. Tyskland har ved frifindelsen af Talaat Paschas drabsmand, armenieren Teilirian, givet sin underskrift på dommen over de tyrkiske herrer. De løj, armenierne talte sandhed.
Men det var midt i de tyrkiske løgne et vidnesbyrd af vægt, at der blandt anklagerne mod armenierne - af gode grunde - ikke var et ord, der kunne styrke den yndede europæiske hypotese: "Hadet til de armeniske ågrere på et arbejdende, men uudviklet samfund".
Alligevel er vi ikke kommet løsningen af spørgsmålet, hvorfor dræbte tyrkerne en million fredelige medborgere, nærmere.
Armeniens ulykke har dybe rødder. Det sidste frygtelige, næsten dræbende slag er kun et blodigt øksehug mere i dette lidende folkelegeme.
 

Armenien er en mægtig vulkansk bjerghvirvel mellem Iran i øst, Kaukasus i nord og Taurus i syd ved grænsen mod Mesopotamien. Dets tinder som Ararat, Sipan, Nimrod og Hekkiari er dækket af evig sne. Pasvejene fra syd til nord er vanskelige. Bedre tilgængelige er dalene, hvor Eufrats og Tigris kildefloder strømmer i østvestlig retning. I landets midte ligger større rige lavlande omkring den store saltsø Vandzov. I dette strenge, men højtidelig skønne land af en udstrækning som Storbritannien, har det armenske folk boet i umindelige tider. Det kalder sig selv Haï, og landet Haïazdân.Dets udspring er arisk som dets sprog, der er i slægt med de europæiske tungemål, også med dansk. Med vanskelighed og kun kort tid ad gangen har de nået at hævde sig statslig som enhed. Den søndersplittede bebyggelse i de spredte bjergkløfter udviklede en politisk ånd. Hver Dalhøvding blev halvt uafhængig, og de store krigeriske stater, der opstod i øst og vest - Persien og Rom, holdt folket i underkastelse. Men mens armenierne politisk altid var svage, blev de åndeligt af en egen sej styrke. Dette folk gik først af alle over til kristendommen, sikkert før år 300, og fik i sin ensomhed sin egen selvstændige kirke. Under politisk usikkerhed og storme udviklede armenierne en egen rig kultur. Landet opdyrkedes, byer byggedes, hundreder af kirker og klostre smykkede snart landet. En efter tidens mål rig litteratur opstod, historisk relegiøs, politisk. Det armenske sprog fik sin faste skriftform. Kunst, arkitektur og håndværk blomstrede i det dygtige og flittige folk og har tjent som mønster viden om.

Armenien mødte sin sørgelige skæbne


Ihjelsultede kvinder og børn, der i tusindvis rådnede hen langs ulykkestogenes veje.

Under kampen for sin kristne tro med det hedenske Persien og for sin politiske frihed med det snilde Byzans led Armenien meget. Blodvidnernes tal blev stort og martyriets dyrkelse blev gammel og dyb i Armenien. Dette folks stejle, urokkelige egenart fæstnedes, trods al ydre svaghed. Da mødte Armenien sin sørgelige skæbne at blive opslugt af det fremstormende Islam, først af de mildere arabere, siden af de kraftige tyrkiske og mongolske normadesværme. Efter hård modstand, der fra egn til egn fortsatte over 300 år, sank de sidste fattige rester af et frit armensk liv sammen (1375). Armenien blev et af tyrkisk og persisk muhamedanervælde trælbundet land, og kun sprog og kirke og den nedarvede nationale kultur holdt folket sammen.
I stedse tættere mængder drev de fjendtlige nomader deres horder ind over det brudte folks land. "De sorte telte" rejstes hvor ruiner af armenske bosteder lå. Det kristne folk fortrænges efterhånden og gik på landsflugt - ud at finde føden i fremmede egne. De reddede tilværelsen ved flittigt arbejde som håndværkere, lastdragere, karavaneførere og især som købmænd. Deres kundskaber, intelligens og orientalske føling gav dem fortrin for mange. Det var af alle de underkurde folk i Tyrkiet det, der bedst forstod at omgås tyrkerne og mindst mistænkes for modstand mod sultanriget. Mange armeniere nåede i tidernes løb betydelige stillinger i det tyrkiske rige, kom til at råde over dele af storhandlen og kunne trygt betros vigtige hverv af magthaverne. Men i hjemlandet lå bønder og småfolk under for vold og fattigdom.
Sidst af alle de undertrykte kristenfolk rejste armenierne sig, men mens grækere, serbere og bulgarere, mest ved Europas hjælp rev sig løs i løbet af det 19de århundrede, gik det armenierne, hvis fordringer af gode grunde, aldrig nåede videre end til at kræve tålelige livsforhold og nationalt selvstyre under tyrkisk overhøjhed, værre og værre.
 

