GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

 

Hovedside

 

 

 

 

 

 

 

Seksuel vold under det armenske folkedrab

Af Matthias Bjørnlund  

02/01-2007 

”De fortæller alle den samme historie og bærer de samme ar: deres mænd var alle blevet dræbt i løbet af de første dages march fra byerne, hvorefter kvinderne og pigerne konstant blev bestjålet for penge, sengetøj, tøj, og blev tævet, misbrugt og bortført. Deres vagter tvang dem til at betale selv for at drikke af kilderne langs vejen og var de værste til at mishandle dem, men de tillod også rosset i hver eneste landsby de drog igennem at bortføre pigerne og kvinderne og misbruge dem. Vi fik ikke bare fortalt disse ting, de samme ting foregik lige her i vores egen by, for vore egne øjne og helt åbenlyst i gaderne.” [1]

Indledning

Det ovenstående citat, oversat fra et brev skrevet 6. august 1915 af F. H. Leslie, amerikansk missionær i den osmanniske (nu tyrkiske) by Urfa, til den amerikanske konsul i Aleppo, Jesse B. Jackson, sammenfatter væsentlige træk af folkedrabet på armenierne. Overordnet set var folkedrabet på armenierne den tyrkisk-dominerede, radikalt nationalistiske Komité for Enhed og Fremskridt (”Ungtyrkerne”) næsten fuldkommen succesrige forsøg på under 1. verdenskrig at skaffe sig af med de ca. 2 millioner kristne osmanniske armeniere, sammen med andre uønskede eller ”besværlige” minoriteter, fra anatolsk jord, og menes at have kostet ca. 1-1,5 millioner armeniere og hundredetusinder af f. eks. assyrere og grækere livet. De direkte og indirekte drabsmetoder varierede; de mest anvendte var massakrer, drukning, dødsmarcher og sultedød.[2]  Men selvom endemålet var udryddelse af de osmanniske armeniere som gruppe – mænd, kvinder og børn – var der som antydet ovenfor ofte væsentlige kønsbetingede forskelle i udførelsen.

 

At det forholder sig sådan er ikke overraskende. Set i et længere perspektiv har organiserede, kønsspecifikke overgreb og massedrab været en faktor i forbindelse med krig, etnisk udrensning og folkedrab. Seksuelle overgreb mod kvinder har i den forbindelse været hyppige, mens massedrab ikke mindst har været rettet mod mænd og drenge i den ”kampdygtige” alder.[3]  Og gennem hele det blodige 20. århundrede har mænd og kvinder ofte handlet, og er blevet behandlet, på forskellig måde som gerningsmænd og ofre i forbindelse med folkedrab. Sådanne overgreb og massedrab har enten været mål i sig selv – som f. eks. ødelæggelsen af, hvad drabsmændene antog var reel eller potentiel militær opposition ved Srebrenica-massakren i 1995 på ca. 8.000 muslimske mænd og drenge[4]  – eller har indgået som mere eller mindre markante dele af mere omfattende udryddelseskampagner.[5] Det kønsmæssige er derfor et af mange aspekter der må tages med i betragtning, når man vil forsøge at forstå motiver, forløb, dynamikker og konsekvenser af folkedrab og andre forbrydelser mod menneskeheden.[6]

 

Køn og det armenske folkedrab: et overblik

Jeg vil ikke her forsøge at fortælle den samlede historie om det armenske folkedrab. Det ville kræve en nøje gennemgang af den historiske kontekst, de politiske, ideologiske, økonomiske og militære aspekter af ungtyrkernes ekstreme nationalistiske projekt, de historiografiske stridspunkter, osv. Her henviser jeg til titlerne nævnt i noterne. Men i grove træk formede armenierudryddelsen (som i øvrigt de fleste andre folkedrab) sig gennem stadig mere radikale tiltag mod en stadig mere forhadt minoritet, tiltag der kulminerede i forbindelse med at landet var i krig. De første ofre var næsten udelukkende mænd, nemlig de ca. 200.000 etnisk armenske soldater der kæmpede i den osmanniske hær. De blev fra starten af 1915 afvæbnet og myrdet eller arbejdet ihjel i stort tal; derefter, fra 24. april 1915, blev politikere, religiøse ledere og andre medlemmer af den armenske ”elite” arresteret, ofte tortureret, og dræbt. I løbet af sommeren 1915 blev de fulgt af de resterende mænd og ældre drenge der ikke havde formået at skjule sig eller undslippe til f. eks. Rusland, og som nu blev massakreret som forløber for, eller i de tidlige faser af, ”deportationerne” – dødsmarcherne.

I de gamle armenske provinser i det østlige Anatolien, tæt på den russisk-osmanniske front i Kaukasus, var tendensen dog at armeniere blev dræbt landsbyvis, ofte uden at der blev gjort større forskel på mænd og kvinder. Men generelt var den osmannisk-armenske befolkning blevet renset for mænd (der i princippet ville kunne gøre modstand og også gjorde det i visse tilfælde) inden opmærksomheden blev vendt mod de armenske kvinder og børn.[7]  Dikteret af, hvad man påstod var ”militær nødvendighed” igangsatte indenrigsministeriets Direktorat for Anbringelse af Stammer og Immigranter i sommeren 1915 en massedeportation af armeniere fra hele riget. Hundredtusinder fik fra ugers til få timers varsel til at forlade deres hjem og ejendele og marchere mod syd. Målet var angiveligt den syriske og irakiske ørken, hvor armeniere skulle ”midlertidigt genbosættes”, men få overlevede så langt.[8]

Det overordnede formål med ”deportationerne” var at dræbe alle eller flertallet af de deporterede gennem massakrer, individuelle voldshandlinger, udmattelse, sult, tørst eller sygdom, inden de overlevende enten blev bortførte og tvangskonverterede og tvangsassimilerede, eller nåede de områder i ørkenen hvor de angiveligt skulle genbosættes og genforenes med deres mænd, brødre og sønner.[9] 

