GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

 

Hovedside

 


 

 

 

     Link:         

armenocide

Det norske statsarkiv

genocidemuseum.am

sortedamantikvariat

 

 

”Et Folk Myrdes”

Det Armenske Folkemord i Danske Kilder

 

 

Københavns Universitet, Institut for Historie

Speciale af Matthias Bjørnlund, april 2005

Vejleder: Mogens Pelt

 

”Et Folk Myrdes”[1] - Det Armenske Folkemord i Danske Kilder.

 

Indledning

Den danske forfatter, sprogforsker og armeniensekspert Åge Meyer Benedictsen beskrev i 1925 de omfattende massakrer og deportationer som det armenske mindretal blev udsat for af den ungtyrkiske regering i Osmannerriget i forbindelse med 1. Verdenskrig:

”Det armeniske Folks Ødelæggelse er tidligt gaaet ind i den eventyrlig-forbryderiske Plan, som Tyrkiets Førere, Folk som storveziren Säid Halim, pasjaerne Enver, Djevdet og Djemal og det for alle tænkende Hoved, Indenrigsministeren Tala’at beg havde opridset [...] Dette Folkemord skulle gøres grundigt, ikke et Lapværk som for tyve Aar tilbage. [...] Det hele skulde gøres saa hastigt, saa sikkert og saa maskeret, at der udefra intet kunde ske, før alt var fuldbyrdet, ja selve Ofret, det armeniske Folks Masse, skulle svæve i Uklarhed om, hvad der skete nogle Snese Mil borte.”[2]

Benedictsens brug af begrebet ”folkemord” i 1925 er bemærkelsesværdig. Normalt tilskrives introduktionen af begrebet ”genocide”, i dansk oversættelse ”folkemord” eller ”folkedrab” (se appendix 1), den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, der i 1944 fra sit eksil i USA publicerede bogen Axis Rule in Occupied Europe.[3] Men der er i dag bred konsensus blandt folkemordsforskere om at betegne de systematiske og omfattende overgreb begået mod det armenske mindretal i forbindelse med 1. Verdenskrig som folkemord, uanset om man anvender den internationalt anerkendte juridiske FN-definition, eller historisk-sociologiske definitioner. Derudover er der konsensus om, at folkemordet i hovedtræk var et forsøg fra den diktatoriske, ungtyrkiske ledelse i Osmannerriget på at udrydde den armenske del af befolkningen. Armenierne var et befolkningselement ungtyrkerne betragtede som forræderisk og mindreværdigt, og som de samtidig mente stod i vejen for tyrkisk økonomisk og territoriel ekspansion (se appendix 2).

Men på trods af, at det armenske folkemord er anerkendt af specialister som værende et af de mest veldokumenterede og omfangsrige folkemord i det 20. Århundrede, har det i vestligt perspektiv ikke fået samme opmærksomhed i medier og blandt politikere som f. eks. Holocaust. Det skyldes, udover den tidsmæssige og geografiske afstand, i særlig grad at tyrkiske regeringer, akademikere og enkelte vestlige forskere siden 1915 systematisk, og med et vist held, har benægtet folkemordet. I stedet hævdes det, at der aldrig fandt massakrer sted, eller at der var tale om i værste fald ”beklagelige hændelser” forårsaget af krig, nød og armensk illoyalitet. Taner Akcam, en af de få tyrkiske forskere der åbent anerkender og beskæftiger sig med folkemordet, sammenfatter den officielle tyrkiske holdning gennem de sidste 90 år således: ”Nothing has happened, but the others are guilty”, altså på én gang benægtelse og retfærdiggørelse.[4] Al tale om folkemord i den forbindelse anses for at være propagandistisk, samt også anakronistisk: folkemord som akademisk og juridisk begreb kan ifølge den tolkning kun anvendes om begivenheder fra og med Holocaust.

Synet på folkemordet som en ikke-begivenhed har gennem årene fået direkte eller indirekte opbakning fra forskere, og fra Tyrkiets allierede, i særlig grad USA. Tyrkiet har som NATO-medlem i årtier været en særdeles vigtig militærstrategisk forbundsfælle for vestmagterne, hvilket har påvirket ikke blot vestlig politik og diplomati overfor Tyrkiet, men også den vestlige akademiske forskning i Osmannerigets og det moderne Tyrkiets historie og samfundsforhold. Denne forskning har derfor været præget af relativisme og selvcensur, såvel som af decideret benægtelse af det armenske folkemord.[5] Dog er begivenhederne efterhånden blevet anerkendt som folkemord af de fleste forskere, samt af flere stater og internationale organisationer, heriblandt Frankrig, Schweitz, Rusland og Europaparlamentet.

 

Afgrænsning, Problemformulering, Struktur og Metode

Selvom det er en interessant diskussion, hvad der får forskere og ledere af magtfulde nationer til at forsøge at undertrykke veldokumenterede fakta, vil jeg i specialet ikke fokusere på benægtelsen af folkemordet, udover hvad der løbende er nødvendigt for forståelsen af væsentlige teoretiske og historiografiske problemstillinger. Jeg vil heller ikke i større omfang behandle spørgsmålet om, hvorvidt den tyrkiske stat bør anerkende folkemordet – omend jeg mener, at en sådan anerkendelse ville være historisk og etisk korrekt. Specialets hovedpræmis er, at massakrerne på og deportationerne af den armenske befolkningsgruppe fra de nuværende tyrkiske dele af Osmannerriget i forbindelse med 1. Verdenskrig havde karakter af et folkemord. Mit fokus vil derfor ligge på at fastslå hvorfor dette er tilfældet, hvilken historiografisk diskussion der har været ført om det armenske folkemord, og om hvorvidt danske kilder kan belyse dette folkemord, herunder om de kan bidrage til en mere fremadrettet diskussion om hvordan og hvorfor dette folkemord blev udøvet. Årsagerne til, at jeg har valgt at fokusere på danske kilder er, at de for en stor dels vedkommende enten er uudforskede, eller udforskede med andre problemstillinger for øje. Desuden vil danske kilder til folkemordet være vigtige, da Danmark under 1. Verdenskrig var en neutral nation, hvilket ud fra traditionelle kildekritiske kriterier kan give kilderne ekstra troværdighed og relevans som udsagn fra relativt neutrale iagttagere. Specialets problemstilling består derfor i at afgøre om samtidige danske kilder støtter fortolkningen af begivenhederne som et folkemord, og, i bekræftende fald, hvilke hovedkarakteristika kilderne vurderer dette folkemord havde. Specialet er på denne baggrund delt i to dele, anerkendelse og historiografi og empiri:

Anerkendelse og historiografi: Denne kortere del af specialet vil med udgangspunkt i en diskussion af såvel den juridiske, politiske og akademiske vurdering af det armenske folkemord, som historiografien om dette emne, beskæftige sig med hvorfor og hvordan man kan klassificere armenierudryddelsen i en folkemordskontekst. Årsagen til denne fremgangsmåde er, som det vil fremgå, at det ikke er ligegyldigt hvordan man klassificerer begivenheder, specielt ikke når det drejer sig om at benytte et essentielt omstridt akademisk og/eller juridisk begreb – ”folkemord”, ”genocide” – til at klassificere essentielt omstridte begivenheder.[6] Derfor er præcision afgørende, ikke bare i valget af empirisk materiale til at belyse emnet, men også i valget af terminologi. Samtidig er det væsentligt at ridse den hidtidige akademiske forskning på området op, for i den empiriske del at kunne vurdere, hvordan danske kilder forholder sig til denne forskning.

Empiri: I den empiriske del af specialet vil der blive foretaget en systematisk gennemgang af samtidige danske kilder, ca. 1914-19. Den første hovedkilde vil bestå af hidtil ubenyttede fortrolige indberetninger fra den danske gesandt i Konstantinopel (Istanbul), Carl Ellis Wandel, til det danske udenrigsministerium. Wandel er, som det vil vise sig, en yderst troværdig, centralt placeret og, set med danske øjne, enestående iagttager af specielt betingelserne for og den overordnede udførelse af folkemordet. Den anden hovedkilde er den danske missionær Maria Jacobsens dagbog fra hendes ophold i Mamouret-ul-Aziz-provinsen i den centrale del af Anatolien under og umiddelbart efter folkemordet. Kildemæssigt er Jacobsen på regionalplan hvad Wandel er set fra Osmannerrigets politiske centrum: en troværdig, omhyggelig, og på flere måde enestående iagttager af folkemordets udførelse, der bekræfter og supplerer Wandels iagttagelser og analyser.

Ikke nok med at Jacobsens næsten 1000 sider lange dagbog også internationalt set er en unikt detaljeret, samtidig dokumentation af folkemordet set fra den osmanniske provins, hvor der, som det vil fremgå, var optimale betingelser for iagttagelse af folkemordets regionale dynamik. Fra april 1917, tidspunktet hvor USA og Osmannerriget afbrød de diplomatiske forbindelser, er hun også bogstaveligt talt en enestående neutral iagttager af folkemordets sene fase og eftervirkninger. Disse to hovedkilder vil blive suppleret af øjenvidneskildringer fra andre, mindre centralt placerede eller kildemæssigt mindre væsentlige danske iagttagere. På den måde vil jeg belyse, hvad Wandel og Jacobsen fra deres respektive positioner i Osmannerriget vidste om armeniernes skæbne, og hvordan de fortolkede denne viden. Den historiske metode vil bestå i løbende at vurdere kilderne m.h.t. ophavssituation, troværdighed, m.m., sammenholde dem med sammenlignelige udenlandske kilder, og positionere dem i forhold til den internationale forskning på feltet.

 

Det Armenske Folkemord: anerkendelse og historiografi

Det tyrkiske militærtribunals  anerkendelse af det armenske folkemord

Allerede den 24. maj 1915 udsendte Ententen (England, Rusland og Frankrig) en fælleserklæring der fordømte de igangværende systematiske massakrer på armeniere i Osmannerriget. Samtidig advarede Ententen om, at den i lyset af, hvad den kaldte ”disse nye forbrydelser mod menneskehed og civilisation”, ville holde osmanniske regeringsmedlemmer, såvel som personer, der var direkte implicerede i massakrer, personligt ansvarlige for deres gerninger.[7] Denne officielle advarsel fik ikke den ungtyrkiske regering til at ændre kurs. I stedet blev der svaret, at man i den osmanniske regering anså det for sin ret og pligt at gribe til en hvilken som helst forholdsregel der kunne opretholde rigets sikkerhed og territoriale integritet. Regeringen mente derfor ikke at have pligt til at stå til regnskab over for andre landes regeringer.[8] Men Ententen opnåede at lancere begrebet ”forbrydelser mod menneskeheden”, et i princippet humanistisk og internationalt juridisk begreb, der var rettet direkte mod den traditionelle ide om den nationale suverænitets forrang for menneskers rettigheder, da man her utvetydigt blandede sig i hvordan Osmannerrigets regering behandlede sine egne, godt nok kristne borgere.[9]

                             Begrebet ”forbrydelser mod menneskeheden” kom således til at betegne systematiske, voldelige overgreb mod et befolkningselement, forbrydelser der adskilte sig fra f. eks. pogromer ved deres større omfang og ved i højere grad at være del af en officiel politik med henblik på en ”endelig løsning” af hvad man anså som et minoritetsproblem. Denne brug af begrebet gik igen under de retssager som den tyrkiske efterkrigsregering fra 1919 førte ved militærtribunaler mod bl. a. den ungtyrkiske ledelse.[10] Retssagerne mod de ansvarlige for armeniermassakrerne udsprang af 1915-erklæringen som et krav fra den sejrende Entente, anført af England. Man endte dog ved våbenhvileforhandlingerne i Paris med at overlade det til den besejrede part selv at føre sagen mod den detroniserede ungtyrkiske ledelse, en opgave som myndighederne i Osmannerriget påtog sig mod forventet lempeligere vilkår ved disse forhandlinger.

Derfor blev der i løbet af 1919 oprettet militærtribunaler i Konstantinopel og andre steder i Tyrkiet, tribunaler der fra starten havde mange problemer. Krigen var netop tabt, dele af landet var besat, og retsopgøret blev modarbejdet af store dele af befolkningen og dele af regeringen, samt mere specifikt af de mange ungtyrkere der stadig var ansat i civiladministration, politi og retsvæsen, og som bl. a. systematisk ødelagde belastende dokumenter. Samtidig var der økonomisk krise, græske styrker havde i maj 1919 besat Smyrna hvilket kraftigt øgede chauvinismen i befolkningen, og de politiske forhold var generelt så ustabile i perioden 1919-21, at f. eks. justitsministerposten skiftede hænder ti gange. Det var ganske vist almindelig viden i riget, at massakrerne havde fundet sted, og kun få i den brede befolkning havde efterhånden sympati for anklagede ungtyrkiske ledere som triumviratet Talaat, Enver og Djemal. Men den allerede hårdt sårede nationale stolthed led yderligere et knæk ved at få påvunget et retsopgør. [11]

I første omgang indsamlede anklagemyndigheden ved tribunalerne bevismateriale mod ca. 200 personer: Talaat, Djemal og Enver, andre ledende figurer i regeringen, højtstående militærpersoner, medlemmer af ungtyrkernes centralkomite, og lokale politiske ledere. Men kun i alt ca. 60 personer blev anklaget for bl. a. forbrydelser mod armenierne, hvoraf mange blev frikendt på trods af bevisernes stilling, og kun mindre betydningsfulde gerningsmænd blev rent faktisk straffet, uden at nogen dog udtjente hele sin straf, med undtagelse af en enkelt effektueret henrettelse. Ententemagterne havde nemlig allerede før 1920 lettet presset på den tyrkiske regering for at retsforfølge ungtyrkerne, og samtidig blev modstanderne af retsopgøret, ikke mindst de sejrrige, nationalistiske kemalister, stærkere, hvilket fik regeringen til at opgive tribunalerne. Alligevel lykkedes det anklagemyndigheden at forelægge solid dokumentation for intentionen bag og udbredelsen af den ungtyrkiske udryddelsespolitik, og man nåede at dømme først og fremmest triumviratet til døden in absentia, bl. a. for i den ungtyrkiske centralkomité at have planlagt massemordet på armenierne. Et massemord der, som anklageskriftet formulerede det, resulterede i udryddelsen af et helt folk, der udgjorde et distinkt samfund indenfor Osmannerriget. Samtidig fastslog retten, at deportationerne af armenierne, på trods af hvad de anklagede hævdede, ikke havde været dikteret af militær nødvendighed.[12] Som flere forskere har bemærket, er domstolens konklusioner i sig selv tilstrækkelige til at retfærdiggøre betegnelsen ”folkemord”, også i juridisk forstand.[13]

 

Internationale organisationers anerkendelse af det armenske folkemord

Efter det mislykkede retsopgør tabte omverdenen hurtigt interessen for det ”armenske spørgsmål”, selvom det bl. a. ved en retssag i 1921 i Berlin mod den eksilerede Talaats morder, den armenske ”hævner” Salomon Teilirian, endnu engang blev slået fast at armenierudryddelsen fandt sted, og at ledende ungtyrkere som Talaat var hovedansvarlige.[14] På trods af internationale løfter under og umiddelbart efter krigen om retfærdighed for de overlevende armeniere, og om økonomisk og territorial kompensation, så sørgede realpolitiske hensyn og indbyrdes strid mellem vestmagternes for, at det i stedet blev hensynet til den nye regionale stormagt Tyrkiet, der blev afgørende. Da næsten samtlige armenske overlevende enten var i eksil, hvor de havde nok at gøre med at opbygge en ny tilværelse, eller levede i den armenske sovjetrepublik, hvor interesse for folkemordet blev fortolket som provokerende, nationalistiske tilkendegivelser, måtte de internalisere deres frustrationer og nøjes med at mindes ofrene gennem gudstjenester.

Denne tilstand begyndte at ændres i 1965, 50-året for folkemordets start, hvor den politisk og geografisk splittede armenske diaspora fandt sammen med armeniere i den armenske republik. Det skete i sådan en grad, at der i Armenien og andre steder kunne holdes fælles mindehøjtideligheder på den 24. april, dagen hvor flere tusinde armenske ledere i 1915 blev fængslet, deporteret, og henrettet, hvilket indvarslede de senere storstilede deportationer og massakrer. Denne dato regnes derfor normalt for folkemordets startdato. At denne form for national tilkendegivelse overhovedet kunne finde sted i den armenske republik skyldtes det midlertidige politiske tøbrud i Sovjetunionen, der endnu ikke var ophørt på trods af, at Nikita Khruschev netop var blevet afløst som partisekretær af Leonid Brezhnev.[15]

Mindehøjtidelighederne fik følger, der i hovedsagen manifesterede sig på to måder. På den ene side dannede små, radikale grupperinger fra den armenske diaspora terroristorganisationer, der i perioden 1973-85 myrdede tyrkiske diplomater og embedsmænd for at forsøge at skaffe medieopmærksomhed om det glemte folkemord, hævne ofrene, og få den tyrkiske stat til at anerkende folkemordet.[16] På den anden side begyndte mange armeniere sammen med et stigende antal ikke-armeniere, med fredelige midler at sætte spørgsmålet om karakteren af overgrebene mod armenierne under 1. verdenskrig og om den tyrkiske stats officielle benægtelse tilbage på den internationale dagsorden. Så selvom ikke mindst skiftende amerikanske regeringer direkte har modarbejdet de politiske bestræbelser på, at få anerkendt det armenske folkemord, så har det målrettede arbejde for anerkendelsen fra 1960erne til i dag betydet, at nationale parlamenter sammen med nationale og internationale organisationer nu behandler det ”armenske spørgsmål”, og når til samme konklusion som tribunalet i Konstantinopel, som regel på baggrund af andre kilder.

 

Den internationale benægterkampagne og dens imødegåelse

Den officielle tyrkiske benægtelse af det armenske folkemord har i realiteten eksisteret siden 1915, eftersom den ungtyrkiske ledelse allerede på dette tidspunkt forsøgte at hemmeligholde armenierudryddelsen. Men den øgede internationale anerkendelse af folkemordet har betydet, at den tyrkiske stat fra 1970erne har følt sig presset til at igangsætte en systematisk og mere og mere professionel benægterkampagne. Kampagnen inkluderer brug af vestlige reklamebureauer og betalte, vestlige akademikere, der ofte også har personlige og ideologiske sympatier for det tyrkiske nationale projekt.[17] Et hovedmål for kampagnen har netop været at forhindre eller imødegå, at det armenske folkemord bliver gjort til genstand for politiske resolutioner og juridiske vurderinger, bl. a. ved at argumentere for, at bedømmelser af sådanne historiske begivenheder bør overlades til historikere. Men som den franske historiker Yves Ternon fremhæver, så er dette argument ikke altid holdbart. Benægteren har for det første som regel en politisk dagsorden, og er uden respekt for alment anerkendte regler for historisk bevisførelse. Og benægtelse kan være svær at imødegå, særligt den der udgår fra tyrkiskstøttede, universitetstilknyttede akademikere som de amerikanske historikere Stanford J. Shaw og Heath Lowry, når der i den brede offentlighed er en manglende viden om emnet, der kan føre til at benægtere anses for ligeså troværdige som seriøse akademikere.[18]

Benægtere som Shaw og Lowry er i vidt omfang sluppet afsted med at betegne det armenske folkemord som ”beklagelige hændelser” eller ”kristen-muslimsk borgerkrig”, altså en begivenhed hvor armenierne enten selv var de skyldige ved alliere sig med fjenden og dermed fremprovokere en ”nødvendig og forståelig reaktion” (den såkaldte ”provokationstese”), eller hvor alle involverede parter, armeniere som tyrkere og kurdere, havde et lige stort ansvar.[19] Derfor kan det være nødvendigt fra politisk eller juridisk hold at understrege, at selvom det er legitimt at have forskellige holdninger, så er disse ikke nødvendigvis lige historisk korrekte.[20] Det betyder naturligvis ikke, at man uden videre kan stemme sig frem til historiske sandheder i internationale eller nationale fora. Men når en indflydelsesrig nation som Tyrkiet igangsætter og opretholder en så massiv benægterkampagne, som det har været tilfældet gennem flere årtier, kan kommissioner og parlamenter på baggrund af solid akademisk dokumentation være med til at understrege at benægtelsen af det armenske folkemord, snarere end anerkendelsen, er et uholdbart standpunkt.

 

Det armenske folkemord og det juridiske folkemordsbegreb

Et andet argument, der bliver benyttet af såvel benægtere af det armenske folkemord, som af forskere med et overfladisk kendskab til folkemordsbegrebet, er, at det er anakronistisk at benytte betegnelsen ”genocide” om begivenheder der fandt sted før 2. Verdenskrig. Dette skyldes angiveligt, at denne betegnelse enten skulle været møntet på tilfælde af organiseret udryddelse fra og med Holocaust, eller specifikt på Holocaust. For eksempel hævder de franske historikere Stéphane Audoin-Rouzeau og Annette Becker, at selvom hvad de kalder ”armeniermassakren” var den største krigsforbrydelse der blev begået under 1. Verdenskrig, så er betegnelsen ”genocide” reserveret den nazistiske jødeudryddelse.[21] Hvis man ser på baggrunden for Raphael Lemkins lancering i 1944 af folkemordsbegrebet som internationalt juridisk og historisk begreb, så viser det sig at denne tolkning er uholdbar. Sprogligt er ”genocide” en kombination af det græske ord ”genos” (”race”, ”stamme” eller ”folk”) og det latinske ord ”cide” (”at dræbe” eller ”mord”), og blev her ganske rigtigt benyttet til at beskrive det nazistiske Tysklands organiserede forfølgelse og udryddelse af specielt jøder, men også af polakker og andre befolkningsgrupper i Europa.

Hvad der er mindre kendt er, at Lemkin samtidig baserede begrebet på historiske tilfælde af organiseret forfølgelse og udryddelse, ikke mindst det armenske folkemord, hvor han fremhæver at mere end 1 million armeniere blev dræbt, alene fordi de var kristne. Som han selv i 1948 udtrykte det i forbindelse med udarbejdelsen af FN’s folkedrabskonvention, så var den nazistiske udryddelsespolitik ikke et tilstrækkeligt grundlag for en international folkedrabsdefinition: ”One cannot describe a crime by one criminal experience alone; one must (rather) draw on all available experiences of the past. A definition of a crime involving the participation of societies must fit all social structures. […] In brief, the formulation must be made valid for all times, situations and cultures.”[22]

Den samme konklusion er siden blevet nået af adskillige autoritative juridiske og politiske instanser. For eksempel brugte juristen Benjamin Whitaker otte års grundig research på at udarbejde en rapport om det juridiske begreb ”genocide” til FNs Subkomite til Forebyggelse af Diskrimination og Beskyttelse af Minoriteter.[23] Whitaker konkluderede i 1985 at der, udover Holocaust, i det 20. Århundrede bl. a. blev begået folkemord af den osmanniske stat mod armenierne i 1915-16.[24] På trods af tyrkisk pres blev rapportens konklusioner taget til efterretning i subkomiteen med 14 stemmer mod en, mens fire afstod fra at stemme, hvorefter ”moderkomitéen”, FNs menneskerettighedskommission, fulgte trop i 1986. I 1987 vedtog Europaparlamentet en resolution hvor det blev fastslået at, som det udtrykkes, ”de tragiske begivenheder i 1915-1917, der involverede de armeniere der boede på osmannisk territorium”, var folkemord som defineret i FNs juridiske konvention. Det blev samtidig slået fast, at selvom vore dages Tyrkiet ikke kan holdes hverken politisk eller juridisk ansvarlig, så udgør senere tyrkiske regeringers modstand mod at anerkende folkemordet ifølge parlamentet en uoverstigelig hindring for blot at overveje muligheden for at optage Tyrkiet i det europæiske samarbejde.[25] Denne hindring har dog som bekendt vist sig ikke at være så uoverstigelig i praksis.

I 2003 analyserede den anerkendte, uafhængige, organisation International Center for Transitional Justice (ICTJ) på opfordring fra Turkish Armenian Reconciliation Commission (TARC - en semi-officiel kommission etableret 2001 med støtte fra både den amerikanske, den tyrkiske og den armenske regering),[26] hvorvidt FN-konventionen var anvendelig for folkemord begået før 1951, det år hvor konventionen trådte i kraft.[27] ICTJ konkluderer, at konventionen som strafferetsligt virkemiddel ikke kan anvendes retroaktivt – den er kun anvendelig for begivenheder indtruffet efter 1951, og kan kun anvendes mod personer fra stater der er underskrivere af konventionen. Derimod kan den juridiske term ”genocide” bruges til at beskrive begivenheder der fandt sted før konventionen trådte i kraft. Referencer til præ-Holocaust folkemord som historiske fakta er indeholdt i konventionen og dens forarbejde, f. eks. i konventionens indledning hvor det fremhæves at folkemord gennem hele historien har påført menneskeheden store tab. ICTJ-rapporten fastslår, at komitéen der forhandlede konventionen på plads overvejede og forkastede forslag, der ville have knyttet det juridiske folkemordsbegreb tættere på specifikt nazistiske forhold, med den begrundelse at Holocaust ikke var det første eller eneste folkemord i historien.[28]

Efter at have fastslået at det ikke er anakronistisk at anvende FN-konventionen til at beskrive begivenheder indtruffet før 1951, opstiller rapporten (på baggrund af ICCs – International Criminal Court – forståelse af FN-konventionen) de fire elementer som forbrydelsen ”genocide” består af: 1) gerningsmanden har enten dræbt en eller flere personer eller forårsaget deres død; 2) denne eller disse personer tilhørte en specifik national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe; 3) gerningsmanden havde til hensigt at ødelægge, helt eller delvist, denne gruppe som sådan; og 4) udførelsen af disse gerninger fandt sted som del af et tydeligt mønster af lignende handlinger rettet mod denne gruppe, eller var gerninger der i sig selv kunne afstedkomme sådan ødelæggelse. Disse elementer sammenholder rapporten med alment anerkendt empirisk materiale omhandlende begivenhederne - samtidige osmanniske og vestlige avisreportager og erindringer fra embedsmænd og diplomater, armenske videudsagn, arkivmateriale, værker af fremtrædende historikere, bl. a. tyrkere og armenere. Selvom der her er mange udlægninger af begivenhederne, så er der generelt overensstemmelse hvad angår elementerne 1), 2) og 4).

Hvad angår element 3), så er det det eneste relevante punkt hvor ICTJ mener, der har kunnet konstateres mere fundamental uenighed blandt forskere: var der intention om at begå folkemord?[29] Selvom rapporten, et juridisk memorandum, ikke er beregnet på definitivt at løse faktuelle disputter, så mener organisationen, at den rimeligste konklusion at drage af de forskellige udlægninger af, hvad der kaldes ”Begivenhederne” er, at denne intention var tilstede. Det skal forstås som at i det mindste nogle af de højestplacerede osmanniske gerningsmænd enten vidste at konsekvensen af deres handlinger ville være den hele eller delvise ødelæggelse af armenierne, eller bevidst handlede for at opnå dette mål, og derfor havde intention om at begå folkedrab: ”…the Events, viewed collectively, can thus be said to include all of the elements of the crime of genocide as defined in the Convention, and legal scholars as well as historians, politicians, journalists and other people would be justified in continuing to so describe them.”[30]

Forskeres anerkendelse af det armenske folkemord

Blandt folkemordsforskere har der de sidste 25 år, det vil sige omtrent så længe disciplinen har eksisteret, været konsensus om at deportationerne af og massakrerne på armenierne i Osmannerriget under 1. Verdenskrig ikke blot var ”tragiske hændelser”, men begivenheder der kan og bør klassificeres som folkemord.[31] Som nævnt i indledningen gjaldt det også for forskere før denne periode, ja, endda fra før 2. Verdenskrigs afslutning. Udover Lemkin og danskeren Åge Meyer Benedictsen i 1925 drejer det sig om tyskerne Hellmuth Freiherr Lucius von Stoedten, generalkonsul og gesandt i Stockholm under 1. Verdenskrig, og Matthias Erzberger, leder af det katolske Zentrumspartei, og senere vicekansler, der i hhv. 1917 og 1918 brugte termen Völkermord til at betegne den organiserede og systematiske udryddelse af armenierne.[32]

Af disse var det kun Lemkin der klart definerede begrebet, men f. eks. Benedictsen lagde sig i sin beskrivelse af omfanget af, systematikken i, og intentionen bag overgrebene mod armenierne i Osmannerriget under 1. Verdenskrig, tæt op af FNs juridiske definition som fortolket af den internationale forbryderdomstol i Haag, ICC. Det gælder for eksempel i hans understregning af at mere end 1 million armeniere blev dræbt under 1. Verdenskrig; at ofrene blev dræbt fordi de var medlemmer af en etnisk gruppe; at folkemordet var planlagt af den ungtyrkiske ledelse, altså intentionelt; og at drabene var en del af et mønster.[33] Siden 2. Verdenskrig er der dog ikke blevet publiceret meget materiale på dansk der behandler begivenhederne i Osmannerriget ud fra et folkemordsperspektiv, men som nævnt er situationen anderledes på internationalt plan.[34] For eksempel vedtog medlemmerne af Association of Genocide Scholars (AGS) i 1997 enstemmigt en resolution der fastslog at overgrebene begået mod armenierne i 1915 var folkemord ifølge FN-definitionen,[35] og i 2000 offentliggjorde ledende Holocaust-forskere en erklæring i New York Times: ”126 Holocaust Scholars Affirm the Incontestable Fact of the Armenian Genocide and Urge Western Democracies to Officially Recognize It.”[36]

Når man ser på hvor uenige folkemordsforskere ellers er, når det gælder at om definere deres genstandsfelt – og dermed de begivenheder der kan klassificeres som hørende til feltet – så er denne konsensus bemærkelsesværdig.[37] En af grundene til, at forskere på trods af denne grundlæggende uenighed alligevel næsten konsekvent har benyttet betegnelsen ”genocide” om det armenske folkemord er for det første, at det er særdeles veldokumenteret. Udover senere arkivstudier, er der publiceret store mængder troværdige, samtidige øjenvidneberetninger og analyser, både fra ofre, gerningsmænd, og neutrale såvel som allierede iagttagere. Dette giver samlet set rigelig dokumentation for, at der var tale om en planlagt og systematisk kampagne for at udrydde det stort set forsvarsløse armenske mindretal i Osmannerriget.[38]

 

Det armenske folkemord og Holocaust

Desuden har mange folkemordsforskere fundet det væsentligt, at det armenske folkemord på flere centrale punkter ligner det ”kvintessentielle” folkemord, Holocaust.[39] F. eks. var begge folkemord produktet af statslige initiativer der havde som formål at eliminere hhv. den armenske befolkning fra Osmannerriget og den jødiske befolkning fra Europa. Derudover var begge offergrupper etnoreligiøse minoriteter der var delvist integrerede i samfundet, hvormed folkemordene i første omgang var angreb på samfundenes egne borgere.[40] Samtidig falder armeniere og jøder som netop etnoreligiøse grupper, i modsætning til f. eks. økonomiske eller politiske grupper, indiskutabelt ind under FNs folkemordsdefinition, og hvis man ser på samtlige de fem kategorier, der hver for sig kan udgøre forbrydelsen folkemord som den defineres i FN-konventionen, bliver det klart at ofrene for det armenske folkemord, såvel som for Holocaust, blev udsat for dem alle.[41]

Det er ikke afgørende i denne forbindelse om den ovenstående samlede påvisning af, at begivenhederne kan og bør klassificeres som folkemord, skal have f. eks. juridiske, økonomiske eller politiske konsekvenser for den nuværende tyrkiske republik.[42] Det er heller ikke afgørende i forhold til om man som forsker mener, at folkemordsdefinitionen indeholdt i FN-konventionen er tilstrækkelig, eller om man mener den juridiske definition i det hele taget er eller bør være relevant for historie- og samfundsfagenes begrebsmæssige praksis på folkemordsområdet. Det er heller ikke væsentligt om man har den holdning at f. eks. organiserede massedrab skal ”ligne” Holocaust på et antal afgørende punkter for at kunne klassificeres som folkemord. Det afgørende er, at folkemordsforskere og mange andre akademikere verden over er fælles om at konkludere, at der efter alle væsentlige akademiske og juridiske standarder blev begået folkemord mod armenierne.

 

Det armenske folkemord: historiografiske spørgsmål

Udover det altid etisk problematiske ved benægtelse eller minimering af folkemord, har fokuseringen på de terminologiske, juridiske og politiske aspekter af det armenske folkemord betydet, at genstandsfeltet for den historiske forskning - selve folkemordet - er blevet underprioriteret. Litteraturen om det armenske folkemord har haft begrænset akademisk gennemslagskraft uden for folkemordsforskerkredse, da den ofte ikke er blevet set som bidrag til forståelsen af f. eks. nationalismens og fremmedhadets mulige konsekvenser, eller de menneskelige omkostninger som radikale moderniseringsbestræbelser kan medføre. I stedet er litteraturen blevet set som partsindlæg, og forskere har derfor været udsat for konstant at måtte forsvare deres grundlæggende præmisser. Feltet har, forenklet udtrykt, været fastlåst ved at skulle dokumentere emnet, frem for at kunne fortolke det. Det står i kontrast til Holocaust-litteraturen, hvor benægtelsen (”revisionismen”) udgår fra marginaliserede kredse der anses for utroværdige, blandt andet fordi ”revisionisterne”, i modsætning til benægterne af det armenske folkemord, aldrig har haft en stat til at bakke sig op.[43] Det har, på trods af den politisering og instrumentalisering der afgjort også findes inden for dette felt, ført til en langt mere frigjort historisk debat blandt Holocaustforskere.

Forskere i det armenske folkemord, der har forsøgt at etablere troværdige begivenhedsforløb og forklaringsmodeller, har derimod ofte været tvunget til at argumentere på benægternes præmisser. Det har bevirket, at nogle af disse forskere til tider har indtaget aggressive og unuancerede positioner, hvilket blandt andet har medvirket til, at der har udviklet sig to vidt forskellige historiske diskurser, en armensk og en tyrkisk, der bruges til at forstærke nationale stereotyper, der ofte tager form af rendyrket racisme.[44] Denne polarisering har så igen bevirket, at det har været relativt nemt for benægtere at få det til at se ud som om at der rent faktisk er en ”armensk” og en ”tyrkisk” side af sagen, skønt sandheden som nævnt er, at det armenske folkemord er en veldokumenteret og internationalt anerkendt begivenhed.