Den tyrkiske styrelse, hvis syn på regering og menneskeret endnu er, som da den kom til magten for 500 år siden, mente sig i stand til at knuse denne splittetboende, svage folkestamme. I det yderste asiatiske hjørne af riget, presset ind mellem lutter islamiske stammer, uden et eneste rygstød - kunne den, selv i sit inderste hjemliv prisgivne armenske bonde ikke tænke på et virkeligt oprør. Men alene forestillingen om, at dette kuede, foragtede kristenfolk kunne berede tyrkerne vanskeligheder og volde europæiske magters indblanding og derved fare for rige og magt, fik den tyrkiske regering til at se rødt.
 

Armenierne var i deres øjne en afvæbnet folkerest på tyrkisk grund. Dets græsgange var i kurders hånd, drevet som sprængstof ind mellem de kristne bondebyer lå allerede hundreder af muhammeddanske. Byerne var i tyrkiske soldaters og embedsmænds fang, alt liv var hensygnende - og i dette land med dens usle vantro bønder og stumme kristne klostre, halvt i ruiner, her begyndte europæisk liv at spire.
Engelske og amerikanske missioner underviste, skoler rejste sig, armenske bøger og tidsskrifter gik fra hånd til hånd, gamle sange klang i landsbyerne - sange om Haïazdân og de gamle tider.
Denne bevægelse ville Islams herre, sultanen, ikke tåle. Han havde efterhånden lært, hvad nationalbevægelse betød. Provins efter provins var tabt til de vantro. Nu var det nok. Det var denne tankegang, der affødte den eneste tyrkiske form for kamp mod urolige, krævende vantro undersåtter: "Slå dem ned !"

 

Psykologien bagved armeniermassakrerne

Efterladte og døende småbørn. Tørst og udmattelse gør en ende på dem.

Tyrkisk statsfølelse er aldrig kommet ud over nomadens standpunkt - at det erobrede land er en græsningsmark for sejrherren. Ingen pligter, ingen dybere hensyn binder til undersåtterne. Tanken om gensidighed mellem styrere og de styrede afvises som krænkende. - Udover at tåle de besejrede, så længe de betaler deres tribut og ikke forstyrrer ens velvære, går nomadehøvdingen ikke. I lad magelighed tillader han de foragtede at leve og snakke, hører ikke på dem, regner ikke med dem. Skriger de op, spørger han ikke om hvorfor, men slår dem ned med hundepisken. Af nogen statstanke om det skadelige i at ødelægge og lamme flittige rigsborgere besværes en tyrkisk hersker ikke.
 

Dette er psykologien bagved armeniermassakrerne. Den tanke, at armenierne særlig skulle have pådraget sit tyrkisk had, siden det stadig er dem, der myrdes, er ganske vildledende. Det var tidligere dem, der sjældnest myrdedes. I 1822 myrdede den tyrkiske regering 30.000 grækere på Chios, i 1860 10.000 syere i Libanon, i 1875 mangfoldige kristne i Bosnien, i 1876 20.000 bulgarer i Tundjadalen. - Armenierne er det sidste kristne folk af betydning under tyrkisk herredømme - og derfor er det nu det, som myrdes. - Da mordredskaberne er mere fuldkomne, organisationsevnen større - egnene mere utilgængelige, blodtørst og plyndrelyst lettere og farefriere at tilfredsstille, bliver resultaterne så forfærdelige. Men det ligger aldeles ikke i, at hadet til armenierne er større i den muhammedanske befolkning end til andre "vantro". Det er blot den frembrydende nationale modstandsånd, der hver gang har fået sit blodige tyrkiske svar - sidst bad armenierne om deres ret - og fik deres svar.
Hertil må så føjes den stadige indblanding fra Europas stormagter, drevet frem dels af iver efter at øve tryk på sultanen for derved at opnå fordele, dels af velment, men viljesvag medfølelse med de lidende og klagende.
 

Stormagternes politiske misbrug af det lidende armenierfolks retfærdige krav, - sultanregeringens mistænksomme uro for følgerne, fører til grum forfølgelse af det armenske folk, skatteudpresning, fængslinger, tortur - åben vej for kurdisk rov og plyndring i de kriste landsbyer, til sidst Europas krav og et net af ingåede, forhadte forpligtelser. Netop for at løse sig fra dem, var det at Abdul Hamid forsøgte at tvinge armenierne til tavshed. Han lod i 1895-96 henved 200.000 af dem myrde og angav som årsag til slagtningerne den nødvendige undertrykkelse af en stor opstand. Det var løgn, Europas magter vidste det, men det passede dem politisk at finde sig i denne løgn.
Dermed var Armenien prisgivet.
Det er ikke svært at forklare forholdet mellem Armenien og ungtyrkerne. Som et jaget vildt var armenierne blevet efter Abdul Hamids massakrer. Det forpinte folks førere greb med iver ungtyrkernes udstrakte hånd for at hjælpe til at styrte den blodige sultan. Det lykkedes, og armenierne krævede den lovede løn: Lighed for loven, indre selvstyre, værn mod ulovlighed og vold.