I realiteten døde langt de fleste af de overlevende der rent faktisk nåede så langt af sult, sygdom, udmattelse, eller blev udsat for storstilede massakrer i løbet af 1916.[10]  Carl Ellis Wandel, dansk diplomat i Konstantinopel (Istanbul) fra 1914-25, udtalte 4. september 1915 at det var hinsides enhver tvivl at ungtyrkerne gennem massakrer og ”deportationer” havde intention om at udrydde det armenske folk[11],  mens den danske missionær og sygeplejerske Maria Jacobsen, udsendt for Kvindelige Missions Arbejdere (KMA) i Harput 1909-19, i sin dagbog 26. juni 1915 konstaterede, at hvis endemålet for de deporterede virkelig var den syriske ørken, så var det åbenlyst at formålet med deportationerne var udryddelsen af det armenske folk.[12]  Der var på dette tidspunkt ingen iagttagere der troede på myndighedernes løfter om at beskytte de deporterede. Fremgangsmåden kan opsummeres gennem en øjenvidneberetning af den osmanniske løjtnant Sayied Ahmed Moukhtar Baas, en af de trods alt ganske mange muslimske borgere i riget – fra tyrkiske og arabiske landsbyboere til hele kurdiske stammer – der enten var imod folkedrabet eller ligefrem risikerede livet ved at forsøge at redde armeniere, hvilket der var dødsstraf for:

 

Da de første hold deporterede armeniere ankom til Gumush-Khana, blev alle sunde og raske mænd sorteret fra med den begrundelse at de skulle tildeles arbejde. Kvinderne og børnene blev med eskorte sendt i forvejen med forsikringer fra de tyrkiske myndigheder om, at deres endemål var Mosul, og at de ikke ville lide overlast. De tilbageholdte mænd blev bragt ud af byen i hold på 15 eller 20, stillet på række på kanten af grøfter der var blevet gravet i forvejen, skudt og smidt i grøfterne. Hundreder af mænd blev hver dag skudt på lignende måde. Kvinderne og børnene blev angrebet på vejen af (’Shotas’), de væbnede bander organiseret af den tyrkiske regering der angreb dem og bemægtigede sig et vist antal. Efter at have plyndret og begået de fejeste skændselsgerninger mod kvinderne og børnene, massakrerede de dem koldblodigt. Disse angreb skete dagligt indtil man havde skaffet sig af med hver eneste kvinde og barn. Den militære eskorte havde fået strenge ordrer om ikke at gribe ind overfor ’Shotas’. […] I juli 1915 blev jeg beordret til at ledsage en konvoj af deporterede armeniere. Det var det sidste hold fra Trebizond [Trabzon] […] Jeg blev syg og ville vende om, men jeg fik at vide at så længe der var levende armeniere i min varetægt ville jeg blive sendt fra sted til sted.[13]

 

Et andet øjenvidne, Mushegh Hakobian, rapporterede på lignende vis at ”[gendarmerne] var så nådesløse, at de tvang os til at vende om og gå ad den samme vej gennem bjerge og dale for fuldkommen at udmatte os. Vi havde i forvejen hverken brød eller vand.”[14]  De deporterede blev ofte fortalt af gendarmerne at de alle ville blive dræbt, og sikkert var det, at de der ikke kunne følge med blev skudt eller ladt tilbage for at dø.[15]  Denne typiske og tilsyneladende meningsløse procedure kan forklares, ikke bare ved at påpege rent praktiske faktorer, såsom fordelene ved at føre de resterende armeniere til afsides floder og kløfter hvor de kunne dræbes eller dø på sikker afstand af øjenvidner, og hvor der samtidig var minimale muligheder for at flygte eller få adgang til fødevarer.[16]  Proceduren kan formentlig også forklares psykologisk, med det oppiskede had til armeniere som gruppe. En tyrkisk gendarm i Erzinjan angav således både praktiske og psykologiske årsager, da han blev spurgt af den norske missionær Thora von Wedel-Jarlsberg og hendes tyske kollega Eva Elvers om, hvorfor man ikke bare dræbte kvinder og børn i deres landsbyer i stedet for at udsætte dem for lidelserne på dødsmarcherne: ”Det er rigtigt sådan, de skal lide. Og – hvad skulle vi gøre med ligene? De ville stinke!!!”[17]  Khanum Palootzian, der var blevet deporteret fra Erzerum-regionen i maj 1915, udtalte at gendarmerne der eskorterede hendes konvoj havde fået direkte ordre om ikke at bruge sværd eller kugler til at dræbe kvinder, men skulle benytte sig af indirekte metoder som sult og udmattelse. Uanset om en sådan ordre var blevet givet eller ej, så afholdt det ikke gendarmerne på denne eller andre marcher fra at begå deciderede massakrer på armenske kvinder og børn.[18]

Det skete nemlig ofte, at hele konvojer blev massakreret og plyndret af den såkaldte Særlige Organisation, af soldater, af tyrkiske eller kurdiske landsbyboere, eller af militser, enten under opsyn af eller i tæt samarbejde med myndighederne.[19]  Men dødsmarcherne havde altså ikke mindst til formål at slå ihjel på måder, der i hvert fald i princippet gjorde at ingen person nødvendigvis behøvede at udføre et decideret drab. Samtidig sørgede disse indirekte drabsmetoder for at brutalisere de eskorterende gendarmer, og for at overlevende armeniere blev systematisk dehumaniseret.[20]  Dette kan være endnu en faktor der forklarer hvorfor dødsmarcher og massakrer i afsidesliggende områder blev foretrukket frem for massakrer på stedet. Det er et velkendt fænomen ved folkedrab og andre masseforbrydelser at mange gerningsmænd har brug for at hærdes og for en bogstaveligt talt umenneskeliggjort ”fjende”, særligt når det gælder overgreb og drab på kvinder og børn. I den forbindelse er det interessant at Thora von Wedel-Jarlsberg og Eva Elvers rapporterede om en samtale de havde haft i juni 1915 med en ung tyrkisk soldat der var med til at eskortere og massakrere en konvoj fra Erzinjan. Missionærerne måtte nemlig konkludere, at de ikke bare havde dyb medlidenhed med de armenske ofre, men også med gerningsmændene, ”…de stakkels drenge, der systematisk blev forvandlet til djævle."[21]