Derfor må et mål for forskningen i det armenske folkemord være at få udbredt en bred accept af, at der rent faktisk fandt et folkemord sted, så man i hvert fald i den akademiske sfære kan bevæge sig fra fastlåste positioner til at gå i dybden med emnet. Muligheden for en sådan udvikling hæmmes dog kraftigt af, at de osmanniske arkiver, der er nødvendige for at kunne komme i dybden med disse emner, befinder sig i Tyrkiet og er enten lukkede eller censurerede for kritiske forskere.[45] Folkemordet er som nævnt for længst dokumenteret, men den tyrkiske arkivpolitik besværliggør at forskningen i det armenske folkemord med tiden vil komme til at afspejle udviklingen indenfor Holocaustforskningen. Her har mange forskere for eksempel bevæget sig i retning af gerningsmandsstudier på alle niveauer, samt studier af udryddelsespolitikkens dynamik på regionalt plan, herunder hvilken rolle lokale initiativer og motiver kan spille.

 

”Intentionalisme” kontra ”funktionalisme” i udforskningen af det armenske folkemord

Der findes dog trods alt mange vigtige dokumenter i andre landes arkiver, og bl. a. med udgangspunkt i dette materiale er man i de senere år begyndt at kunne se tegningen til en interessant og nuanceret debat blandt forskere om helt centrale, uafklarede spørgsmål. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om hvorfor og hvornår ungtyrkerne beordrede deportationen af, og massakrerne på, armenierne.[46] Mere præcist drejer det sig om hvorvidt folkemord var ungtyrkernes oprindelige, ideologiske projekt, eller om styrets intention og handlinger blev radikaliserede og brutaliserede af f. eks. den mislykkede osmanniske angrebskrig mod Rusland i 1914.[47] Denne debat, der føres an af de armensk-amerikanske forskere Ronald Grigor Suny og Vahakn Dadrian, har paralleller til debatten indenfor Holocaustforskningen mellem ”intentionalister” og ”funktionalister”, der kulminerede i midtfirserne.[48] Som det er tilfældet med de fleste forskere i det armenske folkemord, argumenterer Suny for, at selvom armeniere ved grænsen til Rusland blev dræbt systematisk allerede før Osmannerrigets indtræden i krigen, så var det formentlig først i løbet af foråret 1915, at ungtyrkerne besluttede at udrydde samtlige armeniere som reaktion på forhold skabt i forbindelse med 1. Verdenskrig.[49]

Suny mener, at folkemordet var et desperat forsøg på at ”genoplive” imperiet. Derfor var intentionen bag 1915-massakrerne fundamentalt forskellig fra massakrerne på 100-200.000 armeniere, der blev iværksat af sultan Abdul Hamid II 1894-96 (herefter ”90er-massakrerne” – se appendix 3), eftersom ungtyrkerne sigtede mod en revolutionær transformation fremfor sultanatets taktisk betonede, reaktionære undertrykkelse. Derfor var folkemordet hverken den uundgåelige kulmination på et langvarigt etnisk eller religiøst had til armenierne, eller på ungtyrkernes moderniserings- og centraliseringsbestræbelser, omend disse faktorer spillede en rolle, særligt på ledelsesplan. Pan-turkismen, den tyrkisk-nationalistiske drøm om at indlemme de tyrkisk-befolkede områder i Kaukasus og Asien, spillede ligeledes en rolle for ungtyrkernes bestræbelser på at "rense" riget for ikke-tyrkiske folkeslag. Men folkemordet skal ifølge Suny ses som strategisk, snarere end ideologisk motiveret. I det hele taget kan beslutningen om folkemordet kun forstås i sammenhæng med verdenskrigen, der fungerede som en brutaliserende faktor og som en trussel om yderligere national opløsning, samtidig med at den åbnede mulighed for ekspansion østpå, der krævede etnisk udrensning. Nederlagene på den russiske front i krigens begyndelse, spredt armensk modstand mod tyrkiske og kurdiske overgreb, og den totale identificering af den armenske befolkning med den russiske fjende, gav i ungtyrkernes optik den sidste begrundelse for folkemordet.[50]

Dadrian, der er kendt som den grundige og kildekritisk uangribelige ”grand old man” indenfor forskningen i det armenske folkemord, er fortaler for en mere kontroversiel, spekulativ og for mig at se mindre overbevisende udlægning af folkemordets mekanismer. Han mener, at 90er-massakrerne og massakrerne under ungtyrkerne adskiller sig ved omfang, ikke intention, da begge regimer ideelt set ville skaffe sig af med alle armeniere. Hvad ungtyrkerne angår, havde de ifølge Dadrian i flere år inden verdenskrigen haft til hensigt at udrydde armenierne, og 90er-massakrerne var den direkte inspiration for folkemordet, da de beviste overfor ungtyrkerne, at det på trods af trusler fra magtfulde europæiske nationer var muligt at slippe ustraffet fra systematiske overgreb. 1. Verdenskrig var dermed ikke en væsentlig årsag til folkemordet, og faktorer som brutalisering og militære nederlag spillede ingen større rolle for de ungtyrkiske lederes beslutning. Krigen gjorde det enten blot opportunt at udføre den eksisterende plan, eller også gik ungtyrkerne ligefrem ind i krigen på Centralmagternes side med det formål at udrydde armenierne. Ungtyrkerne var sammen med store dele af den tyrkiske og kurdiske befolkning så optændte af religiøst, nationalistisk og etnisk betinget had til rigets kristne befolkning, at de var villige til at kaste sig ind i et så hasarderet projekt som en verdenskrig for at slippe af med uønskede grupper én gang for alle.[51]

Andre væsentlige historiografiske spørgsmål i forhold til det armenske folkemord drejer sig om graden af den tyske diplomatiske og militære missions medvirken til forfølgelserne, om graden af økonomisk og religiøs motivation for forfølgelserne, om hvordan forfølgelserne af andre mindretal i perioden 1914-19 forholder sig til armenierudryddelsen, om hvornår den statsligt iscenesatte udryddelse stoppede, og om den spredte armenske modstand mod ungtyrkiske aggressorer spillede nogen afgørende rolle for beslutningen om folkemordet. Denne sidste diskussion er særligt relevant for den ovennævnte ”provokationstese”, en tese som visse benægtere og relativister argumenterer for, med det formål at vise, at det var oprørske armeniere der fremprovokerede de armenske ”deportationer”. I specialets empiriske del vil det nu blive undersøgt, om også danske kilder understøtter konklusionen om, at den ungtyrkiske ledelse begik folkemord ved med overlæg at forsøge at udrydde den armenske befolkningsgruppe i Osmannerriget i forbindelse med 1. Verdenskrig. Og i givet fald, om danske kilder gennem analyser og vidnesbyrd kan bidrage til at bringe forskningen i det armenske folkemord videre fra den ekstremt politiserede og kvælende diskussion om begreber – folkemord eller ej? – til en mere frugtbar diskussion om dette folkemords karakteristika.

Danske Kilder til det Armenske Folkemord

Armenien og Danmark indtil 1. Verdenskrig

Da folkemordet igangsattes i 1915 havde det armenske folks lidelser i Osmannerriget allerede i flere omgange været på den internationale dagsorden. Det gjaldt i særlig grad i forbindelse med 90-massakrerne i den tyrkiske sultan Abdul Hamid IIs regeringstid. ”Kristenforfølgelserne”, som de blev kaldt, blev umiddelbart årsag til en del aktivitet verden over, også i Danmark. Her blev der dannet indsamlingskomiteer, samt udgivet oplysningsskrifter som for eksempel Armenien og Armenierne af biskop H. V. Styhr, der beskriver de muslimske tyrkeres ”hellige udryddelseskrig”.[52] I samme forbindelse skrev Georg Brandes i 1900 en særdeles velinformeret artikel om Armeniens kultur og historie, og om de europæiske nationers manglende indgriben overfor Osmannerrigets brutale fremfærd overfor det armenske mindretal. Denne fremfærd havde med de seneste massakrer, med Brandes’ udtryk, som mål den ”foreløbige udryddelse” af armenierne.[53]
”Foreløbig udryddelse” må siges at være en noget kryptisk formulering, men det kan ud fra sammenhængen tolkes som om, at hensigten med massakrerne ifølge Brandes ikke var endeligt at udrydde armenierne, men derimod at ”stække” dem som gruppe. Dette ville i givet fald være en tolkning, der stemmer overens med Sunys og Hovannisians senere vurderinger af disse massakrers karakter. Disse vurderinger deltes af Åge Meyer Benedictsen, der i indledningen citeres for, at folkemordet på armenierne i ungtyrkernes optik skulle gøres grundigt, ikke, som han udtrykker det, ”…et Lapværk som for tyve Aar tilbage”. Hermed henviser han netop til 90er-massakrerne: begivenhederne under 1. Verdenskrig havde en intention og et omfang der krævede en anden terminologi.

                      90er-massakrerne blev også den direkte årsag til en bølge af missionær- og hjælpevirksomhed rettet mod de armenske ofre i Osmannerriget. Fra USA, Rusland og Vesteuropa sendtes nødhjælp, lægehjælp og missionærer til de berørte egne, i særlig grad det centrale, østlige og sydlige Anatolien, hvor tusinder af fordrevne armeniere levede under kummerlige forhold.[54] Den danske indsats på området var fra starten knyttet til den amerikanske og den tyske indsats. Det gjaldt særligt organisationer som den Boston-baserede American Board of Commissioners for Foreign Missions (ABCFM), det missionske Deutsche Hülfsbund (DH), og Deutsche Orient Mission (DOM), en organisation stiftet og ledet af præsten og teologen Johannes Lepsius. Lepsius var blandt de første europæere til at danne en effektiv og omfattende organisation til hjælp for overlevende armeniere, særligt de tusinder af forældreløse børn der fandtes over hele riget. I løbet af få år åbnede DOM børnehjem, snedkerværksteder, tæppevæverier, m.m. mange steder i det østlige og sydlige Osmannerrige, steder der blev drevet af veluddannede, idealistiske europæiske mænd og kvinder.[55]

I 1897 havde Åge Meyer Benedictsen påbegyndt en serie sprogforskningsrejser, der bl. a. bragte ham til de armenske, kurdiske og persiske dele af Osmannerriget. Han besøgte DOMs projekter i både Van i Østanatolien, Khoi i Persien, og Urfa (Edessa) i det sydlige Anatolien, tæt på grænsen til det nuværende Syrien, hvilket inspirerede ham til at starte en lignende dansk hjælpeorganisation. Kort efter sin hjemvenden i 1902 stiftede Benedictsen foreningen Danske Armeniervenner (DA), men da DA i begyndelsen ikke havde kapacitet til at udføre egne projekter, knyttede man sig tæt til DOM, bl. a. ved at afholde visse af DOMs udgifter, eller ved at lønne danske hjælpearbejdere, der så f. eks. arbejdede på DOMs børnehjem i Khoi og Urfa. Det gjaldt for den senere så kendte dansker Karen Jeppe, der fra 1903 først var lærer, siden forstander på børnehjemmet i Urfa. Jeppe tog først hjem til Danmark i 1919, og blev dermed vidne til folkemordet i denne del af Osmannerriget.[56]

 

Kvindelige Missions Arbejdere

Som DOM var DA en privat hjælpeorganisation, der ikke havde til formål at missionere overfor de hovedsageligt gregorianske armeniere, og på den led mindede organisationen mere om en moderne, sekulær nødhjælpsorganisation end om et protestantiskt missionsselskab. Et sådant var derimod Kvindelige Missions Arbejdere (KMA), der med udgangspunkt i britisk-inspireret nypietisme stiftedes i København i 1900. Den direkte anledning til stiftelsen var armeniernes fortsatte lidelser i Osmannerriget, men formålet var ikke mindst at følge det nytestamentlige missionsbudskab i praksis: ”At her ikke blot var brug for timelig hjælp, men at der også lå en missionsopgave stod klart for KMA’s stiftere, og Armenien blev selskabets første missionsmark.”[57] KMA havde i 1907 2.600 medlemmer, samt støtter og bidragydere fra alle samfundslag og geografiske områder, hvilket vidner om at forholdene for armenierne i Osmannerriget stadig havde en plads i mange danskeres bevidsthed.[58]

I første omgang foregik KMAs indsats ved at selskabet gennem indsamlede penge betalte for armenske børns ophold på DHs børnehjem, men i 1903 oprettede KMA selv et børnehjem, ”Emaus”, i Mezreh i den centrale del af Anatolien, der under 1. Verdenskrig blev drevet af Karen Marie Petersen. To andre danske KMA-missionær, Hansine Marcher og Jenny Jensen, hhv. arbejdede på det tyske Røde Kors-hospital i den nærliggende by Harput, og ledede ”Elim”, et stort hjem for armenske piger drevet af DH. Den fjerde KMA-medarbejder i området, sygeplejersken Maria Jacobsen, var i 1907 blevet udnævnt til oversygeplejerske på det amerikanske ABCFM-hospital i Harput, hvorfra hun under 1. verdenskrig blev et vigtigt vidne til folkemordet.

Med sin udnævnelse blev Jacobsen en central del af USA's ældste og største missionsorganisation, der alene i dette område under krigen sørgede for mad og andre fornødenheder for op til 5000 hovedsageligt armeniere, men også kurdere, tyrkere og assyrere. ABCFM drev skoler og håndarbejdsuddannelser, kirker, klinikker, opsøgende lægehjælp og fattighjælp for armeniere over hele Osmannerriget, og selvfølgelig ikke mindst missionsvirksomhed: de gregorianske armeniere skulle omvendes til den ”sande” kristendom, protestantismen, og ville angiveligt derefter gennem deres eksempel kunne omvende muslimerne.[59] Da USA og Osmannerriget afbrød de diplomatiske forbindelser i april 1917, blev mange af de amerikanske missionærer udvist, hvilket i Harput og Mezreh betød at Maria Jacobsen under ekstremt vanskelige forhold overtog hele den amerikanske operation, i samarbejde med armenske ansatte.[60] Hansine Marcher havde måttet forlade Osmannerriget allerede i april 1916, mens Jenny Jensen fulgte efter i 1917. Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen forlod derimod først Osmannerriget i oktober 1919.

 

En dansk diplomat i Konstantinopel – Carl Ellis Wandel

Ved udbruddet af 1. Verdenskrig i august 1914 erklærede Danmark sig neutralt, men frygten hos regering og befolkning for, at Tyskland som en præventiv foranstaltning helt eller delvist ville besætte landet, fik dels den konsekvens at den danske neutralitetspolitik overfor Tyskland var erklæret ”velvillig”, dels at opmærksomheden på forholdene for folkeslag som det armenske, der befandt sig flere tusinde kilometer væk, for en tid blev bortledt. Men for danskere udstationeret i Osmannerriget under krigen var den organiserede forfølgelse af armenierne en realitet, som det var umuligt ikke at forholde sig til. En af de mest interessante, og i nutiden helt ukendte, danske iagttagere er den handelsuddannede diplomat Carl Ellis Wandel, der sammen med en lokal tolk i perioden 1914-26 udgjorde den samlede stab ved den danske legation i Konstantinopel. Her havde han titel af ministerresident og, fra 1920, ”Overordentlig Gesandt og Befuldmægtiget Minister”, det vil sige gesandt af hhv. 3. og 2. klasse.[61] Wandel overtog varetagelsen af officielle danske relationer i Osmannerriget fra den svenske legation, formentlig som led i et fremstød for danske handelsinteresser i et område der fik stadig større betydning for Europa som råvareproducent og som aftager af vestlige produkter.

Fra denne position havde Wandel gode muligheder for at iagttage det politiske spil i Osmannerrigets hovedstad, mens han samtidig kunne indsamle oplysninger om forholdene uden for byen, bl. a. gennem andre legationer, ungtyrkiske embedsmænd og politikere, danske konsuler, missionærer og rejsende. Derfor er Wandel formentlig det danske vidne til det armenske folkemord, der har de bedste forudsætninger for at give en gennemgribende analyse af de overordnede politiske og økonomiske aspekter af denne begivenhed. Samtidig er Wandel et yderst troværdigt vidne til folkemordet - også på første hånd, hvad angår de nedenfor diskuterede deportationer af armeniere fra Konstantinopel. Udover at være en i udgangspunktet neutral iagttager fra et neutralt land, er samtlige af de hundreder af analyser og beretninger han sendte til sine overordnede i det danske udenrigsministerium fortroligtstemplede, og havde til formål at give så præcis og pålidelig information som muligt.

Som det er tilfældet med amerikanske diplomater indtil april 1917, så sørgede Wandels neutrale, og dermed ”ufarlige”, status også for, at give ham øget adgang til disse pålidelige informationer gennem kontakt med f. eks. tyrkiske embedsmænd og tyske diplomater.[62] Men i modsætning til amerikanerne, herunder i særlig grad den meget aktive amerikanske ambassadør Henry Morgenthau, så lader det ikke til, at Wandel på noget tidspunkt præsenterede eller foreslog nogen form for officiel protest overfor de ungtyrkiske myndigheder, lige som det heller ikke lader til, at han havde fået nogen hjemmel eller ordre fra udenrigsministeriet om at fravige den strengest tænkelige opfattelse af neutralitetsbegrebet. Han blev rent faktisk opfordret til at protestere, senest af Morgenthaus afløser, den amerikanske ambassadør Abram I. Elkus, i forbindelse med en genoptagelse af grækerforfølgelserne i 1917, men valgte efter alt at dømme ikke at følge opfordringen.[63] Wandels officielle tilbageholdenhed afholdt ham dog ikke fra i sine fortrolige rapporter ofte at henvise detaljeret og bifaldende til andre neutrale landes protester over armenierforfølgelserne, og på den måde klart vise hvor hans personlige sympatier lå.[64]

Det har ikke på det foreliggende kildegrundlag været muligt endeligt at afgøre hvilken, om nogen, officiel holdning den danske stat havde til folkemordet. Men det er næppe rent gætteri at antage, at med en realpolitisk indstillet og egenrådig udenrigsminister som Erik Scavenius, der på tværs af opinionen i Danmark tog vidtgående hensyn til tyske interesser, så blev der ikke spekuleret i protester overfor en tysk allieret som Osmannerriget over forhold, der ikke havde vital betydning for danske sikkerhedspolitiske eller økonomiske interesser.[65] Det officielle Danmark engagerede sig ganske vist i humanitært arbejde under krigen via det dengang semi-statslige Dansk Røde Kors og dets arbejde med krigsfanger, men her gjaldt det meget bevidst om at oparbejde goodwill hos først og fremmest Centralmagterne.[66] Et mere idealistisk og kontroversielt humanitært engagement var i officiel dansk optik en luksus, andre neutrale nationer som stormagten USA eller et strategisk mindre udsat land som Spanien, kunne tillade sig. Det er nok sigende for Scavenius’ generelt kyniske holdning til 1. Verdenskrigs grusomheder, at han på et ministermøde i 1916 udtalte, at han generelt ikke bebrejdede nogen af krigens parter noget, da krigen, som han udtrykte det, var en herredømmeløs maskine, der maste alt.[67] Hvad det igangværende folkemord på armenierne angik, bebrejdede Wandel utvetydigt én af parterne, nemlig ungtyrkerne, men han var ikke mindre resigneret end Scavenius, da han, Wandel, i september 1915 opsummerede sin magtesløshed i en enkelt sætning: ”Naar Kanonerne taler, maa Diplomaterne tie”.[68]

 

Baggrunden for folkemordet ifølge Wandel

Osmannerriget havde ved Wandels ankomst i juli 1914 udviklet sig til et diktatur ledet af tre radikalt tyrkisk-nationalistiske ungtyrkere. Dette triumvirat bestod af Mehmet Talaat Pasha, indenrigsminister og, fra 1917, storvezir; Ismail Enver Pasha, krigsminister; og Ahmed Djemal Pasha, flådeminister og guvernør i Syrien. På trods af, at de var stiftere af den radikale fløj af den ungtyrkiske bevægelse, erklærede de ved magtovertagelsen i 1913 at have til hensigt at fortsætte og udbygge det oprindelige ungtyrkiske sekulære politiske program, ikke bare med effektivisering og modernisering af økonomi, undervisningssystem og politisk bureaukrati, men også med demokrati og mindretalsrettigheder.

Men uanset den offentlige retorik var ungtyrkernes forpligten sig på opdaterede osmanniske værdier på dette tidspunkt afløst af en tyrkisk-nationalistisk ideologi, og mens arbejdet for at modernisere og centralisere riget fortsatte, forlod man ideerne om demokrati og multikulturalisme.[69] I følge nogle kilder var dette skifte begyndt for alvor allerede i 1910, hvor den ungtyrkiske partikongres i Saloniki (Thessaloniki) havde erklæret, at ”osmanniseringen” af rigets indbyggere, dvs. erstatningen af et f. eks. armensk etnisk tilhørsforhold med et ”osmannisk”, ikke ville kunne gennemføres ved overtalelse, men måtte gennemføres ved vold og forbud.[70] I det britiske udenrigsministerium forudså man ligefrem i 1913 at konsekvensen af denne tankegang efter triumviratets magtovertagelse ville blive udbredte massakrer på armeniere i den armenske del af Osmannerriget.[71]

Hvad danske kilder angår rapporterede den danske ambassade i Rom i 1911 i anledning af opstanden i Albanien, at der på trods af det daværende, mere moderate ungtyrkiske styres løfter og optimisme udadtil var et grundlæggende misforhold mellem ungtyrkernes ambitioner, og rigets politiske og etniske realiteter. Ifølge rapporten nærede velorienterede iagttagere ringe tiltro til, at det skulle lykkes ungtyrkerne at nå sit hovedmål, nemlig, som det udtryktes i rapporten, at ”…sammensmelte de forskellige uensartede Befolkningselementer i det vidstrakte, løst sammenhængende tyrkiske Rige til en virkelig tyrkisk Nation.” Alle de nye forandringer, der gjorde et dybt indgreb i, hvad rapportens forfattere betegnede som ”en fuldstændig umoden Befolknings aarhundredegamle Vaner”, ville kun afføde forvirring og opstande over hele riget.[72] Det lå i luften, at ”problemet” med Osmannerrigets nationale og religiøse mindretal ville finde en voldelig løsning. Spørgsmålet var bare hvornår og i hvilken form denne løsning ville finde sted.

 

Den ungtyrkiske radikalisering

Den iboende modsætning – at skabe et moderne Osmannerrige med f. eks. mindretalsrettigheder ved at omskabe riget til en eksklusivt tyrkisk nation – var altså senest i 1910 gået op for ungtyrkerne selv. Det gjaldt i særligt grad den radikalt nationalistiske fløj med Talaat, Enver og Djemal i spidsen, der indenfor et år efter deres magtovertagelse i 1913 valgte at tone rent flag ved at erstatte det osmanniske ideal med et åbenlyst tyrkisk ideal. Som Wandel skrev i en længere rapport til det danske udenrigsministerium fra 22. september 1915, hvor han analyserede den ungtyrkiske radikaliseringsproces fra magtovertagelsen i 1908 til 1915:

Komitéen for Enhed og Fremskridt tog Styret under Devisen: Lige Ret for alle Ottomanere. Men for at den Enhed, der stod i Spidsen for Komitéens Titel, kunde gennemføres i det store og etnografisk set saa brogede Rige, maatte der paa een Gang skabes en ottomansk, alle Rigets Folk omfattende Samfølelse og rejses Garantier for, at denne nye ”Ottomanisme” blev ledet af de ungtyrkiske Komitémedlemmer også i Fremtiden, paa een Gang skabes lige Ret for alle ottomanske Borgere, uden Hensyn til Nationalitet og Religion (Revolutionens idealistiske Krav) og sørges for, at den nye Ottomanisme alligevel blev en rent tyrkisk Bevægelse. Disse to Kravs Brydning varede i nogen Tid, indtil Komitéen straks efter Balkankrigens Slutning resolut kastede det ene Krav (lige Ret for alle Ottomanere) over Bord og besluttede sig til at gaa frem ad Tyrkificeringens Vej, den Vej, der kendetegnes ved den græske Boycottage i Foraaret 1914, som ramte de Grækere, der var ottomanske Undersaatter, lige saa godt som de græske Undersaatter, de samtidige Grækerforfølgelser i Lilleasien og Trakien, og, senere paa Aaret, begunstiget af Verdenskrigen og den deraf følgende Ophævelse af Kapitulationerne [og] Djihads Erklæring - under tysk Medvirkning - for endelig nu at have ført til den fremmedfjendtlige og nationalistiske Politik, hvis Udslag i den senere Tid jeg flere Gange har nærmere belyst i mine Indberetninger, og hvis Hovedformaal for Øjeblikket er Udryddelsen af den armeniske Befolkning i Riget.[73]

 

På linie med nutidige forskere som Ronald Suny, så Wandel altså i denne forbindelse ikke udryddelsen af armenierne som den logiske og forudsigelige konsekvens af længere tids ungtyrkisk planlægning. Folkemordet var i følge den danske diplomat afgjort intentionelt og planlagt, men intentionen radikaliseredes gradvist gennem afprøvningen af en serie stadigt mere voldelige ”løsninger” på et politisk problem, og decideret planlægning kunne der derfor formentlig ikke være tale om før ret sent i forløbet, nemlig efter rigets indtræden i verdenskrigen.[74] Igen på linie med nutidige forskere betonede Wandel meget overbevisende et antal afgørende faktorer i denne radikaliseringsproces, startende med ungtyrkernes mere og mere yderligtgående nationalisme og fremmedhad.

Som Wandel skrev i en længere rapport fra januar 1915, betitlet ”Politiske Begivenheder i Tyrkiet i 1914”, så var det for eksempel først under det ungtyrkiske diktatur, at man kunne se tyrkiske forretninger der skiltede med at ”Dette er en muselmansk Forretning.”[75] Armenierne var relativt veluddannede og socialt mobile, og udgjorde sammen med grækere en forholdsvis stor del af rigets lille middelklasse. Dette blev begge grupper særligt efter krigsudbruddet blev lagt for had for, selvom f. eks. ca. 80% af armenierne rent faktisk var bønder. Som jøderne i Europa blev armenierne både set som inkarnationen af den på mange måder foragtede moderne merkantile ånd, samtidig med at de blev set som en hindring for at den tyrkiske befolkningsgruppe selv kunne indtage pladsen som Osmannerrigets moderne, merkantile klasse.

I hvad Wandel kaldte den ”germaniseret-chauvinistiske” tyrkiske presse, blev armeniere derfor ofte fremstillet som gridske udbyttere af journalister der villigt gik foran i regimets fremmedfjendske kampagne.[76] Det gjaldt for eksempel Agaoglon Ahmed bey, redaktøren af det fransksprogede, ungtyrkiske dagblad ”Hilal” der hovedsageligt skulle fungere som et propagandaorgan overfor vesten og vesterlændinge i Osmannerriget. Ahmed bey havde længe været kendt for sit ekstreme armenierhad, da han i sin tid havde deltaget i organiseringen af 90er-massakrerne.[77] Samtidig kunne ledende ungtyrkere nu ligefrem finde på åbenlyst at betegne armeniere og andre osmanniske kristne som  ”kræftsvulster”, der måtte fjernes for at den tyrkiske nation kunne ”helbredes”.[78] Alle ungtyrkere ved magten blev ivrige tilhængere af denne nationale bevægelse, og universitetet og andre læreanstalter blev hovedsæde for ”turanbevægelsen”, der med støtte fra indflydelsesrige ungtyrkere ikke bare ville skabe et ”Tyrkiet for tyrkerne”, men også med magt forene de osmanniske tyrkere med folkeslag af tyrkisk stamme i det sydlige Rusland, Krim, Turkestan, Persien, osv.[79]

Denne radikale ideologi kom også efter 1913 til udtryk gennem sprogrensningbestræbelser: tyrkisk skulle renses ved at bortkaste de mange arabiske og persiske ord og udtryk, der prægede særligt det skrevne sprog. Som andre nationalistiske tiltag i riget blev sprogrensningsbestræbelserne tillagt en særlig vigtighed efter krigsudbruddet. For eksempel refererer Wandel en artikel i det tyrkiske dagblad ”Tesfiri Efkiar” fra den 12. november 1915, hvori det blev fremhævet, at ”…det tyrkiske Sprog er Grundlaget for hele vor nationale Udvikling. Vi fører for Øjeblikket en Eksistenskrig og det første Resultat af denne sejrrige Krig bør være, at det fastslaas, at det tyrkiske Sprog er det eneherskende i Tyrkiet.”[80] Set i sammenhæng med andre officielle tiltag var det for Wandel og andre iagttagere tydeligt, at der blev skabt et samfund uden plads til hverken opposition eller til etniske eller religiøse mindretal. Disse tiltag indbefattede nemlig udover diskrimineringen af ikke-tyrkere også dannelsen af en tyrkisk-nationalistisk spejderbevægelse med eksercits og anden militær træning, forbud mod skilte på fremmede sprog, dannelsen af rent tyrkiske transport- og handelsselskaber, og udkommanderingen af tyrkiske skolebørn og politifolk til at fejre nationale minde- og festdage. For ungtyrkerne selv var denne iscenesatte proces, og dens acceleration under krigen, et led i det tyrkiske folks ”vidunderlige opvågnen”, som den osmanniske parlamentsformand Hadji Adil Bey sagde i en tale holdt ved parlamentets åbning i november 1916.[81]

 

Fordrivelsen af de anatolske grækere som ”turkificeringens” første fase

Udover ungtyrkernes nationalistiske og monoetniske ideologi, blev radikaliseringen som antydet af Wandel fremkaldt af angsten og ydmygelsen i befolkningen og hos den ungtyrkiske ledelse fremkaldt af tabet af de sidste Balkan-provinser i 1912-13 og den deraf følgende voldelige fordrivelse af mange tusinder muslimer. For eksempel peger Taner Akcam på, at den tyrkiske nationalidentitet i perioden til og med 1915 var så præget af tab af territorium og prestige, at det resulterede i en villighed til at gribe til ekstreme metoder overfor de grupper i samfundet, først og fremmest armenierne, som man nu mente truede den tyrkiske nations overlevelse.[82] Denne ungtyrkiske ”belejringsmentalitet” blev forstærket af, at tyrkerne selv udgjorde et nationalt mindretal i Osmannerriget blandt armeniere, grækere, kurdere, arabere, jøder og andre befolkningsgrupper.

Derudover påpeger Akcam i lighed med både Wandel og Morgenthau at ”løsningen” på problemet, dvs. turkificeringen - den voldelige homogenisering af Anatoliens etniske og religiøse sammensætning - foregik i faser, hvor den første fase gik ud på systematisk at fordrive store dele af den græske befolkning fra Anatoliens ægæiske region i foråret og sommeren 1914.[83] Den danske konsul i Smyrna (Izmir), Alfred van der Zee, rapporterede for eksempel i juni til Wandel, at der på ordre fra centralregeringen foregik storstilede, systematiske, og voldelige fordrivelser af den generelt meget fredelige græske befolkning i området.[84] Det var primært statsdirigerede ”tyrkiske bander”, hvoraf mange bestod af den Særlige Organisation (se appendix 2) og/eller fordrevne muslimer fra Balkan, de såkaldte muhadjirs, der ifølge Wandel plyndrede og myrdede ”…saa mange som muligt af de forhadte Grækere…” i Lilleasien.[85] På trods af forsøg på hemmeligholdelse måtte denne aktion dog snart indstilles efter pres fra særligt den franske regering, samtidig med at den ungtyrkiske regering ikke mente sig parat til den krig mod Grækenland, der truede på grund af forfølgelserne.[86] Men forfølgelserne blev med tysk støtte genoptaget i perioder under krigen, og i alt blev hundredetusinder af grækere fra Anatolien og Thrakien, heriblandt de såkaldte ”pontiske grækere” fra Sortehavskysten, enten fordrevet eller dræbt i perioden 1914-18.[87]

Muligvis var hensigten med ungtyrkernes anti-græske politik i 1914 ikke at fuldkommen at udrydde, men, som nogle indflydelsesrige ungtyrkere udtrykte det, at ”udtynde” (og dermed afgørende svække) den græske befolkning, samtidig med at der blev skabt plads til fordrevne muslimer fra Balkan og Kaukasus.[88] Men forfølgelsens relative ”succes” betød, at endnu mere voldelige tiltag mod andre af Osmannerrigets befolkningsgrupper blev besluttet i løbet af 1915. Ungtyrkerne ræsonnerede nemlig, at ”fjernelsen” af de osmanniske kristne ikke bare var mulig og ønskelig. Den ville også tjene til, at f. eks. Rusland og England efter krigen ville blive stillet overfor et fait accompli, i og med at de grupper der historisk havde tjent som undskyldning for europæisk indblanding i rigets indre anliggender var eliminerede. De omfattende forfølgelser af det græske mindretal i 1914 peger derfor både ideologisk, realpolitisk og organisatorisk frem mod den deciderede udryddelse af armenierne i Osmannerriget. Og som Wandel ser også Akcam folkemordet på armenierne som kulminationen på denne politik, i og med at armenierudryddelsen var det vigtigste skridt på vej mod turkificeringen og homogeniseringen af Anatolien.[89]

Meget tyder dog på, at det ikke var det sidste skridt. Wandel var selv af den opfattelse, at hvad de ikke-muslimske mindretal angik, så ville den ungtyrkiske udryddelsespolitik før eller siden ramme rigets jøder, der ellers var kendt for at være velintegrerede, og som generelt var ekstremt tilbageholdende med at vise nogen former for dissens. Rent faktisk blev hundredevis af jøder deporteret fra Jaffa til Ægypten før operationen blev stoppet på grund af Morgenthaus og den tyske ambassadør Wangenheims fælles protester. Wandel mente at konsekvensen af denne samlede ungtyrkiske politik, udover at være morderisk, var et ”nationalt selvmord”.[90]

De omfattende forfølgelser 1916-17 af det kurdiske mindretal vidner ligeledes om, at ideologien om et ”Tyrkiet for tyrkerne” var alvorligt ment, og at det ”nationale selvmord” derfor var resultatet af en dristig, forbryderisk, men kalkuleret politik. Kurdiske stammer og individer hjalp i en del tilfælde armeniere med at skjule sig fra statsmagtens overgreb, men generelt var der ikke megen solidaritet mellem de undertrykte grupper i Osmannerriget, og kurdiske militser og landsbyboere deltog i stor stil i drab på armeniere. Men da folkemordet på de kristne armeniere i det store og hele var gennemført i Anatolien, kom turen til kurderne selv. Ungtyrkerne vurderede dog, at det generelt var muligt at ”integrere” de muslimske kurdere, der derfor ikke behøvede at blive udryddet, men ”blot” skulle deporteres vestpå og tvangsassimileres. Disse tiltag blev delvist gennemførte, og titusinder blev dræbt, mens sult og sygdom kostede hundredetusinder livet.[91]

 

Islams rolle som mobiliserende faktor

Netop hvad religionens rolle i det armenske folkemord angår, så står det klart, at Wandel ikke anså de ledende ungtyrkere for at være synderligt religiøst motiverede, selvom ofrene for forfølgelse og folkemord i Osmannerriget altså først og fremmest var kristne. I næsten samtlige de rapporter, der berører baggrunden for de ledende ungtyrkeres udryddelsespolitik, betoner Wandel faktorer som nationalisme, fremmedhad og nationaløkonomiske hensyn, fremfor en faktor som forholdet mellem islam og kristendom. Det hænger ganske godt sammen med, at de fleste ledende ungtyrkere var om ikke ateister, så i hvert fald sekularister, for hvem folkemordet var et led i et homogeniserings- og moderniseringsprojekt.[92] Det betyder ikke at det var et tilfælde, at det netop blev rigets kristne mindretal der blev ofre for dette projekt. Der fandtes i Osmannerriget en traditionel, religiøst betinget mistro til kristne som ”anderledes”, som andenklasses mennesker med en mere eller mindre udpræget national selvforståelse, der ikke kunne eller ville underordne sig det tyrkisk-muslimske fællesskab.

