GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

 

Hovedside

 

 

 

 

 

 

 

En dansk diplomat i Konstantinopel – Carl Ellis Wandel

 

Af Matthias Bjørnlund / Historiker

Ved udbruddet af 1. Verdenskrig i august 1914 erklærede Danmark sig neutralt, men frygten hos regering og befolkning for, at Tyskland som en præventiv foranstaltning helt eller delvist ville besætte landet, fik dels den konsekvens at den danske neutralitetspolitik overfor Tyskland var erklæret ”velvillig”, dels at opmærksomheden på forholdene for folkeslag som det armenske, der befandt sig flere tusinde kilometer væk, for en tid blev bortledt. Men for danskere udstationeret i Osmannerriget under krigen var den organiserede forfølgelse af armenierne en realitet, som det var umuligt ikke at forholde sig til. En af de mest interessante, og i nutiden helt ukendte, danske iagttagere er den handelsuddannede diplomat Carl Ellis Wandel, der sammen med en lokal tolk i perioden 1914-26 udgjorde den samlede stab ved den danske legation i Konstantinopel. Her havde han titel af ministerresident og, fra 1920, ”Overordentlig Gesandt og Befuldmægtiget Minister”, det vil sige gesandt af hhv. 3. og 2. klasse.[1] Wandel overtog varetagelsen af officielle danske relationer i Osmannerriget fra den svenske legation, formentlig som led i et fremstød for danske handelsinteresser i et område der fik stadig større betydning for Europa som råvareproducent og som aftager af vestlige produkter.

Fra denne position havde Wandel gode muligheder for at iagttage det politiske spil i Osmannerrigets hovedstad, mens han samtidig kunne indsamle oplysninger om forholdene uden for byen, bl. a. gennem andre legationer, ungtyrkiske embedsmænd og politikere, danske konsuler, missionærer og rejsende. Derfor er Wandel formentlig det danske vidne til det armenske folkemord, der har de bedste forudsætninger for at give en gennemgribende analyse af de overordnede politiske og økonomiske aspekter af denne begivenhed. Samtidig er Wandel et yderst troværdigt vidne til folkemordet - også på første hånd, hvad angår de nedenfor diskuterede deportationer af armeniere fra Konstantinopel. Udover at være en i udgangspunktet neutral iagttager fra et neutralt land, er samtlige af de hundreder af analyser og beretninger han sendte til sine overordnede i det danske udenrigsministerium fortroligtstemplede, og havde til formål at give så præcis og pålidelig information som muligt.

Som det er tilfældet med amerikanske diplomater indtil april 1917, så sørgede Wandels neutrale, og dermed ”ufarlige”, status også for, at give ham øget adgang til disse pålidelige informationer gennem kontakt med f. eks. tyrkiske embedsmænd og tyske diplomater.[2] Men i modsætning til amerikanerne, herunder i særlig grad den meget aktive amerikanske ambassadør Henry Morgenthau, så lader det ikke til, at Wandel på noget tidspunkt præsenterede eller foreslog nogen form for officiel protest overfor de ungtyrkiske myndigheder, lige som det heller ikke lader til, at han havde fået nogen hjemmel eller ordre fra udenrigsministeriet om at fravige den strengest tænkelige opfattelse af neutralitetsbegrebet. Han blev rent faktisk opfordret til at protestere, senest af Morgenthaus afløser, den amerikanske ambassadør Abram I. Elkus, i forbindelse med en genoptagelse af grækerforfølgelserne i 1917, men valgte efter alt at dømme ikke at følge opfordringen.[3] Wandels officielle tilbageholdenhed afholdt ham dog ikke fra i sine fortrolige rapporter ofte at henvise detaljeret og bifaldende til andre neutrale landes protester over armenierforfølgelserne, og på den måde klart vise hvor hans personlige sympatier lå.[4]