Hvad dehumaniseringen af armenierne på dødsmarcherne angår, er der bred enighed blandt øjenvidner om at det var et udbredt fænomen. Allerede før verdenskrigens udbrud var de osmanniske armeniere blevet udpeget som den vigtigste ”indre fjende” af ungtyrkiske politikere og af den statskontrollerede presse – armeniere var angiveligt illoyale, grådige, oprørske, osv.[22]  Men som konsekvens af dødsmarcherne blev dehumaniseringen håndgribelig. Iagttagere bemærkede, at de deporteredes hele fremtoning var blevet dyrisk, u-menneskelig, hvilket sandsynligvis har medvirket til at overbevise gendarmerne om, at de gjorde ret i at behandle kvinder og børn som ”slagtefår”, en almindelig samtidig betegnelse for de deporteredes tilstand såvel som for deres skæbne.[23]  Leslie A. Davis, amerikansk konsul i den centrale Harput-region, beskrev for eksempel tilstanden for de titusinder af deporterede der kom til området, enten for at blive massakrerede, i hvad der sigende blev kaldt ”slagtehusprovinsen”, eller for at blive drevet videre mod ørkenen:

 

Gennem hele sommeren 1915 ankom der fra tid til anden grupper af eksilerede, nogle af dem på flere tusinde. Den første, som ankom i juli, slog lejr på en stor åben mark i udkanten af byen, hvor de blev udsat for den brændende sol. Alle var de i laser, og mange af dem var næsten nøgne. De var udtærede, syge, beskidte, dækkede af snavs og utøj, de lignede dyr langt mere end de lignede mennesker. De var blevet drevet frem i mange uger som flokke af kvæg, fik kun lidt at spise, og mange havde ikke andet end laser på. Når de sparsomme rationer som regeringen ydede skulle uddeles, måtte vagterne slå dem tilbage med køller, så glubende var de. Der var få mænd blandt dem, de fleste var blevet dræbt af kurdere før de ankom til Harput. Mange kvinder og børn var også blevet dræbt, og mange andre var døde på vejen af sygdom og udmattelse. Af dem der var startet var kun en lille del tilbage, og de var hurtigt på vej til at dø.[24]

 

Maria Jacobsen skrev i sin dagbog fra Harput at man kunne lugte disse syge, døde og døende deporterede i deres midlertidige lejre på lang afstand, at hvad hun betegnede som ”disse stakkels mennesker” ikke længere lignede mennesker, og at man ikke engang ville behandle dyr på denne måde – man ville være nådige og dræbe dem.[25]  En overlevende beskrev hvordan armenske kvinder i en sådan lejr blev undersøgt af læger før de blev bortført og/eller voldtaget, og sammenlignede det med den måde en slagter undersøger dyr før de bliver slæbt væk til slagtning.[26]

 

Den almindelige umenneskeliggørelse

Den måde, hvorpå armeniere gennem ord og handlinger blev reduceret til dyr, også for iagttagere der bestemt ikke var venligt stemte overfor udryddelsesprojektet, er hverken unik eller overraskende. Som man vil vide fra f. eks. den nyere Holocaustforskning kan de fleste direkte gerningsmænd til folkedrab, altså dem der rent faktisk skal udføre drabene, klassificeres som såkaldt ”almindelige mennesker”, mennesker der, som berørt ovenfor, i modsætning til kliniske psykopater eller personer der på forhånd er stærkt ideologisk motiverede, ofte må brutaliseres gennem propaganda, krigsførelse eller gennem indvielse i drabsprocessen. Denne brutalisering går hånd i hånd med dehumaniseringen af ”fjenden”, hvilket er særligt væsentligt når ”fjenden” er udnævnt til at være kvinder og børn, personer der ikke under normale forhold ville kunne siges at udgøre en overbevisende trussel eller et legitimt mål.[27]

Et typisk eksempel på dette åbenbart universelle behov for brutalisering og dehumanisering bliver givet af en overlevende fra folkedrabet i Rwanda i 1994. Efter en massakre var han sammen med en gruppe andre tutsier blevet forjaget fra en landsby, men de forhutlede overlevende blev stadig jaget af hutu genocidaires, der ville gøre ”arbejdet” færdigt: ”…Jeg tror at for hutuerne, at se os sådan, leve som de laveste af de lave vilde dyr, det gjorde arbejdet nemmere. Særligt for dem der ikke blev ansporet til massakre på grund af had.”[28]  I sådanne tilfælde har volden en helt praktisk betydning: dehumanisering gennem vold skaber eller skærper den afstand mellem gerningsmand og offer, der kan mindske indbygget modstand mod f. eks. seksuelle overgreb, samt lette hele drabsprocessen.