Denne mistro fortsatte i den ungtyrkiske ledelse i en sekulær udgave, særligt efter 1913. Nu blev først og fremmest armeniere som kristne per definition anset for at være en slags ”femte kolonne”, der angiveligt altid ville være kilde til uro og vestlig indblanding. Talaat selv hævdede flere gange under folkemordet, at rigets armenierne, som han udtrykte det, ”fra Revolutionens tid [i 1908, MB] kendte den ungtyrkiske Organisation.”[93] Det er naturligvis fejlagtigt at hævde, at armenierne som gruppe skulle besidde en sådan viden, endsige have planer om at udnytte den. Men Talaat hentydede til, at eftersom de radikale ungtyrkere effektivt havde knust og kuet stort set al tyrkisk opposition, så var armenierne i hans optik den største tilbageværende, potentielle fare mod det ungtyrkiske diktatur. Det hang igen angiveligt sammen med, at medlemmer af den armenske elite havde arbejdet tæt sammen med ungtyrkerne ved magtovertagelsen i 1908, og derfor som nogle af de få skulle kende de hemmelighedsfulde nye magthaveres styrker og svagheder.

Men selvom det politiske, økonomiske og ideologiske, snarere end det religiøse element altså ifølge Wandel og andre iagttagere spillede en fremtrædende rolle på eliteplan, så var det klart at ungtyrkerne indså, at islam var en særdeles vigtig faktor for såvel den konservative, muslimske opposition i Konstantinopel, som for den almindelige tyrkiske, kurdiske og arabiske befolkning. Derfor forsøgte ungtyrkerne meget bevidst at benytte religionen som en mobiliserende og samlende faktor ved at opildne latente anti-kristne følelser i den muslimske del af befolkningen.[94] Disse følelser blev ikke mindst fremkaldt af, at ungtyrkerne samtidig med krigserklæringen mod Ententen erklærede ”hellig krig” (Jihad) mod de ”vantro”. Den hellige krig var officielt møntet på, at få de muslimske masser i lande som Rusland, Indien og Afghanistan til at rejse sig mod de russiske og engelske magthavere, hvilket, som Wandel også bemærker, mislykkedes. Men Jihad-erklæringen fik derimod den tilsigtede effekt at yderligere marginalisere og dehumanisere rigets egne kristne borgere, samtidig med, at den tjente til at retfærdiggøre en krig der var upopulær blandt alle rigets befolkningsgrupper.[95]

Muligheden for konfiskation af armensk land og armenske værdier, og muligheden for at overlade f. eks. embedsmandsposter, håndværk og handel til etniske tyrkere, gav yderligere et både nationaløkonomisk og privatøkonomisk incitament til først at marginalisere, siden at skaffe sig af armenierne. Men at hadet, frygten og misundelsen rettet mod armenierne endte med udryddelse (fremfor fortsat undertrykkelse, eller hvad vi i dag ville kalde etnisk udrensning), skyldes formentlig ikke mindst rigets indtræden i krigen ved angrebet på Rusland i oktober 1914. I forbindelse med 1. Verdenskrigs udbrud blev samtlige armenierne nemlig identificeret med den russiske hovedfjende, og deres loyalitet overfor Osmannerriget blev mere end nogensinde draget i tvivl. I takt med de ydmygende osmanniske militære nederlag i krigens første måneder, så øgedes også nødvendigheden af, at finde en syndebuk.

Denne syndebuk blev udpeget til at være rigets armeniere, der allerede var stemplet som illoyale, vantro pengepugere, og som man passende kunne skaffe sig af med i ly af krigen.[96] De vestlige nationer, der måske kunne forventes at ville gribe ind til fordel for armenierne, var næsten alle optaget af at føre krig, og flere af dem var oven i købet rigets allierede. Så det var nu muligt at forfølge en mere systematisk, langvarig og brutal politik end det havde været tilfældet overfor grækerne i 1914.[97] Endnu en grund til at rydde armenierne af vejen var, at de var talstærkt repræsenterede i de gamle armenske provinser i Østanatolien, områder som ungtyrkerne nu både regnede for tyrkisk kerneland og for det geografiske udgangspunkt for ekspansion mod Kaukasus, såvel som mod Østasien. Wandels rapporter er med til at sandsynliggøre, at det ikke var lang tids planlægning, men derimod kombinationen af ideologi, krig, frygt, religion, dehumanisering, realpolitiske og økonomiske overvejelser, og opportunisme der muliggjorde folkemordet. Det udelukker ikke, at nogle centralt placerede ungtyrkere længe havde arbejdet for at realisere et ønske om at ”skaffe sig af med” alle rigets armeniere. Men nogen samlet udryddelsesplan forelå der formentlig ikke før foråret 1915, hvor de store deportationer iværksattes efter rigets første militære nederlag, og hvor ungtyrkere systematisk udsendtes til provinsen, enten for at sikre at partilinien vedrørende armenierudryddelsen blev holdt, eller for ligefrem at erstatte moderate embedsmænd.[98]

 

Carl Ellis Wandel, Maria Jacobsen, og spørgsmålet om ”armensk loyalitet”

Netop spørgsmålet om den armenske befolkningsgruppes loyalitet overfor Osmannerriget og den ungtyrkiske regering var emnet for en af Wandels første rapporter til det danske udenrigsministerium. Den 24. juli 1914 rapporterede han, at ”Modstanderne af ‘U et P’ [’Union et Progres’, dvs. Komitéen for Enhed og Fremskridt, også kaldet ungtyrkerne, MB] paapeger vel de Fejl, Komitéen begaar, men de angiver ikke paa nogen klar og præcis Maade, hvorledes de ønsker Landet Styret, og de har intet foretaget da de var ved Magten. De Kristne Vælgere søger derfor vel at modarbejde det af ‘U et P’ yndede Centralisationssystem og Princippet: ‘Tyrkiet for Tyrkerne’, men Muligheden for at forbedre deres Livsvilkaar ser de snarere i god Forstaaelse med Komitéen end et Brud med den.”[99]

Wandel gav her før krigsudbruddet et generelt billede af rigets kristne, herunder armenierne, som kritiske og afventende, men ikke illoyale borgere, et billede der bekræftes af andre samtidige og senere iagttagere.[100] Dette var på trods af, at det politiske system på dette tidspunkt var tilrettelagt af ungtyrkerne så det diskriminerede kraftigt mod kristne, blandt andet ved at valgdistrikterne altid var inddelt på en måde, så muslimske vælgere var i flertal. Hvor der fandtes kompakte grupper af kristne vælgere, udstykkedes disse rent administrativt i mindre dele, hvortil der tilknyttedes større muslimske vælgergrupper.[101] På trods af gentagne løfter viste ungtyrkerne samtidig stor ulyst til at fordrive de mange kurdere og andre muslimer, der særligt siden 90er-massakrerne havde bosat sig på jorder der tilhørte fordrevne armeniere.[102] Diskriminationen blev som nævnt suppleret med statsligt dirigeret, antiarmensk propaganda, hvor denne befolkningsgruppe blev stemplet som en illoyal udbytterklasse. Illoyaliteten blev efter krigsudbruddet f. eks. søgt fastslået gennem bredt annoncerede udstillinger af ofte gamle og ubrugelige våben, våben der ifølge iagttagere ikke sjældent var anbragt af det lokale politi. Dette skulle bevise, at alle armeniere i Osmannerriget planlagde et oprør.[103]

 

Armenske soldater i den osmanniske hær

Da Osmannerriget gik ind i krigen i slutningen af oktober 1914 ved at angribe Rusland, var det som nævnt ikke populært i befolkningen, hverken blandt kristne eller muslimer. Som Maria Jacobsen skrev i sin dagbog 1. november 1914, efter indkaldelsen af alle osmanniske mænd mellem 17 og 65 til militærtjeneste, og efter flere dages vedholdende rygter i Harput om rigets indtræden i krigen: ”Der hviler et Tryk og en frygtelig Uvished over alt og alle. Vi havde haabet at Vinteren i det mindste skulde gaa hen uden Krig. Hvad skal dette ulykkelige Land blive til. Og de stakkels Soldater, hvad maa de ikke gennemgaa og lide, paa deres March ud til Kysten og til Ruslands Grænse, uden Mad, Sengetøj og Klæder i denne kolde Tid, med den megen Regn. De fleste af dem vil dø eller komme til at lide derunder Resten af deres Liv.”[104] Under disse forhold, der også inkluderede dårlig bevæbning og konstant mishandling udført af overordnede, var der mange osmanniske soldater der deserterede, deriblandt også mange armeniere. Samtidige iagttagere som Jacobsen og den amerikanske ABCFM-missionær Henry H. Riggs beskriver da også, hvordan tusinder af både deserterede og hjemsendte soldater i vinteren 1914-15 lå døde og døende i bjergene omkring Harput og Mezreh.[105]

At armenske soldater deserterede fra den osmanniske hær er under og efter krigen blevet brugt af apologeter og benægtere til at stemple armenske soldater, og armeniere generelt, som illoyale, uanset at titusinder af armeniere i osmannisk tjeneste kæmpede loyalt, og uanset at det som nævnt var ret almindeligt blandt alle etniske og religiøse grupper i hæren at desertere. Ikke primært af politiske grunde, men på grund af krigens upopularitet og de forfærdelige forhold, som særligt ikke-tyrkiske soldater måtte leve under.[106] Krigen var sandsynligvis særligt upopulær blandt mange armeniere, bl. a. fordi de, som Maria Jacobsen fremhæver, skulle ”…hjælpe Mohammeddanerne imod de Kristne [englændere og franskmænd, MB]”.[107] For eksempel beskriver Jacobsen en episode med to desertører, en tyrker og en armenier, der sammen var deserteret fra hæren på vej til Erzerum, og som nu med koldbrand i fødderne desperat tiggede om husly hos landsbybeboere, der måtte afvise dem, da det var strafbart at skjule desertører.[108]

Men langt oftere kom hun på sine ture rundt i provinsen til armenske eller armensk-dominerede landsbyer tømte for mænd, der alle var sendt til fronten. Hun mødte også armenske soldater på vej til fronten, som i december 1914, lidt uden for Mezreh, hvor et kompagni soldater bestående af tyrkere og armeniere var på vej til Erzerum. Jacobsen kendte en af de armenske soldater, og han meddelte hende resigneret, at han gik de ca. 200 km til Erzerum med sit kompagni for at dø. 14 dages march gennem ufremkommeligt terræn under ekstreme klimatiske forhold, blot for at møde en overlegen fjende var ikke noget man kunne regne med at overleve.[109] Men sådanne soldater adlød som regel loyalt deres ordrer, hvilket missionærer og armenske religiøse ledere også konstant opfordrede dem til. Det gjaldt for Jacobsen og den amerikanske missionær Henry Riggs i januar 1915, hvor de mødte en skare indkaldte armenske soldater, mænd på mellem 40 og 50 år, som de opfordrede til at ”…gaa ikke alene som Soldater af dette Land, men som Jesu Soldater.”[110] Det samme gjaldt en armensk præst i Harput, Badvelli Jegharian, der opfordrede unge, indkaldte armeniere til ikke at gøre modstand eller desertere, men kæmpe loyalt og være ”Jesu Vidner” hvorhen de end blev sendt.[111]

Nogle armenske soldater deserterede, i visse tilfælde for at melde sig under den russiske fane, mens de fleste kæmpede eller sled i arbejdsbataljonerne indtil de blev dræbt som led i folkemordet. Men på intet tidspunkt får man gennem Jacobsens ret udførlige beskrivelser af forholdende for de osmanniske soldater det indtryk, at der lå nogen primær etnisk eller politisk bevidsthed bag de enkelte soldaters beslutning om enten at indordne sig eller forsøge at desertere, andet end en vis modvilje blandt nogle til at kæmpe med og for muslimer mod kristne. Der er ikke noget der tyder på, at armenske soldater, som havde kæmpet effektivt og i stort tal for Osmannerriget under de seneste Balkankrige, skulle være uforholdsmæssigt disponerede for at desertere eller gøre oprør. Det bekræftes af, at Enver, rigets øverste militære leder, så sent som i februar 1915 havde udtalt, at armenierne også havde kæmpet modigt og loyalt mod russerne i Kaukasus.[112]

Det betyder som nævnt ikke, at loyaliteten var ubetinget. Specielt efter de første deportationer og massakrer er det sandsynligt, at der særligt blandt de overlevende armenske soldater, såvel som hos medlemmer af den armenske elite, var en forhåbning om et osmannisk nederlag der kunne sætte en stopper for forfølgelserne. Men generelt var tilliden til Rusland ikke meget større end til ungtyrkerne, og efter mange års undertrykkelse og periodiske massakrer var der meget få armeniere der havde nogen illusioner om hvad konsekvenserne ville blive, hvis ikke der blev udvist alle tegn på lydighed over for myndighederne. Allerede ved krigens udbrud havde armenske religiøse og politiske ledere da også opfordret alle armeniere til at gøre deres pligt, ikke mindst som soldater, og til ikke at lade sig provokere til væbnet eller anden modstand.[113]

For den civile armenske befolkning gjaldt det også, at selvom der blandt de unge mænd fandtes bevæbnede revolutionære og overløbere til den russiske hær, så hørte de trods alt til undtagelserne, og armenierne satte sig under folkemordet kun meget sjældent til modværge mod selv de værste tyrkiske overgreb.[114] Set i en bredere 1. Verdenskrigs-kontekst var det i øvrigt ikke usædvanligt at medlemmer af etniske og religiøse grupperinger tog del i kampene på, hvad der af deres regering var defineret som modstanderens side. Det gjaldt for eksempel polakker, tjekker, ukrainere og osmanniske arabere, og det gjaldt muslimske, etnisk tyrkiske russere i bl. a. Aserbajdsjan, der kæmpede for den osmanniske hær mod deres russiske landsmænd. Det havde ofte alvorlige konsekvenser for det store flertal af disse grupperingers medlemmer, der var ganske uskyldige. Men kun for armenierne i Osmannerriget blev konsekvensen et forsøg på total udryddelse.[115]

 

”Provokationstesen”

Det generelle billede af armensk loyalitet ændrede sig heller ikke ifølge Wandel efter krigsudbruddet. Desuden påpegede han i en rapport fra 4. september 1915, at spørgsmålet om armensk loyalitet var irrelevant, da forfølgelsen af armenierne fandt sted uden hensyntagen til, om de blot potentielt udgjorde nogen trussel:

I Fortsættelse af mine ærbødigste Indberetninger […] har jeg den Ære at indberette, at Armenierforfølgelserne bliver fortsat her med stor Hæftighed, trods de Forestillinger, der er blevet gjort den herværende Regering, og om hvilke jeg allerede har indberettet. Ved Modtagelsen Mandag den 16. August bragte den tyske Ambassadør igen disse Forfølgelser paa Tale overfor Storveziren og bad ham bevæge sin Regering til at indstille dem, - især for saa vidt angaar de armeniske Katolikker, der aldrig har deltaget i Revolutioner eller blandet sig i Politik og desuagtet er Genstand for de mest haardnakkede Forfølgelser. Endog de gregorianske Armeniere, der i den Grad har taget Afstand fra alle nationalistiske Ideer, at de endog har givet Afkald paa deres Modersmaal og antaget det tyrkiske Sprog som deres eget, bliver forfulgt.[116]

 

Wandels og Jacobsens beretninger om armensk loyalitet er bl. a. interessante, fordi de rammer centralt ned i debatten om ”provokationstesen”. Denne tese er blevet fremlagt af forskere, der ikke nødvendigvis benægter at der blev begået systematiske overgreb mod armenierne under 1. Verdenskrig, men som forsøger fremstille begivenhederne, hvad enten de kaldes folkemord eller ej, som fremprovokeret af armenierne som gruppe, og derfor som mere eller mindre selvforskyldte. Fortalere for provokationstesen hævder, at konflikten mellem armeniere og tyrkere i Osmannerriget var en desperat konflikt mellem to organiserede, nationale bevægelser over Central- og Østanatolien, et område som af begge regnedes for deres retmæssige ejendom. Armensk nationalisme blev i denne optik med rette regnet af de ungtyrkiske nationalister for så stor en trussel, at de var tvungne til at gribe til yderligheder.[117]

Den vel nok mest kendte fortaler for denne tese er historikeren Bernard Lewis, der i sit standardværk fra 1961, The Emergence of Modern Turkey, fremstiller udryddelsen af armenierne som en ligeværdig kamp mellem to nationer der endte med tyrkisk sejr og med, som han paradoksalt nok udtrykker det, ”…the terrible holocaust of 1915, when a million and a half Armenians perished.”[118] Historikeren Uffe Østergård er et eksempel på en dansk akademiker, der har fremstillet hvad han kalder folkemordet på armenierne på lignende måde. Det har han gjort gennem at tilslutte sig påstande fremsat af Stanford J. Shaw og Ezel Kural Shaw i andenudgaven fra 1978 af deres velkendte værk, History of the Ottoman Empire and Modern Turkey. Disse påstande kan koges ned til, at armenierne ganske vist led frygteligt i Osmannerriget under 1. Verdenskrig, men det var et resultat af delvist ukontrollable, delvist selvforskyldte omstændigheder, og armenierne led ikke uforholdsmæssigt mere end andre grupper i riget. Ligesom med Lewis’ brug af begrebet ”holocaust”, gør dette i øvrigt Østergårds egen brug af begrebet ”folkemord” mildest talt temmelig upræcis, da det i givet fald var et folkemord uden intention, uden et misforhold mellem gerningsmandsgruppens og offergruppens magtmidler, ja faktisk uden deciderede gerningsmands- og offergrupper.[119]

Men som også danske kilder påpeger, så er sådanne påstande grundlæggende fejlagtige. Først og fremmest er det mere korrekt at fremstille armenierne i Osmannerriget som en både politisk, religiøst, og sprogligt uhomogen gruppe, et billede der bekræftes af bl. a. Maria Jacobsen gennem hendes beskrivelse af til tider voldelige konfrontationer mellem ortodokse og protestantiske armeniere.[120] Og hvor mange diaspora-armeniere var organiseret i diverse revolutionære partier og selvstændighedsbevægelser, havde armenierne i riget generelt hverken militære eller politiske midler, endsige en fælles organisation eller et fælles mål, udover at leve i relativ fred og frihed. Det gjorde, at mange armeniere helt op til begyndelsen på folkemordet støttede den ungtyrkiske revolution og dens demokratiske idealer, på trods af at størstedelen af dem boede i provinser hvor der, som den osmanniske senator Ahmed Riza udtalte det under en parlamentsdebat i 1916, ikke på noget tidspunkt havde eksisteret retfærdighed eller sikkerhed for kristne.[121] Så selv om der som nævnt også i riget fandtes voldelige armenske nationalister og overløbere til den russiske hær, så hørte de til undtagelserne, og deres handlinger kunne ikke retfærdiggøre den altomfattende forfølgelse som samtlige armeniere, inklusive kvinder, spædbørn og gamle, blev udsat for.[122]

Derudover er det næppe holdbart at antage, at folkemordet i så høj grad skulle udspringe af en defensiv ungtyrkisk strategi overfor hvad man anså for en armensk trussel, sådan som fortalere for provokationstesen forsøger at fremstille det. Den ekstreme nationalisme som særligt efter 1913 kendetegnede ledende ungtyrkere, forfølgelsen af de osmanniske grækere i 1914, og de umiddelbare økonomiske, boligmæssige og erhvervsmæssige fordele som styret og den muslimske befolkning fik eller mente at få ved at ekspropriere armensk ejendom under krigen, peger i retning af en langt mere offensiv strategi, der på alle planer skulle fremme idealet om et ”Tyrkiet for tyrkere”. Tyrkisk nationalisme, snarere end armensk, er central for forståelsen af det armenske folkemord, da der som Wandel også påpegede det, i virkeligheden ikke var nogen væsentlig sammenhæng mellem armensk ”illoyalitet” og udryddelsesprojektet. Dette projekt startede før de fåtallige tilfælde af armensk modstand, og ramte uden hensyn til eventuel personlig skyld eller såkaldt ”militær nødvendighed”. Det var først og fremmest ungtyrkerne der gennem systematiske brud på deres egne løfter om demokrati og mindretalsrettigheder var illoyale overfor rigets armeniere og andre ikke-tyrkiske mindretal, hvilket også danske kilder bekræfter.

 

Folkemordets udførelse set fra Konstantinopel

På trods af sin viden om den mere og mere voldelige og systematiske forfølgelse af armenierne i Osmannerriget, håbede Wandel endnu i august 1915, at ungtyrkerne ville fravige deres fremmedfjendske politik, før den førte til den deciderede udryddelse. Han fremhævede endnu engang, hvordan ungtyrkerne af indenrigspolitiske årsager på det seneste havde gjort fremmedhadet og hadet til de kristne til et ledende politisk princip. Formålet med denne politik skulle være at få, som han udtrykker det, ”de fremmede og de kristne” til at forlade landet ved at gøre deres tilværelse i riget utålelig. Derved kunne regeringen samtidig tilfredsstille specielt oppositionens religiøse fanatisme, der var blevet et aktiv for regeringen, da skylden for rigets bedrøvelige tilstand kunne skubbes over på de ”vantro forrædere”. Men Wandel havde stadig det forbehold eller forhåbning, at denne fremmedfjendtlige politik ikke reelt ville kunne gennemføres, i hvert fald ikke for grækernes vedkommende, og at projektet nærmest virkede som en opportunistisk nødløsning. Wandel understregede i samme rapport, at den tyrkiske ekstremisme på ham virkede irrationel og kontraproduktiv:

For Tyrkiets egen Skyld er det formentlig ogsaa paa høje Tid, at disse Forfølgelser bliver standset. Den fanatiske Komité klager over, at der ingen Patriotisme findes i Konstantinopel, som den vil forandre til en ren tyrkisk-muhammedansk Hovedstad, men den synes ikke at tænke paa, at den ved at fordrive de Fremmede og de Kristne, selv set fra et rent akademisk Standpunkt begaar en stor Fejl, idet den derved fordriver hele Landets Intelligens, hele den Del af Befolkningen, der er i besiddelse af Aand, Indsigt og Midler, Handelsstanden, Videnskabsmændene og Finansmændene, og at der, hvis Princippet ‘Tyrkiet for tyrkerne’ skal gennemføres kun bliver Embedsmænd og Bønder tilbage i Landet.[123]

 

Igen viser Wandels troværdighed sig ved citater som det ovenstående, hvor han tøver med at erkende omfanget af og intentionen bag armenierforfølgelserne. På trods af, at han generelt udviser stor viden om forholdene i riget, og er kritisk overfor de realpolitiske, økonomiske og ideologiske mekanismer der er på spil, vægrer han sig ved øjeblikkeligt at tro det værste om den ungtyrkiske regering. Wandel skal overbevises om, at denne regering rent faktisk er ved at udføre en handling, der for ham og mange andre iagttagere ikke bare er grusom og uretfærdig, men også ulogisk og kontraproduktiv. Netop ved at udrydde og fordrive armenierne og andre kristne, så likviderede man også stort set hele middelklassen, og endte med, som Wandel og andre også påpeger, et samfund bestående af bønder og en statsmagt. Dette kunne ifølge forskeren Rouben Adalian netop være et af ungtyrkernes radikalt ideologiske mål: et konformt, etnisk og religiøst homogent samfund, hvor al magt, også den økonomiske, lå hos staten.[124]

Andre vestlige diplomater i Konstantinopel, der enten modtog utvetydig information om armenierforfølgelserne på et tidligere tidspunkt end Wandel, eller måske var mindre tilbøjelige til at antage, at den ungtyrkiske ledelse trods alt ville handle ud fra ”rationelle interesser”, havde i større eller mindre grad opgivet håbet mere end en måned før den danske gesandt. Det gjaldt for eksempel den tyske ambassadør, baron Hans von Wangenheim, der 7. juli 1915 ordret meddelte det tyske udenrigsministerium, at den tyrkiske regering havde som mål at udrydde den armenske race i Tyrkiet,[125] og den amerikanske ambassadør Henry Morgenthau, der 16. juli 1915 i et telegram informerede Washington om, at der var tale om ”raceudryddelse”, der blev udført af ungtyrkerne under dække af at være gengældelse for oprør.[126]

 

Fra tvivl til vished: Wandels rapport til udenrigsministeriet den 4. september 1915

Men som nævnt ovenfor gik det også op for Wandel, som for så mange andre samtidige iagttagere, at der var tale om et forsøg på udryddelse. Den 4. september 1915 meddelte Wandel for første gang det danske udenrigsministerium, at folkemordet var en uomgængelig realitet: ”Jeg skal i Korthed tillade mig at gøre Rede for de vigtige og sørgelige Meddelelser, der fra fuldstændig paalidelig og sandfærdig Kilde er tilflydt mig om det senest passerede, og som er af en saadan Natur, at det vil vække almindelig Beklagelse overalt i den kristne Verden. Tyrkerne gennemfører med stor Energi deres grusomme Hensigt, at udrydde det armeniske Folk.”[127] Hvem den ”fuldstændig pålidelige kilde” i dette tilfælde er, fremgår ikke af telegrammet, men, som det vil fremgå, drejer det sig formentlig om en kilde på den amerikanske ambassade i Konstantinopel.

Generelt fik Wandel sine oplysninger om forholdene i Osmannerriget, herunder folkemordet, flere steder fra. Udover den ovennævnte spanske gesandt og den armensk-katolske patriark, havde Wandel tæt kontakt til bl. a. den amerikanske ambassadør Morgenthau, til, hvad Wandel kalder sin ”erfarne hollandske kollega”, der stod ”…paa en meget intim Fod med de ledende Mænd i den herværende tyske Militærmission”,[128] til egne kontakter på den tyske ambassade, til missionærer og armenske intellektuelle, og til tyrkiske embedsmænd og politikere. Wandel nævnte i rapporten også at have modtaget brev fra den armensk-katolske biskop i Erzerum-provinsen i det nordlige Anatolien, Monseigneur Melchisédéchian. Biskoppen meddelte, at sognet Khodirtchour, bestående af 12 landsbyer, var blevet fuldstændig ”evakueret”, og at man intet vidste om, hvad der var blevet af den forsvundne armenske befolkning.[129]

I rapporten efterlod Wandel ikke megen tvivl om hvad ”evakuering”, dvs deportering, med al sandsynlighed medførte: “Biskoppen i Karput [Harput, MB], Monseigneur Israëlian, indberettede den 23. Juni til Patriarkatet, at han havde modtaget Ordre til inden 48 Timer at forlade Byen med hele sin menighed for at begive sig til Aleppo [i det nuværende Syrien, MB], og man har her senere erfaret, at denne Biskop og alle de Gejstlige, der ledsagede ham, er blevet overfaldet og dræbt mellem Diarbekir og Urfa paa et Sted, hvor ca. 1700 armeniske Familier har lidt samme Skæbne. Hele det ovennævnte Sogns Befolkning anses for tabt.”[130] Wandel nævnte også, at ærkebiskoppen i byen Mardin, Ignatius Maloyan, var blevet dræbt sammen med ca. 700 katolikker fra menigheden, en oplysning der stemmer nøje overens med indholdet i en note som den tyske ambassadør Wangenheim overrakte indenrigsminister Talaat allerede 12. Juli 1915. Her stod der bl. a., at valien (provinsguvernøren) i Diarbekir-provinsen i det sydøstlige Anatolien, Mehmet Reshit, havde beordret provinsens politi til Mardin, ca. 50 km sydøst for byen Diarbekir. Her havde de arresteret byens biskop sammen med 700 armeniere og andre kristne, hvorefter disse var blevet drevet ud af byen om natten hvor man lod dem ”slagte som får” – ”wie Hammel schlachten lassen”.[131]

Denne overensstemmelse tyder på, at i hvert fald dele af Wandels oplysninger oprindeligt stammede fra den tyske ambassade, hvor han havde gode kontakter (se nedenfor). Men i betragtning af, at der gik mere end halvanden måned fra Wangenheims note blev afleveret, og til at Wandel skrev sin rapport, er det muligt at Wandel modtog oplysningerne indirekte, f. eks. gennem osmanniske embedsmænd eller en anden ambassade. Dette kan dog også henføres til, at Wandel modtog oplysningerne tidligere, men ikke straks vurderede dem som troværdige eller afgørende. Det er meget tænkeligt at Wandel, som den forsigtige skeptiker han var, først i september vurderede at oplysningerne om armenierforfølgelserne var så vedholdende, og røbede en så omfattende, systematisk og intentionel karakter, at det kun kunne dreje sig om et udryddelsesforsøg – af den armenske kultur og religion, såvel som af armenske individer. Denne kulturelle og religiøse ødelæggelse ses f. eks. i en rapport fra senere samme måned, hvor Wandel beskrev hvordan de kirker, som myndighederne havde bemægtiget sig, blev systematisk plyndrede og vanhelligede, og hvordan den apostoliske delegeredes protester som altid var nyttesløse.[132] Det er blevet beregnet, at knap halvdelen af de mere end 2500 armenske kirker og klostre i riget med overlæg blev ødelagt af ungtyrkerne og deres efterfølgere i årene 1915-23, en ødelæggelse der har fortsat indtil i dag.[133]

At vendepunktet for Wandel skulle ske netop i starten af september kan forklares med, at Morgenthau den 3. september 1915, dagen før Wandels rapport, sendte hvad forskere har vurderet som et afgørende telegram til det amerikanske udenrigsministerium. Heri slog Morgenthau nemlig én gang for alle fast, på trods af sin tidligere rapport om ”raceudryddelse”, at armenierudryddelsen ikke bare var planlagt og i sin vorden, men også blev udført over hele riget uden hensyn til den oprindelige ungtyrkiske begrundelse for ”deportationerne”. Denne begrundelse var som nævnt baseret på den ”militære nødvendighed”, der angiveligt nødvendiggjorde fjernelsen af armeniere fra frontområder. Men da rapporter fra konsuler og missionærer blev ved at strømme ind med meldinger om, at armeniere rent faktisk blev deporteret og massakreret over hele riget, samtidig med at de allierede ved Gallipoli og russerne ved Kaukasus var henholdsvis kørt fast og skubbet tilbage, så måtte denne begrundelse nu endegyldigt forkastes.[134]

Det kan naturligvis ikke bekræftes endeligt, men det virker ikke tilfældigt at Morgenthau sendte et sådant telegram dagen før Wandel, der havde god kontakt til Morgenthau og den amerikanske ambassade, sendte sin rapport med oplysninger fra en ”fuldstændig pålidelig og sandfærdig kilde” om udryddelsen af armenierne. Men eftersom at Wandels rapport er langt mere detaljeret og omfangsrig end Morgenthaus korte, lakoniske telegram, så tyder det på, at Wandel her kombinerede egne iagttagelser og tidligere oplysninger om forfølgelsen af armenierne, bl. a. hentet via armenske og sandsynligvis også tyske og tyrkiske kilder, med oplysninger fra den amerikanske ambassade. Dette fik ham endegyldigt overbevist om forfølgelsernes karakter. Skeptikeren blev overbevist, brikkerne faldt så at sige på plads gennem de seneste, afgørende oplysninger han fik gennem sin ”pålidelige kilde”.

