GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

 

Hovedside

 

 

 

  

 

 

Folkedrabet i Armenien

   

 Matthias Bjørnlund

Udbruddet af 1. Verdenskrig vakte bekymring blandt armenierne. Hvis Osmannerriget gik ind i krigen på tyskernes side, imod England, Frankrig og Rusland, ville store dele af de armensk-beboede områder blive forvandlet til en slagmark. Desuden havde både den russiske og den osmanniske hær på dette tidspunkt armeniere blandt deres soldater - tabet for armenierne ville derfor blive stort, uanset krigens udfald. Endelig var det armenske håb om international beskyttelse knyttet til de europæiske lande. Derfor forsøgte armenske ledere at overtale Ungtyrkerne til at holde sig neutrale i krigen.


1. Verdenskrig og Osmannerriget

Den tyskvenlige del af den ungtyrkiske regering fik dog gennemtrumfet, at man skulle alliere sig med tyskerne og dermed deltage i krigen mod Rusland. Til gengæld for deres støtte fik Ungtyrkerne frie hænder til skabe et Stortyrkiet, som skulle strække sig ind i Centralasien, hvor der var flere tyrkisktalende muslimske folkeslag. Da armenierne ikke bare havde et andet sprog, en anden kultur og en anden religion, men også boede i de egne, der lå på vejen til Centralasien, betød planen om et Stortyrkiet, at armenierne nu mere end nogensinde blev anset for at være et problem. De lå i vejen for de tyrkiske udvidelsesplaner.

Da det begyndte at gå dårligt med osmannernes krigsførelse på den russiske front, forsøgte man fra regeringens side at gøre armenierne og de kristne assyriske og græske mindretal i riget til syndebukke for regeringens fejltagelser. Man var også bange for, at armenierne, der boede ved den russiske grænse, skulle organisere sig og alliere sig med Rusland. Selvom Ungtyrkerne generelt ikke var religiøse, begyndte de nu at bruge islam til at vende det muslimske befolkningsflertal mod de kristne minoriteter, ligesom sultanen havde gjort under 1890’er-massakrerne. Denne gang var det planen, at armenierne skulle udryddes.


Folkedrabets første del: Den armenske elite dræbes

Det første skridt mod udryddelsen af armenierne blev taget i begyndelsen af 1915, da de cirka 300.000 armenske soldater, der gjorde tjeneste i den osmanniske hær, blev frataget deres våben. Armenierne blev først udnyttet som slavearbejdere, senere samlet i grupper og skudt eller tævet ihjel. Efterfølgende arresterede man, som f.eks. den 24. april 1915 i Konstantinopel (Istanbul), flere hundrede armenske ledere, præster og intellektuelle. I håb om at holde fremmede journalister og diplomater i uvidenhed om hvad der foregik, blev de arresterede ført til øde egne, hvor de blev slået ihjel.

Efter stort set at have afvæbnet armeniere og udryddet eliten uden at møde reel modstand, begyndte Ungtyrkerne at koncentrere sig om deportationen og udryddelsen af de over 2 millioner armeniere i det osmanniske rige. Nogle af disse havde hørt rygter om massakrer og flygtede, nogle forsøgte forgæves at forsvare sig med våben, men de fleste armeniere var ubevæbnede og forsvarsløse. Typisk beordrede folk fra den lokale ungtyrkiske partiafdeling alle mandlige armeniere i en by eller landsby til at samles på torvet. Der blev de enten slået ihjel på stedet eller fængslet, for senere at blive bundet sammen med reb og drevet ud af byen. Når de nåede et øde område, uden vidner blev de ofte skudt eller stukket ihjel.

Dødsmarcher

Mamuret-ül Eziz (Elazığ)

Kvinder, børn og overlevende mænd rundt om i riget blev samlet i grupper på flere tusinde og under bevogtning beordret til at marchere ud i den syriske ørken. Deres jord og ejendele blev overtaget af deres tyrkiske og kurdiske naboer eller af soldater og embedsmænd. Det skete dog også, at muslimske naboer reddede armeniere ved at skjule dem eller give dem mad, selvom det var strengt forbudt. Derudover var der muslimske religiøse ledere, der uden held forsøgte at protestere mod behandlingen af armenierne.