 

Hvor udbredt denne mentalitet, denne beredvillighed til dehumanisering, har været gennem det 20. århundrede kan man se af et eksempel fra før både det rwandiske folkedrab, Holocaust og det armenske folkedrab. Ved århundredeskiftet slog en dengang velkendt dansker samme toner an, og som senere både nazister og ungtyrkere gjorde det i større eller mindre omfang, retfærdiggjorde han denne mentalitet ved henvisning til såvel den foretrukne gruppes overlevelse som til Fremskridtet. Det drejer sig om officer og eventyrer Walter Christmas (1861-1924), der fra 1901 fik stor succes som drengebogsforfatter med den opbyggelige Peder Most-serie. Christmas skrev i 1903 en bog om sine indtryk fra Australien og de omkringliggende øer hvor han gjorde sig til talsmand for den komplette udryddelse af verdensdelens urbefolkning:

 

Hvem kan undre sig over, at den civiliserede Australkolonist afskyr landets sorte Befolkning, og kun længes efter det Øjeblik, da den sidste ’Vilde’ lukker sine Øjne? Et Folk med saa uhyggelig Levevis, saa grufuld Opfattelse af det, vi kalder Moral, kan næppe vente blid Medfart fra den hvide Race. Overalt, hvor Landet tages til Eje af hvide Mænd, bliver de Indfødte fordrevet. Selv om Kolonisterne taalte de Sortes Nærværelse, vilde Ødelæggelsen af Vildtbestanden umuliggøre deres Tilværelse. […] Men Kolonisterne nøjes ikke med at ødelægge Vildtet og fordrive de Sorte: i Tusindvis falder disse til Undergang viede Mennesker for de hvide Mænds Kugler. Kampen for Tilværelsen nødvendiggør saadanne Massemord […][29]

 

Selvom Christmas her erkender at de “vilde” er en slags mennesker, er deres angivelige dyriske præg altså af en sådan art at det nødvendiggør udryddelse. Det bliver endnu klarere i det næste afsnit, hvor han beretter at den tasmanske urbefolkning, der ellers ifølge ham ”…stod langt over de fleste australske, baade hvad Skønhed og Karakter angaar”, dog blev ”…planmæssigt udryddede, jagede og dræbte som skadelige, vilde Dyr.”[30]  Den eufemistiske måde at omtale drabsprocessen og den systematiske dehumanisering af ofrene – mennesker reduceres til dyr, overgreb bliver til “arbejde” eller “jagt” – er måske også med til at give en forklaring på, hvordan så normbrydende handlinger som f. eks. seksuel vold i forbindelse med folkedrab kan udføres, samt på hvad volden kan “betyde” for gerningsmænd. For ofre og iagttagere kan sådan vold godt nok forekomme meningsløs, og det er den måske i sidste ende også.

 

Seksuel vold på dødsmarcherne

Som i de nazistiske udryddelses- og koncentrationslejre synes alt at have været tilladt på dødsmarcherne; disse fænomener kan siges at have fungeret, for at bruge Hannah Arendts beskrivelse af de nazistiske lejre, som laboratories in total domination.[31]  Dog kan betegnelsen ”laboratory” synes at give for kliniske associationer, i hvert fald når det gælder dødsmarcherne under det armenske folkedrab. Her er det måske mere på sin plads at sammenligne med den tilladelse, der blev givet af de serbiske myndigheder til at overskride legale og moralske barrierer i forbindelse med krigen og folkedrabet i Bosnien i 1990erne. Slavoj Zizek og Christopher Hanlon beskriver i den forbindelse en i hvert fald på overfladen kaotisk (de bruger udtrykket “karnevalistisk”) situation, der kan sammenlignes med det totale moralske kollaps under det armenske folkedrab: det var ikke blot en mørk, dyster terror, men en art falsk, eksplosiv befrielse.[32]  Som gengæld for sådan en “befrielse”, dvs. licensen til at dræbe, plyndre og voldtage, kunne det ungtyrkiske diktatur forvente loyalitet, også overfor hele det nationalistiske, folkemorderiske tyrkificeringsprojekt. For eksempel rapporterede Jesse B. Jackson, amerikansk konsul i Aleppo, 12. maj 1915 i forbindelse med deportationerne fra Zeitun, Marash og de omkringliggende områder, at ”…ifølge rapporter fra pålidelige kilder får de eskorterende gendarmer at vide at de må gøre hvad de vil med kvinderne og pigerne.”[33]  Og det gjorde de fleste tilsyneladende. Så, udover sult, sygdomme, tæv og udmattelse, blev armenske kvinder og piger udsat for systematiske seksuelle overgreb i de uger eller måneder som marcherne varede, hvis de da overlevede så langt.

I nogle områder af Osmannerriget, særligt i det østlige Anatolien i de armenske og kurdiske provinser, foregik kollapset af moralske værdier med så stor hast og brutalitet at det seksuelle misbrug fandt sted helt åbenlyst. Det skete formentlig som en konsekvens af en kombination af faktorer, f. eks. den geografiske beliggenhed ved den kaukasiske front, brutaliseringen forårsaget af krigsførelsen, hævn for overgreb begået mod muslimske civile og for armensk revolutionær aktivitet (hvad enten disse fænomener var reelle eller ej), og det officielt sanktionerede syn på armeniere som den indre repræsentant for den ydre fjende, hvilket først og fremmest betød Rusland. Eksempler på overgreb begået i det østlige Anatolien indbefatter regeringsrepræsentanter i Trabzon, der rapporteredes at have udvalgt nogle af de angiveligt kønneste armenske kvinder fra de bedste familier. Efter at have begået, hvad der blev betegnet som de værste skændselsgerninger mod dem, fik de dem dræbt. Tilfældene af voldtægter af kvinder og piger, også offentligt, var meget talrige, og ofrene blev myrdet systematisk efter overgrebene.[34]  En rapport fra Mush beskriver hvordan kvindelige slægtninge til mandlige torturofre ligefrem blev voldtaget foran deres mænd og brødre som en del af afstraffelsen.[35]  I samme region blev ”attraktive” armenske kvinder og børn bortført for at blive tyrkificeret eller indlemmet i kurdiske husholdninger (et system der medvirkede til at sikre lokale stammers og landsbyboeres loyalitet gennem modtagelsen af armeniere som ”betaling”), men resten blev typisk brændt levende frem for at blive ”deporterede”.[36]

 

