GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

 

Hovedside

 

 

 

  

 

 

 

Danske Kilder til det Armenske Folkemord

Af Matthias Bjørnlund / Historiker                         

 

Armenien og Danmark indtil 1. Verdenskrig

 
Da folkemordet igangsattes i 1915 havde det armenske folks lidelser i Osmannerriget allerede i flere omgange været på den internationale dagsorden. Det gjaldt i særlig grad i forbindelse med 90-massakrerne i den tyrkiske sultan Abdul Hamid IIs regeringstid. ”Kristenforfølgelserne”, som de blev kaldt, blev umiddelbart årsag til en del aktivitet verden over, også i Danmark. Her blev der dannet indsamlingskomiteer, samt udgivet oplysningsskrifter som for eksempel Armenien og Armenierne af biskop H. V. Styhr, der beskriver de muslimske tyrkeres ”hellige udryddelseskrig”.[1] I samme forbindelse skrev Georg Brandes i 1900 en særdeles velinformeret artikel om Armeniens kultur og historie, og om de europæiske nationers manglende indgriben overfor Osmannerrigets brutale fremfærd overfor det armenske mindretal. Denne fremfærd havde med de seneste massakrer, med Brandes’ udtryk, som mål den ”foreløbige udryddelse” af armenierne.[2]
”Foreløbig udryddelse” må siges at være en noget kryptisk formulering, men det kan ud fra sammenhængen tolkes som om, at hensigten med massakrerne ifølge Brandes ikke var endeligt at udrydde armenierne, men derimod at ”stække” dem som gruppe. Dette ville i givet fald være en tolkning, der stemmer overens med Sunys og Hovannisians senere vurderinger af disse massakrers karakter. Disse vurderinger deltes af Åge Meyer Benedictsen, der i indledningen citeres for, at folkemordet på armenierne i ungtyrkernes optik skulle gøres grundigt, ikke, som han udtrykker det, ”…et Lapværk som for tyve Aar tilbage”. Hermed henviser han netop til 90er-massakrerne: begivenhederne under 1. Verdenskrig havde en intention og et omfang der krævede en anden terminologi.

                      90er-massakrerne blev også den direkte årsag til en bølge af missionær- og hjælpevirksomhed rettet mod de armenske ofre i Osmannerriget. Fra USA, Rusland og Vesteuropa sendtes nødhjælp, lægehjælp og missionærer til de berørte egne, i særlig grad det centrale, østlige og sydlige Anatolien, hvor tusinder af fordrevne armeniere levede under kummerlige forhold.[3] Den danske indsats på området var fra starten knyttet til den amerikanske og den tyske indsats. Det gjaldt særligt organisationer som den Boston-baserede American Board of Commissioners for Foreign Missions (ABCFM), det missionske Deutsche Hülfsbund (DH), og Deutsche Orient Mission (DOM), en organisation stiftet og ledet af præsten og teologen Johannes Lepsius. Lepsius var blandt de første europæere til at danne en effektiv og omfattende organisation til hjælp for overlevende armeniere, særligt de tusinder af forældreløse børn der fandtes over hele riget. I løbet af få år åbnede DOM børnehjem, snedkerværksteder, tæppevæverier, m.m. mange steder i det østlige og sydlige Osmannerrige, steder der blev drevet af veluddannede, idealistiske europæiske mænd og kvinder.[4]

I 1897 havde Åge Meyer Benedictsen påbegyndt en serie sprogforskningsrejser, der bl. a. bragte ham til de armenske, kurdiske og persiske dele af Osmannerriget. Han besøgte DOMs projekter i både Van i Østanatolien, Khoi i Persien, og Urfa (Edessa) i det sydlige Anatolien, tæt på grænsen til det nuværende Syrien, hvilket inspirerede ham til at starte en lignende dansk hjælpeorganisation. Kort efter sin hjemvenden i 1902 stiftede Benedictsen foreningen Danske Armeniervenner (DA), men da DA i begyndelsen ikke havde kapacitet til at udføre egne projekter, knyttede man sig tæt til DOM, bl. a. ved at afholde visse af DOMs udgifter, eller ved at lønne danske hjælpearbejdere, der så f. eks. arbejdede på DOMs børnehjem i Khoi og Urfa. Det gjaldt for den senere så kendte dansker Karen Jeppe, der fra 1903 først var lærer, siden forstander på børnehjemmet i Urfa. Jeppe tog først hjem til Danmark i 1919, og blev dermed vidne til folkemordet i denne del af Osmannerriget.[5]

 