I rapporten fra 4. september fortsatte Wandel da også sin beskrivelse af den store geografiske spredning af massakrer og deportationer, og sin fremhævelse af, at disse begivenheder ofte fandt sted langt fra fronten, hvilket som hos Morgenthau fjernede den sidste rest af tiltro til, at det drejede sig om ”militære forholdsregler”. Her fremhævede Wandel for eksempel, at den udelukkende katolske befolkning i Tallermen (Tel Armen, også kendt som Dikranokerd, by lidt syd for Mardin) var fuldstændig udryddet, at byerne Tarsus, Hedzin og Mersina (ved Middelhavskysten i den sydlige del af Anatolien, i et område kaldet Kilikien eller ”Lille Armenien”) var “fuldstændigt evakuerede”. Han kunne også oplyse, at de armenske kvinder i Angora (Ankara, i det nordvestlige Anatolien) var tvangsgiftet med muslimer, mens ca. 6000 armenske mænd, samt omkring 70 gejstlige med biskop Grégoire Bahaban i spidsen, var skudt på vejen til det erklærede deportationsmål.[135] Disse oplysninger bekræftes bl. a. af Morgenthau, der i sit telegram fra 3. september rapporterede om massakrer i Ankara, og i Bursa, ca. 100 km syd for Konstantinopel,[136] og af den amerikanske konsul i Mersina, Edward I. Nathan, der i august og september 1915 rapporterede om deportationen af distriktets armeniere.[137]

Som en sidste, væsentlig detalje nævnte Wandel i rapporten, at ”[s]elv her i Konstantinopel bortfører man Armeniere og sender dem til Asien uden at det er muligt at faa at vide, hvor de bliver af.”[138] I forhold til kortlægningen af det armenske folkemord er dette endnu en væsentlig oplysning fra en dansk kilde. Det modsiger nemlig en hyppigt gentaget påstand blandt benægtere om, at det ungtyrkiske styre ikke kunne have til hensigt at udrydde armenierne i Osmannerriget, da den armenske befolkning i Smyrna og Konstantinopel blev skånet for deportationer og massakrer.[139]

For det første er det naturligvis en uholdbar påstand, at der ikke kan være tale om udryddelsesintention, selv hvis ungtyrkerne rent faktisk havde skånet disse armeniere. Det kan nemlig forklares med, at der netop i Smyrna og Konstantinopel var så mange udenlandske iagttagere til stede, at myndighederne valgte at holde lav profil. For Smyrnas vedkommende var det ovenikøbet formentlig det tyske militær, der af hensyn til tilstedeværelsen af vestlige diplomater og handelsfolk forhindrede større deportationer og massakrer fra netop denne by.[140] For det andet er det, som Wandel påpeger i rapporten, fejlagtigt at antage, at armeniere ikke blev deporteret fra Konstantinopel efter de tidlige deportationer af den armenske intelligentsia i april 1915. Det antages, at i alt mere end 30.000 ud af hovedstadens 100-120.000 armeniere i løbet af hele 1915 blev arresteret så diskret som muligt, transporteret ind i landet, og dræbt. Ifølge tyske og amerikanske kilder var det desuden ungtyrkernes plan at resten også skulle dræbes, hvilket kun blev forhindret af mere presserende militære hensyn.[141]

 

Maria Jacobsen og folkemordets udførelse på regionalplan

Fra deres position i ”tvillingebyerne” Harput (Kharpert, Harpoot) og Mezreh (Mamouret-ul-Aziz; i dag: Elazig) i vilayeten (provinsen) Mamouret-ul-Aziz i det centrale Anatolien var Maria Jacobsen, Jenny Jensen, Karen Marie Petersen og Hansine Marcher de danske vidner, der personligt overværede folkemordets opbygning og udførelse i dette område, og som gennem missionærkolleger og andre kontakter samtidig fik præcise oplysninger om folkemordet fra hele riget. Det kan på forhånd indvendes, at selv missionærer fra neutrale lande som Danmark ikke var upartiske vidner til folkemordet, da de som ofte meget fundamentalistiske, protestantiske kristne på forhånd var negativt indstillede overfor muslimer, og dermed overfor tyrkere.

Men for det første var missionærerne ofte mindst ligeså negativt indstillede overfor flertallet af armeniere, nemlig de gregorianske kristne som var hovedmålet for missionsvirksomheden, hvilket gjorde den gregorianske kirke til den vigtigste konkurrent i kampen om de armenske sjæle. For det andet var missionærerne i første omgang skeptiske overfor rygter om forestående armeniermassakrer, og var dermed ikke altid villige til at tro det værste om de muslimer, som de ikke sjældent arbejdede sammen med og knyttede venskaber til. Det hænger bl. a. sammen med, at det også for missionærer var vigtigt at samarbejde med de lokale magthavere og at kunne give realistiske vurderinger af begivenheder og magtstrukturer, uanset fordomme, da missionens overlevelse afhang deraf.[142] Og for det tredje er der, som det vil fremgå, på alle væsentlige punkter fuld overensstemmelse mellem samtidige iagttagere af folkemordet i Mezreh og Harput, hvad enten disse er danskere, amerikanere, armeniere eller tyskere, og hvad enten de er missionærer eller ej. En stor del af de anvendte oplysninger fra disse iagttagere stammer derudover fra dagbøger og fortrolige telegrammer, der ikke som udgangspunkt har haft propagandistisk karakter.

Mezreh, beliggende ca. 5 kilometer syd for Harput, var sæde for den politiske ledelse i Mamouret-ul-aziz, og derfra administreredes en samlet befolkning på 500.000, hvoraf 150.000 var armeniere der for størstedelens vedkommende boede i områdets op mod 180 armenske landsbyer. Men Harput var provinsens største by med omtrent 30.000 indbyggere, en by der fungerede som porten fra de oprindeligt armenske højlandsprovinser til det anatolske lavland i rigets mest utilgængelige område hvor al transport foregik til fods eller til hest. Under folkemordet kom Harput og Mezreh sammen med Malatia længere mod vest til at udgøre det nordlige knudepunkt for ”deportationerne”, dvs. for dødsmarcherne mod den syriske og irakiske ørken, en rute der som regel også gik via de sydlige knudepunkter Urfa og Aleppo. Eftersom titusinder af disse deporterede fra hele Anatolien blev massakreret allerede her i Mamouret-ul-Aziz, fik vilayeten tilnavnet ”slagtehusprovinsen”.

 

Marts-maj 1915: Dehumanisering og afvæbning

Under hele sit ophold i Harput og Mezreh førte Maria Jacobsen dagbog – næsten 1000 håndskrevne sider dækkende perioden 1907-19, hvilket gør den til en af de mest omfattende og præcise dokumentationer overhovedet af det armenske folkemords udførelse på regionalplan.[143] I dagbogen beskrev Jacobsen minutiøst opbygningsfasen til fordrivelsen og udryddelsen af armenierne i provinsen. Allerede i marts 1915 havde de danske missionærer fået et forvarsel om, hvad der ventede armenierne, da Hansine Marcher gennem den besøgende tyske vice-konsul fra Erzerum, Max Erwin von Scheubner-Richter, var blevet informeret om, at den nyudnævnte vali i Harput, Sabit bey, havde hævdet, at alle armeniere i riget skulle udryddes, da de angiveligt var blevet så talrige og velhavende, at de truede den tyrkiske dominans.[144]

Vi ved ikke om valien på dette tidspunkt udtrykte sig på egne eller regeringens vegne, omend der ifølge den amerikanske konsul i Harput, Leslie A. Davis, ikke var noget der tydede på, at Sabit som den øverste lokale ansvarlige for folkemordets udførelse nærede noget særligt had til armeniere eller tog nogen vidtrækkende initiativer uden ordrer fra den ungtyrkiske ledelse.[145] Sabit giver gennem Jacobsens beskrivelser indtryk af at være en fatalistisk, svag, men grusom guvernør, der ofte kunne overtales eller bestikkes til at tage hensyn til armenske enkeltpersoner, men som i det store og hele loyalt forsøgte at administrere udryddelsesprojektet i sin provins.[146] Marchers oplysninger styrker dermed antagelsen om, at folkemordet blev besluttet senest i marts 1915. Men det lader dog til, at de danske og udenlandske missionærer, lige så lidt som Wandel i Konstantinopel, på dette tidspunkt kunne eller ville tro på, at noget sådant kunne planlægges eller gennemføres.

Men forfølgelsen af armenierne blev i løbet af foråret 1915 mere og mere åbenbar. Jacobsen beskrev, at politipatruljeringen intensiveredes i byens gader fra 1. april 1915, og armenske mænd, der som andre mænd i området ofte var bevæbnede som forsvar mod røvere, afvæbnedes systematisk. Fra 1. maj blev armenske intellektuelle og gejstlige sat i fængsel og tortureret uden anklage eller dom i Harput og hele resten af Central- og Østanatolien, inklusive Bitlis, Malatia og Van. Denne ungtyrkiske fremgangsmåde - systematisk mistænkeliggørelse, dehumanisering, og falske tilståelser fremtvunget under tortur  - gav ifølge Jacobsen og den amerikanske ABCFM-missionær Henry Riggs indtryk af, at blive udført efter en forud lagt plan, og fik derfor byens armeniere til at frygte en massakre nårsomhelst.[147]

Denne frygt var grund til, at mange armeniere i første omgang ikke ville overgive deres våben, da de så ville være forsvarsløse når den frygtede massakre blev indledt, samtidig med at alene det faktum at de besad disse våben, ville gøre tyrkerne rasende og hævngerrige – en klassisk Catch-22-situation, hvor man som armenier ville havne i alvorlige problemer, uanset om man overgav sine våben eller ej, og uanset om man besad våben eller ej.[148] De våben, som byens armeniere endte med at overgive frivilligt, blev nemlig på trods af løfter om det modsatte brugt til at retfærdiggøre nye forfølgelser, og fotografier af disse våben blev af valien sendt til Konstantinopel, hvor de dannede udgangspunkt for mere anti-armensk propaganda. Mange af disse våben havde politiet ”plantet” hos armeniere, eller også var armenierne ligefrem blevet nødt til at købe dem af tyrkiske soldater eller politifolk med det formål at have et våben de kunne overgive til myndighederne for at slippe for den tortur, de nu alligevel risikerede for at besidde et våben.[149]

Samtidig beskrev Jacobsen mistroen og det stigende fremmedhad overfor kristne i en provins, hvor kristne og muslimer traditionelt havde levet fredeligt side om side. Den 4. maj bemærkede hun i sin dagbog, at byens tyrkere og kurdere var begyndt at tale ”meget råt” til armenierne, og lod dem vide, at en massakre var i vente. Hun nævnte også, at tyrkiske kvinder var så fulde af had, at de påstod at det var de kristnes skyld, at krigen var nået til Harput, og at kristne læger forgiftede muslimske soldater på hospitalerne.[150] Dette had gik igen hos de lokale myndigheder: ”Vi mærker tydeligt at Regeringen er meget fjendtlig mod alle Kristne og Missionærer, ja selv de tyske Missionærer er blevet meget grimt behandlet.”[151]

Scheubner-Richter rapporterede om samme fremgangsmåde fra myndighederne i Erzerum, og det er sandsynligt, at intimideringen af diplomater og missionærer fra det allierede Tyskland var del af en bevidst taktik der skulle vise for omverdenen, at alle der på lokalplan kunne tænkes at modarbejde udryddelsesprojektet, selv tyskere, var magtesløse.[152] Det tyder på, at for embedsmænd og politikere i provinserne, såvel som for ungtyrkerne i Konstantinopel, så var intimideringen af de kristne, armeniere som vesterlændinge, nok mere politisk end religiøst motiveret. Men ligesom under 90er-massakrerne lod religionen sig nemt instrumentalisere, og kunne altså også bruges til at intimidere reelt eller potentielt kritiske vidner fra et allieret, kristent land.

 

Maj-juni 1915: Eskalering af fængslinger og tortur, og stigende frygt for massakrer

Maria Jacobsen slap selv i første omgang for megen chikane, da hun stod sig godt både med byens tyrkiske embedsmænd, med den muslimske lokalbefolkning, og med den amerikanske konsul. Samtidig havde hun siden krigens start ikke bare havde taget sig af områdets armenske befolkning, men også i stor stil havde behandlet sårede og syge tyrkiske soldater på det amerikanske Røde Kors-hospital i Mezreh, hvor der var plads til 120 patienter. Men presset og forfølgelsen blev øget konstant. Armeniere og kurdere blev jævnligt hængt på torvet i Harput, mens tyrkere frit kunne begå overgreb. Armenske mænd blev i stort tal fængslet, torteret og dræbt, og kvinder blev voldtaget.[153] Men på trods af, at områdets armeniere efterhånden var overbevist om, at det var planlagt at de skulle udryddes, så resignerede de fleste ifølge Jacobsen: ”Hvad der skal ske, lad det ske snart, vi pines og dør hver Dag.”[154] Indtrykket af, at det var planlagt at udrydde armenierne blev yderligere forstærket af, at oplysninger og rygter om massakrer østpå i Van, Bitlis og Musch (Moush) fra slutningen af maj 1915 begyndte at spredes.[155]

I starten af juni 1915 nåede chikanen mod missionærerne i Harput et forløbigt højdepunkt. De bygninger, der endnu ikke var konfiskerede, blev ransaget, breve, bøger og andet blev konfiskeret, beboerne blev truet, der blev forlangt lister med navne på armeniere i missionærernes varetægt, og telefonledningerne blev skåret over. Som Jacobsen udtrykker det, så gjorde det byens armeniere endnu mere bange: ”Vilde de gøre saadan imod de amerikanske Missionærer, saa kunde [armenierne, MB] vente hvad som helst.”[156] De kom ikke til at vente længe. Natten til den 15. juni blev fængslede armenske mænd ført fra fængslet ud af byen. Angiveligt skulle de i ”eksil”, men det blev hurtigt kendt, at de var blevet dræbt i bjergene. Det var områdets første Sevkiat – et udtryk, der direkte oversat betyder ”sort papir”, og som både muslimer og kristne brugte om fordrivelserne for at betegne de officielle deportationsordrers dødbringende natur.[157] Samtidig blev omkring 1000 armenske soldater der gjorde tjeneste i området indespærret uden mad og vand i regeringsbygningen i Mezreh, kaldet det ”Røde Palads”. Efter nogle dage blev også de ført op i bjergene, angiveligt for at udføre vejarbejde. Men ingen hørte fra dem siden, og de blev med al sandsynlighed dræbt.[158]

Den 23. juni blev den katolske biskop Israëlian sammen med den gregorianske biskop beordret til at forlade byen med de mest fremtrædende medlemmer af deres menigheder inden 24 timer, som det også dokumenteres af Wandels rapport fra september 1915. Det bekræftes yderligere af den amerikanske konsul Leslie A. Davis, der i en rapport fra den 24. juli 1915 meddelte Morgenthau, at Israëlian sammen med hundreder af andre armeniere, deriblandt mange af byens mest velhavende borgere, var beordret sendt bort den 23. juni, og, igen, med al sandsynlighed dræbt.[159] Davis kan dog yderligere oplyse om, at selvom den gregorianske biskop og flere hundreder andre armeniere ganske rigtigt blev deporterede og dræbt den 23. juni, blev deportationen af Israëlian og ca. 40 andre fremstående katolske armeniere af uvisse årsager udsat til om aftenen den 14. juli, og at de ifølge en armensk kvinde, en af tre kvinder der overlevede denne deportation ved at blive tvunget ind i muslimske husholdninger, blev massakreret af gendarmer dagen efter. Disse deportationer og massakrer var formentlig direkte forårsaget af et telegram fra Behaeddin Shakir, medlem af den ungtyrkiske centralkomité og chef for den Særlige Organisation (se appendix 2). Her spurgte han direkte Sabit bey om armenierne i provinsen blev likviderede som de skulle, eller om de, som han udtrykte det, ”kun” blev deporterede og eksilerede.[160]

 

Juni-juli 1915: Kulminationen på armenierudryddelsen i Mamouret-ul-Aziz

Den 26. juni 1915 blev det så bekendtgjort at deportationen af de resterende armeniere i Harput, Mezreh og omegn skulle påbegyndes. Maria Jacobsen skriver, at det denne dag var blevet erklæret fra fra byens udråber og moskeernes minareter, at alle armeniere skulle sendes i ”eksil” sydpå i retning af Urfa og Aleppo. Det passer nøjagtigt med den amerikanske ABCFM-missionær Tacy Atkinsons oplysninger, bortset fra, at armenierne ifølge Jacobsen fik fire dage til at sælge alle deres ejendele til spotpris, mens Tacy Atkinson skriver, at de fik fem dage. Deportationen foregik i etaper, f. eks. således at halvdelen af Mezrehs armeniere deporteredes den 1. juli, mens den anden halvdel deporteredes to dage efter.[161] Men Jacobsen og andre vidste på dette tidspunkt, at bestemmelsesstedet for eventuelle overlevende under alle omstændigheder med al sandsynlighed var den syriske ørken syd for Urfa, og, som hun skriver, ”…hvis dette er sandt er det ganske tydeligt at meningen med deres Afsendelse er det armeniske Folks Udryddelse.”[162] Ingen troede på hverken lokal- eller centralregeringens løfte om beskyttelse på rejsen, og alle vidste, at selv hvis de deporterede nåede til ørkenen, ville de ikke kunne overleve der. Også ifølge Leslie Davis var det flere måneders central planlægning der nu nåede sin kulmination.[163]

De næstfølgende dage blev store grupper af hovedsageligt kvinder og børn således drevet ud af deres hjem i Mezreh og de omkringliggende landsbyer.[164] På grund af, hvad der lader til at være logistiske problemer, blev deportationen af Harput-armenierne, der skulle finde sted den 4.-6. Juli, udsat i flere uger. Men tidligt søndag morgen, den 18. juli, blev også de i al hast beordret ud af deres hjem og sendt i ”eksil”. Også dette bekræftes af Davis, der rapporterede, at denne deportation var blevet annonceret af byens udråber tirsdag den 13. juli.[165] Ugen før, onsdag den 6. juli, var de fleste af de resterende mænd og drenge over 13 år fra Harput og Mezreh, i alt ca. 900-1000, blevet arresteret, bundet sammen med reb, ført op i bjergene og dræbt af gendarmer og chetes, de løsladte fanger der fungerede som den Særlige Organisations specialiserede dræberenheder (se appendix 2).[166]

Den 19. juli, dagen efter den store deportation i Harput, sendte Ernest W. Riggs, bror til Henry Riggs og rektor for det ABCFM-drevne Euphrates College i byen, en erklæring til ABCFMs kasserer i Konstantinopel, William Peet, hvor han anslog, at 75% af den armenske befolkning i området var enten dræbt eller fordrevet, og at valien havde sagt, at de resterende før eller siden skulle ”væk”.[167] Undtagelser fra reglen om den fuldkomne udryddelse gjaldt indtil videre armeniere der havde konverteret til islam, arbejdede som slaver eller tjenere for tyrkere og kurdere, havde bestukket embedsmænd, eller var under missionærernes eller det amerikanske konsulats beskyttelse. Men på trods af bønner og protester fra missionærerne og Davis, var 60.000 armeniere fra Harput, Mezreh og omegn ifølge Jacobsen allerede juli 1915 sendt i døden som planlagt, uden at missionærerne måtte følge dem.

Missionærerne forsøgte i stedet at give de fordrevne mad og penge, hvilket også lykkedes i stort omfang. Men, som de tyrkiske soldater der holdt vagt ved missionærernes boliger sagde, var dette omsonst da ”disse Mennesker [jo kun gaar] ud i Bjergene for at blive dræbt.”[168] Mange af de tilbageværende kvinder og piger, som af de ovennævnte grunde ikke blev deporterede i denne omgang, blev tvangsomvendt til islam, og drenge blev tvangsomskåret på gaderne. Armeniere begyndte at henvende sig til Jacobsen og de andre missionærer for at få deres velsignelse til at konvertere på skrømt for at overleve, men missionærerne fordømte dette som en ”fornægtelse af Herren”. Mange valgte ikke desto mindre denne fremgangsmåde – ifølge Jacobsen dog ingen protestantiske armeniere.[169]

Imens man ventede på den endelige effektuering af deportationsordren i Harput, fik man i Harput og Mezreh absolut forvisning om, hvad der ventede deporterede armeniere, da der fra starten af juli nåede skarer af armeniere fra Erzingan (Erzindjan, lidt over 100 km nord for Harput) og Erzerum (ca. 200 km nordøst for Harput) til området. Generelt var mønstret for dødsmarchernes første ca. 25-30 dage lange etape her som andre steder i riget, at de fleste af mændene og drengene blev dræbt indenfor et par dage på forudbestemte lokaliteter af soldater, gendarmer, frivillige eller udkommanderede landsbybeboere, samt af chetes og kurdiske stamme- og militsfolk der ofte opererede med udgangspunkt i lejre tæt ved byerne.[170] Kvinder og unge piger blev dræbt, plyndret, voldtaget, mishandlet og sultet, og børn og kvinder blev solgt eller bortført til kurdiske og tyrkiske husholdninger. Mamouret-ul-Aziz-provinsen adskilte sig dog fra de fleste andre provinser ved at en meget stor del af også de fordrevne armenske kvinder og børn blev massakrerede her, frem for at dø enkeltvis eller ved massakrer i den syriske og irakiske ørken, eller enkeltvis under marchen.

Under opholdet for disse fordrevne i eller omkring Harput og Mezreh, et ophold der normalt varede et par dage, blev mange af de sygeste og mest udmattede ført til Harputs muromkransede armenske gravplads, hvor de under bevogtning blev lagt til at dø efter først selv at have gravet en massegrav. Ifølge Jacobsen var forholdene så elendige, at da hun, Karen Marie Petersen, Henry Riggs og Davis nærmede sig gravpladsen kunne de lugte de syge og døde armeniere på lang afstand.[171] Udenfor Mezreh blev der lavet en transitlejr under åben himmel for deporterede armeniere, hvorfra kvinder og børn nu meget systematisk tvangsassimileredes ind i lokale muslimske husholdninger, efter først at være blevet undersøgt af læger for eventuelle sygdomme.[172] Hvis kvinderne ikke frivilligt ville deltage i denne vigtige anden fase af udryddelsen af det armenske samfund, blev de holdt indespærret af de lokale myndigheder indtil de opgav deres modstand.[173]

De resterende armeniere blev drevet videre mod syd, om end de færreste nåede meget længere end området omkring Göldjik-søen ca. 20 km syd for Mezreh (se nedenfor). Den danske DA-hjælpearbejder Karen Jeppe var i sommeren og efteråret 1915 et af vidnerne til den ustandselige ankomst af kolonner af overlevende fordrevne armeniere fra hele Anatolien, der ofte gjorde holdt i Urfa. Det gjaldt også de få overlevende der var nået dertil fra Erzerum, Erzingan, Harput og Mezreh. Jeppe oplevede hvordan tusinder af nøgne, sultende kvinder og børn blev drevet ind i Urfa med piske, tiggede om vand og brød, blev voldtagede, myrdede, eller sendt videre mod ørkenen. Mændene var allerede dræbt, som det var standard praksis.[174] Jeppe forsøgte i samarbejde med tyske og schweitziske missionærer efter bedste evne at brødføde så mange som muligt, men gårdspladsen foran den osmanniske kaserne fyldtes med døde og døende armeniere, da hun med sine begrænsede midler kun kunne tage sig af 250 ad gangen ud af op imod 5-6000 fordrevne.[175]

 

”Et område besået med menneskeknogler”

Dette scenarie gentoges i disse måneder med variationer over hele Osmannerriget. Det var, som Jacobsen skrev allerede 19. juni 1915, ”Et helt kristent Folks Udryddelse paa den mest grusomme og djævelske Maade”,[176] en udryddelse der i forhold til 90er-massakrerne kunne blive total, da vestmagterne denne gang var optaget af verdenskrigen, hvilket ungtyrkerne ifølge Jacobsen benyttede sig af.[177] Som Jacobsen og andre iagttagere også påpegede, så var der ikke så få tyrkere og kurdere der var imod udryddelsen af armenierne, men meget få turde protestere eller skjule armeniere, da dette kunne medføre dødsstraf.[178]

I de følgende måneder beskrev Jacobsen hvordan lig fra armeniere deporteret fra andre dele af Anatolien lå og rådnede i gaderne og grøfterne i og omkring Harput og Mezreh, mange med tydelige skud- eller sværdskader. Ligeledes beskrev hun hvordan tyrkiske, armenske, vestlige og arabiske øjenvidner berettede om tømte byer og massedrab, hvordan militsfolk patruljerede vejene uden for byerne med ordre om at dræbe alle armeniere, og hvordan provinsen var overstrøet med ligene af armeniere. Et sådant øjenvidne var for eksempel Karen Marie Petersen, der i et dagbogsuddrag fra august 1915 fortæller hvordan hun på en køretur på hovedlandevejen fra Mezreh så ”…det sørgelige Syn af Skeletter, opkastede Grave i Grøfterne og spredte Ben og Knogler ude paa Markerne.”[179]

Senere på året, i slutningen af oktober, vendte den amerikanske konsul Davis, og missionærlægen Henry Atkinson, Tacy Atkinsons mand, tilbage fra en af tre ture rundt om den nærliggende sø Göldjik (Göldjuk; i dag: Hazar Gölü), fem timers ridt fra Mezreh i retning af Diarbekir. Davis havde oprindeligt haft stor tiltro til de tyrkiske myndigheder, samtidig med at han nærede en del foragt for, hvad han kaldte den ”armenske race.”[180] Derfor stillede han sig længe tvivlende overfor rygter og beretninger om massakrer. Men også for ham blev det nu tydeligt hinsides enhver tvivl, at det drejede sig om en total og planlagt udryddelse, og at den utilgængelige, centralt beliggende Mamouret-ul-Aziz-provins med dens relativt få potentielle vestlige vidner var blevet udset som Osmannerrigets ”slagtehus”.[181] På deres tur rundt om søen, normalt et populært udflugtsmål, så Davis og Atkinson nemlig ligene af, hvad de vurderede til at være mere end 10.000 nøgne og mishandlede armeniere, mænd, kvinder og børn. Deriblandt var der mange af de deporterede fra Harput, Mezreh, Erzerum og Erzingan, hvilket de bl. a. fik bekræftet gennem fundene af pas og andre officielle dokumenter.[182] Hansine Marcher beskriver samstemmende, hvordan hun i februar 1916 rejste langs Göldjik på vej sydpå, og der passerede et stort område ”…besaaet med Menneskeknogler.”[183]

Det faktum at særligt den centrale del af Anatolien efterhånden var oversået med forrådnede lig og skeletter undgik ikke Talaats opmærksomhed, og både ud fra hensynene til den offentlige sundhed og til hemmeligholdelsen af udryddelsesprojektet anså han det for et væsentligt problem. Både i september og december 1915 sendte han kodede telegrammer til alle valier i riget med instrukser om, at alle lig skulle begraves, og at det var fyringsgrund for en provinsembedsmand hvis denne instruks ikke blev overholdt.[184] At instruksen ikke blev overholdt mere end antydes af, at Talaat var nødt til at gentage dem. Dette bekræftes da også af bl. a. Maria Jacobsen, der fortæller om tyrkiske soldater, gendarmer eller landsbybeboere i området, der ofte bogstaveligt talt kun overfladisk udførte deres ordrer om at skjule de dræbte armeniere, det vil sige ved højst at skovle en smule jord oven på de lig, der, som hun udtrykker det, fik lov til at forpeste luften.[185] I september 1915 havde vali Sabit bey selv i et telegram måtte meddele Talaat, at han simpelthen ikke havde gendarmer nok til at udføre opgaven, ikke engang når det ”kun” drejede sig om at begrave de lig der lå langs vejene, og at han derfor måtte udbede sig forstærkninger til denne specifikke opgave.[186]

 

Efter dødsmarcherne: overlevelse og fortsat forfølgelse

Tilbage i Harput og Mezreh forsøgte Jacobsen og hendes kolleger at fortsætte missions- og hjælpearbejdet, mens sult og sygdomme som tyfus og kolera hærgede. Skønt det altså officielt var forbudt at huse armeniere, samlede der sig samtidig en større skare af armenske enker og forældreløse børn på missionens område, overlevende fra deportationer og massakrer fra hele det nordlige og østlige Anatolien. Men mange måtte afvises af plads- og resourcehensyn, og man turde kun tage få af de overlevende mænd ind af frygt for, at disse skulle opdages ved de hyppige razziaer og beskyldes for forræderi. Det ville betyde, at missionærerne selv ville blive betragtet som forrædere. De afviste, som det f. eks. ikke lykkedes missionærerne at smugle til Rusland eller russisk-besatte områder ved hjælp af venligtsindede kurdiske oprørere fra Dersim-området i Sivas- og Erzerum-provinserne nord for Harput, blev ofte fundet dræbt kort efter. Eller de måtte for kvindernes og børnenes vedkommende indgå i muslimske husholdninger, hvilket som nævnt som regel betød en tilværelse under slavelignende forhold.

Der er et antal grunde til, at det i det hele taget kunne lade sig gøre for missionærerne at hjælpe overlevende armeniere under disse forhold. Indtil 1917 var der nogen frygt for amerikanske repressalier, hvis denne nations statsborgere eller ejendele skulle lide overlast. Mange soldater og embedsmænd, bl. a. vali Sabit bey selv, lod sig som sagt også bestikke, mens enkelte soldater, embedsmænd og civile modarbejdede udryddelsesprojektet og forsøgte at beskytte armenierne. Derudover stod der trods alt stadig blandt nogle tyrkere og kurdere en vis respekt om missionærerne og den amerikanske konsul, der alle dagligt udførte et stort hjælpearbejde for områdets muslimske soldater og civilbefolkning, og som mange gerne ville stå sig godt med for at have et sted at søge tilflugt, hvis russerne skulle nå til Harput.[187]

Men blandt missionærerne og armenierne vidste man, at der ikke blev givet garantier, chikanen fra myndighederne var konstant, og der var en udbredt frygt for, at hver dag i relativ sikkerhed på missionens område kunne blive den sidste. Det gjaldt også for missionærerne selv, da ungtyrkerne ved andre lejligheder havde vist at de ikke veg tilbage for at dræbe selv neutrale vesterlændinge.[188] Utrygheden blev yderligere forstærket af, at der heller ikke overfor den tyske missionær Ehmann blev lagt skjul på, at de lokale myndigheder anså de overlevende armenske børn i missionærernes varetægt som en torn i øjet, da disse børn angiveligt om tyve år ville udløse en revolution.[189] Denne frygt for armenierne som potentielle politiske, økonomiske og etniske konkurrenter blev til stadighed suppleret af et mere ”folkeligt”, religiøst betinget had, der bl. a. gav sig udslag i offentlige bønnemøder foran det amerikanske konsulat, hvor Allah blev anråbt for velsigne de forsamlede tyrkere i deres bestræbelser på at dræbe kristne.[190]

Og som nævnt fortsatte forfølgelsen udenfor missionærernes og den amerikanske konsuls rækkevidde. Embedsmænd, tyrkiske soldater, gendarmer og kurdiske militser blev i løbet af sensommeren 1915 mere og mere ængstelige for at russiske styrker skulle nå Harput-regionen, og landsbyer tømt for armeniere fyldtes nu af muslimske flygtninge på flugt fra fronten og efterhånden også fra de kurdiske oprørere i Dersim-området. Soldaterne og gendarmerne blev stadig mere brutale, og gjorde sig færre anstrengelser for at bevare illusionen om ”deportationer”. Det vil sige, at de overlevende armeniere fra provinsen eller fra andre områder der til stadighed samledes enkeltvis eller i mindre grupper i Harput og Mezreh, nu ofte blot blev taget udenfor byen og skudt eller hugget ihjel efter at være pågrebet på gaden.[191] Antallet af større, mere organiserede massakrer aftog kraftigt, hvilket selvfølgelig ikke mindst skyldtes at der nu kun var så få armeniere tilbage, at det ikke længere var umagen værd at arrangere dødsmarcher. En af undtagelserne fra reglen om ophøret af større massakrer var drabene på ca. 1000 armenske børn, der var samlet i tyrkiske børnehjem i Harput og Mezreh for at blive ”turkificerede”, men som nu i to omgange kørtes på oksekærrer til floden og druknedes.[192]

Jacobsen dokumenterer også, at drab og henrettelser senest fra november 1915 i særdeleshed ramte de armenske mænd, der var gået over til islam for at undgå forfølgelse, og som havde troet sig sikre.[193] Drabene på de muslimske armeniere var en følge af et ungtyrkisk dekret fra 20. juli 1915, der i modsætning til fremgangsmåden under Abdul Hamit II afskaffede muligheden for at redde sig gennem at konvertere. En armensk overlevende fra Harput beskriver da også, hvordan forfølgelsen af armenierne i 1915 nu inkluderede dem, der var konverterede til islam allerede i forbindelse med 90er-massakrerne.[194] Det var ikke i alle provinser, at man efterlevede dette dekret til punkt og prikke, men meget tyder altså på, at myndighederne i Mamouret-ul-Aziz var ganske nidkære på dette punkt, i hvert fald når det gjaldt konverterede armenske mænd. Selvom den ungtyrkiske ledelse på grund af den udenlandske opinion fra vinteren 1916-17 forsøgte at holde lavere profil hvad angår armenierudryddelsen, så hørte Jacobsen helt frem til november 1916 også om jævnlige udrensninger i den osmanniske hær, hvor de armenske soldater og officerer der ikke blev dræbt ved folkemordets start, og som loyalt havde kæmpet mod russerne, blev afvæbnede og dræbt.[195] Det vidner om, at antagelsen hos flere forskere om, at samtlige armenske soldater blev afvæbnede og dræbt i løbet af de første måneder af 1915 er fejlagtig (se appendix 2).