Men ligesom med drabene på kvinder og børn, så fandt de fleste af de seksuelle overgreb sted i forbindelse med dødsmarcherne, langt fra fronten. Ikke overraskende mener samtidige iagttagere generelt at ”deportationerne” var en “skæbne værre end døden”, en særligt langvarig, grusom og ydmygende måde at slå armenske kvinder og børn ihjel på, og dette syn skyldes ikke mindst de seksuelle overgreb.[37]  De deporterede, der typisk vandrede barfodede over bjerge og igennem ørkener, kunne når som helst risikere at blive bortført til tvangsassimilering og/eller voldtægt, og det skete som nævnt at gendarmerne distribuerede piger til de lokale når konvojen slog lejr.[38]  Seksuel vold var ganske simpelt normen på dødsmarcherne. Mødre der var klar over dette forhold kunne finde på at sørge for, at deres døtre havde en så uattraktiv fremtoning som muligt for at forhindre dem i at blive voldtaget.[39]  Af samme grund var der kvinder der klippede deres hår af eller gned medicin i øjnene for at fremstå som blinde.

 

Hvad de seksuelle overgreb konkret betød for armenske kvinder og børn kan besvares kort og entydigt: de var en konstant kilde til traume og død. Vestlige øjenvidner kunne konkludere, som den tyske Aleppo-konsul Hermann Hoffmann-Fölkersamb, at voldtægt var officiel ungtyrkisk politik,[41]  eller, som den tyske konsul i Trabzon, Bergfeld, at voldtægterne var en del af den samlede plan der gik ud på at udrydde armenierne.[42] Spørgsmålet om, hvad den seksuelle vold symboliserede for ofre, gerningsmænd og iagttagere er derimod ikke nemt at besvare entydigt. Men i modsætning til visse andre folkemorderiske projekter i det 20. århundrede lader det ikke til, at den seksuelle vold havde det store ”praktiske”, dvs taktiske eller strategiske, formål. Mens seksuel vold mod muslimske kvinder i 1990ernes Bosnien lader til eksplicit at have været en del af den serbiske ledelses ”taktiske arsenal” til at fremme den etniske udrensning,[43]  virker det ikke som om den centrale ungtyrkiske ledelse på samme måde brugte seksuel vold til at sende et ”signal” til de mandlige armeniere – de var i forvejen i det store og hele enten døde, ukampdygtige eller fordrevne.

Hovedformålene med den seksuelle vold lader mere til at have været individuelt og lokalt bestemte, og af psykologisk og symbolsk, snarere end af militær, natur: sadisme; personlig tilfredstillelse; symbolsk udrensning hvor man uddriver ”det onde”, ”fjenden”, gennem voldelige ritualer;[44]  hvad der er blevet kaldt ”gensidige demonstrationer af maskulinitet” i forbindelse med gruppevoldtægter;[45]  og, mere generelt, ydmygelse, intimidering og dehumanisering af de osmanniske armeniere som gruppe. Her kommer voldtægt af kvinder – set som køn, mødre, beskyttelsesobjekter, symboler på jorden og hjemstavnen, osv. – til at symbolisere voldtægten af den ”impotente” gruppe som sådan.[46]  Seksuel vold under det armenske folkedrab var formentlig først og fremmest en kønsspecifik måde at ydmyge og dræbe på, og i den udstrækning seksuel vold havde et ”praktisk” formål og/eller var eksplicit sanktioneret af den øverste ungtyrkiske ledelse, var det sandsynligvis fordi licensen til vold, ligesom til plyndring, overtagelse af ejendomme, og bortførelse og tvangsassimilering af slaver, kunne sikre bred deltagelse i udryddelsesprojektet.

 

Afslutning: selvmordet som udvej

Andre kønsspecifikke overgreb på dødsmarcherne inkluderer talrige eksempler på kvinder, der var nødsaget til bogstaveligt talt at føde på vejen. Det betød som regel at barnet måtte efterlades af moderen, der selv i adskillige tilfælde døde på grund af blødninger efter at være kommanderet videre uden hvile eller behandling.[47]  En tysk kilde rapporterede, at stort set alle piger fra en konvoj fra Marash til Aleppo blev bortført af soldater og lokale arabere, at talløse børn blev efterladt,[48]  og at kvinder der skulle føde blev tvunget videre. Det galdt for eksempel en kvinde der fødte tvillinger nær Aintab, og som måtte efterlade børnene under en busk inden hun kort efter selv kollapsede.[49]  Forholdene på dødsmarcherne, ikke mindst de seksuelle og andre kønspecifikke overgreb eller truslerne derom, bevirkede at et formentlig stort antal armenske kvinder ”valgte” selvmordet frem for fortsatte lidelser og ydmygelser der også kunne indbefatte tvangskonvertering til islam,[50]  eller at måtte sælge sine børn for at give dem en chance for overlevelse og for selv at få midler til det samme.[51]  Selvmordene kunne begås i grupper eller individuelt, og var som regel rene desperationshandlinger. I følge Sevart Mikaelian, en kvinde der var blevet deporteret fra Erzerum, var alle hendes tantes fire børn blevet dræbt på marchen, hvilket bevirkede at tanten til sidst druknede sig i sin fortvivlelse.[52]  Men selvmord kunne også i hvert fald delvis være mere symbolske handlinger, handlinger der signalerede modstandsvilje og trods. Sådan er armenske kvinders selvmord også ofte blevet tolket af overlevende armeniere og deres efterkommere, en tolkning sammenfattet i en af de sange der blev sunget af armeniere i eksil:

 

Armenske piger går, går!