 

Skrækkelige armeniermyrderier i Kilikien

Armensk kvinde på flugt med sit barn.

Ungtyrkerne, der hastig mærkede deres stillings svaghed midt i et mørkt muhammedansk folk, som ikke ville opgive sin forrang, og som med forbitrelse så på tilløbende til at give kristne samme ret som de troende, følte straks trang til at svige de indgåede løfter.
Skrækkelige armeniermyrderier i Kilikien, det udøvedes af den styrtede sultans venner, blev af frygt og måske også af lyst til at vise armenierne, hvor prisgivne de stadig var, ladt uhævnet, eller de forhånedes ved skamløs retsafgørelser fra ungtyrkernes side.
Armenierne forstod snart, at der var lidet at vente af skiftet i styrelsen, selv om den daglige tilstand en tid lang blev lysere. De ulykkelige krige mod balkanstaterne bragte en voldsom harme op mod det nye styre. Tabet af europaprovinserne var Allahs straf over de kætterske magtranere, der gjorde vantro lige med de troende, over alt gærede det i de gammeltyrkiske lejre. Allerede i 1911 besluttede de ungtyrkiske førere at lede styret hen mod tyrkisk-islamisk ånd for at redde sig selv. Denne kovending affødte balkanstaternes sammensværgelse og krigen med dem. - Efter denne drejedes endnu dybere ind på de gamle, engang af ungtyrkerne foragtede veje - og ofret blev det armenske folk, den trofaste hjælper i kampens tid. - Inden verdenskrigen brød ud, var al samvirken mellem de ungtyrkiske magtkredse og de armenske sammenslutninger ophørt. Vold og uret skyggede atter over Armenien.
 

Lige inden magthaverne styrtede landet ind i verdenskrigen på tysk side, sendte de bud til armenienerførerne, der var samlet til møde i Erzerum, og foreslog dem at fremkalde storoprør mod russerne i de kavkasiske dele af Armenien og derved åbne vej for de tyrkiske hæres indbrud på russisk grund. Armeniernes svar var og måtte være en bestemt afvisning. De kunne ikke handle mod deres sjæl, skønt de anede dødssnaren. De frarådede af al evne krigen, der efter deres mening ville bringe Tyrkiet ulykke, men blev den dog begyndt, lovede de lydighed på tyrkisk grund, armensk ungdom skulle møde ved fanerne og kæmpe, skønt det ville blive mod landsmænd og trosfæller.
For tyrkerne var dette svar et tydeligt vidnesbyrd om, at armenierne ikke kunne "bruges" og derved bindes til Tyrkiets sejr eller fald, men at en uheldig krig ville betyde tabet af hele

Armenien til Rusland, og en heldig ville møde Armenien som en bom på sejsvejen.
Terningen var kastet. Armenierne skulle knuses, og skønt de i krigens begyndelse loyalt trådte i tjeneste under de tyrkiske faner, og selve armeniermorderen Enver Pasha i stærke ord roste armensk tapperhed - førte dette folk til slagtebænken.
Tåbelig beruset ved de tyske sejre drømte de tyrkiske blodmennesker sig ind i en vildsom fantasi - de ville på Ententens ruiner opbygge et vældigt tyrkerrige, over Kavkasus og Transkaspien til Turkestan og Altai - en fornyelse af Timbuks rige. Enver Pashas samtale med Dr. Johannes Lepsius i eftersommeren i 1915 vidner om dette vanvid.

 

Tyrkisk-muhammedansk syn på Gjaurer

Unge armenske kvinder undflyede døden.Elendige, pjaltede og forkomne har de nået et hvilested nær ved en kirkes mure.

 

 

 

 

 

Flokke af forældreløse, værneløse armenske børn, der er indsamlet fra veje og bjerge af europæiske hjælpeorganisationer og venter på optagelse i et børnehjem.