 

Udryddelse gennem udsultning

Ifølge Maria Jacobsens oplysninger er der altså noget der tyder på, at det armenske folkemord ikke stoppede med de sidste store deportationer, hvilket ligeledes står i kontrast til adskillige forskeres antagelser om, at den deciderede statsinitierede armenierudryddelse stoppede i 1915 eller 1916.[196] I foråret 1917 ankom der nemlig stadig skarer af flygtede og fordrevne kurdere, tyrkere og armeniere fra nord og øst. I Harput sorteredes armenierne fra, mens tyrkerne og kurderne som regel sendtes videre til bedrestillede områder. Der blev hverken givet mad eller husly til armenierne, men samtidig var der dødsstraf hvis de forsøgte at forlade byen for at søge føde. Jacobsen mente, at dette var en bevidst strategi fra regeringens side for at dræbe de sidste armeniere, og disse sultede da også ihjel i stort tal, nøjagtigt som tusinder sultede ihjel under deportationerne.[197] Som Jacobsen skriver 11. april 1917: ”…[At] de tilbageblevne Armenier vil snart Uddø er tydeligt. Regeringen vil intet give dem, hverken Føde, Klæder eller Huse, ingen Hjælp kan der komme til dem udefra, da Regeringen ikke tillader Breve fra eller til Armenier at passere igennem. Selv Konsulen [Davis, MB] har fra den tyrkiske Regering faaet Paabud om aldrig at skrive noget om Armenier, og hans Breve bliver strengt censureret.”[198]

Jacobsens vurdering af, at udsultningen af armenierne var en bevidst strategi, der afløste de storstilede anatolske massakrer, bekræftes direkte af den amerikanske ambassadør Elkus. Elkus havde allerede i oktober 1916 rapporteret, at tyrkiske embedsmænd efterhånden forsøgte at undgå, hvad han kalder ”den civiliserede verdens foragt”, ved udrydde armenierne gennem mere upåfaldende metoder som sult, brutalitet og udmattelse, fremfor massakrer.[199] Ifølge Wandel blev denne tendens fulgt op af en regeringsbeslutning i starten af januar 1917. På dette tidspunkt var direktørerne for hhv. sikkerhedspolitiet og for det osmanniske statspolitis politiske departement, Erzurumlu Aziz bey og Réchad bey, netop vendt tilbage til Konstantinopel fra 2 ½ måneds tjenesterejse i Europa.[200] Her havde de erfaret, hvordan det i Schweitz og andre europæiske lande var lykkedes landflygtige osmanniske armeniere, arabere, liberale, syrere og andre, at, som Wandel udtrykte det, ”…gøre Propaganda og vinde Stemning for en almindelig Fordømmelse af den yderliggaaende Maade, paa hvilken den herværende Regering har søgt under Krigen at sikre ‘Tyrkiet for Tyrkerne’”. De tyrkiske efterretningschefer rapporterede, at den offentlige mening i Europa om det ungtyrkiske regime derfor var langt dårligere, end man havde forestillet sig i Osmannerriget.

Wandel argumenterede videre overbevisende for, at uanset at ”…Tyrkismen og Forfølgelseslysten i Komitéen…” var større end nogensinde, fik rapporterne den virkning, at få den ungtyrkiske regering til i hemmelighed at beslutte at lægge noget mere mådehold for dagen end tidligere mod rigets ikke-tyrkiske folk. Wandel lagde stærk vægt på, at dette ”mådehold” var rent taktisk og strategisk betinget. Ungtyrkerne med Talaat i spidsen var simpelthen bange for, at en fortsættelse af de storstilede og åbenlyse massakrer og dødsmarcher ville vække så stor afsky blandt Europas befolkninger, at det ville gøre det umuligt for Ententen at forhandle med den ungtyrkiske regering, hvilket også i hovedsagen viste sig at holde stik i de første to-tre år efter krigen. Disse fortrolige oplysninger fik Wandel fra et unavngivet medlem af det osmanniske senat, der også meddelte, at beslutningen om i hvert fald udadtil at gå mere moderat frem var blevet taget på et stormfuldt møde tirsdagen før den 6. januar 1917. Men, som Wandel endnu engang understregede i rapporten: ”Om nogen virkelig Moderantisme vil der dog næppe blive Tale i Komitéen, der bestaar af Ultraer, men højst om en Forstaaelse af, at det er for farligt at spænde Buen højere…”.[201]

 

Alene i Harput, 1917-1919

Den 22. april 1917 afbrød Osmannerriget og USA de diplomatiske forbindelser, hvorefter Leslie Davis og de amerikanske missionærer begyndte at forberede sig på at trække sig ud af landet, hvilket de gjorde i midten af maj. Derefter var hele den amerikanske operation i Mamouret-ul-Aziz overladt til Maria Jacobsen og hendes overlevende armenske hjælpere. Fra dette tidspunkt, folkemordets sene fase og dets eftervirkninger, er Jacobsens vidnesbyrd fra regionen ikke bare komplementært til f. eks. amerikanske vidnesbyrd, men decideret enestående. Jacobsen fortsatte nemlig ufortrødent sit arbejde i Harput, samtidig med, at hun nu to dage om ugen tog ned til det danske børnehjem ”Emaus” og andre projekter i Mezreh for at hjælpe Petersen og de tyske missionærer her. Der var nu ikke længere penge og fødevarer til at holde det store hjælpeapparat i gang, bl. a. fordi myndighederne ofte ikke ville tillade pengeoverførsler eller ligefrem opsnappede dem. Det betød, at det f. eks. ikke længere var muligt at bespise sultende armeniere i byerne, så i stedet måtte Jacobsen koncentrere sig om de 600-700 indkvarterede børn på ABCFMs tilbageværende område.[202]

Fra februar 1917 var der ifølge Jacobsen endnu en faktor i Mamouret-ul-Aziz, der, udover regeringens i hvert fald tilsyneladende mere moderate kurs, bidrog til, at Jacobsen kunne holde liv i en større gruppe armeniere. Det drejede sig om oprettelsen i Mezreh af hovedkvarteret for den osmanniske 3. Armé under ledelse af den tidligere osmanniske krigsminister Ahmed Izzet Pasha. I modsætning til den tidligere, meget blodtørstige kommandant Mahmud Kamil Pasha, holdt Izzet generelt fast på at ”frede” armeniere i missionærernes varetægt, og ville ikke tillade flere af de omfattende massakrer og ”deportationer”.[203] Det er muligt, at Izzet blot rettede sig ind efter nye politiske direktiver fra Konstantinopel, men Jacobsen beskriver hvordan kommandanten rent faktisk måtte kæmpe hårdt for at moderere provinsens politi og politiske ledere. Dette vidner om, at udførelsen af folkemordet på lokalplan ofte kunne være afhængig af faktorer såsom personligt initiativ eller modstand fra magtfulde personer, specielt i denne meget kaotiske fase af krigen. Ordrerne fra Konstantinopel havde i marts 1915 været klare nok, armenierne skulle udryddes. Men i et område som Mamouret-ul-Aziz, langt fra Konstantinopel og på dette tidspunkt tæt på fronten, var der så at sige en kamp på viljer mellem ”strammere”, som i dette tilfælde var den politiske ledelse og politimyndigheden, og ”slappere”, som var dele af den militære ledelse.[204] Dette slagsmål kunne i princippet stå på så længe at centralmagten ikke havde viden, interesse i, eller midler til at afgøre sagen i en af parternes favør.

Udtrykket ”slappere” skal ikke misforstås. Der herskede under alle omstændigheder brutale forhold, hvor særligt armeniere døde i hobetal, og Jacobsen beskrev da også tilfælde hvor Izzat var med til at sende armenske kvinder og børn i døden. Helt frem til sommeren 1918 dræbtes derudover pågrebne armenske mænd og større drenge systematisk, uden anklage og uden rettergang.[205] Og de overlevende deporterede kvinder og børn fra andre egne, der nu var strandede i området, levede på de lokale myndigheders og muslimske beboeres nåde. Sult, sygdom, bortførelser, henrettelser og voldtægter var stadig meget udbredt, ingen muslimer blev straffet for de mange overgreb de begik, og mange armenske kvinder og piger var nødt til at prostituere sig for at overleve.

Men i oktober 1918 erobrede englænderne Damaskus, hvilket fik mange lokale muslimer til at gå i panik, og Jacobsen fremhævede, at ”…gang paa gang siger Tyrkerne, at det er Gud der hævner sig, vi havde ingen Ret til at udrydde et Folk fordi [der var] nogle enkelte som var Skyldige.”[206] I Mudros, den 30. oktober 1918, erklæredes der våbenstilstand mellem Osmannerriget og Ententen, og den ungtyrkiske regering gik af. Ikke bare store dele af den muslimske befolkning, men også det nye styre erkendte nu åbent, at der var blevet begået systematiske forbrydelser mod den armenske befolkningsgruppe. Jacobsen beskrev i november 1918, hvordan Talaat nu blev givet hovedskylden for, som hun udtrykker det, ”den blodige Massakre”, og hvordan ledende gerningsmænd som kurderhøvdingen Hadji Bedr bey og mange ungtyrkiske embedsmænd enten var flygtede, eller levede i angst af frygt for retsforfølgelse og for at få frataget stjålet armensk ejendom.[207]

Det var nemlig samme måned blevet dekreteret, at tyrkere som boede i armenske huse skulle flytte ud i løbet af 24 timer, og at huse, jorde og ejendele skulle gives tilbage til deres rette ejermænd. I januar 1919 blev dette dekret fulgt op med et dekret om, at alle armenske kvinder der var gift eller boede hos tyrkere var frie til at forlade de muslimske husholdninger. Dette var en direkte, officiel anerkendelse af, at armenske kvinder blev holdt i muslimske husholdninger mod deres vilje, og at dette indtil nu er foregået i så stort tal, og med så stor grad af offentlig sanktionering, at det var nødvendigt fra myndighedernes side at ophæve denne sanktionering.

Men de lokale myndigheder forsøgte ikke for alvor at håndhæve dekreterne. Nogle armenske kvinder valgte af egen fri vilje at blive hos deres tyrkiske eller kurdiske mand og deres fælles børn, eller valgte at blive, da disse børn ifølge muslimsk skik altid tilfaldt manden ved en eventuel skilsmisse. Men mange armenske kvinder blev truet på livet til ikke at rejse bort, hvilket foregik ganske åbenlyst. Et af problemerne var, at der på trods af regimeskiftet i Konstantinopel stadig sad folk fra det gamle regime på vigtige poster i Anatolien, særligt i områder som Mamouret-ul-Aziz der ikke var besat af europæiske tropper. For eksempel var valien i provinsen helt frem til sommeren 1919 stadig en ungtyrk - en person som ingen interesse havde i, at skabe retfærdighed for de overlevende armeniere.[208] Generelt var der i Mamouret-ul-Aziz som i andre provinser ingen reel vilje til et endeligt opgør med den ungtyrkiske ideologi og det udbredte had i befolkningen til armeniere, og de tilbageværende armeniere måtte også under det nye styre leve med konstante trusler om et ”endeligt opgør” med de sidste kristne i Anatolien.

 

Deportationsloven og ”Konfiskationerne” - den organiserede plyndring af armensk ejendom

Et andet centralt element af armenierforfølgelserne i Osmannerriget, nemlig konfiskationerne af de tvangsdeporterede armenieres ejendom, berøres af både Wandel og Jacobsen. I første omgang, den 27. maj 1915, hastede den ungtyrkiske ledelse en ”foreløbig lov”, ”deportationsloven”, igennem det osmanniske kabinet, men ikke igennem det osmanniske parlament som forfatningen ellers krævede det. På tidspunktet for lovens vedtagelse var deportationerne allerede indledt flere steder, og da Ententen kun tre dage før, den 24. maj 1915, havde truet med at holde civile og militære tyrkere personligt ansvarlige for disse ”forbrydelser mod menneskeheden”, må loven ses som et hovedkuls forsøg på at kaste et skær af legitimitet over deportationerne.[209]

Loven bemyndigede, som Wandel refererede det, ”…visse militære Myndigheder til, for at opretholde Ro og Orden under Krigsforhold, at tilintetgøre ved militær Magt enhver Modstand og fra Roden bortrydde al Modstand, samt til af militært bydende Grunde eller hvis der mærkes Spionnage [sic] eller Forædderi, at overflytte Landsbyers og Byers Befolkninger til andre Dele af Landet.”[210] Da omtrent samtlige medlemmer af den armenske befolkningsgruppe på dette tidspunkt allerede var udpeget som værende i ledtog med fjenden alene i deres egenskab af at være armeniere, gav denne lov i praksis myndighederne carte blanche til at ”skaffe sig af med” armenierne over hele riget: hele byers befolkninger kunne, som det blev udtrykt, ”overflyttes” blot hvis myndighederne ”mærkede” spionage eller forræderi.[211] Samtidig med indførelsen af deportationsloven blev der udsendt hemmelige ordrer fra den ungtyrkiske centralkomité til de regionale ledere. Disse ordrer skulle sikre, at deportationsloven blev tolket som det, den reelt var, nemlig et juridisk alibi for den endelige løsning på det ”østlige spørgsmål” – armenierudryddelsen.[212]

 

”Konfiskationerne” set fra Konstantinopel

Efter at denne landsomfattende aktion var igangsat, vendte ungtyrkerne opmærksomheden mod de værdier som armenierne var tvungne til at efterlade. Først blev der ligeledes i maj 1915 udstedt et indenrigsministerielt dekret om ”administrationen” af forladt armensk ejendom.[213] Den 26. september 1915 blev dette dekret fulgt op af endnu en ”foreløbig lov”, der denne gang blev vedtaget med parlamentets deltagelse. Hvad der blev kaldt “ Den foreløbige lov vedrørende de deporteredes ejendomme, gæld og fordringer”, beskrives af Wandel som følger:

Den nye foreløbige Lov bestemmer, at den i Henhold til den nævnte Lov af 27. Maj deporterede Befolknings Ejendom skal overtages af det offentlige. I Henhold til Loven […] vil man kunne konfiskere alle de deporterede Armenieres Godser, saavel som de armeniske Kirker og Skoler. Det er klart, at Tvangssalget af Ejendommene, hovedkuls og under de nuværende Forhold langt fra vil kunne indbringe de paagældende Ejendommes Værdi. Den i Loven omtalte Likviditationskommission kan handle ganske arbitrært. Man giver den Myndighed til uden at sætte sig i Forbindelse med den Deporterede at sætte dennes Fordringer ud af Kraft og til at anerkende Fordringer paa ham uden at der gives ham nogen Ret til eller Mulighed for at faa disse Bestemmelser omstødt. Det eventuelle Overskud, der maatte blive efter Likviditationen af den Deporteredes Ejendele, bliver, efter Fradrag af Omkostningerne, deponeret i Finansministeriet, uden at der dog siges noget om, hvornaar det skal tilbagebetales Ejeren. Naar man tager i Betragtning, at Loven af 27. Maj har dannet det juridiske Grundlag for de store Armenierdeportationer og de dermed i Forbindelse staaende Forfølgelser, kan man let forestille sig de vidtrækkende Konsekvenser af en vilkaarlig Udførelse af den nye Lovs Bestemmelser, der praktisk talt vil kunne føre til de lilleasiatiske Armenieres fuldstændige Ruin.[214]

 

Wandels beskrivelse af en lov, der i praksis legaliserede den osmanniske statsmagts organiserede tyveri af myrdede armenieres værdier, bekræftes bl. a. af den daværende østrig-ungarske militærattache i Osmannerriget, vicemarskal Joseph Pomiankowski, der affejede loven som en farce.[215] Begge ”foreløbige love” førte i efteråret og vinteren 1915 til debatter i det osmanniske parlament. Her forsøgte den ovennævnte senator Ahmed Riza, tidligere formand for det ungtyrkiske parti og efterhånden den eneste opposition til den ungtyrkiske ledelse, forgæves at overbevise sine kolleger om lovenes forfatningsstridighed og uretfærdige konsekvenser for de berørte armeniere.[216] Som den amerikanske konsul i Aleppo, Jesse B. Jackson, i august 1915 skrev i et telegram til Henry Morgenthau, så var konfiskationerne ”…a gigantic plundering scheme as well as a final blow to extinguish the [Armenian] race.”[217] Lige så forgæves var forsøgene fra de vestlige diplomatiske missioners side på at protestere overfor den ungtyrkiske regering over disse ”legaliserede” overgreb. Svaret var enten undvigende, eller også, som Wandel refererede det, at ”Kapitulationerne er afskaffet og at Tyrkiet nu er et frit Land.”[218]

 

”Konfiskationernes” udførelse i praksis

Fra Mamouret-ul-Aziz observerede Jacobsen, hvordan den organiserede, statslige plyndring af armenierne foregik på lokalt plan. Blandt andet beskrev hun hvordan Henry Riggs i december 1915 fik en skrivelse fra den lokale regering, hvor de beordrede ham til at lave en liste over de penge og ejendele som deporterede armeniere havde efterladt i missionærernes varetægt. Disse værdier skulle så overgives til myndighederne, mod at der blev udstedt en kvittering.[219] Det gjaldt for disse, som for alle andre konfiskerede armenske ejendele over hele riget, at på trods af konfiskationernes angiveligt midlertidige karakter, så var der ingen overlevende armeniere, der nogensinde fik godtgjort deres tab, hvilket myndighederne heller aldrig havde kalkuleret med. Det illustreres af en oplevelse Hansine Marcher havde, da hun i marts 1916 kom til Diarbekir. Byen var på dette tidspunkt renset for armeniere, undtagen for børn der talte tyrkisk, havde fået tyrkiske navne, og arbejdede som tjenere eller slaver for lokale tyrkere. I den gregorianske domkirke var der nu indrettet auktionslokale, hvor de dræbte og deporterede armenieres ejendele lå i store, usorterede bunker og skulle sælges.[220] Det siger sig selv, at under sådanne forhold ville det i praksis være umuligt at skaffe godtgørelse, selv hvis der havde været vilje til det fra myndighedernes side. I Harput forsøgte Davis efter krigen faktisk at skaffe sådan godtgørelse på hjemvendte armenieres vegne, men forgæves.[221]

Maria Jacobsen belyser også, hvor tæt forbundne og hvor topstyrede udryddelses- og plyndringsprojekterne var: ”Forleden Dag [ca. midt-december 1915, MB] var Khaimakhanen [distriktsguvernør, underordnet valien, MB] og Politi Kommissæren [ Mudur Reshid bey, MB] blevet kaldt ned til Valien, denne havde sagt, at alle Armenier som var i Harpoot skulde sendes bort. I denne Tid er her en del Mænd som er sendt fra Konstantinopel for at undersøge det armeniske Forhold, og der siges at disse Mænd forlanger at alle Armenier skal udryddes og deres Penge skaffes til Veje. Grunden er nok den at Regeringen har ikke faaet nær saa mange Penge fra Armenierne som de havde ventet, for de er gaaet i lokale Embedsmænds lommer…”[222] Tilsammen er danske kilder på denne måde med til at vise at folkemordet ikke kun var et centralistisk, xenofobisk, nationalistisk projekt, og at ikke kun religionen spillede en rolle som mobiliserende faktor for folkemordets udøvere på lokalplan. Både for eliten og for den almindelige, muslimske befolkning var den storstilede plyndring af armensk gods et væsentligt motiv til både at udrydde armenierne, såvel som til at modarbejde et retsopgør efter krigen.

 

Spørgsmålet om tysk medansvar for folkemordet

Spørgsmålet om det officielle Tysklands og tyske enkeltindividers eventuelle medansvar for det armenske folkemord har i de senere år ført til en akademisk diskussion blandt specialister på området. For eksempel mener Vahakn Dadrian, at den tyske regering og tysk militær havde en så afgørende indflydelse på armenierudryddelsen, både gennem direkte medvirken til deportationer og massakrer, og gennem racistisk og/eller realpolitisk betinget ligegyldighed overfor de armenske ofre, at den tyske ledelse må betegnes som medskyldig i folkemord, også i juridisk forstand.[223] Denne konklusion mener den britiske historiker Donald Bloxham er fejlagtig. Han dokumenterer godt nok, at der herskede en udbredt armenierforagt blandt ledende tyskere i Osmannerriget – et folkefærd, som den tyske admiral Wilhelm Souchon, leder af den osmanniske flåde, kaldte ”undergravende blodsugere”. Men Bloxham mener ikke, at man ud fra tyske fordomme, tyske enkeltpersoners medvirken til f. eks. massakrer, eller den generelle tyske indflydelse på osmannisk politik kan slutte, at den tyske ledelse i noget større omfang ønskede eller medvirkede til udryddelsen af armenierne.[224]

Det samme gælder den tyske forsker Hilmar Kaiser. Han har bl. a. dokumenteret, at Talaat og den tyske ambassade i Konstantinopel fra sensommeren 1915 sammen spillede et spil om at undertrykke sandheden om armenierudryddelsen. Det foregik ved at Talaat videresendte telegrammer til ambassaden der viste, at han havde givet ordrer til rigets valier om at de deporterede armeniere skulle beskyttes mod overgreb. På den tyske ambassade var man på dette tidspunkt udmærket klar over, at disse telegrammer var rent bedrag, og at Talaat samtidig sendte repræsentanter for indenrigsministeriet med ordrer til provinsadministrationerne om at se bort fra ordrerne i telegrammerne, og i stedet fortsætte udryddelsen af armenierne.

I den tyske regering og på den tyske ambassade valgte man dog officielt at godtage og viderebringe Talaats forsikringer af hensyn til den osmanniske allierede, såvel som af hensyn til landets eget omdømme, da Tyskland i den europæiske offentlighed i vidt omfang ansås som medansvarlig for armenierudryddelsen.[225] Men Kaiser dokumenterer samtidig at billedet af ”Tyskland” og ”tyskere” som medskyldige i folkemordet er unøjagtigt, da der langt fra kan tales om en entydig tysk position i forhold til armenierudryddelsen. Dertil var uenigheden og rivaliseringen mellem f. eks. den diplomatiske og den militære mission ganske enkelt for stor. Det kom bl. a. til udtryk i, at hvor tyske officerer i flere tilfælde var med til at tage initiativ til armenierdeportationer, så kunne de selvsamme deportationer blive mødt af konsuler og civilt personale med protester og modstand - ganske vist næsten altid kun af den uofficielle, afdæmpede og derfor sjældent virkningsfulde slags.[226]

Tyskland i Osmannerriget

Generelt er det veldokumenteret, at der var betydelige tyske interesser og en betydelig tysk indflydelse og tilstedeværelse i Osmannerriget under folkemordet på armenierne.[227] Samtidig er det også hævet over enhver tvivl at tyske militære og diplomatiske kilder havde detaljeret viden om omfanget af og intentionen bag deportationer og massakrer.[228] Tyskland havde siden 1880erne systematisk arbejdet på at udvide sin indflydelsessfære i Osmannerriget på bekostning af særligt England og Frankrig, og den strategi lykkedes i en grad, så at Tyskland i 1914 var den klart dominerende politiske og økonomiske faktor i udviklingen af Osmannerrigets handel, industri, infrastruktur og militær. Ved Osmannerrigets indtræden i 1. Verdenskrig var den militære tyske indflydelse så vidtgående, at lederen af den tyske militærmission i riget, marskal Liman von Sanders, samtidig var den tyrkiske hærs generalinspektør, mens chefen for den osmanniske generalstab ligeledes var en tysk officer, general Fritz Bronsart von Schellendorf. Og da det tyske engagement under krigen var på sit højeste var der 7-800 officerer og omkring 12.000 soldater på osmannisk territorium.[229]

Derudover var specielt krigsminister Enver under så stærk indflydelse af den tyske politiske og militære ledelse, at adskillige tyrkiske generaler efter krigen bittert anklagede ham for at være en marionet for tyske interesser, der havde ført landet uforberedt i krig.[230] Kort fortalt var Tyskland, som Wandel udtrykker det, i realiteten herre over den tyrkiske hær og flåde. Og på trods af modstand blandt indflydelsesrige ungtyrkere var det pres fra tysk side der fik den tysk-tyrkiske Sortehavsflåde til at angribe Rusland 27. oktober 1914, hvilket indvarslede Osmannerrigets indtræden i 1. Verdenskrig.[231]

 

Wandel og tysk ”realpolitik”

For Wandel var spørgsmålet om den tyske rolle i udryddelsesprocessen af central betydning, og han beskæftigede sig indgående med det i flere rapporter. Han refererede blandt andet en samtale i juli 1915 med den tyske ambassadør Wangenheim, hvor Wangenheim udtalte, at det beroede på en fejltagelse, når man troede at Tyskland havde nogen indflydelse i riget. Dette mente Wangenheim blev demonstreret ved, at den tyrkiske regering ikke tog hensyn til de anstrengelser han dagligt gjorde sig for at henlede regeringens opmærksomhed på, som han, ambassadøren, udtrykte det, ”…de mange ukloge Handlinger, ved hvilke den gør sig stadig mere Forhadt.” Wandel refererede også, at den østrig-ungarske ambassadør udtalte sig på lignende måde.[232] Men ambassadørernes udtalelser overbeviste ikke Wandel. I stedet blev det gennem iagttagelser, og gennem samtaler med andre, mere frimodige kilder, at han dannede sin mening. Det gælder ikke mindst en samtale han havde september 1915 med en unavngiven tysk diplomat, der var ”rådgivende specialist i Balkanpolitik” ved ambassaden i Konstantinopel:

Da jeg, efter at have udtalt min Beundring for det store og udmærkede Arbejde, de tyske diplomatiske og militære Missioner har udrettet her til Gavn for Tysklands Interesser, tilføjede, at jeg dog vanskeligt kunde tilgive tysk Balkanpolitik, at den ved at styrke og smigre Komitéen i den grad har fremhjulpet dens Arrogance og Fremmedhad, at den herværende Regering er blevet ganske umedgørlig, svarede han, at dette var man fra tysk side de første til at beklage. ”Men De maa ikke glemme”, sagde han, ”at vi havde ingen anden Udvej; vi behøvede Tyrkiets Hjælp - det var for os et Spørgsmaal om Liv eller Død, og vi maatte lade staa til.” Om hvor det i det store og hele bærer hen, kan der saaledes næppe være megen Tvivl; siden de fremmede Krigsskibe (Stationsskibe) i 1914 forlod Konstantinopels Red, har Ungtyrkernes Overmod været i stadig Tiltagende, og om Maadehold i Tænkemaade og Grundsætninger vil der sikkert ikke blive Tale, før de vender tilbage.[233]

 

 

Det betyder ikke at Wandel mente, at den tyske indflydelse var ubegrænset. For eksempel rapporterede han i november 1915, at selvom det var lykkedes at få indsat en meget tyskvenlig udenrigsminister, Halil Bey, noget Wandel betegnede som en tysk diplomatisk succes, så mente han, at tyskerne med den øgede ungtyrkiske chauvinisme in mente måtte udøve deres magt med takt og forsigtighed.[234] Denne ”takt og forsigtighed” blev i vidt omfang udøvet i forhold til ungtyrkernes udryddelsesprojekt, men på andre punkter som handelspolitik, militær ledelse og juridiske reformer i riget, var Tyskland og Osmannerriget på kollissionskurs, og en direkte konfrontation blev formentlig kun undgået af hensyn til krigsførelsen.[235] Det var en udbredt opfattelse, at hvis Centralmagterne med Tyskland i spidsen skulle sejre i verdenskrigen, så ville ungtyrkerne blive stillet overfor valget mellem at opgive det meste af sin økonomiske og politiske uafhængighed til Tyskland, eller at forsøge, hvad Wandel mente ville være en ret håbløs kamp for reel selvstændighed mod sin mægtige forbundsfælle. Wandel havde erfaret, at man på den tyske ambassade allerede var overbeviste om, at en alvorlig konflikt selv i bedste fald før eller senere næppe ville kunne undgås mellem Tyskland og Osmannerriget, da riget i et fremtidigt forbund utvivlsomt ville gøre krav på ligeberettigelse, hvis hvad han kaldte ”chauvinisterne” blev ved magten. [236]

For Tyskland var ligeberettigelse ikke noget optimalt resultat. Hvad Tyskland var interesseret i på længere sigt, var en monopoliseret indflydelsessfære på linie med det britiske imperium, hvor i hvert fald dele af Osmannerriget skulle tjene som råstofleverandør og afsætningsmarked. Her var Wandel handelsmand og realpolitiker nok til under folkemordet at foreslå det danske udenrigsministerium, at Danmark skulle tage ved lære af en tysk handelspolitisk strategi, der gik ud på at knytte forbindelser til Osmannerrigets jødiske handelsstand. Dette var en ret kynisk strategi, der tog som udgangspunkt at de vestlige nationers normale handelspartnere i riget - købmænd, mellemmænd og producenter fra de kristne mindretal - nu enten var døde eller fordrevne, eller når som helst kunne lide en sådan skæbne.

Så længe ungtyrkerne var ved magten måtte vejen til at skaffe sig økonomisk indpas i riget derfor gå gennem den jødiske handelsstand, der i hvert fald indtil videre kunne tilbyde den største stabilitet. Wandel opsummerede kort og klart situationen på denne måde: ”Om for danske Eksportører at træde i Handelsforbindelse med armeniske Købmænd, der kan blive deporterede, eller med græske Handlende, der kan blive boycottet, eller med Købmænd i Tyrkiet af fremmed Nationalitet, der en skønne dag kan blive udvist, kan der efter mit Skøn i lange Tider næppe blive Tale, og da der ingen tyrkisk Handelsstand eksisterer, kan der for vort Vedkommende kun blive tale om de jødiske Købmænd her, hvis Tilpasningsevne og Aandssmidighed er saa stor, at de hidtil har kunnet undgaa Konflikter med Nationalisterne. Mange tyske og østrigske Banker og Eksportører, der ikke havde forudset, hvad der kan ske i Tyrkiet, kan for tiden slet ikke finde Størstedelen af deres Debitorer i Tyrkiet, fordi disse er græske eller armeniske og er sporløst forsvundne.”[237]

For Wandel og andre samtidige iagttagere, som den tidligere amerikanske Smyrna-konsul Horton, var der altså ingen tvivl om, at Tyskland uden skrupler havde i sinde at udfylde det økonomiske tomrum, der blev efterladt ved likvideringen af den kristne middelklasse i Osmannerriget.[238] I en rapporten fra 4. september 1915 meddeler Wandel, at den armensk-katolske patriark Paul Pierre XIII og den spanske gesandt i Konstantinopel i en samtale havde hævdet, at tyskerne rent faktisk var interesserede i, at armenierne blev udryddet, og at grækerne skulle flygte af skræk for, at det skulle gå dem på samme måde. Dette ville nemlig betyde, at tyskerne nemt kunne bemægtige sig Tyrkiets handel og blive de eneste europæere, der havde fodfæste i riget. Ifølge patriarken og den spanske gesandt gjorde tyskerne derfor i virkeligheden kun for en ren forms skyld indvendinger mod, hvad de kaldte ”forfølgelserne og myrderierne”.[239]

 

Tysk ”realpolitik”: opportunisme eller planlægning?

Wandel selv virker dog ikke helt overbevist om, at Tyskland var en så aktiv deltager i folkemordet, som disse udtalelser lader ane. Men der var for ham ingen tvivl om, at den tyske regering og samtlige tyskere i Osmannerriget var fuldt ud vidende om det udryddelsesprojekt deres allierede var i gang med at udføre, hvilket bekræftes af en lang række kilder. For eksempel udtalte den tyske viceudenrigsminister Alfred Zimmermann under krigen, at selvom det var beklageligt at det uskyldige armenske folk blev forfulgt af tyrkerne, så var det dog langt vigtigere at bevare et godt forhold til en væsentlig militær allieret.[240] Tyske politikere og højtstående diplomater gjorde af disse realpolitiske og økonomiske årsager derfor, som den armenske patriark og den spanske gesandt bemærkede, kun på skrømt indsigelse mod det armenske folkemord. Denne tyske holdning fik også den amerikanske ambassadør Morgenthau til at kalde de tyske reaktioner på folkemordet for ”proforma-protester”.[241]

Om Dadrians antagelse om, at der rent faktisk forelå en decideret plan fra officiel tysk side om at initiere armenierudryddelsen i samarbejde med ungtyrkerne, holder stik, eller om der mere var tale om opportunisme og realpolitik, er ikke enkelt at afgøre ud fra kilderne, selvom Wandels rapporter er med til at sandsynliggøre den sidste mulighed. Som den amerikanske konsul i Adrianopel (Edirne) i den europæiske del af Osmannerriget lakonisk udtrykte det i et telegram til ambassaden i Konstantinopel marts 1916, efter at have vurderet indicierne: ”The Germans and Austrians […] may or may not be guilty of complicity in the plot to secure the disappearance of the Armenian nation.”[242] Efter at have gennemgået litteraturen og de foreliggende, ofte modstridende, kilder, mener jeg ikke selv, at Dadrians påstand er bevist. Men meget få iagttagere - europæiske, amerikanske, eller osmanniske, samtidige eller nutidige - var eller er i tvivl om, at det officielle Tyskland i det mindste var vidende om, benyttede sig af, og delvist deltog i og støttede udførelsen af, hvad Scheubner Richter, den tyske vicekonsul i Erzerum, betegnede som den ungtyrkiske ”Ausrottungspolitik”.[243] Og selvom det ikke er muligt ud fra Wandels rapporter endeligt at konkludere, hvor stort et ansvar han mente at Tyskland bar for folkemordet, styrker hans udsagn klart denne antagelse.

 

Maria Jacobsen og det tyske spørgsmål

Spørgsmålet om tysk medansvar for folkemordet optog også Maria Jacobsen. Som hun bemærkede, så var der fra folkemordets start en tendens blandt myndighederne og befolkningen i Harput og Mezreh til gennem hårdnakkede rygter at skyde skylden for armenierudryddelsen over på kurdiske stammer, såvel som på den tyske kejser og den tyske diplomatiske og militære mission i riget. Juni 1915 skrev hun i sin dagbog, at ”Gang på gang siger Tyrkerne, det er ikke os, det er alt sammen udført efter Ordre fra Kejser Vilhelm.”[244] Denne tyrkiske ansvarsforflygtigelse, der i hele riget eksisterede side om side med momentane indrømmelser af egen skyld, blev i løbet af sommeren 1915 det tyske udenrigsministerium for meget. Der blev lagt et stærkt pres på den ungtyrkiske regering for at få udstedt et officielt dementi af rygterne, hvilket endelig i december 1915 resulterede i, at Talaat sendte et telegram til alle lokalmyndigheder. Heri blev det fremhævet at rygterne var grundløse, og at ingen udenlandsk regering havde været involveret i beslutningsprocessen omkring den ungtyrkiske armenierpolitik.[245]

Selv var Jacobsen i sommeren 1915 fra sin efterhånden noget isolerede position i Mamouret-ul-Aziz meget skeptisk overfor de tyrkiske anklager om tysk hovedansvar for folkemordet. Hun var selv vidne til flere eksempler på tyskere som redningsmænd, snarere end gerningsmænd, og hun mente overordnet set, at den tyske regering simpelthen ikke anede sagens rette sammenhæng, men var blevet fyldt med løgnehistorier af ungtyrkerne om oprørske armeniere. Men der er ingen tvivl om at hun efterhånden anerkendte, at uden den næsten betingelsesløse tyske støtte til ungtyrkerne kunne udryddelsesprojektet ikke have fået det omfang det fik. Jacobsen fremhævede også, at mange armeniere ikke kunne tilgive den tyske kejser Wilhelm II, at han ukritisk havde støttet både sultan Abdul Hamid II og den nuværende ungtyrkiske regering, og dermed havde tolereret og legitimeret 20 års massive overgreb. Derudover nævnede hun, at de kontakter hun havde i den tyske militærmission i riget ikke bare kendte til armenierudryddelsen, men også ligefrem frygtede for deres egen sikkerhed hen mod krigens afslutning, hvor forholdet mellem tyrkere og tyskere åbenlyst var blevet meget anstrengt. Som hun noterede det under en rejse til Mardin i sommeren 1918: ”Af de tyske Officerers [løjtnanterne Weibel og Gerber, MB] Samtaler kan jeg forstaa at de venter at Tyrkerne en Dag vil overfalde alle Tysker, og Officererne gør sig rede til paa alle Maader at forsvare sig. Saaledes siger de ogsaa at de ved for sikkert at ikke en Kristen vil overleve disse Tider i dette Land.”[246]

 

Sammenfatning og Konklusion

Danske kilder og armenierudryddelsen som et folkemord

Dette speciale har haft en todelt problemstilling: At påvise hvordan og hvorfor det armenske folkemord kan karakteriseres som netop et folkemord, og at vurdere hvorvidt eller hvordan dette folkemord og dets historiografi kan belyses af danske kilder. Jeg mener først og fremmest at have påvist, at armenierudryddelsen ifølge alle anerkendte normer var et folkemord. Som nævnt er det væsentligt at påvise netop dette faktum, inden det er muligt frit at vende sig mod historiografiske og empiriske spørgsmål. Det gælder også i et videre perspektiv, at for i det hele taget at kunne diskutere i det offentlige rum, hvorvidt det armenske folkemord som historisk begivenhed f. eks. bør have konsekvenser for den politiske diskussion om Tyrkiets optagelse i EU, er der nødt til at være en konsensus om, at det rent faktisk var et folkemord.