En dag vil døden ramme os,

Hellere end at blive gift med fjenden,

Lad os finde vores død i Eufrat.[53]

 

Når man tager i betragtning at langt størstedelen af den mandlige armenske befolkning var blevet dræbt uden at have kunnet gøre modstand eller forsvare deres familier, kan man forstå at sange og beretninger der hylder et ideal om det kristne martyrium,[54]  eller om “død fremfor vanære”, for de armenske kvinder, kan opstå og spredes. Den armenske befolkningsgruppe i Osmannerriget var i symbolsk forstand blevet kastreret før mange af kvinderne og pigerne i konkret forstand blev bortført og misbrugt seksuelt. Ligesom med tilfældene af væbnet armensk modstand, så kunne selvmord begået i trods og foragt erindres og fejres som små symbolske sejre der ikke kunne opveje, men dog modificere billedet af en passiv nation, der i både symbolsk og meget håndgribelig forstand var blevet revet op med rode, misbrugt og forsøgt udryddet.

 

Matthias Bjørnlund er Cand.mag. i historie.

 

Oversat, forkortet og kraftigt bearbejdet version af ”’A fate worse than dying’: Sexual violence during the Armenian genocide”, paper forelagt på konferencen War and Sexuality in Twentieth Century Europe, Center for Europæisk Konflikt- og Identitetshistorie (CONIH), Esbjerg 28-30 juni 2006. Alle oversættelser i den foreliggende tekst er foretaget af forfatteren.

 

 

Noter

 

[1] Ara Sarafian, red., United States Official Documents on the Armenian Genocide, Vol. I: The Lower Euphrates, Armenian Review: Watertown, Massachusetts 1993, s. 49.

[2] Anbefalelsesværdige mongrafier om det armenske folkedrab inkluderer: Taner Akcam, From Empire to Republic: Turkish Nationalism and the Armenian Genocide, London & New york: Zed Books 2004; Donald Bloxham, The Great Game of Genocide: Imperialism, Nationalism, and the Destruction of the Ottoman Armenians, Oxford University Press 2005; Vahakn N. Dadrian, The history of the Armenian Genocide – Ethnic Conflict from the Balkans to Anatolia to the Caucasus, Oxford: Berghahn Books 1997 (2. rev. ed.). Vedr. ligheder og forskelle mellem arten og omfanget af overgreb mod de forskellige ikke-tyrkiske minoriteter i Osmannerrigets sidste dage, herunder også jøder og kurdere, se f. eks. Matthias Bjørnlund, ‘‘‘When the Cannons Talk, the Diplomats Must Be Silent’: A Danish Diplomat in Constantinople during the Armenian Genocide,’’’ Genocide Studies and Prevention Vol. 1, No. 2, October 2006, særligt s. 206-9.

[3] Se f.eks. Adam Jones, ed., Gendercide and Genocide, Nashville: Vanderbilt University Press 2004, passim.

[4] Se f. eks. John Hagan, Justice in the Balkans: Prosecuting War Crimes in the Hague Tribunal, Chicago & London: University of Chicago Press 2003, s. 85-88.

[5] Adam Jones, ”Gendercide and Genocide,” Journal of Genocide Research, Vol. 2, No. 2, June 2000, s. 185, 193. Online-version: www.gendercide.org

/gendercide_and_genocide_2.html .

[6] Se f. eks. Roger W. Smith, ”Women and Genocide: Notes on an Unwritten History,” Holocaust & Genocide Studies, Vol. 8, No. 3, Winter 1994, passim; Donald E. Miller & Lorna Touryan Miller, Survivors: An Oral History of the Armenian Genocide, University of Los Angeles Press 1993, s. 94.

[7] Se f. eks. Sarafian, red., 1993, s. 130; Wolfgang Gust, red., Der Völkermord an den Armeniern 1915/16: Dokumente aus dem Politischen Archiv des deutschen Auswärtigen Amts, zu Klampen 2005, s. 181 (se også http://www.armenocide.de

/armenocide/armgende.nsf ); Henry Morgenthau, Ambassador Morgenthau’s Story, Wayne State University Press 2003 (1. udg. 1918), s. 209. Om de armenske soldater der (midlertidigt) overlevede og kæmpede loyalt for ungtyrkerne, f. eks. ved Gallipoli og Sinai, mens deres familier blev ”deporterede”, se H. L. Larsen, Fra Blodets og Taarernes Land i Europa. En Orientrejse 1922, Industrimissionen i Armenien 1922, s. 32-33, 55; Erik Jan Zürcher, ”Ottoman Labour Battalions in World War I,” i Hans-Lukas Kieser & Dominik J. Schaller, red., Der Völkermord an den Armeniern und die Shoah/The Armenian Genocide and the Shoah, Zürich: Chronos Verlag 2002, s. 192.

[8] Leo Kuper, Genocide: Its Political Use in the Twentieth Century, London: Penguin 1981, s. 111; Martin Niepage, Rædslerne i Aleppo. Sete af et Tysk Øjenvidne, London 1917, s. 3-4.

[9] Se f. eks. Miller & Miller, 1993, s. 78; Rouben P. Adalian, ”The Armenian Genocide,” i Samuel Totten, William S. Parsons & Israel W. Charny, red., Century of Genocide: Eyewitness Accounts and Critical Views, New York & London: Garland Publishing, Inc., 1997, s. 43; Åge Meyer Benedictsen, Armenien – Et folks Liv og Kamp gennem to Aartusinder, Copenhagen: De Danske Armeniervenner 1925, s. 254; Niepage, 1917, s. 5; Hilmar Kaiser, At the Crossroads of Der Zor: Death, Survival, and Humanitarian Resistance in Aleppo, 1915-1917, Princeton & London: Gomidas Institute 2002, s. 9-13.

[10] Se f. eks. Vahakn N. Dadrian, ”The Turkish Military Tribunal’s Prosecution of the Authors of the Armenian Genocide: Four Major Court-Martial Series,” Holocaust & Genocide Studies, Vol. 11, No. 1, Spring 1997, s. 33-35, 41; Ara Sarafian & Eric Avebury, eds., British Parliamentary Debates on the Armenian Genocide, 1915-1918, Princeton & London: Gomidas Institute 2003, Appendix III, s. 91; Peter Balakian, The Burning Tigris: The Armenian Genocide and America’s Response, HarperCollins 2003, s. 272.

