GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

Hovedside


 

    

 

Folkedrab forties af hensyn til national ære

 

"Vi begår ikke folkemord, vi beskytter vores land," står der på skiltet under denne demonstration, arrangeret af nationalister. Demonstrationen fandt sted i Istanbul i går, efter at en vigtig kongreskomité i USA godkendte en resolution om det armenske "folkedrab". --

- Bülent Kilic/AFP/Scanpix.

Deniz Berxwedan Serinci | 6. marts 2010 / Kristeligt Dagblad

I Tyrkiet er det strafbart at kalde massakrerne på armenierne under Første Verdenskrig for "folkemord". Det vil være en besudling af den nationale ære at indrømme det, siger eksperter

Det, der adskiller striden om folkemord eller ej på armenierne under Første Verdenskrig fra så mange andre historier om folkemord, er, at Det Osmanniske Riges efterfølger, Tyrkiet, benægter, at der er tale om et folkemord.

Samtidig retsforfølges tyrkere, der stiller spørgsmålstegn ved den nationale linje. Således kom forfatter og nobelprismodtager Orhan Pamuk på kollisionskurs med det tyrkiske justitsvæsen og den tyrkiske offentlighed, da han i februar 2005 til et schweizisk magasin udtalte, at "en million armeniere er dræbt i dette land, og jeg er den eneste, der tør tale om det."

I 1915 vedtog den osmanniske regering at deportere armenierne væk fra den tyrkisk-russiske grænse, da de blev mistænkt for at samarbejde med Rusland, som var i krig med tyrkerne. Men mange armeniere døde under de daglange vandringer i den syriske ørken, som de blev sendt ud på. Samtidig blev armenske ledere systematisk forfulgt og henrettet. Et kurdisk regiment, Hamidiye, forfulgte og plyndrede de deporterede armeniere. Op mod 1,5 millioner armeniere døde i perioden fra 1915 til 1923, siger Armenien. Internationale forskere anslår dødstallet til at være cirka én million. Tyrkiet siger, at der døde omkring 300.000 armeniere, men som som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde.

Daniella Kuzmanovic, adjunkt ved Københavns Universitet og ekspert i Tyrkiet, frygter Ankara, at en undskyldning og anerkendelse vil udløse krav om økonomisk kompensation fra efterkommerne af ofre for folkemordet. Der vil formentlig komme forsøg på sagsanlæg, fortæller hun.


Det, der adskiller striden om folkemord eller ej på armenierne under Første Verdenskrig fra så mange andre historier om folkemord, er, at Det Osmanniske Riges efterfølger, Tyrkiet, benægter, at der er tale om et folkemord.

Samtidig retsforfølges tyrkere, der stiller spørgsmålstegn ved den nationale linje. Således kom forfatter og nobelprismodtager Orhan Pamuk på kollisionskurs med det tyrkiske justitsvæsen og den tyrkiske offentlighed, da han i februar 2005 til et schweizisk magasin udtalte, at "en million armeniere er dræbt i dette land, og jeg er den eneste, der tør tale om det."

I 1915 vedtog den osmanniske regering at deportere armenierne væk fra den tyrkisk-russiske grænse, da de blev mistænkt for at samarbejde med Rusland, som var i krig med tyrkerne. Men mange armeniere døde under de daglange vandringer i den syriske ørken, som de blev sendt ud på. Samtidig blev armenske ledere systematisk forfulgt og henrettet. Et kurdisk regiment, Hamidiye, forfulgte og plyndrede de deporterede armeniere. Op mod 1,5 millioner armeniere døde i perioden fra 1915 til 1923, siger Armenien. Internationale forskere anslår dødstallet til at være cirka én million. Tyrkiet siger, at der døde omkring 300.000 armeniere, men som som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde.

Ifølge Daniella Kuzmanovic, adjunkt ved Københavns Universitet og ekspert i Tyrkiet, frygter Ankara, at en undskyldning og anerkendelse vil udløse krav om økonomisk kompensation fra efterkommerne af ofre for folkemordet. Der vil formentlig komme forsøg på sagsanlæg, fortæller hun.


Det østlige Tyrkiet havde indtil 1915 en stor koncentration af armeniere. Efter at armenierne blev dræbt, beslaglagde den tyrkiske stat deres jord. Derfor frygter tyrkerne ligeledes, at en anerkendelse af folkemordet vil medføre territorialt krav på tidligere armenske områder og beslaglagte værdier her.