Den organiserede tyrkiske benægtelse har med vestlige forskeres hjælp bevirket, at denne konsensus ikke er tilstede. Blandt andet er det i modsætning til håndteringen af Holocaustbenægtelse acceptabelt for journalister at tillægge benægtere af det armenske folkemord lige så stor sandhedsværdi som personer der anerkender folkemordet. Et dansk eksempel er journalisten Birgitte Larsen, der i Kristeligt Dagblad har beskrevet en litterær fejde mellem Andrew Mango, en benægter af det armenske folkemord, og den armensk-amerikanske forfatter og forsker Peter Balakian. Larsen fremhæver i sin artikel efter en meget overfladisk vurdering, at det ikke umiddelbart er til at afgøre, om der fandt et folkemord sted – eller, som hun udtrykker det, hvem der har ret i ”de historiske detaljer”.[247] Det gør ikke Larsen til folkemordsbenægter, men det understreger at manglende (vilje til) viden om et emne kan have alvorlige konsekvenser.

Det skyldes ikke mindst, at sådanne journalister ofte uforvarende assisterer en benægterdiskurs, der ikke bare er fagligt uforsvarlig, men som på mange måder også er skadelig. Det gælder for ofrenes efterkommere, der må leve med mistænkeliggørelse og manglende oprejsning,[248] samt for forskere der, udover at have begrænset eller manglende adgang til arkiver i Tyrkiet, må bruge en uforholdsmæssig stor del af deres energi på igen og igen at påvise at folkemordet fandt sted. Denne energi kunne i stedet rettes mod i højere grad at kunne undersøge selve armenierudryddelsen i al dens kompleksitet, udbrede kendskabet til begivenheden, osv. Det gælder også for forebyggelsen af andre folkemord, der som minimum hviler på et kendskab til folkemordets mekanismer, samt på en forventning om, at folkemord anerkendes og de ansvarlige drages til ansvar.[249] Den manglende anerkendelse af folkemordet har derudover haft en negativ virkning for historieforståelsen, demokratiseringsprocessen og forholdet mellem religioner og befolkningsgrupper i Tyrkiet, hvis skiftende nationalistiske regeringer har nægtet at konfrontere det faktum, at den nuværende tyrkiske republik bl. a. er grundlagt på den næsten fuldstændige udryddelse af de armenske borgere i Osmannerriget.[250]

 

Danske kilder og folkemordets udførelse

Hvad angår vurderingen af de danske kilders værdi for forskningen i det armenske folkemord, mener jeg at have påvist, at Danmark bør føjes til listen over lande, der havde velplacerede og væsentlige observatører af folkemordet, det vil sige lande som USA, Schweitz, Tyskland og Østrig-Ungarn. Det betyder ikke at arbejdet er gjort. Jeg har ikke været i stand til bare tilnærmelsesvis at udtømme det danske kildemateriale der kan belyse armenierudryddelsen. Det ville ganske enkelt føre for vidt i denne sammenhæng, særligt hvad angår det store materiale der behandler det omfattende danske hjælpearbejde i Syrien, Libanon og Grækenland efter 1. Verdenskrig, og som efter en gennemgang af dele af dette materiale at dømme bl. a. indeholder en del vidnesbyrd om folkemordet fra overlevende armeniere. Men efter indgående arkivstudier og litteratursøgning tvivler jeg stærkt på, at der findes oplysninger om selve folkemordet 1915-17 fra mere centrale og velinformerede danske observatører end de i specialet anvendte, nemlig Wandel og Jacobsen.

Og for mig at se er det tydeligt, at selvom disse danske observatører i Osmannerriget selvfølgelig ikke havde den samme udbredelse og indflydelse som f. eks. observatører fra den neutrale stormagt USA havde indtil april 1917, så komplementerer eller bekræfter deres oplysninger både hinanden og andre observatørers oplysninger på alle væsentlige punkter. Først og fremmest bekræfter de, at der utvetydigt var tale om en organiseret udryddelse af armenierne i Osmannerriget, altså et folkemord. Denne udryddelse skulle være så total som mulig, indebar massakrer, dødsmarcher, samt påført sult helt frem til 1917, og medførte at selv turkificerede armenske børn og konverterede armenske mænd blev dræbt. Adskillige tusinde af specielt armenske kvinder og børn fik lov at overleve i muslimske husholdninger, men det var som oftest som slaver, og med det forbehold, at deres ”armenskhed” skulle udryddes.

Her er specielt Jacobsen gennem sin centrale position og udførlige beskrivelser helt til 1919 ikke bare med til at dokumentere disse overgreb, men føjer også væsentligt nyt til. Dermed kastes der mere lys over et underbelyst emne, nemlig det armenske folkemordets udførelse på provinsplan. Ligeledes udvider specielt Wandel forståelsen af, at armenierudryddelsen var en del af et gigantisk, tyrkisk-nationalistisk homogeniserings- og centraliseringsprojekt. Dette projekt ramte alle egne af riget, herunder Konstantinopel, og ramte andre ikke-tyrkiske grupper udover armenierne – dette er i øvrigt i nogen grad stadig er tilfældet, hvilket den fortsatte undertrykkelse af de tyrkiske kurdere vidner om. Samtidig dokumenterer Wandel, så vidt vides som den eneste, at det generelle ophør af i hvert fald de mere iøjnefaldende aspekter af armenierforfølgelserne i løbet af 1917 bl. a. var foranlediget af en ”studietur” til Europa foretaget af to højtstående ungtyrkiske embedsmænd, hvilket førte til et møde hvor det blev besluttet at holde igen med deportationer og massakrer af PR-mæssige og politiske grunde.

Også hvad andre historiografiske spørgsmål angår, bekræftiger eller supplerer de danske kilder både hinanden og internationale kilder, samtidig med at de kan positioneres i forhold til historiografiske fortolkninger. Det gælder spørgsmålet om ”armensk loyalitet”, hvor det også ifølge danske iagttagere må afvises at den armenske befolkningsgruppe på nogen måde kan holdes ansvarlig for sin egen udryddelse. Det gælder også spørgsmålet om ”konfiskationerne”, hvor danske kilder bekræfter, at der var tale om organiseret ungtyrkiske udplyndring af armensk ejendom. Hvad spørgsmålet om det tyske medansvar for folkemordet angår, så støtter de danske kilder primært den historiografiske fortolkning der lægger vægt på tysk realpolitik og opportunisme, fremfor på at det officielle Tyskland skulle have været med til at planlægge og i afgørende omfang udføre folkemordet.

Vedrørende det væsentlige historiografiske spørgsmål om, hvorvidt det armenske folkemord var et resultat af ”intention” eller ”funktion”, har Jacobsen ikke meget væsentligt at sige fra sin position i provinsen, andet end at hun som andre iagttagere kunne konstatere at det var et planlagt, centralistisk projekt. Men Wandel, der var en dreven politisk analytiker, og som havde adgang til væsentligt flere højtstående kilder end Jacobsen, lægger afgjort mest vægt på funktionselementet. Selvom det formentlig aldrig fuldkommen vil kunne afvises, at der allerede før 1. Verdenskrig forelå en udførlig, ungtyrkisk plan om at udrydde rigets armeniere, så er Wandel med til at sandsynliggøre, at folkemordet rent faktisk var en funktion af en række omstændigheder, herunder en ekstremt nationalistisk og fremmedfjendsk ideologi, samt ikke mindst Osmannerrigets indtræden i krigen på tysk og østrig-ungarsk side. Det gør som nævnt ikke folkemordet mindre intentionelt i ordets bogstavelige (og juridiske) forstand, eftersom armenierudryddelsen var villet og planlagt, en planlægning der også ifølge en dansk kilde formentlig ikke fandt sted senere end marts 1915. Men det øger forståelsen af, hvorfor og hvordan sådanne udryddelsesprojekter ofte finder sted, nemlig som følge af en kumulativt radikaliserende spiral der på basis af en eksisterende splittelse i befolkningen via overlagt dehumanisering, totalitær ideologi, økonomiske og (geo-) politiske hensyn, samt ikke mindst krig, ender med folkemord.[251]

En undtagelse fra den generelle konsensus blandt Wandel og Jacobsen gælder tilsyneladende spørgsmålet om, hvilke motiver der var de fremherskende for gerningsmændene til folkemordet - nærmere bestemt spørgsmålet om religionens og økonomiens relative betydning. Men denne delvise uenighed kan forklares med de forskellige, i virkeligheden komplementære synsvinkler. Carl Ellis Wandel var stationeret i Konstantinopel, og var her vidne til det store politiske spil. Han var en pragmatiker, der observerede de primære drivkrafter hos den øverste ungtyrkiske ledelse, som på samme tid var idealistiske, nationalistiske, realpolitiske og nationaløkonomiske, men ifølge Wandel ikke nødvendigvis privatøkonomiske.[252]

Maria Jacobsen, derimod, var vidne til folkemordets udførelse på provinsplan, og observerede drivkraften hos gerningsmænd som de lokale embedsmænd, der kunne være meget ideologisk og/eller religiøst motiverede, men som ofte også havde privatøkonomiske interesser. Gerningsmænd og kvinder blandt den almindelige muslimske befolkning havde, udover privatøkonomiske motiver, ofte også en religiøs motivering, noget Jacobsen selv som stærkt troende kristen og missionær ville lægge vægt på. Selvom de ledende ungtyrkere måske ikke altid selv troede på deres egen propaganda om ”hellig krig” og ”kristne hunde”, så tyder meget altså på, at propagandaen spillede en rolle ude blandt muslimer i byerne og landsbyerne i Anatolien, for hvem en nationalistisk baseret ideologi stadig ofte var fremmedartet. Den traditionelle, latente religiøst og kulturelt betingede modvilje imod kristne, i kombination med krig, krise og et stærkt økonomisk incitament, var fuldt ud tilstrækkeligt til at mobilisere en meget stor del af de muslimske masser mod armenierne.[253]

Alt i alt mener jeg, at de benyttede danske iagttagere, kendte som ukendte, har vist sig at være troværdige, opmærksomme, velinformerede og velplacerede. Det betyder, at deres nedskrevne iagttagelser, kilderne, kan bekræfte eller supplere de hidtidige teoretiske, historiografiske og empiriske spørgsmål og diskussioner vedrørende det armenske folkemord. Kort sagt er de benyttede danske kilder, sammen med tilsvarende udenlandske kilder og den internationale folkemordsforskning, med til at påvise at det var et folkemord, samt berige diskussionen om, hvorfor og hvordan det blev udført. Kilderne er dermed med til at vise at der ikke er tale om, at der eksisterer en henholdsvis ”armensk” og en ”tyrkisk” sandhed om et omstridt folkemord, men om at folkemordet er en veldokumenteret kendsgerning, der kan påvises gennem brug af bl. a. tyrkiske, amerikanske, tyske, armenske og nu altså også danske kilder. Jeg mener derfor, at specialets præmisser har vist sig at holde stik, og at problemformuleringen, der indeholdt hovedspørgsmålene til det anvendte materiale, er blevet besvaret positivt.

Appendix 1: Termen ”folkemord” i dansk kontekst

Termerne ”folkemord” eller ”folkedrab” findes ikke som opslag i Ordbog Over det Danske Sprog (ODS).[254] Derimod findes de i et supplement til ODS fra 1997, hvor den tidligste brug af ”folkemord” dateres til 1928, altså tre år efter Benedictsens brug af termen.[255] I Danmark (og Norge) er termen ”folkedrab” siden 1945 officielt blevet betegnelsen for ”genocide” i juridisk forstand, da det i dansk jura hedder ”drab”, ikke ”mord”. Termen ”folkemord” (der i Sverige i øvrigt også er den juridiske betegnelse), kan derimod ses som en samlebetegnelse for bredere, historisk-sociologiske termer, der i princippet kan være i fuld overensstemmelse med FNs juridiske definition, men som også kan være enten mere inklusiv eller eksklusiv end denne definition, f. eks. hvad angår hvilke offerkategorier eller metoder til gruppeødelæggelse der inkluderes.[256]

Termerne ”folkemord” og ”folkedrab” bruges dog i dagens Danmark i flæng om tilfælde af organiseret forsøg på udryddelse af en befolkningsgruppe, uanset om der er fældet eller kan fældes dom for, at det er folkemord ifølge FNs definition eller ej. F. eks. benyttes termen ”folkemord” om det juridisk anerkendte folkedrab i Rwanda,[257] mens man på Afdeling for Holocaust og Folkedrabsstudiers hjemmeside (folkedrab.dk) konsekvent benytter termen ”folkedrab”, også om tilfælde som Armenien hvor der ikke foreligger nogen domsafgørelse baseret på den juridiske folkemordsdefinition. I specialet benytter jeg konsekvent termen ”folkemord” til at beskrive den organiserede udryddelse af armeniere i Osmannerriget, da termen benyttes af samtidige iagttagere, hvorfor der kan argumenteres for, at det i dette tilfælde er den mest præcise historisk-sociologiske betegnelse. Der er dog som nævnt i specialet klar overensstemmelse mellem denne brug af termen ”folkemord”, og den senere brug af den juridiske term ”folkedrab”.

Appendix 2: Det armenske folkemord kort fortalt

Det armenske folkemord startede i praksis med, at mange af de mere end 200.000 armenske soldater i den osmanniske hær blev afvæbnede og dræbt fra februar 1915. Flere forskere har hævdet at stort set alle armenske soldater blev dræbt omkring dette tidspunkt, og at dette fra starten var et kalkuleret skridt i retning af at udrydde samtlige armeniere i Osmannerriget. Meget tyder dog på, at aktionen endnu ikke var et led i et decideret udryddelsesprojekt: en hel del soldater blev af forskellige årsager ikke dræbt øjeblikkeligt, og hele aktionen var i første omgang formentlig ”kun” et udslag af den stadigt stigende ungtyrkiske mistro, radikalisering, og behov for syndebukke der kunne tage skylden for militære nederlag i kampen mod Rusland.[258] Men der er konsensus om, at deporteringen fra den 24. april samme år fra Konstantinopel og andre større byer af flere tusinde armenske intellektuelle, gejstlige, politikere, journalister, m.m., til det indre Anatolien hvor de alle kort efter blev dræbt, netop var et led i et sådant udryddelsesprojekt.[259]

Sideløbende med disse tiltag var der med begyndelse i Østanatolien i efteråret 1914 foregået en stadig mere brutal afvæbning og forfølgelse af den armenske civilbefolkning, der siden ungtyrkernes magtovertagelse i 1908 havde haft tilladelse til at besidde våben til selvforsvar. Samtidig med at den ungtyrkiske ledelse på denne måde afskar armenierne i riget fra selv den teoretiske mulighed for at organisere politisk eller militær modstand, fulgte den deciderede udryddelse af denne befolkningsgruppe. Fra april til september 1915 blev langt størstedelen af resten af rigets ca. 2 millioner armeniere enten massakrerede eller druknede på stedet, som det ofte skete i de østlige, centrale og nordlige regioner, eller ”deporterede”, dvs. sendt på dødsmarcher til teltlejre i den syriske og irakiske ørken. Som regel blev mændene dræbt først, hvilket også afskar armenierne fra at kunne forsvare sig i disse konkrete situationer. Kvinder og børn blev så drevet mod ørkenen, hvor mere end 200.000 blev massakrerede, de fleste i sommeren og efteråret 1916. Omkring 400.000 døde i lejrene som følge af påført sult, mishandling eller sygdom.[260] I Anatolien kostede påført sult og fortsat forfølgelse endnu i 1917 andre titusinder livet.

Andre tusinder af  armeniere, særligt kvinder og børn, blev tvangskonverterede til islam og indlemmet i muslimske husholdninger, ofte under slavelignende forhold. Derudover blev hundredetusinder af andre kristne – grækere, assyrere, kaldæere – enten dræbt eller fordrevet. I forbindelse med massakrerne og deportationerne blev ofrenes ejendele stjålet gennem et storstilet, statsligt ”konfiskationsprogram”. Gerningsmændene var på topplan først og fremmest det ungtyrkiske partis øverste ledelse og dets centralkomité, hvor især Mehmet Talaat var kendt for personligt at lede og kontrollere folkemordets udførelse i de enkelte provinser.[261] I provinserne var gerningsmændene i særlig grad de ca. 30.000 medlemmer af den partistyrede, hemmelige Særlige Organisation (Teshkilati Mahsusa), der for det meste bestod af frigivne straffefanger under ledelse af officerer eller ungtyrkiske partifunktionærer. Denne organisation stod bag massakrer på hundredetusinder af forsvarsløse armeniere ud af de i alt ca. 800.000-1.000.000 ofre for folkemordet 1915-17, ofte i samarbejde med lokale embedsmænd, militæret, gendarmer, kurdiske og tyrkiske militser, og civile muslimske borgere.[262]

 

Appendix 3: 90er-massakrerne

Før og under sultan Abdul Hamid IIs regeringstid (1876-1909) forværredes forholdet mellem muslimske og kristne grupper i Osmannerriget. Det skyldtes en række sammenhængende faktorer, som f. eks. politisk ustabilitet, økonomisk krise, løsrivelsen af en række kristne provinser, og en øget nationalisme blandt både kristne og muslimske eliter. En væsentlig faktor var også den vestlige indblanding i rigets anliggender. Dikteret af en blanding af et ønske om at dominere, hvad man anså for Europas ”syge mand”, og et ønske om at beskytte og bejle til rigets undertrykte kristne mindretal, forsøgte lande som England og Rusland i perioder at presse riget til reformer, også gennem militær intervention. I andre perioder blev de kristne mindretal ignorerede hvis det var politisk eller økonomisk opportunt. Denne vestlige ambivalens medførte på den ene side, at mange af især de veluddannede og højtstående tyrkere følte sig ydmygede, samtidig med at de begyndte at mistro specielt de osmanniske armeniere og anse dem for illoyale og under fremmed indflydelse. På den anden side blev det efterhånden klart, at når alt kom til alt var vestmagternes regeringer, om ikke deres befolkninger, i de fleste tilfælde villige til se bort fra deres egne humanitære principper.[263]

Tilsammen betød dette, at den egenrådige og despotiske sultan op igennem 1880erne og 1890erne ikke bare begyndte at anse hele det armenske folk for en potentiel nationalistisk konkurrent i Anatolien, der måtte bremses inden en europæisk magt igen brugte armenierne som undskyldning for at intervenere. Det betød også, at det rent faktisk blev anset for muligt uforstyrret at gribe ind overfor den angivelige armenske trussel, særligt efter at Osmannerriget fra slutningen af 1880erne fik en magtfuld allieret i den fremstormende europæiske magt Tyskland. De tyske ledere gjorde det nemlig hurtigt klart, at det f. eks. var etableringen af en tysk bygget og tysk drevet jernbane fra Berlin til Baghdad, og ikke armeniernes velbefindende, der lå dem på sinde.[264] Hvad armenierne selv angik, blev der fra omtrent dette tidspunkt i isolerede tilfælde arrangeret modstand mod de øgede overgreb fra den totalitære statsmagt, muslimske fundamentalister, og fra lokale kurdiske paramilitære enheder, de såkaldte hamidiye, der var opkaldt efter sultanen.

I perioden 1894-96 kulminerede disse overgreb i massakrerne på 100-200.000 armeniere. Den direkte anledning var armenske protester i Sassoun-området, øst for Mamouret-ul-Aziz-provinsen, mod, at de i modsætning til områdets muslimer blev tvunget til at betale skat til både centralregeringen og til de lokale kurdiske ledere. Episoden udviklede sig til en mindre opstand og en efterfølgende massakre på 10.000 armenske mænd, kvinder og børn i august og september 1894, beordret af Abdul Hamid selv, og blev for sultanen samtidig et påskud til i løbet af de næste to år at starte landsomfattende massakrer.[265] De europæiske magter protesterede som forventet, iværksatte undersøgelser, udformede resolutioner og evakuerede flygtninge, men de var indbyrdes uenige og havde ingen vilje til reel indgriben.[266] Dette var ikke den sidste større massakre begået mod armeniere i osmannerriget inden folkemordet 1915-17. I forbindelse med en kortlivet kontrarevolution i 1909, ledet af konservative, sultan-tro kræfter imod de nye ungtyrkiske magthavere, blev 25-30.000 armeniere slagtet i og omkring Adana i Kilikien af kontrarevolutionære styrker, muligvis med stiltiende samtykke fra den ungtyrkiske ledelse.[267]

Det historiografiske stridspunkt vedrørende 90er-massakrerne drejer sig som nævnt ovenfor ikke om hvad der skete, men hvorfor. Jeg mener selv, at forskere som Suny og Hovannisian, der kalder 90er-massakrerne for ”pogromer”, og betoner at Abdul Hamit og ungtyrkerne havde forskellige motiver for deres anti-armenske projekter, virker mest overbevisende. Abdul Hamids brug af ekstremt voldelige metoder var et forsøg på at bevare status quo i forhold til de enorme eksterne og interne udfordringer Osmannerriget var stillet overfor, og han ville formentlig bevare en statsstruktur hvor armenierne blev fastholdt som en undertrykt, men tolereret minoritet. Ungtyrkerne, derimod, brugte samme taktik i langt større skala og med et andet mål, nemlig at skabe et tyrkisk-muslimsk samfund uden armeniere.[268] Det betyder dog ikke, at man skal underkende 90er-massakrernes betydning som radikaliserende og præcedensskabende faktor for de efterfølgende ungtyrkiske regeringer, hvilket f. eks. Suny og Hovannisian da heller ikke gør.[269] Jeg vil tilføje, at selvom jeg altså tilslutter mig den holdning, at der var forskel både i omfang og intention mellem 90er-massakrerne og folkemordet begået af ungtyrkerne, så kan der for 90er-massakrernes vedkommende stadig meget tænkeligt være tale om folkemord ifølge FN-definitionen, da denne taler om hel eller delvis ødelæggelse af en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.[270]

 

 

Litteratur

 

Arkivmateriale fra Rigsarkivet

Udenrigsministeriet, gruppeordnede sager 1909-1945:

UM, Gr. 5, Afd. D. 24., ”Kapitulationernes Ophævelse i Tyrkiet (Danmark og andre Magter)”,

Pakke 1, Sept. 1914 – 31. Dec. 1919

UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916

UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 2, fra Jan. 1917 - 1. Jan. 1919

UM, Gr. 139, Afd. N. 2., ”Tyrkiet: Behandling af Grækere paa tyrkisk Omraade” [ca. 1917-22]

UM, Gr. 139, Afd. N. 3., ”Syrien”

UM, Gr. 355, ”Gesandtskabet i Konstantinopel – Noter og indberetninger om den politiske

Udvikling 1914-1922. Rapporter fra Smyrna Nov. 1914 – Marts 1916”

 

Sekundærlitteratur

Taner Akcam, From Empire to Republic: Turkish Nationalism and the Armenian Genocide, London

   & New York: Zed Books 2004

George J. Andreopoulos, red., Genocide: Conceptual and Historical Dimensions, University of

   Pennsylvania Press 1994

The Applicability of the United Nations Genocide Convention on the Prevention and Punishment of

   the Crime of Genocide to Events which Occurred During the Early Twentieth Century – Legal

   Analysis Prepared for the International Center for Transitional Justice,

   armenian-genocide.org/files/ICTJ_Memorandum.pdf .

Tacy Atkinson, The German, the Turks and the Devil Made a Triple Alliance. Harpoot Diaries,

   1908-1917, Princeton 2000

Stéphane Audoin-Rouzeau & Annette Becker, 1914-1918: Understanding the Great War, London:

   Profile Books 2002 (fr. original 2000)

Yair Auron, Zionism and the Armenian Genocide: The Banality of Indifference, London:

   Transaction Publishers 2000

Peter Balakian, The Burning Tigris – The Armenian Genocide and America’s Response,

   HarperCollins 2003

Omer Bartov, Atina Grossmann & Mary Nolan, red., Crimes of War – Guilt and Denial in the

   Twentieth Century, New York: The New Press 2002

Svend Cedergreen Bech, Hos et folk uden land, GEC Gad 1982

Åge Meyer Benedictsen, Åge Meyer Benedictsen – De Undertrykte Nationers Tolk. En Mindebog,

   udg. af Katri Meyer Benedictsen, København: Nyt Nordisk Forlag / Arnold Busck 1934, bd. 1

Åge Meyer Benedictsen, Armenien – Et Folks Liv og Kamp Gennem to Aartusinder, København:

   Danske Armeniervenner 1925

Matthias Bjørnlund, Eric Markusen & Martin Mennecke, ”What is Genocide? A Search for

   Common Ground Between the Legal and Non-Legal Definitions”, publiceres i spansk

   oversættelse i Daniel Feierstein, red., Buenos Aires: Fondo de Cultura Económica 2005

Matthias Bjørnlund, ”Religion og Folkedrab i Rwanda”, i Den Ny Verden, Tidsskrift for

   Internationale Studier, nr. 2, 2004

Matthias Bjørnlund, ”Karen Jeppe”, 2004, folkedrab.dk

Elise Bockelund, Høsten er Stor – KMA’s Historie Gennem 50 År, København: KMA 1950

Elise Bockelund, En Tjenergerning Blandt Martyrfolket – Kvindelige Missions Arbejdere 1900

   -1930, KMA 1932

Georg Brandes, Udvalgte Skrifter, 8. Bd., Journalistik og Debat, Tiderne skifter 1987

James Bryce & Arnold Toynbee, The Treatment of Armenians in the Ottoman Empire, 1915-16,

   ucensureret udgave, Princeton: Gomidas Institute 2000 (orig. udg. 1916)

Jesper Carlsen et al, red., Arven fra Osmannerriget – Balkan og Tyrkiet i går og i dag, Den Jyske

   Historiker, No. 74, 1996

Frank Chalk & Kurt Jonassohn, The History and Sociology of Genocide: Analysis and Case Studies,

   New Haven: Yale University Press 1990

Crag.org.uk/articles/article4.html

Vahakn N. Dadrian, The Key Elements of the Turkish Denial of the Armenian Genocide: A Case

   Study of Distortion and Falsification, Cambridge & Toronto 1999

Vahakn N. Dadrian, ”The Historical and Legal Interconnections Between the Armenian Genocide

   and the Jewish Holocaust: From Impunity to Retributive Justice”, Yale Journal of International

   Law, Vol. 23, No. 2, 1998

Vahakn N. Dadrian, ”The Armenian Genocide and the Pitfalls of a ’Balanced’ Analysis” Armenian

   Forum, Vol. 1, No. 2, Summer 1998

Vahakn N. Dadrian, The History of the Armenian Genocide – Ethnic Conflict from the Balkans to

   Anatolia to the Caucasus, Oxford: Berghahn Books 1997 (2. rev. udg.)

Vahakn N. Dadrian, German Responsibility in the Armenian Genocide: A Review of the Historical

   Evidence of German Complicity,Watertown, Mass.: Blue Crane Books 1997

Vahakn N. Dadrian, The Turkish Military Tribunal's Prosecution of the Authors of the Armenian

   Genocide: Four Major Court-Martial Series”, Holocaust & Genocide Studies, Vol. 11, No. 1,

   1997

Vahakn N. Dadrian, ”Genocide as a Problem of National and International Law: The World War I

   Armenian Case and its Contemporary Legal Ramifications”, Yale Journal of International Law,

   vol. 14, no. 2, 1989

Vahakn N. Dadrian, ”The convergent Aspects of the Armenian and Jewish Cases of Genocide: A

   Reinterpretation of the Concept of Holocaust”, Holocaust and Genocide Studies vol. 3, no. 2,

   1988

Dansk Missions Blad, nr. 25, søndag d. 18/6 1916

Dansk Missions Blad, nr. 46, søndag d. 14/11 1915

Leslie A. Davis, The Slaughterhouse Province: An American Diplomat’s Report on the Armenian

   Genocide, 1915-1917, New York: Aristide D. Caratzas 1989

Roderic H. Davison, ”The Armenian Crisis, 1912-1914”, American Historical Review, No. 53, 1948

Suraiya Faroqhi, Approaching Ottoman History: An Introduction to the Sources, Cambridge

   University Press 1999

Erich Feigl, A Myth of Terror – Armenian Extremism: Its Causes and Its Historical Context,

   Salzburg: Edition Zeitgeschichte 1986

Helen Fein, Accounting for Genocide, New York: Free Press 1979

Helen Fein, ”A Formula for Genocide: A Comparison of the Turkish Genocide (1915) and the

   German Holocaust (1933-1945)”, Comparative Studies in Sociology, no. 1, 1978

Robert Gellately & Ben Kiernan, red., The Specter of Genocide: Mass Murder in Historical

   Perspective, Cambridge University Press 2003

G. S. Graber, Caravans to Oblivion: The Armenian Genocide, 1915, New York: John Wiley & Sons

   1996

Kamurun Gürün, The Armenian File – The myth of innocence exposed, London: K. Rustem &

   Brother/Weidenfeld & Nicolson Ltd. 1985

Joseph Guttmann, The Beginnings of Genocide – A Brief Account of the Armenian Massacres in

   World War I, The Armenian National Council of America, New York 1948

Anders Bjørn Hansen et al, red., Folkemord, Den Jyske Historiker nr. 90, 2000

George Horton, The Blight of Asia, London: Sterndale Classics 2002 (orig. udg. 1926)

Richard G. Hovannisian, red., Looking Backward, Moving Forward – Confronting the Armenian

   Genocide, New Brunswick: Transaction Publishers 2003

Richard G. Hovannisian, red., Remembrance and Denial: The Case of the Armenian Genocide,

   Detroit: Wayne State University Press 1998

Richard G. Hovannisian, red., The Armenian Genocide in Perspective, New Brunswick: Transaction

   Publishers 1986

Rasmus Hylleberg, Lone Møller-Hansen & Allan Poulsen, Folkemordet i Rwanda – og danske

   baptisters engagement i landet, Føltveds Forlag 1998

Maria Jacobsen, Maria Jacobsen’s Diary 1907 – 1919, Kharput – Turkey, Antelias, Libanon:

   Armenian Catolicosate, 1979

Steven L. B. Jensen, red., Genocide: Cases, Comparisons and Contemporary Debates, The Danish

   Center for Holocaust and Genocide Studies 2003

Torben Jørgensen, ”Tilfældet Armenien”, Historisk Tidsskrift, Bd. 1000, hft. 1, Den danske

   historiske Forening, København 2000

Hilmar Kaiser, At the Crossroads of Der Zor – Death, Survival, and Humanitarian Resistance in

   Aleppo, 1915-1917, Princeton & London: Gomidas Institute 2002

Hans-Lukas Kieser & Dominik J. Schaller, red., Der Völkermord an der Armeniern und die

   Shoah/The Armenian Genocide and the Shoah, Zürich: Chronos Verlag 2002

Arman J. Kirakossian, red., The Armenian Massacres, 1894-1896: U. S. Media Testimony, Detroit:

   Wayne State University Press 2004

Dickran Kouymjian, ”Confiscation and Destruction: A Manifestation of the Genocidal Process”,

   Armenian Forum, Vol. 1, No. 3, Autumn 1998

Kristeligt Dagblad, 22. december 2004

Leo Kuper, Genocide: Its Political Uses in the Twentieth Century, New Haven: Yale University

   Press 1981

Tage Kaarsted, red., Ministermødeprotokol 1916-18. Kirkeminister Th. Povlsens referater,

   Universitetsforlaget i Århus 1973

Amalia Lange, Et Blad af Armeniens Historie – KMA 1910-1920, København: KMA 1920

Raphael Lemkin, Axis Rule in Occupied Europe, Washington D. C.: Carnegie Endowment 1944

Mark Levene, ”Creating a Modern ’Zone of Genocide’: The Impact of Nation- and State-Formation

   on Eastern Anatolia, 1878-1923”, Holocaust & Genocide Studies, Vol. 12, No. 3, 1998

Bernard Lewis, The Emergence of Modern Turkey, London: Oxford University Press 1961

Bo Lidegaard, Overleveren, 1914-1945, København: Gyldendal 2003

André Lütken, Fra Adria til Bosporus - Brogede Billeder fra Europas Urolige Hjørne,

   Forlagsbureauet i København 1892

Hansine Marcher, Oplevelser Derovrefra, KMA 1919

David McDowall, A Modern History of the Kurds, London: I. B. Taurus 2000

Robert F. Melson, Revolution and Genocide: On the Origins of the Armenian Genocide and the

   Holocaust, Chicago: University of Chicago Press 1992

Karl Meyer, Armenien und die Schweiz – Geschichte der Schweizerischen Armenierhilfe, Bern:

   Blaukreuz-Verlag 1974

Donald E. Miller & Lorna Touryan Miller, Survivors: An Oral History of the Armenian Genocide,

   University of Los Angeles Press 1993

Henry Morgenthau, Ambassador Morgenthau’s Story, Wayne State University Press 2003 (orig.

   udg. 1918)

Henry Morgenthau, Ambassador Morgenthau’s Story, Ann Arbor: Gomidas Institute 2000 (orig.

   udg. 1918)

Akaby Nassibian, Britain and the Armenian Question 1915-1923, London: Croom Helm 1984

Dennis R. Papazian, ”Useful Answers to Frequent Questions on the Armenian Genocide”,

   umd.umich.edu/dept/armenian/facts/answers.html

Dennis R. Papazian, ”’Misplaced Credulity:’ Contemporary Turkish Attempts to Refute the

   Armenian Genocide”, Armenian Review, vol. 45, no. 1-2/177-178, Spring-Summer 1992

Ruth A. Parmelee, A Pioneer in the Euphrates Valley, Princeton: Gomidas Institute 2002 (orig. udg.