[11] UM, 139. D. 1., ”Tyrkiet – Indre Forhold,” Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXIII, 4/9 1915 (20/9).

[12] Maria Jacobsen, Maria Jacobsens Diary 1907 – 1919, Kharput – Turkey, Antelias, Lebanon: Armenian Catholicosate 1979, s. 210-11. En facsimile af den originale håndskrevne dagbog er inkluderet i dette værk. Om baggrunden for de danske missionærer der bevidnede det armenske folkedrab, se Matthias Bjørnlund, ”Before the Armenian Genocide: Danish Missionary and Rescue Operations in the Ottoman Empire, 1900-1914”, Haigazian Armenological Review, Vol. 26, 2006, s. 141-56; og mit 2005-speciale, ”Et Folk Myrdes”, på http://www.armenien.dk/side.php?id=61 .

[13] Sarafian & Avebury, red., 2003, Appendix III, s. 91-92. Se også Lt. Maaroues rapport ibid., s. 93-94. Shotas, oftere benævnt Chetes, var del af den Særlige Organisation, en hemmelig organisation skabt af indenrigs- og krigsministerierne med det formål at foretage guerillaoperationer og fungere som dræberenheder i forbindelse med armenierudryddelsen i det østlige Anatolien: Bloxham, 2005, s. 69-70, 78-79, 86-87; Akcam, 2004, s. 158-66.

[14] Verjiné Svazlian, The Armenian Genocide and Historical Memory, Yerevan: Gitutiun 2004, s. 58.

[15] Se f. eks. Sevart Mikaelians beretning, KMA 10.360, 15, ”Armenier-Missionen, Diverse Skildringer vedr. Arminierne [sic] 1906-1927.”

[16] Hilmar Kaiser (red. & intr.), Eberhard Count Wolffskeel Von Reichenberg, Zeitoun, Mousa Dagh, Ourfa: Letters on the Armenian Genocide, Princeton & London: Gomidas 2004 (2. udg.), s. ix.

[17] Gust, red., 2005, s. 262. Se også ibid., s. 289.

[18] Khanum Palutian’s (Palootzian) beretning, KMA 10.360, 15, ”Armenier-Missionen, Diverse Skildringer vedr. Arminierne 1906-1927.” Ang. Palootzian, se også hendes senere erindringer om folkedrabet: http://www.chgs.umn.edu

/Histories__Narratives__Documen/Armenian_Genocide

/Eyewitness_to_the_Armenian_Gen

/eyewitness_to_the_armenian_gen.html .

[19] Hilmar Kaiser, ”’A Scene from the Inferno.’ The Armenians of Erzerum and the Genocide, 1915-1916,” i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 129; Leslie A. Davis, The Slaughterhouse Province: An American Diplomat’s Report on the Armenian Genocide, 1915-1917, New York: Aristide D. Caratzas 1989, s. 79-87.

[20] Se Miller & Miller, 1993, p. 83. Wilhelm Litten, tysk konsul i Tärbis, udtalte at en af fordelene ved dødsmarcherne var at det ikke var nemt at udpege de faktiske mordere: Gust, red., 2005, s. 446.

[21] Gust, ed., 2005, p. 259. For en beretning af Wedel-Jarlsberg om hendes oplevelser under folkedrabet, se også referat fra KMA-møde i København 16. oktober 1915: KMA 10.360, 42, ”1912-1921.”

[22] UM, 139. D. 1., ”Politiske Begivenheder i Tyrkiet i 1914,” indsendt af Gesandtskabet i Konstantinopel 26/1 1915, s. 2; UM, 139, D. 1., ”Tyrkiet – Indre forhold,” Pakke 1, til 31 dec. 1916, Nr. LXXI, 7/6 1915 (21/6); Hans-Lukas Kieser, ”Dr Mehmed Reshid (1873-1919): A Political Doctor,” i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 257.

[23] Jacobsen, 1979, s. 229.

[24] Citeret i Ara Sarafian, ”The Absorption of Armenian Women and Children Into Muslim Households as a Structural Component of the Armenian Genocide,” i Omer Bartov & Phyllis Mack, red., In God’s Name: Genocide and Religion in the Twentieth Century, New York/ Oxford: Berghahn Books 2001, s. 214. Se også Miller & Miller, 1993, s. 174.

[25] Jacobsen, 1979, s. 270. En anden dansk KMA-missionær i Harput, Karen Marie Petersen, beskriver de deporterede på lignende måde i Elise Bockelund, En Tjenergerning blandt Martyrfolket.Kvindelige Missions Arbejdere 1900-1930, KMA 1932, s. 36-37.

[26] Khanum Palutian’s [Palootzian] beretning, KMA 10.360, 15, ”Armenier-Missionen, Diverse Skildringer vedr. Arminierne 1906-1927.”

[27] Se f. eks. James Waller, Children of Cain: How Ordinary People Commit Extraordinary Evil, New York: Oxford University Press 2001, passim.

[28] Jean Hatzfeld, Into the Quick of Life. The Rwandan Genocide: The Survivors Speak, London: Serpent’s Tail 2005, s. 72. Se også Timothy Longman, ”Placing genocide in context: research priorities for the Rwandan genocide,” Journal of Genocide Studies, Vol. 6, No. 1, March 2004, s. 35. Om brutalisering af nazistiske gerningsmænd, se f. eks. Torben Jørgensen, Stiftelsen – Bødlerne fra Aktion Reinhardt, Lindhardt & Ringhof 2003, s. 124-27.

[29] Walter Christmas, Australien og Ny Zealand, København: Gyldendalske Boghandels Forlag 1903, s. 13-14.