Ungtyrkerne påstod, at det endelige mål med deportationerne var at bosætte armenierne i den sydlige del af Osmannerriget, det nuværende Syrien. Det viste sig dog hurtigt, at de deportationer, der begyndte i Osmannerriget i løbet af sommeren 1915, havde en helt anden karakter: de var dødsmarcher. Så snart deportationskaravanerne forlod byerne, begyndte planlagte overgreb: soldater og bander af løsladte kriminelle dræbte og voldtog, børn blev bortført, nogle kvinder begik endda selvmord for at undslippe deres lidelser. Ofte varede disse marcher i måneder. Hundredvis af kilometer skulle tilbagelægges og uddelingen af mad og drikke blev med vilje holdt på et minimum, hvilket betød, at armeniere i stort antal døde i ørkenen af sult, tørst og udmattelse. De fleste af de, der nåede frem til Syrien, blev dels dræbt ved ankomsten, dels anbragt i koncentrationslejre under umenneskelige forhold.


Resultatet af folkedrabet

Ud af 2 millioner armeniere i Osmannerriget blev 1-1,5 million i perioden fra 1915-1917 dræbt som følge af massakrer og deportationer. Langt størstedelen af de overlevende var flygtet til Rusland eller til europæiske lande. Få armeniere overlevede i Osmannerriget, nogle ved at konvertere til islam. Ungtyrkerne påstod selv, at de ikke havde planlagt at udrydde armenierne, men at dødsfaldene var en beklagelig konsekvens af krig, sult og armeniernes egen oprørskhed: de var til fare for Osmannerrigets sikkerhed, fordi de havde allieret sig med Rusland, og derfor måtte de flyttes fra de områder ved den russiske grænse, hvor mange af dem boede.

Selvom nogle armeniere i visse tilfælde samarbejdede med den russiske fjende, opførte langt de fleste sig til det sidste som loyale borgere. Meget tyder på, at Ungtyrkerne benyttede sig af det kaos som 1. Verdenskrig skabte til at forsøge at dække over forsøget på at udrydde armenierne.
Hvad vidste man i udlandet om folkedrabet?

Ungtyrkerne forsøgte ved hjælp af blandt andet brevcensur at skjule for omverdenen, hvad der skete med armenierne i Osmannerriget. Det lykkedes dog allerede i sommeren 1915 mange vestlige diplomater og missionærer at smugle detaljerede rapporter om og fotografier af, hvad der foregik, ud til deres regeringer og befolkninger.

I1925 skrev den danske forfatter og Armenien-ekspert Åge Meyer Benedictsen følgende om folkedrabet:

”Det armeniske folks ødelæggelse er tidligt gået ind i den eventyrligt-forbryderiske plan, som Tyrkiets førere […] havde opridset [...] Dette folkemord skulle gøres grundigt, ikke et lapværk som for tyve år tilbage. [...] Det hele skulle gøres så hastigt, så sikkert og så maskeret, at der udefra intet kunne ske, før alt var fuldbyrdet, ja selve ofret, det armeniske folks masse, skulle svæve i uklarhed om, hvad der skete nogle snese mil borte.”

Ligesom ved massakrerne i 1890’erne protesterede mange i vesten, også regeringer, mod hvad man kaldte ”en forbrydelse mod menneskeheden”, og man forlangte de skyldige straffet. På trods af, at det hurtigt stod klart, at det denne gang ikke ”kun” drejede sig om begrænsede massakrer, men organiseret udryddelse af en befolkningsgruppe, var der ingen stater, der greb ind. Ligesom under 1890’er-massakrerne var det private organisationer der udførte størstedelen af hjælpearbejdet.

Forfølgelsen af assyrerne
Som armenierne er både assyrerne og grækerne gamle kristne folk med eget sprog og egen kultur. Igennem århundreder var de underlagt det tyrkisk-ledede muslimske Osmannerrige. Assyrerne boede hovedsageligt i den sydøstlige del af Osmannerriget, herunder i det gamle kerneområde Mesopotamien (Irak). Grækerne boede primært i den nordvestlige del i områder, der grænsede op til Grækenland. I årene op til 1. Verdenskrig blev assyrerne og grækerne som andre minoriteter diskrimineret, undertrykt og forfulgt af rigets dominerende gruppe, tyrkerne.
I 1915 fulgte forfølgelsen af særligt assyrerne stort set samme mønster som ved det armenske folkedrab: Eliten blev myrdet, våbenføre mænd blev afvæbnet og slået ihjel, og kvinder og børn blev sendt på dødsmarcher. Hundredvis af landsbyer blev affolket, og omfattende massakrer på f.eks. beboerne i græske kvarterer i større byer blev iværksat. Antallet af græske og assyriske ofre er usikkert, men det menes at hundredetusinder blev dræbt og endnu flere fordrevet fra deres hjem.

 

 Folkedrab.dk