   1967)

Dimitri Pentzopoulos, The Balkan Exchange of Minorities and its Impact on Greece, London: Hurst

   & Co. 2002 (orig. udg. 1962)

Permanent People’s Tribunal (PPT), Session on the Genocide of the Armenians, April 13-16, 1984:

   Verdict. Cambridge, MA: Zoryan Institute 1984

Hugh Poulton, Top Hat, Grey Wolf and Crescent – Turkish Nationalism and the Turkish Republic,

   London: Hurst & Co. 1997

Resolution on a Political Solution to the Armenian Question, Eur. Parl. Resolution Doc. A2-33/87,

   No. 10 (1987)

Julius Richter, Mission und Evangelisation im Orient, Gütersloh: Bertelsmann 1908

Henry H. Riggs, Days of Tragedy in Armenia. Personal Experiences in Harpoot, 1915-1917, Ann

   Arbor: Gomidas Institute 1997

Alan S. Rosenbaum, red., Is the Holocaust Unique? Perspectives on Comparative Genocide,

   Westiew Press 1996

Stanford J. Shaw & Ezel Kural Shaw, History of the Ottoman Empire and Modern Turkey, Vol. II,

   Cambridge University Press 1977

Ingeborg Marie Sick, Pigen Fra Danmark, København: Gyldendal 1945, 4. forøgede udg.

Gregory H. Stanton, ”Eight Stages of Genocide”, 1998, genocidewatch.org

Ervin Staub, The Roots of Evil: The Origins of Genocide and Other Group Violence, New York:

   Cambridge University Press 1989

H. V. Styhr, Armenien og Armenierne, særtryk af ”Vort Land”, 1897

Ronald Grigor Suny, ”Empire and Nation: Armenians, Turks, and the End of the Ottoman Empire”,

   Armenian Forum, Vol. 1, No. 2, Summer 1998

Colin Tatz, With Intent to Destroy – Reflecting on Genocide, London and New York: Verso 2003

Samuel Totten & Steven L. Jacobs, red., Pioneers of Genocide Studies, Transaction Publishers 2002

Samuel Totten, William S. Parsons & Israel W. Charny, red., Century of Genocide – Eyewitness

   Accounts and Critical Views, New York: Garland Publishing, Inc. 1997

Washington Post, 24 november 2002: ”At What Point is Killing Genocide?”

Weekendavisen, tillægget ”Ideer”, 11.-17. februar 2005

Benjamin A. Valentino, Final Solutions: Mass Killing and Genocide in the 20th Century, Ithaca and

   London: Cornell University Press 2004

Tinne Vammen, ”Emsy Collet”, Dansk Kvindebiografisk Leksikon, på kvinfo.dk/side/170/bio/703/

Benjamin Whitaker, ”Revised and updated report on the question of the prevention and punishment

   of the crime of genocide”, 38 U.N. ESCOR Comm. on Human Rights, Subcomm. on Prevention

   of Discrimination and Protection of Minorities, (Agenda Item 4), 8-9, U.N. Doc.

   E/CN.4/Sub.2/1985/6 (1985)

Jay Winter, red., America and the Armenian Genocide of 1915, Cambridge University Press 2003

Christian Winther, Armenien og Karen Jeppe, Faglig Læsning nr. 84, Tidsskrift for Skole og Hjem

   1936

Robert S. Wistrich, Hitler and the Holocaust, London: Weidenfeld & Nicholson 2001

Barbara Zalewski, Den Nærsynede Barmhjertighed, Phd-projekt, KUA 1996

Zoryaninstitute.org/Table_Of_Contents/dialogue_tarc.html

Erik J. Zürcher, Turkey – A Modern History, London: I.B. Tauris & Co, Ltd. 1997

English summary:

”A People is Being Murdered” – The Armenian Genocide in Danish Sources

This thesis aims at analysing Danish sources to the Armenian genocide 1915-1917, that is, neutral sources from a neutral country. The first part of the thesis offers an analysis of why ”genocide,” as both a legal and a socio-historical concept, is the proper term to use when it comes to describing the extermination of the Armenian population in the Ottoman empire by the Young Turk government during World War I. In this first part the thesis furthermore gives an account of the historiography of the Armenian genocide, thereby identifying the main historiographical questions and discussions raised by the subject.

The second, main part of the thesis gives a short account of the relatively large Danish non-state preoccupation with the conditions for the persecuted Ottoman Armenian minority prior to World War I, a preoccupation manifested in e.g. missionary work and humanitarian aid. Then, by using documentation provided mainly by two well-placed Danish first-hand witnesses to the Armenian genocide, the thesis seeks to answer the question whether these sources confirm that there was an Armenian genocide. And, if so, how these sources relate to the historiographical questions and discussions identified in the first part of the thesis. The first main source, Carl Ellis Wandel, head of the Danish legation in Constantinople, sent hundreds of confidential, perceptive, and often lengthy reports to the Danish foreign ministry during the genocide. These reports explicitly confirm that the Young Turk goverment carried out a planned and largely ”successful” attempt to exterminate the whole of the Armenian population in the Ottoman empire. They also contain a wealth of information, some of which is entirely new, and some of which adds to existing historiographical interpretations of various aspects of the genocide.

The second main source, missionary and nurse Maria Jacobsen, was stationed in the Mamouret-ul-Aziz province in central Anatolia during the genocide. Here, Jacobsen witnessed the execution of the genocide on a local level and wrote down her observations in a 1000-page diary. She not only confirms the planned extermination of a whole people, she also gives vital and sometimes exclusive information as to the dynamics of the genocidal process in this particular province, the organized theft or destruction of Armenian property, the continuation of the genocide into 1917, etc. In conclusion, Danish sources not only confirm that there was indeed a genocide of the Ottoman Armenians during World War I, they also illuminate, support, comment, and/or add to the already existing body of knowledge on the Armenian genocide.


 


[1] Titel taget fra Christian Winther, Armenien og Karen Jeppe, Faglig Læsning nr. 84, Tidsskrift for Skole og Hjem 1936, s. 21. Udtrykket bruges også om armenierudryddelsen i Dansk Missions Blad, nr. 25, søndag d. 18/6 1916, s. 505.

[2] Åge Meyer Benedictsen, Armenien – Et Folks Liv og Kamp Gennem to Aartusinder, København: Danske Armeniervenner 1925, s. 242.

[3] Raphael Lemkin, Axis Rule in Occupied Europe, Washington D. C.: Carnegie Endowment 1944.

[4] Taner Akcam, From Empire to Republic: Turkish Nationalism and the Armenian Genocide, London & New York: Zed Books 2004, s. 208.

[5] Kieser & Schaller, ”Einleitung”, i Hans-Lukas Kieser & Dominik J. Schaller, red., Der Völkermord an der Armeniern und die Shoah/The Armenian Genocide and the Shoah, Zürich: Chronos Verlag 2002, s. 35. Se også Peter Balakian, The Burning Tigris – The Armenian Genocide and America’s Response, HarperCollins 2003, s. xvii.

[6] Om ”essentielt omstridte begreber”, se Matthias Bjørnlund, Eric Markusen & Martin Mennecke, ”What is Genocide? A Search for Common Ground Between the Legal and Non-Legal Definitions”, publiceres i Daniel Feierstein, red., Buenos Aires: Fondo de Cultura Económica 2005, s. 4-5 i orig. manuskript.

[7] Dadrian, ”Genocide as a Problem of National and International Law: The World War I Armenian Case and its Contemporary Legal Ramifications”, Yale Journal of International Law, vol. 14, no. 2, 1989, s. 262.

[8] Ibid., s. 278-79.

[9] ”Forbrydelser mod menneskeheden” blev senere optaget i Nürnberg-chartret og i preamblen til FNs folkedrabskonvention: Dadrian, ”The Historical and Legal Interconnections Between the Armenian Genocide and the Jewish Holocaust: From Impunity to Retributive Justice”, Yale Journal of International Law, Vol. 23, No. 2, 1998, s. 553.

[10] Dadrian, The Turkish Military Tribunal's Prosecution of the Authors of the Armenian Genocide: Four Major Court-Martial Series”, Holocaust & Genocide Studies, Vol. 11, No. 1, 1997, s. 34; Dadrian, Yale, 1998, s. 551.

[11] Fatma Müge Göcek, ”Reconstructing the Turkish Historiography on the Armenian Massacres and Deaths of 1915”, i Hovannisian, red., Looking Backward, Moving Forward – Confronting the Armenian Genocide, New Brunswick: Transaction Publishers 2003, s. 211-19.

[12] Dadrian, H & G, Vol. 11, No. 1, 1997, s. 46-50; Dadrian, Yale 1989, s. 300.

[13] Akcam, 2004, s. 158; Dadrian, H & G, Vol. 11, No. 1, 1997, s. 53.

[14] Teilirian blev på grund af traumet udløst af udryddelsen af hans familie og folk, erklæret for utilregnelig i gerningsøjeblikket og frikendt: se f. eks Schaller, ”Die Rezeption des Völkermordes an den Armeniern in Deutschland, 1915-1945”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 531-38.

[15] Richard G. Hovannisian, ”Etiology and Sequelae of the Armenian Genocide”, i Andreopoulos, red., 1994, s. 128.

[16] Donald E. Miller & Lorna Touryan Miller, Survivors: An Oral History of the Armenian Genocide, University of Los Angeles Press 1993, s. 212, n. 41. For en benægtersynsvinkel på armensk terorisme, se f. eks. Erich Feigl, A Myth of Terror – Armenian Extremism: Its Causes and Its Historical Context, Salzburg: Edition Zeitgeschichte 1986.

[17] Richard G. Hovannisian, ”Introduction: The Armenian Genocide”, i Hovannisian, red., Remembrance and Denial: The Case of the Armenian Genocide, Detroit: Wayne State University Press 1998, s. 16. Ang. vestlige forskeres identifikation med tyrkisk nationalisme, se Suraiya Faroqhi, Approaching Ottoman History: An Introduction to the Sources, Cambridge University Press 1999, s. 209-10.

[18] Om Shaw og Lowry, se Roger W. Smith, Eric Markusen & Robert Jay Lifton, ”Professional Ethics and the Denial of the Armenian Genocide”, i Hovannisian, red.,1998, s. 274ff.

[19] Ronald Grigor Suny, ”The Holocaust before the Holocaust: Reflections on the Armenian Genocide”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 83; Henry C. Theriault, ”Denial and Free Speech: The Case of the Armenian Genocide”, i Hovannisian, red., 2003, s. 234-38; Mehmet Ümit Necef, ”The Turkish Media Debate on the Armenian Massacre”, i Steven L. B. Jensen, red, Genocide: Cases, Comparisons and Contemporary Debates, The Danish Center for Holocaust and Genocide Studies 2003, s. 234-35.

[20] Yves Ternon, ”Freedom and Responsibility of the Historian – The ’Lewis Affair’”, i Hovannisian, red., 1998, s. 240.

[21] Stéphane Audoin-Rouzeau & Annette Becker, 1914-1918: Understanding the Great War, London: Profile Books 2002 (fr. original 2000), s. 64.

[22] Lemkin, ”Totally Unofficial Man”, i Samuel Totten & Steven L. Jacobs, red., Pioneers of Genocide Studies, Transaction Publishers 2002, s. 390. Se også Joseph Guttmann, The Beginnings of Genocide – A Brief Account of the Armenian Massacres in World War I, The Armenian National Council of America, New York 1948, s. 3. If. Lemkin og Guttmann var det armenske folkemord ikke kun sammenligneligt med Holocaust, men dannede også præcedens for nazistisk udryddelsespolitik: det havde vist sig muligt straffrit at udrydde et folk. Dennis R. Papazian, ”Useful Answers to Frequent Questions on the Armenian Genocide”, umd.umich.edu/dept/armenian/facts/answers.html, skriver at vestmagterne ved ikke at lade folkemordet få konsekvenser for gerningsmændene sendte et signal til f. eks. Hitler, der før invasionen af Polen i 1939 sagde til sine øverste generaler, at de roligt kunne dræbe uden nåde, da ingen længere huskede udryddelsen af armenierne. For diskussion af straffrihedens betydning for Tyrkiets senere behandling af kurderne i landet: Martin van Bruinessen, ”Genocide in Kurdistan?: The Suppression of the Dersim Rebellion in Turkey (1937-38) and the Chemical War Against the Iraqi Kurds (1988)”, i Andreopoulos, red., 1994, s. 144; Donald Bloxham, ”The beginning of the Armenian Catastrophe: Comparative and Contextual Considerations”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 121; Necef, interview i Weekendavisens tillæg ”Ideer”, 11.-17. februar 2005.

[23] Vahakn N. Dadrian, The History of the Armenian Genocide– Ethnic Conflict from the Balkans to Anatolia to the Caucasus, Oxford: Berghahn Books 1997 (2. rev. udg.), s. xxvi, n. 7.

[24] Whitaker, ”Revised and updated report on the question of the prevention and punishment of the crime of genocide”, 38 U.N. ESCOR Comm. on Human Rights, Subcomm. on Prevention of Discrimination and Protection of Minorities, (Agenda Item 4), 8-9, U.N. Doc. E/CN.4/Sub.2/1985/6 (1985).

[25] Resolution on a Political Solution to the Armenian Question, Eur. Parl. Resolution Doc. A2-33/87, No. 10. I 1988 fastslog American Bar Association, at folkemordet på armenierne er en historisk begivenhed på linie med Holocaust: Dadrian, The History of the Armenian Genocide, 1997, s. xxvi, n. 7. Derudover har bl. a. de franske, belgiske, argentinske, cypriotiske, uruguayiske, italienske, græske, russiske og schweitziske parlamenter anerkendt folkemordet: se f. eks. Gijs M. de Vries, ”Genocide: An Agenda for Action” i Hovannisian, red., 2003, s. 13.

[26] Se zoryaninstitute.org/Table_Of_Contents/dialogue_tarc.html

[27] The Applicability of the United Nations Genocide Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide to Events which Occurred During the Early Twentieth Century – Legal Analysis Prepared for the International Center for Transitional Justice, på armenia-genocide.org/files/ICTJ_Memorandum.pdf.

[28] ibid., s. 11. Se også Joe Verhoeven, ”The Armenian Genocide and International Law”, i Hovannisian, red., 2003; og interview m. Samantha Power i Washington Post, 24 november 2002: ”At What Point is Killing Genocide?”

[29] Intentionsspørgsmålet har været et centralt element i det officielle Tyrkiets afvisning af, at der blev begået folkemord som defineret i FN-konventionen, en konvention Tyrkiet har tilsluttet sig. Se Kamurun Gürün, The Armenian File – The myth of innocence exposed, London: K. Rustem & Brother/Weidenfeld & Nicolson Ltd. 1985, s. 213, hvor det hævdes, at da den ungtyrkiske regering ikke havde folkemordsintention da den straffede tyrkere der begik krigsforbrydelser mod armeniere. Se modsat Vahakn N. Dadrian, The Key Elements of the Turkish Denial of the Armenian Genocide: A Case Study of Distortion and Falsification, Cambridge & Toronto 1999, s. 31, der fremhæver at domstolene, udover at tjene til at rense regimet udadtil og skaffe sig af med vidner, ikke for alvor beskæftigede sig med overgreb mod armeniere, men snarere med økonomiske forbrydelser. Om ligheden på bl. a. dette punkt mellem argumenter fremført af Holocaustbenægtere og af benægtere af det armenske folkemord, se Hovannisian, ”Denial of the Armenian Genocide in Comparison with Holocaust Denial”, i Hovannisian, red., 1998, s. 211-17.

[30] The Applicability…, s. 17. Se også Permanent People’s Tribunal (PPT), Session on the Genocide of the Armenians, April 13-16, 1984: Verdict. Cambridge, MA: Zoryan Institute, 1984., s. 2. PPT bestod af en gruppe internationale forskere og intellektuelle, og nåede frem til samme konklusion som ICTJ ang. folkemordets historiske status.

[31] Se f. eks. Omer Bartov, Atina Grossmann og Mary Nolan, ”Introduction”, i Bartov, Grossmann & Nolan, red., Crimes of War – Guilt and Denial in the Twentieth Century, New York: The New Press 2002, s. xii; Benjamin A. Valentino, Final Solutions: Mass Killing and Genocide in the 20th Century, Ithaca and London: Cornell University Press 2004, s. 63; Robert Gellately & Ben Kiernan, ”Introduction”, i Gellately & Kiernan, red., The Specter of Genocide: Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, s. 5; Helen Fein, Accounting for Genocide, New York: Free Press 1979, s. 29-30; Samuel Totten, William S. Parsons & Israel W. Charny, red., Century of Genocide – Eyewitness Accounts and Critical Views, New York: Garland Publishing, Inc., 1997, s. xxiv.

[32] Oplysningerne om den tidlige, tyske brug af begrebet ”Völkermord” stammer fra personlig e-mail-korrespondence m. Wolfgang Gust, tysk journalist, forfatter og folkemordsforsker, 15/12 2004.

[33] Benedictsen, 1925, hhv. s. 236; s. 257; s. 242; s. 250.

[34] Undtagelserne udgøres af Torben Jørgensen, ”Tilfældet Armenien”, Historisk Tidsskrift, Bd. 1000, hft. 1, København: Den danske historiske Forening 2000; og Svend Cedergreen Bech, Hos et folk uden land, GEC Gad 1982. Se desuden Torben Jørgensen, ”Turkey, the US and the Armenian Genocide”, og Necef, begge i Jensen, red., 2003.

[35] Crag.org.uk/articles/article4.html.

[36] Citeret i Balakian, 2003, s. xix.

[37] Se diskussion om folkemordsforskningens manglende begrebslige og empiriske konsensus i Bjørnlund et al, 2005.

[38] Leo Kuper, ”The Turkish Genocide of Armenians, 1915-1917”, i Hovannisian, red., The Armenian Genocide in Perspective, New Brunswick: Transaction Publishers 1986, s. 45.

[39] Forskere der systematisk har sammenlignet Holocaust og det armenske folkemord inkluderer Helen Fein, ”A Formula for Genocide: A Comparison of the Turkish Genocide (1915) and the German Holocaust (1933-1945)”, Comparative Studies in Sociology, no. 1, 1978, s. 271-93; Vahakn N. Dadrian, ”The convergent Aspects of the Armenian and Jewish Cases of Genocide: A Reinterpretation of the Concept of Holocaust”, Holocaust and Genocide Studies vol. 3, no. 2, 1988, s. 151-70; Leo Kuper, Genocide: Its Political Uses in the Twentieth Century, New Haven: Yale University Press 1981; Hrair R. Dekmejian, ”Determinants of Genocide: Armenians and Jews as Case Studies”, i Hovannisian, red., 1986; Ervin Staub, The Roots of Evil: The Origins of Genocide and Other Group Violence, New York: Cambridge University Press 1989; Yair Auron, Zionism and the Armenian Genocide: The Banality of Indifference, London: Transaction Publishers 2000.

[40] Robert F. Melson, Revolution and Genocide: On the Origins of the Armenian Genocide and the Holocaust, Chicago: University of Chicago Press 1992, s. 2-3.

[41] Hovannisian, i Andreopoulos, red., 1994, s. 112. Personligt mener jeg, at f. eks. politiske grupper burde beskyttes af FN-definitionen, men det er som nævnt nedenfor ikke væsentligt for specialets problemstilling.

[42] For diskussion af muligheder og problemer vedr. dette spørgsmål, se Verhoeven, i Hovannisian, red., 2003.

[43] Frank Chalk & Kurt Jonassohn, The History and Sociology of Genocide: Analysis and Case Studies, New Haven: Yale University Press 1990, s. 328.

[44] Suny, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 83; Akcam, 2004, s. 60; s. 243-44.

[45] Jørgensen, i Jensen, red., 2003, s. 193; Bloxham, ”The Beginning…”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s.102.

[46] Suny, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 83. Spørgsmålet om, hvor mange armeniere der blev dræbt i denne forbindelse kan næppe afgøres endeligt. Dennis R. Papazian, ”’Misplaced Credulity:’ Contemporary Turkish Attempts to Refute the Armenian Genocide”, Armenian Review, vol. 45, no. 1-2/177-178, Spring-Summer 1992, n. 6, sandsynliggør, at i hele perioden 1915-23 mistede ca. 1.5 millioner armeniere livet pga. af massakrer, dødsmarcher, sygdomme og påført sult, ud af de ca. 2 millioner der boede i Osmannerriget. Andre forskere mener ikke, at dødsfald i perioden 1917-23 bør regnes med til folkemordets ofre, da intentionen og, fra oktober 1918, regeringen, ændredes. Disse forskere vil typisk sætte dødstallet til 800.000-1.000.000. Tyrkiske regeringer i perioden umiddelbart efter krigen fastslog officielt, at ungtyrkerne dræbte ca. 800.000 armeniere 1915-1917, mens nuværende tyrkiske regeringer opgiver antallet af armenske ofre til højst 300.000.

[47] Suny, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 94.

[48] Melson, 1992, s. 5.

[49] Se f. eks. Hovannisian, ”The Historical Dimensions of the Armenian Question, 1878-1923”, i Hovannisian, red., 1986, s. 28; Kuper, ibid., s. 45; Akcam, 2004, s. 166; Kaiser, 2002, s. 6-13; Bloxham, ”The Beginning of the Armenian Catastrophe: Comparative and Contextual Considerations”, i Kieser og Schaller, red., 2002, s. 104; Kieser & Schaller, ”Einleitung”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 22-23.

[50] Suny, ”Empire and Nation: Armenians, Turks, and the End of the Ottoman Empire”, Armenian Forum, Vol. 1, No. 2, Summer 1998; Suny, ”The Holocaust before…”, i Kieser & Schaller, red., 2002; Hilmar Kaiser, ”’A Scene from the Inferno’ – The Armenians of Erzerum and the Genocide,1915-1916”, ibid.

[51] Dadrian, ”The Armenian Genocide and the Pitfalls of a ’Balanced’ Analysis” Armenian Forum, Vol. 1, No. 2, Summer 1998. Se også Robert Melson, ”Provocation or Nationalism: A Critical Inquiry into the Armenian Genocide of 1915”, i Hovannisian, red., 1986, s. 80. Melson er mere forsigtig end Dadrian, men mener, at såvel den ungtyrkiske som den senere nazistiske stat afventede muligheden for udryddelse af hhv. armeniere og jøder som verdenskrigene gav.

[52] H. V. Styhr, Armenien og Armenierne, særtryk af ”Vort Land”, 1897, s. 15.

[53] Georg Brandes, Udvalgte Skrifter, 8. Bd., Journalistik og Debat, Tiderne skifter 1987, s. 133.

[54] Julius Richter, Mission und Evangelisation im Orient, Gütersloh: Bertelsmann 1908, s. 98-113.

[55] Åge Meyer Benedictsen, Åge Meyer Benedictsen – De Undertrykte Nationers Tolk. En Mindebog, udg. af Katri Meyer Benedictsen, København: Nyt Nordisk Forlag / Arnold Busck 1934, bd. 1, s. 125.

[56] Se f. eks. Cedergreen Bech, 1982; Ingeborg Marie Sick, Pigen Fra Danmark, København: Gyldendal 1945, 4. forøgede udg.; Bjørnlund, ”Karen Jeppe”, folkedrab.dk. Hvad danske vidner angår, er Jeppe en interessant, men mindre centralt placeret iagttager til de fleste af folkemordets faser på regionalplan end først og fremmest Jacobsen. Derfor, og af plads- og tidshensyn, må jeg stort set udelade Jeppes vidnesbyrd fra denne fremstilling. Men selv om der heller ikke er meget tilgængeligt materiale fra hendes ophold i Urfa under folkemordet, så bekræftiger det tilgængelige materiale nøje fortolkningen af armenierforfølgelserne som et folkemord.

[57] Elise Bockelund, Høsten er Stor – KMA’s Historie Gennem 50 År, København: KMA 1950, s. 14.

[58] Tinne Vammen, ”Emsy Collet”, Dansk Kvindebiografisk Leksikon, på kvinfo.dk.

[59] En diskussion af denne ”kulturimperialisme” og dens ofte arrogante og konfliktskabende karakter ligger uden for specialets rammer, men se f. eks. Suzanne E. Moranian, ”The Armenian Genocide and American missionary relief efforts”, i Jay Winter, red., America and the Armenian Genocide of 1915, Cambridge University Press 2003, s. 187-88, og Balakian, 2003, s. 25-27.

[60] I den vestlige del af Osmannerriget arbejdede amerikanske missionærer dog ofte videre som attachéer tilknyttet den svenske diplomatiske mission, der fra april 1917 varetog amerikanske interesser.

[61] C. E. Wandel (1871-1940), født i København, var i 1914 en ganske erfaren diplomat med en fortid som generalkonsul i Lissabon 1904-09, hvor han også grundlagde et korkeksportfirma. 1909-13 var han generalkonsul og ministerresident i Buenos Aires: Kraks Blaa Bog, København: Kraks Legat 1931, s. 1014. Danmark udstationerede på dette tidspunkt almindeligvis højst gesandter af 2. klasse, da faste gesandter af 1. klasse – regulære ambassadører – krævede for store ceremonielle omkostninger: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. Udg., København: Schultz 1920, s. 647.

[62] Om det neutrale USA's priviligerede status overfor de osmanniske myndigheder, se Rouben Paul Adalian, ”American Diplomatic Correspondence in the Age of Mass Murder: The Armenian Genocide in the US Archives”, i Winter, red., 2003, s. 147-48.

[63] UM, Gr. 139, Afd. N. 2., “Tyrkiet: Behandling af Grækere paa tyrkisk Omraade”, [ca. 1917-22, MB], nr. XVI, 24/1 1917 (modt. 7/2). Forfølgelserne var i dette tilfælde rettet specifikt mod grækere ved Sortehavskysten.

[64] Da det lader til, at adskillige af Wandels rapporter i UMs arkiver enten mangler eller befinder sig i andre arkivpakker, kan det ikke udelukkes at der i en af disse er indeholdt en anmodning til ministeriet om f. eks. at måtte aflevere en protestnote til de ungtyrkiske myndigheder, men ud fra oplysningerne og tendensen i de mere end 200 analyserede rapporter, må det betragtes som værende højst usandsynligt.

[65] For de generelle oplysninger om Scavenius og dansk udenrigspolitik under 1. Verdenskrig, se Bo Lidegaard, Overleveren, 1914-1945, København: Gyldendal 2003, s. 24-37.

[66] Barbara Zalewski, Den Nærsynede Barmhjertighed, Phd-projekt, KUA 1996, s. 98.

[67] Tage Kaarsted, red., Ministermødeprotokol 1916-18. Kirkeminister Th. Povlsens referater, Universitetsforlaget i Århus 1973, 14. møde, fredag d. 29/12 1916, s. 40.

[68] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXIX, 26/9 1915 (11/10).

[69] Se f. eks. Hugh Poulton, Top Hat, Grey Wolf and Crescent – Turkish Nationalism and the Turkish Republic, London: Hurst & Co. 1997, s. 80-81.

[70] Dimitri Pentzopoulos, The Balkan Exchange of Minorities and its Impact on Greece, London: Hurst & Co. 2002 (orig. udg. 1962), s. 53.

[71] Akaby Nassibian, Britain and the Armenian Question 1915-1923, London: Croom Helm 1984, s. 13.

[72] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., “Forholdene i Tyrkiet”, nr. XIV, Rom 1/4 1911.

[73] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXV, 22/9 1915 (5/10). ”Kapitulationerne” var særligt begunstigede handels- og skattebetingelser for vestlige handlende, som vestmagterne gennem mange år havde påtvunget Osmannerriget, men indbefattede også at vestmagterne fungerede som ”beskyttere” af rigets kristne mindretal, hvilket betød en principel mulighed for indgriben i rigets indre anliggender, også på retsområdet og i sidste ende militært. Kapitulationerne oplevedes derfor som stærkt ydmygende, ikke mindst af ungtyrkerne.

[74] Det er dog sandsynligt, at der i den ungtyrkiske centralkomité allerede i slutningen af august 1914 var planer om massakrer og etniske udrensninger, der skulle ramme armenierne i området omkring den russiske grænse som en ”præventiv forholdsregel” inden angrebet på Rusland. Det kan derfor ikke udelukkes, at denne ”forholdsregel” var starten på et planlagt, altomfattende folkemord: Mark Levene, ”Creating a Modern ’Zone of Genocide’: The Impact of Nation- and State-Formation on Eastern Anatolia, 1878-1923”, Holocaust & Genocide Studies, Vol. 12, No. 3, Winter 1998, s. 406; s. 427-28, n. 73.

[75] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Politiske Begivenheder i Tyrkiet i 1914”, indsendt af Gesandtskabet i Konstantinopel 26/1 1915, s. 2. I den forbindelse fremhævede Wandel, at sådan chauvinisme ”…i Tyrkiet kan blive særlig farlig.” Ibid., s. 2.

[76] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Politiske Begivenheder i Tyrkiet i 1914”, indsendt af Gesandtskabet i Konstantinopel 26/1 1915, s. 19.

[77] UM, Gr. 139, D. 1., ”Tyrkiet – Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. LXXI, 7/6 1915 (21/6). Ahmed bey var af tartarisk oprindelse og hed oprindeligt Ahmed Agaieff, et navn han altså ”turkificerede”.

[78] Kieser, ”Dr Mehmed Reshid…”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 257. Om sådan systematisk, statsorganiseret dehumanisering som generel forudsætning for folkemord i det 20. århundrede, se f. eks. Gregory H. Stanton, ”Eight Stages of Genocide”, 1998, genocidewatch.org.

[79] Se f. eks. Erik J. Zürcher, Turkey – A Modern History, London: I.B. Tauris & Co, Ltd. 1997, s. 133-35.

[80] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLXXXVIII, 6/12 1915 (22/12). Se også Henry Morgenthau, Ambassador Morgenthau’s Story, Wayne State University Press 2003 (orig. udg. 1918), s. 196-97.

[81] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLVII, 23/11 1916 (7/12).

[82] Akcam, 2004, s. 56. Se også Bernhard Lewis, The Emergence of Modern Turkey, London: Oxford University Press 1961, s. 355-56.

[83] Morgenthau, 2003, s. 222-23.

[84] UM, Gr. 355, ”Gesandtskabet i Konstantinopel – Noter og indberetninger om den politiske Udvikling 1914-1922. Rapporter fra Smyrna Nov. 1914 – Marts 1916”, nr. 184, 19. Juni 1914; nr. 202, 25. Juni 1914. Se også George Horton, The Blight of Asia, London: Sterndale Classics 2002 (orig. udg. 1926). Horton var amerikansk generalkonsul i Smyrna 1911-17, og igen fra 1919-22, og bekræfter s. 28-34 i detaljer van der Zee’s rapporter.

[85] Wandel, UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Politiske Begivenheder i Tyrkiet i 1914”, indsendt af Gesandtskabet i Konstantinopel 26/1 1915, s. 17

[86] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Politiske Begivenheder i Tyrkiet i 1914”, indsendt af Gesandtskabet i Konstantinopel 26/1 1915, s. 17. Osmannerrigets relativt forsigtige politik overfor Grækenland fortsatte under 1. Verdenskrig, hvor rigets politik overfor neutrale stater stod i nøje forhold til frygten for de pågældene landes indtræden i krigen på Ententens side: ibid., s. 22. Se også Pentzopoulos, 2002, s. 53-54.

[87] Akcam, 2004, s. 146-47; UM, Gr. 139, Afd. N. 2., “Tyrkiet: Behandling af Grækere paa tyrkisk Omraade” [ca. 1917-22], nr. X, 14/1 1917 (29/1). Se også Kieser, ”Dr Mehmed Reshid…”, i Kieser & Schaller, red., 2002, der påpeger, at personer som den ungtyrkiske politiker og læge Reshid, og en organisation som den Særlige Organisation går igen i de anti-græske og anti-armenske kampagner.

[88] Som det er tilfældet med 90er-massakrerne, så vil jeg ikke udelukke at de ungtyrkiske forfølgelser mod grækerne 1914-18 havde karakter af folkemord, selvom omfanget og muligvis også intentionen adskilte disse forfølgelser fra armenierudryddelsen. Levene, H & G, Vol. 12, No. 3, Winter 1998, argumenterer fornuftigt for, at selvom det armenske folkemord var et af de sjældne tilfælde af, hvad han sammen med Melson kalder ”total genocide” (de to andre i det 20. århundrede var Holocaust og folkemordet i Rwanda), så havde andre aspekter af den ungtyrkiske ”homogenisering” af Anatolien karakter af, hvad han kalder ”partial genocide”. Det gælder f. eks. forfølgelsen af grækerne.

[89] Akcam, 2004, s. 149.

[90] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXV, 23/9 1915 (5/10). Se også Balakian, 2003, s. 284.

[91] David McDowall, A Modern History of the Kurds, London: I. B. Taurus 2000, s. 102-09.