Det har ikke på det foreliggende kildegrundlag været muligt endeligt at afgøre hvilken, om nogen, officiel holdning den danske stat havde til folkemordet. Men det er næppe rent gætteri at antage, at med en realpolitisk indstillet og egenrådig udenrigsminister som Erik Scavenius, der på tværs af opinionen i Danmark tog vidtgående hensyn til tyske interesser, så blev der ikke spekuleret i protester overfor en tysk allieret som Osmannerriget over forhold, der ikke havde vital betydning for danske sikkerhedspolitiske eller økonomiske interesser.[5] Det officielle Danmark engagerede sig ganske vist i humanitært arbejde under krigen via det dengang semi-statslige Dansk Røde Kors og dets arbejde med krigsfanger, men her gjaldt det meget bevidst om at oparbejde goodwill hos først og fremmest Centralmagterne.[6] Et mere idealistisk og kontroversielt humanitært engagement var i officiel dansk optik en luksus, andre neutrale nationer som stormagten USA eller et strategisk mindre udsat land som Spanien, kunne tillade sig. Det er nok sigende for Scavenius’ generelt kyniske holdning til 1. Verdenskrigs grusomheder, at han på et ministermøde i 1916 udtalte, at han generelt ikke bebrejdede nogen af krigens parter noget, da krigen, som han udtrykte det, var en herredømmeløs maskine, der maste alt.[7] Hvad det igangværende folkemord på armenierne angik, bebrejdede Wandel utvetydigt én af parterne, nemlig ungtyrkerne, men han var ikke mindre resigneret end Scavenius, da han, Wandel, i september 1915 opsummerede sin magtesløshed i en enkelt sætning: ”Naar Kanonerne taler, maa Diplomaterne tie”.[8]

 

Baggrunden for folkemordet ifølge Wandel

Osmannerriget havde ved Wandels ankomst i juli 1914 udviklet sig til et diktatur ledet af tre radikalt tyrkisk-nationalistiske ungtyrkere. Dette triumvirat bestod af Mehmet Talaat Pasha, indenrigsminister og, fra 1917, storvezir; Ismail Enver Pasha, krigsminister; og Ahmed Djemal Pasha, flådeminister og guvernør i Syrien. På trods af, at de var stiftere af den radikale fløj af den ungtyrkiske bevægelse, erklærede de ved magtovertagelsen i 1913 at have til hensigt at fortsætte og udbygge det oprindelige ungtyrkiske sekulære politiske program, ikke bare med effektivisering og modernisering af økonomi, undervisningssystem og politisk bureaukrati, men også med demokrati og mindretalsrettigheder.

Men uanset den offentlige retorik var ungtyrkernes forpligten sig på opdaterede osmanniske værdier på dette tidspunkt afløst af en tyrkisk-nationalistisk ideologi, og mens arbejdet for at modernisere og centralisere riget fortsatte, forlod man ideerne om demokrati og multikulturalisme.[9] I følge nogle kilder var dette skifte begyndt for alvor allerede i 1910, hvor den ungtyrkiske partikongres i Saloniki (Thessaloniki) havde erklæret, at ”osmanniseringen” af rigets indbyggere, dvs. erstatningen af et f. eks. armensk etnisk tilhørsforhold med et ”osmannisk”, ikke ville kunne gennemføres ved overtalelse, men måtte gennemføres ved vold og forbud.[10] I det britiske udenrigsministerium forudså man ligefrem i 1913 at konsekvensen af denne tankegang efter triumviratets magtovertagelse ville blive udbredte massakrer på armeniere i den armenske del af Osmannerriget.[11]