[30] Ibid., s. 13-14. Den norske zoolog Carl Lumholtz, der 20 år før havde opholdt sig i længere tid i området, forholdt sig anderledes kritisk til kolonialisternes fremfærd: Carl Lumholtz, Bland Menniskoätare: Fyra Års Resa i Australien, Stockholm: P. A. Nordstedt & Söners Förlag 1889 (svensk oplag), f. eks. s. 70-71.

[31] Hannah Arendt, Essays in Understanding – 1930-1954, New York: Harcourt Brace & Co. 1994, s. 304.

[32] Slavoj Zizek & Christopher Hanlon, ”Psychoanalysis and the Post-Political. An interview with Slavoj Zizek,” New Literary History, Vol. 32, No. 1, p. 19, citeret i Bülent Diken & Carsten Bagge Laustsen, Becoming Abject: Rape as a Weapon of War, Aalborg: AMID 2004, s. 19.

[33] Sarafian, red., 1993, s. 15. Se også James Bryce & Arnold Toynbee, The Treatment of Armenians in the Ottoman Empire, 1915-1916, Uncensored Edition edited by Ara Sarafian, Princeton, New Jersey: Gomidas Institute 2000 (1. udg. 1916), s. 483; og Vahakn N. Dadrian, ”The Armenian Genocide: an interpretation,” i Jay Winter, red., America and the Armenian Genocide of 1915, Cambridge University Press 2003, s. 83.

[34] Sarafian & Avebury, red., 2003, Appendix III, rapport af Lt. Baas, s. 92. Se også Sarafian, red., 1993, s. 49-50.

[35] Citeret i Bryce & Toynbee, 2000 (1916), s. 121. For en lignende hændelse under det bosniske folkedrab, se Alexandra Stiglmayer, ”The Rapes in Bosnia-Herzegovina,” i Alexandra Stiglmayer, red., Mass Rape. The War Against Women in Bosnia-Herzegovina, Lincoln & London: University of Nebraska Press 1994, s. 82.

[36] Se f. eks. Svazlian, s. 49-50; Balakian, 2003, s. 273-74; KMA 10.360, 13, ”19618”, ”Fra Armenien” [fortrolig rapport udgivet som intern medlemspamflet, baseret på en mundtlig fremlæggelse af den svenske KMA-missionær Alma Johansson til bestyrelsen for dansk KMAs Armenienskomité], s. 5.

[37] Se f. eks. Bryce & Toynbee, 2000 (1916), s. 356.

[38] Se også f. eks. Sarafian, 1993, s. 31; Svazlian, 2004, s. 57; Miller & Miller, 1993, s. 88-89; Gust, red., 2005, s. 217, 287, 406-7, 420.

[39] Miller & Miller, 1993, s. 101.

[40] Sevart Mikaelin og Khanum Palutians [Palootzian] beretninger, KMA 10.360, 15, ”Armenier-Missionen, Diverse Skildringer vedr. Arminierne 1906-1927.”

[41] Kaiser, 2002, s. 27.

[42] Dadrian, i Winter, red., 2003, s. 83

[43] Se f. eks Thom Shanker, ”Sexual Violence,” i Roy Gutman & David Rieff, red., Crimes of War: What the Public Should Know, New York & London: W. W. Norton & Co. 1999, s. 323-26; George Rodrigue, ”Sexual Violence: Enslavement and Forced Prostitution,” ibid., s. 328-29.

[44] Mark Levene, ”Introduction,” i Mark Levene & Penny Roberts, red., The Massacre in History, New York & Oxford: Berghahn Books 1999, s. 17.

[45] Ruth Seifert, ”War and Rape: A Preliminary Analysis,” i Stiglmayer, 1994, s. 56.

[46] Se f. eks. Helen Fein, ”Genocide and gender: the uses of women and group destiny,” Journal of Genocide Research, Vol. 1, No. 1, March 1999, s. 43-44.

[47] Se f. eks. Sarafian, ed, 1993, s. 21, 26, 36, 83; Bryce & Toynbee, 2000 (1916), s. 482; Sarafian & Avebury, red., 2003, s. 67; Miller & Miller, 1993, s. 102; Kaiser, 2002, s. 25; Gust, red., 2005, s. 255; Walter M. Geddes i George Horton, The Blight of Asia: An Account of the Systematic Extermination of Christian Populations by Mohammedans and of the Culpability of Certain Great Powers; with the True Story of the Burning of Smyrna, London: Sterndale Classics 2003 (1. udg. 1926), s. 44.

[48] Se også f. eks. Larsen, 1922, s. 55-56.

[49] Citeret i Bryce & Toynbee, 2000 (1916), s. 68.

[50] F. eks. Industrimissionen i Armenien, Vol. 3, No. 11, Februar-Marts 1924, s. 187-88.

[51] Se f. eks. Svazlian, 2004, s. 84; Miller & Miller, 1993, s. 80, 96, 103-5; Gust, red., 2005, s. 281. Kollektive selvmord for at undgå seksuel vold forekom også i det østlige Tyskland i den sidste fase af 2. verdenskrig, hvor store grupper af tyske landsbykvinder kastede sig i floden for at undgå at falde i hænderne på de fremrykkende russiske soldater: Robert Gellately & Ben Kiernan, ”Introduction,” i Gellately & Kiernan, red., The Specter of Genocide: Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, s. 14.

[52] Sevart Mikaelians beretning, KMA 10.360, 15, ”Armenier-Missionen, Diverse Skildringer vedr. Arminierne 1906-1927.”

[53] Svazlian, 2004, s. 83. Se også Miller & Miller, 1993, s. 103-5; Gust, red., 2005, s. 253; Kaiser, i Kieser & Schaller, red., 2002, s. 160, 163.

[54] Se f. eks. Tage Ståhlberg (overs. og red.), Vækkelse i Orienten: Glimt af Samuel Doctorians liv og virksomhed, København: Korsets Evangeliums Forlag 1963, s. 7.