GENOCIDE-1915

 

 

 

                                    

       

Hovedside

 

   

 

 

 

Når historien er gidsel

AF Helle Schøler Kjær
5 maj 2010 / politiken

Der indgås politiske studehandler om det armenske folkemord.

Helle Schøler Kjær har produceret flere udsendelser om det armenske folkemord for DR’s P1. Hun har skrevet bogen ’Danske Vidner til det armenske folkemord’, udkommet på Forlaget Vandkunsten.
Det var på alle måder symbolsk, da socialdemokraten Yildiz Akdogan deltog i en mindehøjtidelighed på 95-års dagen for det armenske folkemord, der tog sin begyndelse 24. april i Istanbul i Tyrkiet.

Bænkerækkerne i den lille gule murstenskirke i Emdrup var fyldt med efterkommere af de overlevende armeniere, og forrest sammen med arrangøren sad folketingsmedlemmet med den tyrkiske baggrund. Arrangørerne var meget stolte af at have et folketingsmedlem til stede – og især Yildiz Akdogan med hendes baggrund.

Men der må have været fejl i kommunikationen, for da hun blev bedt om at sige noget ved arrangementets start, rejste den unge kvinde sig tøvende og sagde, at hun var glad for at være der – men hun var ikke forberedt på at holde tale – og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.

»Jeg er dybt berørt«, sagde hun, tydeligt berørt, og satte sig igen på kirkebænken. Der blev tavshed i nogle minutter, indtil pianisten begyndte at spille.

Armensk folkemord
For et år siden deltog jeg i en mindehøjtidelighed i en armensk kirke i Aleppo, Syrien. Bagefter interviewede jeg en lidt ældre skolelærer med den armenske præst som oversætter.
Læreren var ved at renskrive sin fars erindringer. Faderen var dreng under deportationerne. Kun han og hans bedstemor var kommet levende ud af landsbyen, da tyrkerne angreb. Især ét optrin blev ved med at plage ham i drømme langt ind i alderdommen. En tyrkisk gendarm havde skåret halsen over på en dreng og tørrede kniven af i drengens mors forklæde. Det var ikke selve drabet, der blev ved med at plage ham.

Moderen havde sammen med en lille pige siddet og grinet, mens det skete. Det var galskaben, sindssygen, det frygtelige grin, der blev ved med at forfølge ham som dreng, som voksen, som gammel. Mens læreren fortalte historien om sin far, strømmede tårerne stille fra hans kone, der stod ved siden af. Hun havde aldrig hørt historien før, og hun græd for sin døde svigerfar, for alle de myrdede og for sin mand, som skulle bære smerten.

Til mindehøjtideligheden i Emdrup Kirke holdt en præst fra Roskilde gudstjeneste på armensk. Michael Ravnholt Westh var i ni år præst i Armenien og lærte sig der sproget. Inden han talte, gik præsten hen til Yildiz Akdogan og bad hende om at rejse sig. Han lagde armen om den unge kvindes skuldre og sagde:

»Vi to er ikke armeniere, men vi anerkender det armenske folkemord. Det smerter os, at vi ikke kan bære sorgen for jer, men vi vil gerne være vidner til den«.

Historie til forhandling

Det er ofte med tårer, man er vidne til så stor en sorg, til så dyb en smerte. Ikke desto mindre insisterede to danske kvinder på at være netop det – vidner til uhyrlighederne, mens de foregik.

Da mennesker, som de havde lært at kende gennem flere år, nogle af dem tætte venner, gennemgik det værste, der kan overgå et menneske: børn, der bliver dræbt, gamle, der bliver tvunget på deportation, myrderier, voldtægt, sult, tortur, udryddelse.

Maria Jacobsen var missionær og sygeplejerske i Harput i det østlige Tyrkiet før og under folkemordet og skrev flittigt i sin dagbog om det, hun så: Husundersøgelser hos armenierne, afvæbning; om den dag, alle armenierne i byen Harput blev gennet sammen og jaget uden for byen. Om mændene, der blev skudt eller hugget ned med det samme, om kvinder og børn, der blev drevet af sted, og om dem, det lykkedes at flygte.

En ung kvinde med et stort gabende sår i nakken kom til det hospital, hvor Maria Jacobsen arbejdede. Hun havde ligget nederst i en bunke kvinder, som bødlerne huggede hovederne af. Kvinden var kun blevet såret og lå og ventede, til der var helt stille, og hun kunne kravle ud og løbe væk og søge hjælp. Maria Jacobsen var blot en af mange missionærer, hjælpearbejdere og diplomater, der gennem øjenvidneskildringer dokumenterede det armenske folkemord.