– De nye ejere af tidligere armensk jord vil ikke tale om fortiden, fordi de nu sidder på deres ejendom. For hvis de først indrømmer, hvad der skete mod armenierne – hvad så, hvis de kommer og kræver deres områder tilbage? spørger Mehmet Ümit Necef, der er lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet og i øvrigt selv er tyrker.

Imidlertid er både Mehmet Ümit Necef og Daniella Kuzmanovic enige om, at den tyrkiske frygt for at miste territorium eller blive tvunget til at give armenierne økonomisk erstatning ikke er reel.

– Ingen, heller ikke uden for Tyrkiet, ville gå med til at Armenien har et krav på nuværende tyrkiske områder, siger Daniella Kuzmanovic.

Hun fortæller ligeledes, at det vil være vanskeligt at holde Tyrkiet ansvarligt for handlinger i 1915, som blev begået af en anden stat, nemlig det daværende Osmanniske Rige. Folkemordet har fundet sted inden Tyrkiets oprettelse i 1923. Derfor er økonomisk erstatning også urealistisk, lyder det. Ifølge Daniella Kuzmanovic spiller de tyrkiske nationalister på befolkningens frygt for, at Tyrkiet skal blive territorialt splittet ved en anerkendelse. Et skrækscenarie, der næres af, at armenske nationalister ønsker få de historisk armensk-beboede områder tilbage og indlemme dem i det nuværende Armenien.


– Hele Tyrkiets fundament er, at det hele tiden skal forsvare sin territoriale integritet imod trusler udefra – og indefra. De tyrkiske politikere, der er imod en anerkendelse af folkemordet, taler direkte ind i den tyrkiske nationalisme, som tyrkerne er opdraget med, fortæller hun.

Men hvis Tyrkiet reelt ikke risikerer at miste territorium eller penge ved en anerkendelse – hvorfor anerkender de så ikke begivenhederne i 1915 som et folkemord?

– Det at blive forbundet med et folkedrab er en trussel og besudling af den nationale, tyrkiske ære, siger Daniella Kuzmanovic og forklarer, at langt de fleste tyrkere slet ikke kender til det armenske folkemord, fordi de ikke er blevet præsenteret for det i det tyrkiske skolesystem. I den tyrkiske historieskrivning fremstilles tyrkeren, ifølge Daniella Kuzmanovic, som ofre, der forsvarede sig imod vestlige aggressorer, som angreb landet i forbindelse med dets oprettelse kort efter Første Verdenskrig. Det faktum, at visse armenske styrker senere begik drab på et større antal civile muslimer i byerne Van og Varto sammen med den russiske hær, fremhæves af tyrkerne som et bevis på, at netop de – og ikke armenierne – er ofre.

Skolebørn i Tyrkiet lærer samtidig kun om disse armenske drab på deres landsmænd og ikke omvendt, fordi alternative fortællinger om mindretal i Tyrkiet er blevet holdt nede. Derfor er en anerkendelse af det tyrkiske folkemord på armenierne ekstra problematisk, forklarer Mehmet Ümit Necef:

– At betegne begivenhederne i 1915 som et folkemord svarer til at forkaste den tyrkiske nationale selvforståelse. Ifølge den er tyrkerne altid uskyldige og har ikke begået forbrydelser mod andre folk, fortæller han.


Derfor ønsker nationalistiske kredse i Tyrkiet helst, at begivenhederne i 1915 skal forblive usagte. Det tidligere tyrkiske, nationalistiske parlamentsmedlem Gündüz Aktan er kendt for sine ord "Jeg vil ikke tillade nogen at kritisere mine forfædre."

De tyrkiske historikere Taner Akcam og Ugur Üngör anerkender folkemordet og må af den grund leve i eksil i henholdsvis USA og Storbritannien, eftersom det ifølge tyrkisk lov fortsat er strafbart at erkende det armenske folkedrab. Den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink kritiserede således Ankara for dets manglende anerkendelse af folkemordet. En kritik, der bragte sindene i kog hos mange tyrkere. Sagen kulminerede med, at en 17-årig tyrkisk nationalist skød og dræbt Hrant Dink på åben gade i 2007. Den tyrkiske regering under ledelse af premierminister Recep Tayyip Erdogan tog kraftigt afstand fra mordet, ligesom der var store sympatidemonstrationer, hvor almindelige tyrkere demonstrerede i gaderne mod nationalistisk vold. Morderen er blevet retsforfulgt.