GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

 

Hovedside

Konstantinopel, 3. Oktober 1915. Nr. CXXXVIII

Hr. Udenrigsminister,

Jeg har den Ære hoslagt at fremsende en i den herværende Dagspresse fremkommen Oversættelse til Fransk af den i min Indberetning Nr. CXXXIV [134] af 30. September d. A. omtalte, Dagen før det tyrkiske Parlaments Sammentræden udstedte, foreløbige Lov vedrørende de deporteredes Ejendomme, Gæld og Fordringer.

Loven slutter sig til den foreløbige Lov af 27. Maj 1915, af hvilken Oversættelse ogsaa fremsendes hoslagt, der bemyndiger visse militære Myndigeder til, for at opretholde Ro og Orden under Krigsforhold, at tilintetgøre ved militær Magt enhver Modstand og fra Roden bortrydde al Modstand, samt til af militære bydende Grunde eller hvis der mærkes Spionnage eller forræderi, at overflytte Landsbyers og Byers Befolkninger helt eller delvis til andre Dele af Landet.

Den nye foreløbige Lov bestemmer, at den i Henhold til den nævnte Lov af 27. Maj deporterede Befolknings Ejendom skal overtages af det offentlige. I Henhold til Lovens Art. I, II, III vil man kunne konfiskere alle de deporterede Armenieres Godser, saavel som de armeniske Kirker og Skoler. Det er klart, at Tvangssalget af Ejendommene, ovedkuls og under de nuværende Forhold langt fra vil kunne indbringe de paagældende Ejendommes Værdi.

Den i Loven omtalte Likvidationskommission kanhandle ganske arbitrært. Man giver den Myndighed til uden atsætte sig i Forbindelse med den Deporterede at sætte dennes Fordringer ud af Kraft og til at anerkende Fordringer paa ham uden at der gives ham nogen Ret til eller mulighed for at faa disse Bestemmelser omstødt. Det eventuelle Overskud, der maatte blive efter Likvidationen af den Deporteredes Ejendele, bliver, efter Fradrag af af Omkostningerne, deponeret i Finansministeriet, uden at der dog siges noget om, hvornaar det skal tilbagebetales Ejeren.

Naar man tager i Betragtning, at Loven af 27. Maj har dannet det juridiske Grundlag for de store Armenierdeportationer og de dermed i Forbindelse staaende Forfølgelser, kan man let forestille sig de vidtrækkende Konsekvenser af en vilkaarlig Udførelse af den nye Lovs Bestemmelser, der praktisk talt vil kunne føre til de lilleasiatiske Armenieres fuldstændige Ruin.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste

[Wandel]

 

   

     

 

 

From Wandel

     Constantinople, April 4, 1916. Group 139, Dept. N, Case No. 1, ”Armenia,” No. LXXXII.

 

Tak Til Matthias Bjørnlund