Også skolelæreren og hjælpearbejderen Karen Jeppe var hos armenierne i nødens stund. Karen Jeppe gemte sine venner under gulvbrædderne i sit hus under udryddelserne og var senere drivende kraft i at opbygge et armensk samfund for overleverne i Aleppo i det nordlige Syrien. Det arbejde er hun i dag udødeliggjort for i Armenien.

Man kan ikke gøre uret til ret igen, når så forfærdelige ting er sket. Men man kan anerkende, at det er sket. Det er der mange lande og mange politikere, der har gjort, men ikke de virkelig tunge spillere – og heller ikke Danmark. I stedet er de forfærdelige begivenheder i 1915 gjort til genstand for politiske forhandlinger. Men hvordan kan man det?

Enten skete det, eller også skete det ikke; en historisk begivenhed er vel ikke til forhandling? Sådan lyder det undrende fra folk, når talen falder på anerkendelse af det armenske folkemord. Og selvfølgelig har de ret, selv om man kan mene, at de spørger lidt naivt, for historien er jo netop altid til forhandling. Men måske ikke ofte så åbenlyst som i tilfældet med det armenske folkemord.

Dødsmarch
Tyrkiet anerkender ikke folkemordet på op mod halvanden million armeniere i 1915, og det internationale samfund tvinger ikke Tyrkiet til at gøre det. Det er der stor vrede og sorg over blandt de mange efterkommere til overlevende armeniere, som jeg gennem de seneste år har mødt en del af i både Danmark og i Mellemøsten.

De ser klart, at det er stormagternes politiske og økonomiske interesser, der afholder dem fra at kalde det 20. århundredes første folkemord ved rette navn. At realpolitikken står over retfærdigheden. Senest 24. april i år, på årsdagen for folkemordets start, hvor den amerikanske præsident, Barack Obama, udsendte en erklæring, hvori der blandt andet står, at der ikke er tvivl om, hvordan Obama personligt ser på sagen.

Man må tro, der henvises til Barack Obamas valgkamp, hvor han utvetydigt gav udtryk for, at der var tale om folkemord. Han har ikke i sit embede som USA’s præsident gentaget ordet folkemord – genocide.

Forklaringen er ifølge Obama selv, at han ikke vil komme i vejen for de normaliseringsforhandlinger, der foregår mellem Tyrkiet og Armenien. De to lande har en fælles grænse, der har været lukket siden 1993 – kort efter at Armenien blev selvstændigt i slipstrømmen på Sovjetunionens sammenbrud.

I efteråret 2009 underskrev de to lande en protokol, der endnu mangler at blive ratificeret i parlamenterne. Men USA har også andre vægtige grunde til ikke at lægge sig ud med Tyrkiet. Landet er en uundværlig partner i forhold til Irak og Afghanistan. Tyrkiet er igen blevet landet i midten efter den kolde krigs afslutning; broen til Kaukasus, Asien, Mellemøsten med de store forekomster af olie og gas; forhandlingspart mellem øst og vest. Derfor undgås ordet folkemord.

Bortset fra det afgørende ord er erklæringen fra USA’s præsident klar nok. Barack Obama minder om, at 24. april i år var 95-års dagen for starten på nogle af de »værste grusomheder i det 20. århundrede«, hvor 1,5 millioner armeniere blev »massakreret« eller gik deres død i møde – marched to their death, som der står i erklæringen, der kan læses i sin fulde længde på Det Hvide Hus’ hjemmeside.

I Danmark er forklaringen på, at der ikke er en officiel anerkendelse af det armenske folkemord, at »det er et spørgsmål for historikerne«. Sådan lød det fra Per Stig Møller, da han var udenrigsminister, og sådan lyder det fra den nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Der kan være megen fornuft i, at politikere ikke skal tage stilling til alt, men man kan undre sig over, hvorfor det princip lige gælder for det armenske folkemord og ikke for holocaust. Og man kan spørge, hvor mange historikere der skal tage stilling til det armenske folkemord, før det er nok.

Internationalt er der overvældende dokumentation for, at armenierne i det skrantende Osmannerrige blev udryddet efter en centralt vedtaget og systematisk gennemført udryddelseskampagne fra foråret 1915 til foråret 1917. Læs for eksempel den tyrkiske forsker Taner Akcams bog ’A Shameful Act’, der med belæg i tyske, østrigske og osmanniske arkiver dokumenterer netop dette.

De tyske og østrigske arkiver er særlig interessante, fordi de to lande var allierede med Tyrkiet under Første Verdenskrig, og det altså var allierede officerer og diplomater, der indberettede til deres overordnede, hvordan udryddelserne foregik. Samtidig var der i 1919-20 militære domstole i Istanbul, hvor anerkendte tyrkiske borgere vidnede om de forbrydelser, den ungtyrkiske regering havde foretaget mod de armenske og andre kristne medborgere i ly af krigen.