Kvindelige Missions Arbejdere

Som DOM var DA en privat hjælpeorganisation, der ikke havde til formål at missionere overfor de hovedsageligt gregorianske armeniere, og på den led mindede organisationen mere om en moderne, sekulær nødhjælpsorganisation end om et protestantiskt missionsselskab. Et sådant var derimod Kvindelige Missions Arbejdere (KMA), der med udgangspunkt i britisk-inspireret nypietisme stiftedes i København i 1900. Den direkte anledning til stiftelsen var armeniernes fortsatte lidelser i Osmannerriget, men formålet var ikke mindst at følge det nytestamentlige missionsbudskab i praksis: ”At her ikke blot var brug for timelig hjælp, men at der også lå en missionsopgave stod klart for KMA’s stiftere, og Armenien blev selskabets første missionsmark.”[6] KMA havde i 1907 2.600 medlemmer, samt støtter og bidragydere fra alle samfundslag og geografiske områder, hvilket vidner om at forholdene for armenierne i Osmannerriget stadig havde en plads i mange danskeres bevidsthed.[7]

I første omgang foregik KMAs indsats ved at selskabet gennem indsamlede penge betalte for armenske børns ophold på DHs børnehjem, men i 1903 oprettede KMA selv et børnehjem, ”Emaus”, i Mezreh i den centrale del af Anatolien, der under 1. Verdenskrig blev drevet af Karen Marie Petersen. To andre danske KMA-missionær, Hansine Marcher og Jenny Jensen, hhv. arbejdede på det tyske Røde Kors-hospital i den nærliggende by Harput, og ledede ”Elim”, et stort hjem for armenske piger drevet af DH. Den fjerde KMA-medarbejder i området, sygeplejersken Maria Jacobsen, var i 1907 blevet udnævnt til oversygeplejerske på det amerikanske ABCFM-hospital i Harput, hvorfra hun under 1. verdenskrig blev et vigtigt vidne til folkemordet.

Med sin udnævnelse blev Jacobsen en central del af USA's ældste og største missionsorganisation, der alene i dette område under krigen sørgede for mad og andre fornødenheder for op til 5000 hovedsageligt armeniere, men også kurdere, tyrkere og assyrere. ABCFM drev skoler og håndarbejdsuddannelser, kirker, klinikker, opsøgende lægehjælp og fattighjælp for armeniere over hele Osmannerriget, og selvfølgelig ikke mindst missionsvirksomhed: de gregorianske armeniere skulle omvendes til den ”sande” kristendom, protestantismen, og ville angiveligt derefter gennem deres eksempel kunne omvende muslimerne.[8] Da USA og Osmannerriget afbrød de diplomatiske forbindelser i april 1917, blev mange af de amerikanske missionærer udvist, hvilket i Harput og Mezreh betød at Maria Jacobsen under ekstremt vanskelige forhold overtog hele den amerikanske operation, i samarbejde med armenske ansatte.[9] Hansine Marcher havde måttet forlade Osmannerriget allerede i april 1916, mens Jenny Jensen fulgte efter i 1917. Maria Jacobsen og Karen Marie Petersen forlod derimod først Osmannerriget i oktober 1919.

 


[1] H. V. Styhr, Armenien og Armenierne, særtryk af ”Vort Land”, 1897, s. 15.

[2] Georg Brandes, Udvalgte Skrifter, 8. Bd., Journalistik og Debat, Tiderne skifter 1987, s. 133.

[3] Julius Richter, Mission und Evangelisation im Orient, Gütersloh: Bertelsmann 1908, s. 98-113.

[4] Åge Meyer Benedictsen, Åge Meyer Benedictsen – De Undertrykte Nationers Tolk. En Mindebog, udg. af Katri Meyer Benedictsen, København: Nyt Nordisk Forlag / Arnold Busck 1934, bd. 1, s. 125.

[5] Se f. eks. Cedergreen Bech, 1982; Ingeborg Marie Sick, Pigen Fra Danmark, København: Gyldendal 1945, 4. forøgede udg.; Bjørnlund, ”Karen Jeppe”, folkedrab.dk. Hvad danske vidner angår, er Jeppe en interessant, men mindre centralt placeret iagttager til de fleste af folkemordets faser på regionalplan end først og fremmest Jacobsen. Derfor, og af plads- og tidshensyn, må jeg stort set udelade Jeppes vidnesbyrd fra denne fremstilling. Men selv om der heller ikke er meget tilgængeligt materiale fra hendes ophold i Urfa under folkemordet, så bekræftiger det tilgængelige materiale nøje fortolkningen af armenierforfølgelserne som et folkemord.

[6] Elise Bockelund, Høsten er Stor – KMA’s Historie Gennem 50 År, København: KMA 1950, s. 14.

[7] Tinne Vammen, ”Emsy Collet”, Dansk Kvindebiografisk Leksikon, på kvinfo.dk.

[8] En diskussion af denne ”kulturimperialisme” og dens ofte arrogante og konfliktskabende karakter ligger uden for specialets rammer, men se f. eks. Suzanne E. Moranian, ”The Armenian Genocide and American missionary relief efforts”, i Jay Winter, red., America and the Armenian Genocide of 1915, Cambridge University Press 2003, s. 187-88, og Balakian, 2003, s. 25-27.

[9] I den vestlige del af Osmannerriget arbejdede amerikanske missionærer dog ofte videre som attachéer tilknyttet den svenske diplomatiske mission, der fra april 1917 varetog amerikanske interesser.