Hvad danske kilder angår rapporterede den danske ambassade i Rom i 1911 i anledning af opstanden i Albanien, at der på trods af det daværende, mere moderate ungtyrkiske styres løfter og optimisme udadtil var et grundlæggende misforhold mellem ungtyrkernes ambitioner, og rigets politiske og etniske realiteter. Ifølge rapporten nærede velorienterede iagttagere ringe tiltro til, at det skulle lykkes ungtyrkerne at nå sit hovedmål, nemlig, som det udtryktes i rapporten, at ”…sammensmelte de forskellige uensartede Befolkningselementer i det vidstrakte, løst sammenhængende tyrkiske Rige til en virkelig tyrkisk Nation.” Alle de nye forandringer, der gjorde et dybt indgreb i, hvad rapportens forfattere betegnede som ”en fuldstændig umoden Befolknings aarhundredegamle Vaner”, ville kun afføde forvirring og opstande over hele riget.[12] Det lå i luften, at ”problemet” med Osmannerrigets nationale og religiøse mindretal ville finde en voldelig løsning. Spørgsmålet var bare hvornår og i hvilken form denne løsning ville finde sted.


 

[1] C. E. Wandel (1871-1940), født i København, var i 1914 en ganske erfaren diplomat med en fortid som generalkonsul i Lissabon 1904-09, hvor han også grundlagde et korkeksportfirma. 1909-13 var han generalkonsul og ministerresident i Buenos Aires: Kraks Blaa Bog, København: Kraks Legat 1931, s. 1014. Danmark udstationerede på dette tidspunkt almindeligvis højst gesandter af 2. klasse, da faste gesandter af 1. klasse – regulære ambassadører – krævede for store ceremonielle omkostninger: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. Udg., København: Schultz 1920, s. 647.

[2] Om det neutrale USA's priviligerede status overfor de osmanniske myndigheder, se Rouben Paul Adalian, ”American Diplomatic Correspondence in the Age of Mass Murder: The Armenian Genocide in the US Archives”, i Winter, red., 2003, s. 147-48.

[3] UM, Gr. 139, Afd. N. 2., “Tyrkiet: Behandling af Grækere paa tyrkisk Omraade”, [ca. 1917-22, MB], nr. XVI, 24/1 1917 (modt. 7/2). Forfølgelserne var i dette tilfælde rettet specifikt mod grækere ved Sortehavskysten.

[4] Da det lader til, at adskillige af Wandels rapporter i UMs arkiver enten mangler eller befinder sig i andre arkivpakker, kan det ikke udelukkes at der i en af disse er indeholdt en anmodning til ministeriet om f. eks. at måtte aflevere en protestnote til de ungtyrkiske myndigheder, men ud fra oplysningerne og tendensen i de mere end 200 analyserede rapporter, må det betragtes som værende højst usandsynligt.

[5] For de generelle oplysninger om Scavenius og dansk udenrigspolitik under 1. Verdenskrig, se Bo Lidegaard, Overleveren, 1914-1945, København: Gyldendal 2003, s. 24-37.

[6] Barbara Zalewski, Den Nærsynede Barmhjertighed, Phd-projekt, KUA 1996, s. 98.

[7] Tage Kaarsted, red., Ministermødeprotokol 1916-18. Kirkeminister Th. Povlsens referater, Universitetsforlaget i Århus 1973, 14. møde, fredag d. 29/12 1916, s. 40.

[8] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., ”Tyrkiet - Indre Forhold”, Pakke 1, til 31 dec. 1916, nr. CXXIX, 26/9 1915 (11/10).

[9] Se f. eks. Hugh Poulton, Top Hat, Grey Wolf and Crescent – Turkish Nationalism and the Turkish Republic, London: Hurst & Co. 1997, s. 80-81.

[10] Dimitri Pentzopoulos, The Balkan Exchange of Minorities and its Impact on Greece, London: Hurst & Co. 2002 (orig. udg. 1962), s. 53.

[11] Akaby Nassibian, Britain and the Armenian Question 1915-1923, London: Croom Helm 1984, s. 13.

[12] UM, Gr. 139, Afd. D. 1., “Forholdene i Tyrkiet”, nr. XIV, Rom 1/4 1911.