På denne vej lå armenierfolket, der talte adskillige millioner, og de få hundrede tusinde kristne asyrer som en drillende hindring. At skaffe det bort var, hvad enten man sejrede eller blev tvunget til fred, en mægtig fordel. Uden sin kristne befolkning ville selv efter et nederlag de armenske lande blive ved Tyrkiet.
Hermed er hele sagen forklaret.
Med samme lette sind, som man i vore lande ville skride til at udrydde mus eller græshopper, gik disse umennesker til deres rædselsgerning.
For at forstå, at noget sådant kunne gøres, må man stadig huske på tyrkisk-muhammedansk syn på Gjaurer og usikre lydfolk, - man må huske på, hvor let det var at vække had og mistro mod de ulykkelige i en krig og angst opreven befolkning, hvis østerlandske anskuelser gør et helt folk skyldigt for nogle fås forbrydelse - og dog kneb det trods hærbefalinger, brug af soldater, trods "den hellige krig", som var erklæret for at vække had mod de kristne fjender - at få dette forfærdelige blodbad udført.
 

Selv om der i disse orientalske folkesind endnu lever grisk plyndrelyst og en vis nydelse ved en fjendes lidelser, var det kun i de egne, hvor en fuldkommen rå og røverisk befolkning lever, som kurder, tjerkesser og arabiske beduiner, at det gik nogenlunde let at få disse talløse ulykkelige dræbt - mange steder måtte bødlerne til sidst købes for dyre penge, især hvor de bortslæbte allerede var plyndrede og nøgne - og disse vildmænd lededes omsider ved angst og skrig, ved død og råddenskab. Flere steder søgte brave muhammedanere at værne de ulykkelige og hjælpe dem, ja undertiden ligefrem med magt at forsvare dem imod bortdrivelse og død. Man forstod slet ikke straks hverken blandt kristne eller muhammedanere, hvilke rædsler der gik for sig.
 

For Tyrkiet nu og i al fremtid er denne gerning en moralsk dødsdom. Dette asiatiske statsvæsen blandt europæere har kun to grunpiller at hvile på - sin nomadelydighed mod krigshøvdingen og sin islamistiske trosfanatisme. Alt hvad der ikke kommer ind under disse to kræfter, må stå uden for tyrkisk statsliv og ved given lejlighed blive et slagtoffer for staten. Derfor må alle fremmede nationer ud af tyrkisk hånd, eller de går ved lejlighed til grunde. - Dette forklarer den barbariske bestemmelse i Lausannefreden 1923 om "udveksling" af undersåtter - tvangsomflytningen mellem grækere og tyrkere.

Det armeniske folk har haft en krank skæbne

Faderløse småpiger, der i sørgekapper af hvidt stof vandrer til den amerikanske missionsskole nær ved børnehjemmet. Fra hustagene ved siden af ser byens befolkning i medfølelse på de små værneløse

 

Det armeniske folk har haft en krank skæbne. Ud af sin århundrede gamle kamp for livsret og åndsfrihed har det kun høstet rædsel, død og nederlag. Det står nu som en hjemløs skare, berøvet alt, selv et fædreland.

I modsætning til sine europæiske lidelsesfæller, grækere, serbere, bulgaere, har det ikke formået at bryde sine lænker. - Det er selve naturens love, armenierne har kæmpet mod, skæbnens hjul har knust al vilje og alle anstrengelser.

Armenien ligger, hvor Asien og Europa mødes, det er hærvejen og har været det gennem umindelige tider i alle sammenstødene mellem Europa og Forasiens folk. Armeniens bjerge er nøglen til herredømmet mod øst eller vest. Derfor trak tidernes krige gennem dette land og undte det ikke ro, fra Alexander Den Store og Roms dage og til at England netop i Armenien i henved hundrede år standsede russisk fremtrængen mod Indien ved at opretholde Tyrkiets herredømme.

Den næste historiske ulykke for armenierne blev Islams fuldstændige sejr i Forasien. Armenien blev ved sin usvigelige vedhængen ved den kriste kirke, ensom og fattig som den var, en forargelse og spot for det herskende Islam. Med Armeniens livstro forenedes dets europæiske fremtrang, dets lysvilje - derved blev det en torn iøjet på tyrkisk livsmål, hvile og nydelse. Dets hele væsen var en trods mod "Asien".

Endelig ramte der Armenien den ulykke, at dette gamle kulturfolk, jordens dyrkere, blev besejret af nomadestammer, og ind i sit land, til sidste vrå, fik en omflakkende, ødende erhvervsform, der er selve modsætningen til agerbruget - og til al virkelig kultur. Det blev den sociale grund til stadig gnidning og kval.

Kurdere efter sejren over fjenden.

I denne tredobbelte ulykke: Armeniens beliggenhed, folkets europæiske livstro midt inde i et mørkt Asien og agerdyrkernes stilling over for den sejrende normade, ligger inderst inde årsagernes årsag til dette folks gruelige skæbne.