Deportation af armeniere
Man behøver som nævnt ikke at forlade dansk grund for at få vished om folkemord.

I en engelsk udgivelse af Maria Jacobsens dagbøger kan man læse en øjenvidneskildring af hele forløbet i en central by i det østlige Tyrkiet. Men også den danske statsadministration har den viden i arkiverne.

Den danske forsker Matthias Bjørnlund har gravet i Udenrigsministeriets gemmer og fundet indberetninger om udryddelser af armenierne fra den danske gesandt i Istanbul, Carl Ellis Wandel. Hele sogne, inklusive præster og andre kirkelige, bliver meldt forsvundet, og gesandten var ikke i tvivl om, hvad der foregik. »Tyrkerne gennemfører med stor Energi deres grusomme Hensigt, at udrydde det armeniske folk«, skrev Carl Ellis Wandel i en indberetning 4. september 1915.

Det kan være svært at forstå, at så overvældende en dokumentation kan overses og få politikere til at henvise sagen til ’historikerne’. Den amerikanske præsident har dog i det mindste sagt, hvad han personligt mener, og det fremgår også tydeligt, at det er af realpolitiske grunde, han ikke vil sige ’folkemord’ som præsident.

Det er klart, at Tyrkiet vil reagere, hvis det sker. Vi så det sidst, da udenrigsudvalget i den amerikanske kongres med én stemmes flertal vedtog en resolution om det armenske folkemord – og da den svenske rigsdag, også med én stemmes flertal, gjorde det samme.

De tyrkiske ambassadører blev kaldt hjem, og stor var vreden i den tyrkiske regering over udenlandsk indblanding i den tyrkiske historie. Premierminister Erdogan truede endda med at deportere 100.000 illegale armenske arbejdere, hvis kritikken blev ved. I Tyrkiet mener kommentatorerne nu ikke, at der er så mange illegale armeniere, og der er da heller ikke sket noget i den anledning.

Ambassadøren i Stockholm vendte tilbage, efter at den svenske regering gentagne gange havde forsikret, at den ikke var enig i rigsdagens beslutning. Tyrkiets forhold til USA blev blødgjort efter Hilary Clintons appel til, at den amerikanske kongres ikke skulle vedtage erklæringen. Samme Clinton har i samtaler med den tyrkiske udenrigsminister nu til gengæld krævet, at der skal gang i normaliseringsforhandlingerne med Armenien.

Ifølge den engelske internetudgave af den tyrkiske avis Todays Zaman har tyrkiske konsuler i USA fået besked på, at de skal føre dialog med den armenske diaspora. Alt dette fører muligvis til en åbning af grænsen mellem Tyrkiet og Armenien, men efterkommerne af de mange ofre venter stadigvæk på, at folkemordet bliver erkendt og anerkendt af den nation, hvor det udspillede sig. For dem fortsætter krænkelsen, så længe den ikke er anerkendt.

Munter afslutning
Yildiz Akdogan, den danske politiker med den tyrkiske baggrund, ville egentlig bare kigge forbi for at vise sin respekt og anerkendelse, men hun blev under hele mindearrangementet.

At der var mange tyrkere, der gjorde en indsats for at redde de armenske naboer, er der ingen tvivl om. Hvor mange ved vi ikke. Det kan man først nu begynde at tale om i Tyrkiet
Også i Tyrkiet er store dele af befolkningen meget ivrige efter at fortælle det, de ved om folkemordet. For selv om det gennem 95 år har været forbudt at sige folkemord i Tyrkiet om begivenhederne i 1915, så er der en folkelig viden om begivenhederne.

En yngre tyrkisk forsker samler mundtlige fortællinger i Tyrkiet om, hvad der skete, og en lidt ældre herboende kurder fortæller, at mange gerne vil fortælle historierne. For mange tyrkere og kurdere ligger historien som en sorgfyldt viden, de gerne vil lettes for, også selv om de og deres familier ikke selv deltog i myrderierne.

En herboende kvinde med kurdisk-tyrkisk baggrund fortalte mig om sin oldefar, der som tyrkisk politimand gemte armenske naboer for at redde dem fra myrderierne. Den historie og beretningen om floder, der var røde af blod, har hun hørt fra sin mormor. At der var mange tyrkere, der gjorde en indsats for at redde de armenske naboer, er der ingen tvivl om. Hvor mange ved vi ikke. Det kan man først nu begynde at tale om i Tyrkiet.

Mindehøjtideligheden i Emdrup Kirke endte muntert. En pensioneret armensk porcelænsarbejder fra Valby sang folkesang med stor stemme og stor glæde. En yngre armensk kvinde fremsagde et langt armensk digt med energi og fylde; om de glade tider, der blev afløst af mørke, og om livet, der atter får fat.