[92] Zürcher, 1997, s. 133, fremhæver, at de ideologiske strømninger i det ungtyrkiske parti ikke nødvendigvis udelukkede hinanden, selv om de var meget forskelligartede. En ungtyrk kunne være ottomanist, pan-tyrkisk nationalist, og troende muslim på samme tid, og ofte var det ydre omstændigheder der afgjorde, hvilket element der blev lagt vægt mest på.

[93] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 2, fra Jan. 1917 - 1. Jan. 1919, nr. LXXII, 13/8 1918 (24/8).

[94] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. XCVII, 14/8 1915 (25/8).

[95] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Lykønskningstelegram fra Wandel til Scavenius”, 23/12 1914; Morgenthau, 2003, s. 112-18.

[96] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Lykønskningstelegram fra Wandel til Scavenius”, 23/12 1914.

[97] Akcam, 2004, s. 150-51.

[98] Se f. eks. Bloxham, ”Determinants of the Armenian Genocide”, Hovannisian, red., 2003, s. 38-44. Akcam, 2004, s. 166, mener at beslutningen om folkemordet efter lange overvejelser blev taget ved et møde i den ungtyrkiske centralkomité i Konstantinopel i marts 1915. En af de tidligste samtidige henvisninger til en decideret ungtyrkisk udryddelsesplan stammer fra midt-april 1915 i en rapport fra den tyske konsul Rössler i Aleppo: Susan K. Blair, ”Introduction”, i Leslie A. Davis, The Slaughterhouse Province: An American Diplomat’s Report on the Armenian Genocide, 1915-1917, New York: Aristide D. Caratzas 1989, s. 4.

[99] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. II, 24/7 1914 (13/8).

[100] Morgenthau, 2003, s. 203-4; Roderic H. Davison, ”The Armenian Crisis, 1912-1914”, American Historical Review, No. 53, 1948, s. 484.

[101] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. II, 24/7 1914 (13/8).

[102] Se også Bloxham, i Hovannisian, red., 2003, s. 28.

[103] Se f. eks. Moranian, i Winter, red., 2003, s. 191; James Bryce & Arnold Toynbee, The Treatment of Armenians in the Ottoman Empire, 1915-16, ucensureret udgave, Princeton: Gomidas Institute 2000 (orig. 1916), s. 64. Allerede en af de første danske missionærer i Osmannerriget, KMAs Christa Hammer, der var udsendt fra november 1901 til sin død nøjagtig to år efter, skrev at ”Tyrkerne søger at finde alt muligt ud, der kan give dem grund til at behandle Armenierne som revolutionære - disse stakkels mennesker, der er som slagtefår.” I Bockelund, 1950, s. 28. André Lütken, Fra Adria til Bosporus - Brogede Billeder fra Europas Urolige Hjørne, Forlagsbureauet i København 1892, s. 81-83, fremhæver endnu tidligere, at armenierne i Osmannerriget, trods officielle påstande om det modsatte, generelt ikke søgte selvstændighed.

[104] Maria Jacobsen, Maria Jacobsen’s Diary 1907 – 1919, Kharput – Turkey, Antelias, Libanon: Armenian Catolicosate, 1979, s. 108. Armensk oversættelse af Jacobsens dagbog, med hele den originale tekst i facsimile. Sidetal henviser til de oprindelige sidetal i dagbogen.

[105] Ibid., f. eks. s. 126; s. 157; s. 160; s. 165. Om den systematiske mishandling af rekrutter, og den omfattende desertering af osmanniske soldater fra alle etniske grupper, se også Henry H. Riggs, Days of Tragedy in Armenia. Personal Experiences in Harpoot, 1915-1917, Ann Arbor: Gomidas Institute 1997, s. 40ff.

[106] For et klassisk forsøg på at retfærdiggøre, hvad der kaldes ”evakueringen” af armenierne i Osmannerriget ved at hævde, at armenske soldater var illoyale, og at befolkningselementet som sådan udgjorde en sikkerhedsrisiko, se Stanford J. Shaw & Ezel Kural Shaw, History of the Ottoman Empire and Modern Turkey, Vol. II, Cambridge University Press 1977, s. 314-17. Se også diskussion om ”provokationstesen” nedenfor.

[107] Jacobsen, s. 163.

[108] Ibid., s. 114.

[109] Ibid., s. 117-18.

[110] Ibid., s. 127. Understregning i original.

[111] Ibid., s. 184. ”Badvelli” er armensk for præst.

[112] Bryce & Toynbee, 2000, s. 286. Senere udbrød der opstande flere steder blandt armeniere, bl. a. i Van i april 1915. Disse opstande fandt dog sted efter de første deportationer og massakrer, og var desperate forsvarshandlinger. Ikke desto mindre blev først og fremmest Van-opstanden brugt af myndighederne til at ”bevise” armeniernes illoyalitet.

[113] Levene, H & G, Vol. 12, No. 3, Winter 1998, s. 406-7.

[114] Jacobsen, s. 190; s. 229; se dog s. 259-60 for en undtagelse 31/7 1915.

[115] Se f. eks. Levene, H & G, Vol. 12, No. 3, Winter 1998, s. 406.

[116] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9). Den tyske ambassadørs protester var efter al sandsynlighed spil for galleriet: se diskussion nedenfor.

[117] Melson, 1992, s. 10-11.

[118] Lewis, 1961, s. 356.

[119] Uffe Østergård, ”Det osmanniske Rige, Tyrkiet, Balkan og Europa”, i Jesper Carlsen et al, red., Arven fra Osmannerriget – Balkan og Tyrkiet i går og i dag, Den Jyske Historiker, No. 74, 1996, s. 14.

[120] Jacobsen, s. 133.

[121] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLXXIII, 14/12 1916 (30/12). Det var ifølge Wandel oppositionelle udtalelser som denne, der fik de ungtyrkiske myndigheder til at begynde at beslaglægge parlamentsreferater. I dette tilfælde lykkedes det dog Wandel at få fat i et eksemplar uden om de officielle kanaler.

[122] Melson, 1992, s. 158.

[123] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. XCVII, 14/8 1915 (25/8). Se også UM, Gr. 139, Afd. D. 1., Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. LXX, 3/7 1915 (19/7).

[124] Se også Jacobsen, s. 632-33; Adalian, i Winter, red., 2003, s. 173.

[125] Vahakn N. Dadrian, German Responsibility in the Armenian Genocide: A Review of the Historical Evidence of German Complicity, Watertown, Mass.: Blue Crane Books 1997, s. 22.

[126] Henry Morgenthau, Ambassador Morgenthau’s Story, Ann Arbor: Gomidas Institute 2000 (orig. udg. 1918), Ara Sarafian, ”Editor’s Introduction”, s. x, n. 9.

[127] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9).

[128] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLX, 3/11 1915 (18/11).

[129] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9); Bryce & Toynbee, 2000, s. 64. Senere rapporter fra Wandel afslører flere højtstående kilder. F. eks. refererede han 18. december 1916 en samtale han havde med triumviratoren Djemal om det ret så ømtålelige spørgsmål om tysk indflydelse på tyrkisk politik og militærstrategi, hvor Djemal i modsætning til Enver stod som eksponent for stærke begrænsninger af den tyske indflydelse: UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLXXVI, 18/12 1916 (28/12). Se også samtale med tidl. guvernør i Libanon, Joussouf Pacha Franco, om forholdene i denne provins. Her var ungtyrkerne på dette tidspunkt ved at fjerne de sidste rester af selvstyre og kristen medindflydelse, og indlemme Libanon som et rent tyrkisk-muslimsk administrationsområde: UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLXXXXVIII, 16/12 1915 (3/1 1916).

[130] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9). Se også Davis, 1989, s. 70; s. 158. Generelt om deportationer som dødsmarcher, se f. eks. Dadrian, The History of the Armenian Genocide, 1997, s. 22.

[131] Dadrian, German Responsibility…, 1997, s. 22; Kieser, ”Dr Mehmed Reshid (1873-1919): A Political Doctor”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 266; Bryce & Toynbee, 2000, s. 58. Jacobsen sammenlignede også de massakrerede armeniere med ”slagtefår”: Jacobsen, s. 229. Jacobsen kom til Mardin sommeren 1918, og fik af missionærerne der at vide, at alle armeniere i byen, på nær meget få, blev dræbt sammen med de fleste syriske kristne i 1915: ibid., s. 829-30. Om Reshits fremfærd i Diarbekir, se også ibid., s. 171, hvor ABCFM-missionæren miss Campbell, netop hjemkommen fra byen i maj 1915, fortalte om ”…frygtelig Tilstand ogsaa der, der skydes løs i Gaderne, Fangerne bliver med Torturredskaber mishandlet, brækker deres Fingre og Lemmer.” Se også ibid., s. 175; s. 189; s. 366-67.

[132] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXIX, 26/9 1915 (11/10). Se også Balakian, 2003, s. 233.

[133] Dickran Kouymjian, ”Confiscation and Destruction: A Manifestation of the Genocidal Process”, Armenian Forum, No. 3, 1998, s. 3-9.

[134] Adalian, i Winter, red., 2003, s. 150-52; Facsimile af orig. telegram, i Morgenthau, 2003, u. sideangivelse.

[135] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9). Om den officielle tyrkiske reaktion på forespørgsler om folkemordet nævner Wandel, at den apostoliske delegat, Mons. Angelo Maria Dolci, blev modtaget i audiens hos sultanen, hvor han på vegne af paven “...talte de forfulgte Armenieres sag...”. Ifølge Wandel var den tyrkiske regents svar rent formelt, og indeholdt kun ”…de skyldige Høflighedsformer og intet udover de sædvanlige undvigende Forklaringer, man her giver vedrørende Armeniermassakrerne.” UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLXXXXVII, 15/12 1915 (3/1-16).

[136] Morgenthau, 2003, u. sidetal.

[137] Adalian, i Winter, red., 2003, s. 155; s. 158; se også Bryce & Toynbee, 2000, s. 57.

[138] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9).

[139] Se f. eks. Dadrian, ”The Comparative Aspects of the Armenian and Jewish Cases of Genocide: A Sociohistorical Perspective”, i Alan S. Rosenbaum, red., Is the Holocaust Unique? Perspectives on Comparative Genocide, Westiew Press 1996, s. 109.

[140] Adalian, i Winter, red., 2003, s. 178.

[141] Dadrian, i Rosenbaum, red., 1996, s. 109.

[142] Faroqhi, 1999, s. 121.

[143] Vigtigheden af Jacobsens dagbog for dokumentationen af det armenske folkemord er internationalt anerkendt, hvilket bevidnes af, at den er kommet i en engelsk udgave: Maria Jacobsen, Diaries of a Danish Missionary: Harpoot, 1907-1919, red. af Ara Sarafian, Princeton: Gomidas Institute 2001. Den er derimod ikke udkommet på et dansk forlag.

[144] Bryce & Toynbee, 2000, s. 286. Scheubner-Richter regnes som en særdelses pålidelig og velinformeret kilde, der allerede i de første måneder af 1915 rapporterede om overgreb mod armeniere i Erzerum, og om sandsynligheden for en kommende stor massakre: Hilmar Kaiser, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 130ff.

[145] Davis, 1989, s. 40-42.

[146] F. eks. Jacobsen, s. 228.

[147] Jacobsen, s. 152; s. 167-69; Riggs, 1997, s. 47ff. For en beskrivelse af den lignende udvikling i Urfa-regionen, se Sick, 1945, s. 60.

[148] Jacobsen, s. 169; Marcher i Bryce & Toynbee, 2000, s. 287; Riggs, 1997, s. 77.

[149] Davis, 1989, s. 157.

[150] Jacobsen, s. 169-70.

[151] Ibid., s. 153.

[152] Kaiser, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 148.

[153] Jacobsen, f. eks. s. 176. For en udførlig beskrivelse af tortur i byens fængsel, se ibid., s. 182-84.

[154] Ibid., s. 176-77.

[155] Ibid., s. 181.

[156] Ibid., s. 191-92.

[157] Sevkiat (eller Sævkiat, som Jacobsen stavede det) er et sammensat, ”osmannisk” ord. Præfiksen, Sev- (”sort”) er armensk, og –Kiat (”papir”) er Tyrkisk. Tak til Karekin Dickran, Århus, for denne som andre oplysninger om armenske og tyrkiske sproglige forhold. Udtrykket Sevkiat blev i hvert fald i Mamouret-ul-Aziz-provinsen brugt som synonym for hele udryddelsesprocessen som sådan: Jacobsen, s. 854. Armeniere har brugt, og bruger stadig, også betegnelser som Aghet, ”Katastrofen”, og Eghern, ”Den Store Forbrydelse”, om det armenske folkemord: Rubina Peroomian, ”New Directions in Literary Responses to the Armenian Genocide”, i Hovannisian, red., 2003, s. 157.

[158] Ibid., s. 206-08; Hansine Marcher, Oplevelser Derovrefra, KMA 1919, s. 80; Adalian, i Winter, red., 2003, s. 160. Ifølge et interview med en overlevende armenier fra Harput, blev i alt 13.000 armenske soldater samlet i Mezreh, og senere dræbt uden for byen: Bryce & Toynbee, 2000, s. 296. Formentlig er dette tal enten for højt sat, evt. ved at der har sneget sig et ekstra nul ind, eller også drejer det sig om antallet af dræbte armenske soldater i området over en længere periode, hvormed tallet 13.000 ikke forekommer usandsynligt.

[159] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9); Davis, 1989, s. 70; s. 158. Davis var på dette tidspunkt den eneste diplomat fra en neutral nation i det indre Anatolien.

[160] G. S. Graber, Caravans to Oblivion: The Armenian Genocide, 1915, New York: John Wiley & Sons 1996, s. 118.

[161] Davis, 1989, s. 52.

[162] Jacobsen, s. 210-11. Se også s. 224; s. 367-68; Davis, 1989, s. 156; Tacy Atkinson, The German, the Turks and the Devil Made a Triple Alliance. Harpoot Diaries, 1908-1917, Princeton 2000, s. 38. Det er blevet beregnet, at i gennemsnit døde mindst 80% af de deporterede armeniere inden de nåede deres bestemmelsesteder i den syriske og irakiske ørken: Adalian, Winter, red., 2003, s. 179-80. Se også Moranian, ibid., s. 194; Balakian, 2003, s. 193.

[163] Davis, 1989, s. 157.

[164] Se f. eks. vidnesbyrd fra Maritza Kedjedjian, overlevende fra en deportation d. 4/7 1915, der udgik fra landsbyen Huseinik, over Mezreh og Diarbekir til ørkenen omkring Ras-ul-Ain: Bryce & Toynbee, 2000, s. 300.

[165] Davis, 1989, s. 150; Adalian, i Winter, red., 2003, s. 158.

[166] Jacobsen, s. 216-18; Davis, 1989, s. 156; s. 159; Adalian, i Winter, red., 2003, s. 160. Denne massakre blev overværet af Baron Melchon, missionens apoteker, der undslap, og vendte tilbage til Røde Kors-hospitalet i Mezreh. Se også Ruth A. Parmelee, A Pioneer in the Euphrates Valley, Princeton: Gomidas Institute 2002 (orig. udg. 1967), s. 19. Parmelee var ABCFM-læge i Harput under folkemordet.

[167] Bryce & Toynbee, 2000, s. 306.

[168] Jacobsen, s. 239; Atkinson, 2000, s. 38.

[169] Jacobsen, s. 235-37. I august 1918 mødte hun dog flere tidligere protestantiske armenske familier, der, som hun udtrykker det, var blevet ”Tyrker”af angst for at blive dræbt, og som ikke længere turde tale armensk: ibid, s. 841-43.

[170] Davis, 1989, s. 77.

[171] Ibid., s. 232-33; s. 269-73; s. 288; Adalian, i Winter, red., 2003, s. 160; Bryce & Toynbee, 2000, s. 297, s. 306; Petersen, citeret i Amalia Lange, Et Blad af Armeniens Historie – KMA 1910-1920, København: KMA 1920, s. 48-49. For beskrivelse af en senere deportation fra Erzerum og Erzindjan via Harput, se Kaiser i Kieser & Schaller, red., 2002, s.158.

[172] Davis, 1989, s. 150. Dette var almindelig fremfærd over hele riget: se Kaiser, i Kieser & Schaller, 2002, s. 170.

[173] Kaiser, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 165-66.

[174] Sick, 1945, s. 59-60. Dette bekræftes i detaljer af den schweitziske missionær Jakob Künzler, der arbejdede sammen med Jeppe i Urfa: Karl Meyer, Armenien und die Schweiz – Geschichte der Schweizerischen Armenierhilfe, Bern: Blaukreuz-Verlag 1974, s. 94; s. 110.

[175] Ibid., s. 67-69.

[176] Jacobsen, s. 210.

[177] Ibid., s. 257.

[178] Ibid., s. 275; Davis, 1989, s. 104.

[179] Citeret i  Elise Bockelund, En Tjenergerning Blandt Martyrfolket – Kvindelige Missions Arbejdere 1900-1930, KMA 1932, s. 47.

[180] Se f. eks. Davis, 1989, s. 160.

[181] Adalian, i Winter, red., 2003, s. 161. Se også Lange, 1920, s. 46, hvori Petersen citeres for at fremhæve, at armenierudryddelsen skete ”…i Følge en med djævelsk Kløgt lagt og udført Udryddelsesplan.” For beskrivelse af en massakre på armenske mænd fra Samsun ved Sortehavskysten, foretaget af gendarmer og tyrkiske landsbybeboere udenfor landsbyen Hassan Chelebi i den vestlige del af Mamouret-ul-Aziz, se Graber, 1996, s. 103-4.

[182] Jacobsen, s. 383; Davis, 1989, s. 84; Balakian, 2003, s. 246-47.

[183] Marcher, 1919, s. 10.

[184] Graber, 1996, s. 104-5.

[185] Jacobsen, s. 274.

[186] Graber, 1996, s. 105-6.

[187] Der findes andre eksempler på, at missionærers arbejde med at redde muslimske liv under krigen, særligt når det gjaldt tyrkiske soldater, blev en fordel for hjælpearbejdet for armenierne under folkemordet. Det gælder f. eks. den amerikanske ABCFM-missionær Graffam i Sivas: Susan Billington Harper, ”Mary Louise Graffam: witness to genocide”, i Winter, red., 2003, s. 222.

[188] Davis, 1989, s. 74-75. Tyske missionærer i provinsen, som pietisten Johannes Ehmann, forsøgte sig i modsætning til de danske og amerikanske missionærer næsten udelukkende at hjælpe armenierne gennem ”lovligt” samarbejde med myndighederne. Men som Ehmann måtte konstatere, så var f. eks. valien ikke til at stole på, samarbejdet var forgæves, og hvad han kaldte de ”frygtelige begivenheder” fik ham til at tvivle på sin gudstro: Kieser & Schaller, ”Einleitung”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 31-32.

[189] Jacobsen, s.284.

[190] Davis, 1989, s. 69.

[191] Jacobsen, s. 288.

[192] Jacobsen, s. 288; s. 316; Marcher i Bryce & Toynbee, 2000, s. 288; Davis, 1989, s. 64; s. 169.

[193] Jacobsen, s. 347; s. 465; Marcher, 1919, s. 87; Davis, 1989, s. 93.

[194] Bryce & Toynbee, 2000, s. 297; Kieser & Schaller, ”Einleitung”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 31; Kaiser, ibid., s. 159. Som det er tilfældet med den fejlagtige antagelse om, at armeniere i f. eks. Konstantinopel var undtaget fra forfølgelse, har selv forskere der anerkender det armenske folkemord viderebragt den ligeledes fejlagtige antagelse om, at det generelt var muligt at undslippe forfølgelse ved at konvertere til islam. Det gælder f. eks. Robert S. Wistrich, Hitler and the Holocaust, London: Weidenfeld & Nicholson 2001, s. 243.

[195] Jacobsen, s. 606-07; Davis, 1989, s. 94-95; se også Harper, i Winter, red., 2003, s. 236-37.

[196] F. eks. mener Akcam, 2004 og Balakian, 2003, at folkemordet blev udført og afsluttet i 1915. Kaiser, Levene og Kieser & Schaller, alle i Kieser & Schaller, red., 2002, mener at det sluttede i 1916 efter de sidste massakrer i den syriske og irakiske ørken. Leo Kuper, i Hovannisian, red., 1986, mener derimod først at folkemordet sluttede i 1917. Det samme gør Roger W. Smith, ”Foreword”, i Graber, 1996, s. xi, mens Graber selv som titlen angiver mener folkemordet foregik i 1915.

[197] Jacobsen, s. 681-82. Samme taktik anvendte ungtyrkerne i stor skala i de arabiske provinser fra vinteren 1917, særligt overfor den libanesiske befolkning: UM, Gr. 139, Afd. N. 3., ”Syrien”, nr. LXXXVII, 31/5 1917 (15/6).

[198] Jacobsen, s. 700. Se også s. 727-28. Vali Sabit bey var på dette tidspunkt netop blevet afløst af Midhat bey, uden at det dog lader til at have ført til et markant skifte i politik. Censuren, mistænkeliggørelsen og overvågningen af Davis bekræftes af den amerikanske ambassadør Abram I. Elkus, der i august 1916 havde afløst Morgenthau. I et telegram til det amerikanske UM 9/2 1917 rapporterede Elkus, at Osmannerrigets UM og militære myndigheder forsøgte at presse den amerikanske ambassade til at stoppe Davis’ svar på forespørgsler fra amerikansk-armeniere om deres slægtninge i Harput-regionen: Adalian i Winter, red., 2003, s. 153-54.

[199] Adalian, i Winter, red., 2003, s. 184.

[200] Aziz blev som en af hovedmændene bag rekrutteringen til den Særlige Organisation sigtet ved Konstantinopel-retssagerne mod de ungtyrkiske ledere i 1919: Dadrian, H & G, Vol. 11, No. 1, 1997, s. 47.

[201] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 2, fra Jan. 1917 - 1. Jan. 1919, nr. IV, 6/1 1917 (25/1).

[202] Jacobsen, s. 764; s. 792.

[203] Den albanskfødte Izzet, også kendt som Izzat, var i opposition til Talaat og den ledende, radikale fløj af det ungtyrkiske parti, og var i en kort periode i 1918 storvezir, hvor han forsøgte at afsætte og straffe embedsmænd der var skyldige i armeniermassakrerne: UM, Gr. 139, Afd. 1, ”Tyrkiet – Indre Forhold”, Pakke 2, fra Jan. 1917 – 1. Jan. 1919, nr.LXXXXI, 22/10 1918 (18/12). Se også Davis, 1989, s. 116-17. Dadrian, German Responsibility…, 1997, s. 215, beskriver hvordan Kamil Pasha arbejdede tæt sammen med den Særlige Organisation 1915-16.

[204] Lignende interne kampe mellem fraktioner med forskellige prioriteringer og dagsordener indenfor en gerningsmandsgruppe fandtes blandt nazistiske gerningsmænd i forbindelse med gennemførelen af jødeudryddelsen under 2. Verdenskrig. Det gjaldt f. eks. kampen på både central- og provinsplan om, i hvilket omfang hensynet til krigsførelsen og udnyttelsen af de jødiske slavearbejdere skulle have forrang for udryddelsesprojektets øjeblikkelige gennemførelse. Se f. eks. Wistrich, 2001, s. 100-101. Netop kampen mellem prioriteringen af sådanne hensyn kan have spillet en rolle for henholdsvis ”slappere” og ”strammere” i Mamouret-ul-Aziz under folkemordet på armenierne.

[205] Jacobsen, hhv. s. 758; s. 816-19.

[206] Jacobsen, s. 856.

[207] Ibid., s. 875-76. Om Hadji Bedr bey’s vigtige rolle i udførelsen af folkemordet i den centrale del af Anatolien, se også Kaiser, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 157; s. 161.

[208] Jacobsen, s. 932. For missionærers og armenieres problemer med de tyrkiske efterkrigsmyndigheder, se også Parmelee, 2002, s. 50-51.

[209] Hilmar Kaiser, At the Crossroads of Der Zor – Death, Survival, and Humanitarian Resistance in Aleppo, 1915-1917, Princeton & London: Gomidas Institute 2002, s. 10.

[210] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXXVIII, 3/10 1915 (18/10).

[211] Dadrian, The History of the Armenian Genocide, 1997, s. 221-22. Deportationsloven blev i november 1918 kendt forfatningsstridig af det osmanniske efterkrigsparlament: Ibid., s. 222.

[212] Akcam, 2004, s. 166-68. Akcam dokumenterer her også, at lokale embedsmænd der var modstandere af udryddelsesprojektet enten blev fyret eller dræbt.

[213] Kouymjian, Armenian Forum, Vol. 1, No. 3, 1998, s. 5-6.

[214] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXXVIII, 3/10 1915 (18/10). Wandel understregede også i et senere telegram, UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, u. nr., 25/11 1915 (10/12), at loven havde ”…særlig henblik paa de Deporterede Armenieres forhold.”

[215] Dadrian, The History of the Armenian Genocide, 1997, s. 231, n. 18. Pomiankowski var gennem hele krigen tilknyttet det osmanniske militære hovedkvarter, hvor han havde tæt kontakt til krigsministeren Enver: Dadrian, German Responsibility…, 1997, s. 21.

[216] Dadrian, The History of the Armenian Genocide, 1997, s. 222-24. Denne vurdering af Riza som oppositionens (og samvittighedens) enlige stemme i det osmanniske parlament deltes af Wandel, der fremhævede ”…Ahmed Riza Bey, der i den sidste Parlamentssamling blev den eneste Betydningsfulde Modstander af Komitéens Enevælde.” UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXV, 22/9 1915 (5/10). Se også UM, Gr. 139, Afd. 1., ”Tyrkiet – Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CIV, 4/5 1916 (13/5).

[217] Citeret fra Dadrian, The History of the Armenian Genocide, 1997, s. 224.

[218] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. XLIII, 29/2 1916 (11/3).

[219] Jacobsen, s. 405-06.

[220] Marcher, 1919, s. 16-17.

[221] Balakian, 2003, s. 235.

[222] Jacobsen, s. 406-07. Kaimakanen, hvis navn ikke nævnes i nogen tilgængelig kilde, var formentlig blevet modstander af udryddelsesprojektet. Selvom han tidligere ifølge Jacobsen, s. 183-84, bl. a. personligt havde torteret armeniere, så var hans reaktion på valiens ordre nu at forsøge at undslå sig ved at henvise til sit svage helbred, og sige at hvis valien insisterede, så måtte han afskedige ham og finde en anden. Denne modstand, sammen med bl. a. en protest fra en lokal muslimsk leder mod fortsatte deportationer, kan have udsat større massakrer og deportationer i provinsen indtil den officielle politik ændredes i løbet af 1916-17. Kaimakanen blev dog forflyttet for sin modstand den 4. januar 1916: ibid., s. 407-8; s. 425-26. Se også Davis, 1989, s. 133, n. 17. Ifølge Davis var Reshid bey (ikke at forveksle med Mehmet Reshit, vali i Diarbekir), en fanatisk ungtyrk og armenierhader, der i modsætning til de fleste andre lokale embedsmænd, som for eksempel valien og kaimakanen, ikke modtog bestikkelse fra armeniere eller på anden måde tjente på deres udryddelse. Han stammede fra Mamouret-ul-Aziz, og blev i sommeren 1915 sendt til Mezreh af Talaat selv for at lede udryddelsesprojektet, hvorefter han blev overflyttet: Davis, 1989, s. 71; s. 120; s. 170. Jacobsen var dog uenig i Davis’ vurdering af Reshid, og lægger mere vægt på centralmagtens og valiens radikalisme: Jacobsen, s. 408-9.

[223] Dadrian, German Responsibility…, 1997, s. 186.

[224] Donald Bloxham, ”Power Politics, Prejudice, Protest and Propaganda: a Reassessment of the German Role in the Armenian Genocide of WWI,” i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 213-44. For en beskrivelse af den udbredte, antisemitismelignende armenierforagt blandt højtplacerede tyskere i Osmannerriget, se Wolfgang Gust, ”Die Verdrängung des Völkermords an der Armeniern – ein Signal für die Shoah”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 466-68.

[225] Kaiser, ”The Baghdad Railway and the Armenian Genocide, 1915-1916: A Case Study in German Resistance and Complicity”, i Hovannisian, red., 1998, s. 76-78; s. 102-3, n. 38.

[226] Ibid., s. 95-96; se også Graber, 1996, s. 121-37.

[227] Se f. eks. Nassibian, 1984, s. 27; Morgenthau, 2000, s. 3-8.

[228] Se f. eks. Akcam, 2004, s. 164, s. 174.

[229] Dadrian, German Responsibility…, 1997, s. 110.

[230] Ibid., s. 111. Enver var tidligere militærattache i Berlin, og kendt som en stor beundrer af tysk kultur og militarisme. Se også Graber, 1996, s. 9-19.

[231] UM, Gr. 139, Afd. D.1., ”Politiske Begivenheder i Tyrkiet i 1914”, indsendt af Gesandtskabet i Konstantinopel 26/1 1915, s. 20-21.

[232] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. LXX, 3/7 1915 (19/7).

[233] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXV, 22/9 1915 (5/10).

[234] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLX, 3/11 1915 (18/11).

[235] For de stærke spændinger der var mellem den tyske og den ungtyrkiske militære ledelse i riget, og ikke mindst mellem Liman von Sanders og Enver, se f. eks. Graber, 1996, s. 16-19.

[236] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CLX, 22/9 1915 (5/10).

[237] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CVIII, 8/5 1916 (20/5).

[238] Adalian, i Winter, red., 2003, s. 179.

[239] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9).

[240] Audoin-Rouzeau & Becker, 2002, s. 67.

[241] Dadrian, German Responsibility…, 1997, s. 82.

[242] Citeret i Adalian, i Winter, red., 2003, s. 183.

[243] Martin Gilbert, ”Twentieth-century genocides”, i Winter, red., 2003, s. 16.

[244] Jacobsen, s. 229.

[245] Kaiser, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 180. , n. 84.

[246] Jacobsen, s. 830. Den gensidige foragt og mistillid mellem tyrkere og tyskere i Osmannerriget kunne være endog meget stor. Allerede i december 1915 rapporterede Wandel, at ”[s]amtidig med at de dagligt officielt roser og smigrer Tyrkerne, udtaler Tyskerne sig her i privat Samtale med den største Foragt om Tyrkerne, og de slutter altid med at sige, at de desværre ikke i Øjeblikket kan undvære Tyrkernes Hjælp, men at den Dag vil komme da de vil behandle Tyrkerne som de har fortjent det." UM, Gr. 5, Afd. D. 24., ”Kapitulationernes Ophævelse i Tyrkiet (Danmark og andre Magter)”, Pakke 1, Sept. 1914 – 31. Dec. 1919, nr. CCIII, 28. dec. 1915 (13/1-16).

[247] Kristeligt Dagblad, 22/12 2004.

[248] Se f. eks. Richard G. Hovannisian, ”Etiology and Sequelae of the Armenian Genocide”, i George J. Andreopoulos, red., Genocide: Conceptual and Historical Dimensions, University of Pennsylvania Press 1994, s. 117; Balakian, 2003.

[249] Smith, ”Foreword”, i Graber, 1996, s. x; Colin Tatz, With Intent to Destroy – Reflecting on Genocide, London and New York: Verso 2003, s. 73.

[250] Se f. eks. Akcam, 2004, s. 236-38.

[251] Se f. eks. Bjørnlund, ”Religion og Folkedrab i Rwanda”, i Den Ny Verden,  Tidsskrift for Internationale Studier, nr. 2, 2004, s. 59.

[252] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXV, 22/9 1915 (5/10).

[253] For en lidt unøjagtig, men interessant samtidig dansk analyse af de religiøse og (geo-)politiske årsager til folkemordet, se Pastor F. Friis Berg, Dansk Missions Blad, nr. 46, søndag d. 14/11 1915, s. 889-90. Berg skriver bl. a. at ungtyrkernes mål med armenierudryddelsen var at gøre Lilleasiens befolkning til en muslimsk og etnisk tyrkisk enhed.

[254] Ordbog over det Danske Sprog, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1918-56.

[255] Ordbog over det Danske Sprog, 3. suppl. bd., Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1997.

[256] Uffe Østergaard, ”Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier”, i Anders Bjørn Hansen et al, red., Folkemord, Den Jyske Historiker nr. 90, 2000. For en detaljeret gennemgang af historisk-sociologiske folkemordsdefinitioners (ofte problematiske) udgangspunkt i og forholden sig til FNs juridiske definition, se Bjørnlund et al, 2005.

[257] Rasmus Hylleberg, Lone Møller-Hansen & Allan Poulsen, Folkemordet i Rwanda – og danske baptisters engagement i landet, Føltveds Forlag 1998.

[258] Se f. eks. Kuper, i Hovannisian, red., 1986, s. 45, og diskussion i Erik Jan Zürcher, ”Ottoman Labour Battalions in World War I”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s.187-97.

[259] Se Bloxham, i Hovannisian, red., 2003, s. 35.

[260] Se f. eks. Mark Levene, ”The Experience of Genocide: Armenia 1915-16 and Romania 1941-42”, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 436-37; Raymond H. Kevorkian, ”Ahmed Djémal Pacha et le sort des déportés arméniens de Syrie-Palestine”, ibid., s. 206-7; Kaiser, 2002, s. 66-68.

[261] Se f. eks. Kaiser, i Hovannisian, red., 1998, s. 76-78.

[262] Se f. eks. Akcam, 2004, s. 158-75.

[263] Arman J. Kirakossian, red., The Armenian Massacres, 1894-1896: U. S. Media Testimony, Detroit: Wayne State University Press 2004, s. 15-23.

[264] Dadrian, German Responsibility…, 1997, s. 8-9.

[265] Dadrian, The History of the Armenian Genocide…, 1997, s. 114-21.

[266] Kirakossian, red., 2004, s. 32-33.

[267] Se f. eks. Graber, 1996, s. 47-48.

[268] Hovannisian, ”The Historical Dimensions…”, i Hovannisian, red., 1986, s. 25-26

[269] Suny, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 94; Hovannisian i Hovannisian, red., 1986, s. 25-26.

[270] Se gengivelse af folkemordskonventionen i Hansen et al, red., 2000, s. 8-14.

 

 

   

Matthias Bjørnlund